Dansk klimaetik anno 2016

Jeg holdt for nylig et oplæg om klimaetik i den alternative madklub, og brugte i den forbindelse en eftermiddag på at opdatere min viden om klimadata, bl.a. IPCCs femte rapport, som jeg ikke tidligere har fået kigget på.

Konklusionerne er desværre ligeså deprimerende som sidst jeg beskæftigede mig med emnet. Det er især bekymrende, fordi IPCCs konklusioner er underlagt massivt politisk pres for at være så vitaminfri og udramatiske som det er videnskabeligt forsvarligt (se f.eks. John Broomes fortælling om hvordan det var at deltage). Alligevel peger alle de realistiske emissionsscenarier på at det bliver noget nær umuligt at undgå en 2 graders temperaturstigning i løbet af det 21. århundrede, og der er en reel risiko for temperaturstigninger på over 4 grader, af en del forskere betegnet som et dommedagsscenarie.

Hvad siger etikken om den sag?

Det første og i forskningen fuldstændigt ukontroversielle princip for klimaetik er, at muligheden for at udlede drivhusgasser er en fælles ressource, som ingen person har mere ret til end andre. Givet at det også er en begrænset ressource, fordi vi kun kan udlede en begrænset mængde inden vi forårsager potentielt katastrofale klimaændringer, så er vi i udgangspunktet nødt til at dele den ligeligt mellem alle mennesker på jorden. Hvor meget giver det hver person mulighed for at udlede?

IPCCs femte rapport indeholdt for første gang diskussion af såkaldte "carbonbudgets": videnskabeligt funderede gæt på hvor meget CO2 som kan udledes globalt før bestemte temperaturstigninger indtræffer. Et realistisk bud er at jordens atmosfære maksimalt kan rumme 2900Gt CO2 over sit naturlige niveau, hvis vi skal have en rimelig (66%) chance for at holde temperaturstigningen under 2 grader (se udmærket infografik her).

De 2900Gt ville give hver person i det 21. århundrede 3,6t CO2 per år (2900Gt CO2 / 100 år / 8 milliarder mennesker[i]).

Problemet er at vi allerede har udledt langt det meste af de 2900Gt. IPCCs vurdering er, at der i 2011 kun var 1000Gt tilbage. Det giver i stedet hver person 1,4t CO2 per år (1000Gt CO2 / 90 år / 8 milliarder mennesker). Det er sådan cirka hvad man bruger på at flyve frem og tilbage til Barcelona. Én gang. Men det bliver værre endnu.

Det næste princip i klimaetik er at man er forpligtet af sine historiske udledninger. Det nytter ikke noget at man kan nulstille når man har lyst, og kun regne fremad, både fordi det ville medføre et perverst incitament til at udlede (”Vi regner først fra næste år…”), og fordi det ville betyde at vi ignorerer det historiske ansvar, og de mange fordele som udlederne har fået af at kunne udlede (industrialisering og opbygning af velstående velfærdssamfund). I grove træk betyder det, at de europæiske og engelsktalende lande har et endnu mindre klimabudget per person.

En potentiel indvending mod princippet om historisk ansvar er, at man ikke bør holdes ansvarlig for udledninger, som man ikke kunne vide ville være problematiske. Det er tvivlsomt om det er rigtigt – for eksempel synes det rimeligt at holde personer som er blevet gavnet af udledningen i hvert fald delvist ansvarlige, netop fordi de i kraft af den er blevet bedre i stand til at undvære fremtidige udledninger. Men hvis vi for argumentets skyld tager indvendingen alvorligt, så skal vi definere et år hvorfra ansvaret begynder.

Det gør man typisk fra 1992, fordi det var året hvor FN på Earth Summit i Rio de Janeiro for alvor slog fast at udledningen af drivhusgasser kunne føre til klimaændringer. Men lad os være endnu mere konservative, og sige at vi først regner bidrag fra år 2000 med (der havde IPCC udgivet to rapporter, og var begyndt at publicere resultaterne fra den tredje). Det er meget vanskeligt at hævde, at vi ikke havde tilstrækkelig viden om klimaændringer, til at træffe informerede valg på det tidspunkt.

