torsdag den 10. marts 2016

To argumenter mod et tobaksforbud


...og hvorfor de ikke holder for et nærmere eftersyn.

For ca. 1½ år siden skrev jeg et indlæg i Politiken, som argumenterede for et forbud mod rygetobak. Jeg blev mindet om det for nylig, da det viste sig at det er blevet brugt en del gange, antageligt i gymnasiet - i hvert fald er det den eneste tekst som jeg endnu er blevet betalt andet end rent symbolske beløb for af COPYDAN.

Det oprindelige indlæg rejste også en del protester, inklusive to ret aparte emails og en række lige dele komiske og triste ad hominem-angreb, fejlslutninger, og benægtelse af videnskabelige fakta på Politikens hjemmeside (virkelig - læs dem for et interessant indblik i dele af den menneskelige natur). Men der var to seriøse indvendinger, som jeg dengang planlagde at forholde mig til, men aldrig fik gjort noget ved. Den første er baseret på, at det vil være dyrt at forbyde rygetobak, og den anden på, at det vil skabe et kriminelt marked. Heldigvis er der ingen af dem som holder for mere end et helt overfladisk eftersyn, så konklusionen kan stå fast: det er på tide at skodde cigaretterne.

Pengene fosser ud af statskassen
Den første indvending fokuserer på det indtægtstab som staten vil lide, hvis de afgifter som rygere betaler for køb af cigaretter forsvinder, sammen med det lovlige salg af cigaretter. Statens indtægter ved afgifter på salg af rygetobak udgør således cirka 6,5 milliarder kroner.

Et første problem ved indvendingen er at det er uklart præcis hvad de egentlige omkostninger vil være, fordi man også er nødt til at tage de samfundsøkonomiske gevinster som et forbud vil medføre med i betragtning. En række af de sygdomme, som rygning medfører, er meget behandlingskrævende, og der vil være besparelser i det offentlige sygehusvæsen ved at mindske deres forekomst. Samtidig vil den effektive arbejdsstyrke vokse i både størrelse og produktivitet, fordi færre er syge, og flere er i stand til at fortsætte med at arbejde helt frem til pensionsalderen. Sundhedsministeriet anslog i 2010 at den samfundsøkonomiske udgift ved tobaksrygning, alt taget i betragtning, var mellem 3 og 20 milliarder kroner. Det er en ganske stor usikkerhed, men sandsynligvis påfører rygning altså samfundet et tab.

Et andet problem for indvendinger er, at hvis man mener at borgerne bør betale de pågældende 6,5 milliarder kroner til statskassen, så kan man ganske enkelt opkræve pengene som skat. I princippet gør det ingen forskel for den enkelte, om vedkommende køber cigaretter med afgift og betaler lavere skat, eller ikke køber cigaretter men betaler højere skat (udover naturligvis de forskelle som følger af at undvære cigaretterne). Den eneste forskel ved at sikre indtjeningen gennem skatteopkrævning snarere end afgift er, at man vil kunne sprede betalingen bredere ud og tage hensyn til ulighedsskabende effekter, for eksempel ved at gøre den progressiv. Det synes at være fordele, der taler for at skatteopkrævning af beløbet er at foretrække fremfor de eksisterende afgifter.

Et tredje problem for indvendingen er at den synes at være udtryk for en besynderlig kynisme. Tobaksrygning dræber, som tidligere nævnt, tusindevis af mennesker årligt. Indvendingen her er, når man koger det ned til benet, at det bør vi lade fortsætte for at sikre statens indtægt. Men når man stiller det sådan op, så er ideen om at det er moralsk ønskeligt, endsige tilladeligt, at lade tusindevis af mennesker dø for at sikre statskassen en indtjening på nogle milliarder, et besynderligt synspunkt.

