Vaccine-skepsis og obligatoriske børnevaccinationer 1

De seneste måneder har jeg arbejdet på et projekt om vaccinationsetik betalt af GlaxoSmithKline. Jeg har fokuseret på problemet med, at alt for mange forældre vælger ikke at vaccinere deres børn mod de mest almindelige børnesygdomme. De tre spørgsmål jeg har forsøgt at besvare er 1) Er faldende vaccinationsrater et problem?, 2) hvad kan man i givet fald gøre ved det?, og 3) er sådanne tiltag etisk forsvarlige? 

De svar jeg er nået frem til på hvert spørgsmål, præsenterer jeg et for et i dette og de næste to blog-indlæg (her: 2, og her: 3). 

(Advarsel: svarene på spørgsmål 1 og 2 er ikke særligt filosofiske - læsere som er mest interesserede i filosofi kan overveje at nøjes med at læse det tredje indlæg)

Vaccinationsproblemet i en nøddeskal
Det danske børnevaccinationsprogram har to centrale kombinationsvacciner: en mod difteri, stivkrampe, kighoste, polio, og meningitis, og en mod mæslinger, fåresyge, og røde hunde. For at beskytte effektivt gives den første tre gange i løbet af barnets første leveår, den anden to gange i løbet af de første par år (normalt ved 15 måneder og 4 år). I 80'erne og først i 90'erne blev næsten alle børn vaccineret (typisk mindst 95% af en årgang), men især de sidste ti år er det gået dårligere (WHO). I årene 2005-2014 var det i gennemsnit kun 91,3% af en årgang som fik de fornødne tre doser af den første vaccine, og 87% af en årgang som fik begge de fornødne doser af den anden.

Det er først og fremmest et problem for de børn som ikke bliver vaccineret. Flere af sygdommene er i dag meget sjældne i Danmark, men de kan være livstruende når små børn bliver smittet, og har smertefulde sygdomsforløb og risiko for alvorlige konsekvenser selv når man ikke dør af dem (Sundhedsstyrelsen). En ofte undervurderet sygdom som mæslinger kan have dødsrater op til 10% i tredje verdens lande, men selv i Vesteuropa og USA dræber den mellem 3:1000 og 1:4000 af de smittede, med den største risiko for små børn.

Men det er også et problem fordi de børn, som ikke bliver vaccineret, risikerer at smitte andre hvis de selv bliver syge. Det gælder andre børn, som er for små til at de er nået at blive vaccineret, personer som ikke kan blive vaccineret, f.eks. fordi de har svækket immunforsvar eller fordi de er allergikere, og personer som er blevet vaccineret, men for hvem vaccinenen ikke har skabt immunitet (selv de anbefalede doser vaccine giver typisk kun immunitet til omkring 95% af de vaccinerede).

Problemet bliver større jo flere som vælger ikke at blive vaccineret, fordi den fælles beskyttelse, såkaldt flok-immunitet, derved svækkes og forsvinder. Flok-immunitet opstår ved, at en person som bliver smittet med sygdommen ikke kan skabe en epidemi, hvis tilstrækkelig mange andre er beskyttede.

Vi kan for eksempel forestille os at ingen er beskyttede, og at en person smittet med sygdommen Z typisk smitter 7 andre. Disse 7 smitter så hver 7 andre (49...), som igen smitter 7 andre (343...), og så fremdeles. I en komplet ubeskyttet befolkning kan en sygdom brede sig som en steppebrand. Men hvis 87% af befolkningen er beskyttet, så smitter den første person kun "0.91 person" (dvs. der er, groft sagt, 91% chance for at hun smitter netop en person, og 9% chance for at hun ikke smitter nogen). Sygdommen dør hurtigt ud, fordi for mange er beskyttede til at den kan sprede sig.

Det er flok-immunitet som sikrer, at de personer som ikke er blevet vaccinerede, ikke kan blive vaccinerede, eller ikke er blevet immune af deres vaccination, alligevel er beskyttede mod at blive syge. Men som eksemplet ovenfor viser, så afhænger tærsklen for flok-immunitet af, hvor smitsom en sygdom typisk er.

Og her er problemets kerne. For nogle af de sygdomme som børnevaccinationerne dækker, er overordentligt smitsomme. En mæslinge-ramt smitter for eksempel typisk mellem 12 og 16 andre, hvis ikke de er beskyttede. Det betyder at 92-94% af befolkningen skal være beskyttede mod mæslinger for at forhindre at smitten kan sprede sig. Og da vacciner kun er ca. 95% effektive, så betyder det at 96-99% af befolkningen skal vaccineres for at skabe flok-immunitet. Det er vi for tiden med 87% af en årgang alt for langt fra. 

Tilsvarende er vi med 91% kun lige akkurat i stand til at skabe flok-immunitet mod difteri og polio - begge sygdomme som er meget sjældne i Europa, men som er ekstremt farlige. Difteri dræber ca. 10% af de smittede, selv i højt udviklede lande, og polio kan forårsage lammelse og alvorlige misdannelser.

Når problemet er så indlysende rejser der sig to spørgsmål: hvorfor vaccinerer mange forældre ikke deres børn, og hvad kan vi stille op for at få dem til at gøre det alligevel? Dem kigger jeg på i næste indlæg.