Inspireret af David MacKays (meget læseværdige) "back-of-an-envelope"-beregninger i "Without the Hot Air" har jeg kigget jeg lidt på hvordan det danske klimabudget så ser ud.

Danmark udledte ifølge energistyrelsens energistatistik i perioden 2000-2014 751Mt CO2. Det er et meget lavt tal for hvor mange udledninger vi er ansvarlige for, fordi det ikke inkluderer f.eks. skibs- og flytrafik, eller andre drivhusgasser, hvor bl.a. dansk landbrug udleder langt mere end det globale gennemsnit, men lad os igen tage det, som det mest konservative skøn. Givet at 2015-16 formede sig mere eller mindre som 2014, så er de samlede danske udledninger for perioden 0,83Gt CO2.

De globale udledninger er ca. 40Gt per år, men er steget støt  (med et kortvarigt dyk omkring 2008) de sidste 15 år. Hvis vi skal regne fra år 2000 i stedet for år 2011, så kan vi optimistisk lægge 400Gt til, for et samlet globalt budget på 1400Gt.

Det gør den danske del af det samlede klimabudget til 0,96Gt CO2 (5,5 millioner danskere / 8 milliarder personer x 1400Gt CO2). Fratrukket de 0,83Gt CO2 vi allerede har udledt har vi 0,13Gt CO2 tilbage. Det betyder at Danmark, selv med de meget optimistiske antagelser jeg har anvendt, kommer til at opbruge sin del af CO2-kvoten i begyndelsen af 2020, hvis ikke vi finder en måde at reducere vores udledninger dramatisk inden da. Og det betydet, at vi fra 2020 og frem vil bruge andre menneskers CO2-kvote, fordi vi allerede har brugt vores egen.

Ups…

Hvad gør vi så? Det første og mest deprimerende svar er: Ikke særlig meget, for det er allerede for sent. Vi skulle være begyndt at handle for helst tyve og mindst ti år siden, og de samme faktorer (kortsigtede politiske ambitioner, uvilje til at ville se kendsgerningerne i øjnene, grådighed, dovenskab, egoisme) som har holdt os fra at gøre noget seriøst ved problemet indtil nu, vil i store træk forhindre at vi gør noget ved det fremover.

Ovenikøbet, så er de fleste andre velstående lande i en lignende situation, og det er utopisk at forestille sig at for eksempel USA skulle vælge at tage så drastiske skridt som er nødvendige, hvis landet skulle leve op til sine forpligtelser (der er netop nu en reel risiko for at landet vælger Donald Trump som den næste præsident - gabet mellem seriøs politik og den politiske virkelighed synes aldrig at have været større). Danmarks andel af de globale udledninger er kun ca. 0,1%. I det lys er Danmarks gøren og laden ligegyldig - selv hvis vi fuldstændig ophørte med at udlede drivhusgasser i morgen ville vi højst forsinke tidspunktet hvor verden bliver to grader varmere med et par uger.

Det andet, og mere ambitiøse svar er: vi bør gøre alt hvad vi kan. Snarere end at betragte klimapolitik som en slags velgørenhed eller mulighed for økonomisk udvikling, så skal vi behandle det som den langsigtede eksistentielle trussel det er. Både ved at forsøge at begrænse vores overtræk på klimakontoen mest muligt, ved at kompensere de lande, hvis CO2-kvoter vi snart går i gang med at gøre indhug i for at vi bruger dem, og ved at inspirere andre lande til at tage langt mere radikalt fat end de hidtil har gjort. Hvis ikke et lille, velstående, demokratisk land som Danmark kan gå forrest, så er der ingen der kan.

Personligt er jeg tilhænger af det andet svar. Men køligt betragtet er jeg meget bekymret for, at vi ender med det første.

---

[i] 8 milliarder er et lavt gæt på den gennemsnitlige globale befolkning i det 21. århundrede; hvis befolkningen er større er hver persons portion af klimabudgettet mindre.

LA libertarianisme og 40 års politisk filosofi

I 1974 udgav Robert Nozick "Anarchy, State and Utopia", som nok fortsat er det mest indflydelsesrige forsvar for libertarianisme.