I den oprindelige artikel brugte jeg et eksempel med en mobiltelefonproducent, som introducerede et langtidsholdbart batteri, med den uheldige sideeffekt, at det udledte radioaktiv stråling på et niveau, som var lige så skadeligt som rygning. Vi kan nu, for at fastholde analogien, forestille os at producenten tilbød den danske stat kontant betaling af 6,5 milliarder kroner årligt, for at få lov til at markedsføre produktet. ”Jovist, vil batteriet slå temmelig mange mennesker ihjel”, indrømmer producenten, ”men til gengæld er vi villige til at spytte en pæn skilling i statskassen!” Der er næppe mange, som mener at et sådant forslag bør gøre nogen forskel. Tværtimod vil en del nok opfatte selve forslaget som moralsk problematisk.

Et kriminelt tobaksimperium
Den anden indvending mod et forbud er, at man ved at forbyde et rusmiddel åbner for, at der kan skabes et kriminelt marked. Et sådant kriminelt marked har oplagt en række skavanker:

For det første, så tillader det en gruppe af kriminelle at finansiere deres livsstil, snarere end at bidrage til samfundet gennem hæderligt arbejde. 

For det andet, så påfører det samfundet både økonomiske og menneskelige omkostninger gennem det arbejde som politi, domstole og fængselsvæsen er nødt til at udføre for at håndhæve forbuddet. 

For det tredje, så reducerer det de gavnlige effekter af forbuddet, fordi en del personer kan fortsætte med at ryge, selvom rygetobak er forbudt.

Udfordringen for denne indvending er, at det ikke er klart, at det samlet set er værre at skabe et sådant kriminelt marked, end at lade det legale forbrug af rygetobak fortsætte. Selv hvis vi antager at f.eks. en tredjedel af de som ryger legalt vil fortsætte med at ryge i samme omfang som nu, selvom rygetobak kun kan købes på et kriminelt marked, så ville det stadig være 8.000 menneskeliv vi reddede. Hvert år. Det er størrelsen på den fordel, som ulempen ved et kriminelt marked skal holdes op imod.

Hvor stor er en sådan ulempe så? Det afhænger dels af hvordan forbuddet praktiseres, og dels af hvordan man vægter de forskellige ulemper ved det kriminelle marked. Erfaringerne fra eksisterende kriminelle markeder for illegale rusmidler tyder på, at det er ret begrænset hvor mange af de, som ernærer sig ved at sælge illegale rusmidler, som ville tage et lovligt og produktivt arbejde, hvis de ikke kunne sælge et bestemt rusmiddel. Groft sagt så er mange pushere småkriminelle, som veksler mellem forskellige former for kriminalitet, snarere end mellem kriminalitet og lovlydighed. Det betyder ikke at der ikke er nogen som kan skubbes ud af kriminaliteten ved at lovliggøre et stof, og slet ikke at de ikke kan resocialiseres på andre måder. Men omkostningen ved at forbyde rygetobak er næppe at en stor gruppe mennesker derved opgiver lovlydigt arbejde; den er snarere at nogle pushere udvider deres sortiment.

Tilsvarende, så kan man, hvis man ønsker at minimere brugen af ressourcer på at håndhæve et forbud, simpelthen vælge at bruge dem anderledes. Det betyder at man vælger meget milde straffe for at besidde eller sælge rygetobak, og beder politiet om at prioritere indsatsen mod det meget lavt. Det er på den ene side klart at der er en vekselvirkning mellem hvor hårdt man sætter ind mod et illegalt rusmiddel, og hvor mange som bruger det. Men igen siger erfaringerne fra andre illegale rusmidler at det er en beskeden effekt - det vil sige at de væsentligste gevinster ved at forbyde rygetobak opnås simpelthen ved, at det ikke længere kan købes i almindelige butikker, eller ryges offentligt, mens det har en ret lille effekt om man brugere færre eller flere ressourcer på at håndhæve forbuddet. Hvis man derfor vælger den oplagte løsning at håndhæve det ret let, så behøver det ikke at koste væsentlige ressourcer.

Samlet set er der intet der tyder på, at de ulemper som et kriminelt marked medfører behøver at være så store, at de tilnærmelsvis modsvarer de tusindevis af menneskeliv som tobaksrygning hvert år koster. Så hvad venter vi egentlig på?