I 2016 forsvarer Liberal Alliance partiets krav om en markant beskæring af topskatten med to argumenter som på den ene side synes at være inspireret af den type libertariansk tænkning som Nozick formulerede, men på den anden side ignorerer både pointer som er blevet tydelige i de sidste 40 års diskussion af Nozick, og pointer som Nozick selv formulerede.

Joachim B. Olsen siger i Information at "[s]kattelettelser handler ikke om at give noget til nogen. De mennesker har tjent pengene, fordi andre mennesker mente, at de var deres løn værd. De er jo ikke kommet uretfærdigt til pengene. Men det handler om nogle principper og ikke de her specifikke mennesker og tilgodese dem. Det handler om det princip, at ingen mennesker skal aflevere mere end halvdelen af deres indkomst i skat. Det handler om at sætte en grænse for, en skillelinje, mellem individet og kollektivet og sige, at ingen – uanset indkomst – skal afstå over halvdelen af deres indkomst i skat. Det gælder store og små indkomster."

Argumentet er noget i retning af, at det er urimeligt at opkræve skatter på penge som en person ejer, og har tjent på retfærdig vis, ved at andre mennesker frivilligt har betalt dem (f.eks. fordi de mente at deres arbejde var disse penge værd).

Der er to oplagte problemer for argumentet. For det første er det ikke et argument for at topskat er urimeligt, men derimod for at enhver skat er urimelig. Det gælder ifølge libertarianere, som Nozick argumenterer for med udgangspunkt i sit berømte Wilt Chamberlain eksempel, for enhver fordeling at den er retfærdig, hvis den er opstået ved at folk frivilligt har overdraget goder som de havde ret til at besidde og overdrage. Hvis Olsen skal stå ved sit eget argument skal han altså indrømme at afskaffelse af topskatten kun er første skridt mod den fuldstændige afskaffelse af beskatning (med den mulige undtagelse af det minimum som er nødvendigt for at sikre at politi og domsvæsen kan fungere - det som Nozick kaldte natvægterstaten). Det mener han muligvis, men det er en anden og langt mere kontroversiel konklusion, end den han selv lægger op til.

Det andet problem er, som utallige kritikere har påpeget lige siden Nozick udgav bogen, at i praksis er betingelserne så godt som aldrig opfyldt. For det første fordi de ulige økonomiske og politiske styrkeforhold mellem de parter som udveksler goder påvirker hvor frivilligt de kan handle. Sat på spidsen står det i en fuldstændig ureguleret markedsøkonomi enhver arbejder frit for at sulte ihjel istedet for at sælge sit arbejde til den løn arbejdsgiveren tilbyder, men det er et i meget begrænset forstand frivilligt valg, at tage imod et sådant tilbud, snarere end af dø af sult. 

For det andet fordi det er meget få personer som uomtvisteligt har ret til de goder de pt. besidder. Problemet her er at en sådan ret skal gå hele vejen tilbage. Det er et problem vi kender fra hælervarer: hvis B har stjålet As fjernsyn, og solgt det billigt til C, som derpå har solgt det videre til mig, så har jeg ikke ret til fjernsynet, selvom jeg har købt det i god tro. I det større perspektiv er fordelingen af goder i vores samfund i dag i meget stor udstrækning resultatet af en historie som er fyldt med grove uretfærdigheder, inklusiv svindel, plyndring, kolonisering, slaveri, og trælbundethed. Det er derfor tvivlsomt om der overhovedet er nogen af os som kan leve op til de strenge krav som den libertarianske teori stiller, og i givet fald uklart hvem og for hvilke goder.

Partiets formand Anders Samuelsen formulerer på sin Facebook-side et alternativt argument: "Helt, helt grundlæggende er der noget fundamentalt forkert i at et flertal af befolkningen kan bestemme at et mindretal ikke bare skal betale den samme procentdel af deres løn i skat som alle andre, MEN OVENI skal betale en ekstraskat på 15%. Det er i dén grad tid til at tage op opgør mod den uretfærdighed."

Det er ikke helt klart, præcis hvad det er, som ifølge Samuelsen gør, at situationen er uretfærdig. En måde at læse udsagnet på er, at det er uretfærdigt hvis nogen betaler mere skat end andre, og at det derfor er et problem ved demokrati, at det kan lade sig gøre at vedtage den slags demokratisk. De fleste af os mener at der er grænser for hvad et demokrati bør kunne beslutte - for eksempel at indføre slaveri eller fratage kvinder stemmeret - så i princippet kunne progressiv beskatning godt være et eksempel på en type politik, som krænkede en rettighed på en måde som ikke er legitim. Problemet med den læsning er 1) at det ikke er særligt indlysende, at progressiv beskatning har den karakter, 2) at de mest oplagte libertarianske argumenter for den ide som vi så ovenfor har velkendte problemer, og 3) at Samuelsen ikke giver os et andet argument for at tro det.

En anden læsning er, at det er selve det, at et flertal pålægger et mindretal en byrde, som gør progressiv beskatning uretfærdig. Man kunne i den forbindelse problematisere ideen om at progressiv beskatning udgør en byrde for de velstillede (det afhænger af hvor man sætter barren for hvad der gavner, er neutralt og er en byrde, og det kan der være begrundet uenighed om), men jeg tror der er et andet, og vigtigere problem. Nemlig at argumentet synes at kræve, at vi erstatter almindeligt flertalsdemokrati med konsensusdemokrati. Det er nemlig en helt almindelig, og i praksis uundgåelig begivenhed, at et flertal pålægger et mindretal byrder, i et moderne demokrati. Hvis det er dette som Samuelsen mener, så skal han være modstander af demokrati i almindelighed. Det er han næppe.

Samlet set kan jeg ikke helt finde ud af, om jeg skal være tilfreds eller frustreret. På den ene side er der som moralfilosof noget lidt opløftende over at se politikere som forsøger at argumentere principielt for deres politik. På den anden side kunne man godt ønske sig, at de kom et par årtier nærmere på hvor horisonten er i forskningen.

Ps. Selvom Sanne Søndergaard har gode pointer både om niveauet i den politiske debat, og hvordan Samuelsens argument kan fortolkes, så tror jeg ikke at Qvortrups argument har noget særligt med utilitarisme at gøre. På den anden side har misforståelser af utilitarisme floreret siden de tidligste formuleringer af den, og er fortsat stærkt udbredte i dag, så det problem er i det mindste tidssvarende.

Kort om dilemmaet mellem SU og uddannelse

En overraskende stor gruppe ellers begavede offentlige debattører (f.eks. Kraka, DEA og Politiken) har købt regeringens argument om, at vi bør prioritere uddannelser snarere end SU.

Argumentet tager ofte den form, at man påpeger at SU i dag er en større offentlig udgift end de uddannelser som de studerende tager, fulgt af spørgsmålet om vi ikke bør bruge pengene på uddannelser, snarere end på SU?

Når jeg er overrasket over at så mange køber det skyldes det, at argumentet har to indlysende problemer.

For det første er det et falsk dilemma, fordi vi i princippet kunne blive ved med at bruge penge på begge dele, forøge de penge vi bruger på det ene, det andet eller begge, eller - hvis vi partout skal spare - lægge besparelserne et andet sted.

For det andet er det et retorisk kneb - en uformel fejlslutning - at insistere på dilemmaet snarere end på den substantielle uenighed. Det kaldes i retorik for at "talk past the sale", og bruges i mange situationer til at overtale folk fordi det er effektivt.

Her er en situation jeg kender godt fra om morgenen:
Far: "Vi skal have sko på og afsted nu."
Søn: "Nej - ikke sko på, ikke vuggestue!"
Far: "Jo; vil du have dine blå sko på eller dine brune sko på?"
Søn: "Blå sko."

Situationen i den offentlige debat følger groft sagt samme mønster:
Regering: "Vi skal spare på uddannelsessystemet, for at lave skattelettelser."
Borgere: "Nej - ikke spare på uddannelsessystemet, ikke skattelettelser!"
Regering: "Jo; skal vi spare på SU'en eller på uddannelserne?"
Alt for mange debattører: "SU'en."

Det er Lomborg-logik kun at sammenligne det formål man gerne vil støtte med det alternativ man gerne vil spare på. En seriøs sammenligning ville inkludere alle mulige og relevante alternativer, og rangere dem fra der hvor pengene gør mest nytte til der hvor de gør mindst gavn. Det forekommer mig meget tvivlsomt at det skulle være SU'en som havner på sidstepladsen, men principielt er problemet, at regeringen forsøger at undgå overhovedet at skulle vurdere, om det er tilfældet.

Og når nogen på den måde forsøger at undgå substansen i en debat, så skyldes det ofte at de er klar over, at de har en dårlig sag. 

Professor Brinkmanns fornemmelse for velfærd

Professor i Psykologi Svend Brinkmann har for nylig formuleret en ny version af sin kritik af den måde, som vores samfund i dag former tilværelsen for mange mennesker. Brinkmanns anke er groft sagt, at vi især igennem arbejdslivet bliver presset til at lave for mange ting, og til fokusere på de forkerte ting. Lidt mere teoretisk formuleret: at vi internaliserer en bestemt rationalitet, som instrumentaliserer vores forhold til en række centrale elementer i tilværelsen, på en måde så de mister deres egentlige værdi for os.

Overordnet er min vurdering at Brinkmann gør os alle en tjeneste ved at rette opmærksomheden mod nogle problemer som er både vigtige, og som ofte bliver enten overset eller italesat på en uheldig måde. Ikke desto mindre så er der stadig et par ting der stikker mig i øjnene som moralfilosof. Brinkmann udtaler sig nemlig også rask væk om forhold som ret beset er etiske, og det slipper han ikke altid heldigt afsted med. Det er synd, for det rod i argumentationen, som det medfører, kommer til at skygge for de ellers relativt plausible og sympatiske konklusioner, som Brinkmann drager. 

Brinkmanns ideer har allerede skabt debat, både blandt kritikere som Rune Lykkeberg, og forsvarere som Esben Schjørring, og der er således en vis risiko for, at jeg er kommet for sent til festen. Oveni den udfordring er jeg nødt til at tage to vigtige forbehold. Det første er at jeg ikke har læst "Ståsteder" (og desværre næppe får tid til det foreløbig). Min analyse af Brinkmanns ideer er udelukkende baseret på den måde han har formidlet dem i offentligheden.

Det andet forbehold knytter sig til Brinkmanns socialpsykologiske teser. Det er lidt uklart hvilket grundlag Brinkmann udtaler sig på, og man kan som læser godt få en fornemmelse af, at i hvert fald dele af analysen er mere lommesociologi end forskningsbaseret. Jeg er især skeptisk overfor de dele af analysen som hævder at fænomenet er nyt eller stigende, alene af den grund at lignende diagnoser er blevet fremsat regelmæssigt i hvert fald siden Webers klage over "rationalitetens jernbur" (i 1905...). Hvad hele denne side af sagen angår er jeg imidlertid villig til at lade tvivlen komme Brinkmann til gode af tre grunde. 1) Fordi jeg i modsætning til Brinkmann ikke er psykolog. 2) Fordi jeg overordnet tror at Brinkmann har fat i noget. Hans kritik af den måde neoliberale politikere og ledere har forsøgt at negligere substantiel kritik af offentlige reformer ved at skyde på kritikkerne ("I skal tage Ja-hatten på!" er et implicit ad hominem) er eksempelvis fuldt berettiget. 3) Fordi Brinkmanns projekt med at italesætte et problem, som øjensynligt hviler på dybfølt bekymring for hans medmenneskers ve og vel, grundlæggende er sympatisk.

Når de forbehold er taget, så er der på det generelle niveau i hvert fald tre principielle distinktioner fra moralfilosofien, som Brinkmann på forskellige måder overser eller får rodet sammen:
1) Aksiologi og normativitet
2) instrumentel og intrinsisk værdi
3) egoistiske og altruistiske grunde

Forskellen på aksiologi og normativitet er at det første handler om hvad der er værdifuldt, mens det andet handler om hvilke grunde vi har (især grunde til at handle, men evt. også for eksempel grunde til at tro at noget er tilfældet). Spidsformuleret handler det om forskellen på det gode og det rigtige, men de to ting hænger sammen, fordi en central grund til at handle, er den grund vi har til at fremme det gode. Alt andet lige har vi grund til at handle på en måde, som gør verden til et bedre sted, dvs. skaber mere værdi.

Forskellen på instrumentelle og intrinsiske værdier er at de første kun har værdi, fordi de hjælper os med at opnå noget andet, mens det intrinsisk værdifulde er godt i sig selv. Spidsformuleret er noget intrinsisk værdifuldt hvis (og kun hvis) det alt andet lige altid er bedre, at der findes mere snarere end mindre af det. Nogle filosoffer har argumenteret for at der findes upersonlige intrinsiske værdier, for eksempel skønhed, således at verden skulle være et bedre sted, jo mere skønhed som findes, selv hvis der ikke var levende væsener til at observere og nyde skønheden. Den mest ukontroversielle værdi er imidlertid personlig, nemlig velfærd. Det er kort sagt den værdi, som et godt liv har, for den person som lever det.

Det er også ret ukontroversielt at vi har egoistiske grunde til at fremme vores egen velfærd. Det ville være meget mærkeligt at hævde, at det vil være det bedste for mig at gøre X, men at jeg ikke har nogen grund til at gøre X. Det betyder selvfølgelig ikke at jeg samlet set bør gøre X; der kan være konkurrerende grunde som trækker i en anden retning. For eksempel kunne det måske på kort sigt være det bedste for mig, at lægge mig på sofaen og slappe af hele dagen, men knap så godt på lang sigt ikke at passe mit arbejde. Selvom det er mere kontroversielt er der også stærke argumenter i forskningen for, at vores egoistiske grunde kan være i konflikt med såkaldt altruistiske grunde, dvs. de grunde vi har til at fremme andre menneskers velfærd.

Med de tre distinktioner i mente kan det være værd at kigge nærmere på Brinkmanns ideer. Han skriver blandt andet: "Vi har svært ved at forstå, at viden har en værdi i sig selv helt uafhængigt af, om det bidrager til statens bnp, at børnene lærer dette eller hint. Eller se på det at have en krop og glæden ved at bevæge sig og udvikle kropslige færdigheder. Vi taler ikke om det som en værdi i sig selv - vi taler om det som noget, der hjælper barnet til at læse bedre eller blive dygtigere til matematik."

Og tilsvarende: "Hvis man går ind for støtte til kunst og kultur, må det da være, fordi man mener, at kunst og kultur har en værdi i sig selv, og ikke bare fordi det skal gøres relativt til, hvad man får ud af det.

Der er to problemer her. Det første er at det er meget tvivlsomt, om for eksempel viden har værdi i sig selv. Taget for pålydende ville det betyde at verden blev et bedre sted, jo mere viden der fandtes, helt uagtet om denne viden var til gavn for nogen eller ej. Det skulle for eksempel betyde at jeg kunne gøre verden til et bedre sted alene ved at notere mig komplet trivielle detaljer, som antallet af knaster i stuens trægulv, den præcise højde på min skos hæl, eller hvor lang tid det tager for toilettets cisterne at blive fyldt efter at der er trukket ud. Det er ikke videre troværdigt.

Det andet problem er at Brinkmanns implicitte argument indeholder et falsk dilemma: enten er viden (og motion, og kunst, og...) instrumentelt værdifuldt fordi det bidrager til BNP, eller også er det intrinsisk værdifuldt ("i sig selv"). Men der findes et oplagt tredje alternativ: at viden (og motion, og kunst, og...) er instrumentelt værdifuldt når det bidrager til at mennesker har gode liv (velfærd), uanset om det sker ved at øge BNP eller på anden vis. Faktisk kan Brinkmanns centrale pointe derved styrkes: det er forfejlet at fokusere ensidigt på BNP, netop fordi det i sidste ende er velfærd vi bør bekymre os om, og en stigning i BNP i bedste fald kun er en måde at øge vores velfærd, og i værste fald sker en stigning i BNP på bekostning af vores velfærd.

Brinkmann forsøger faktisk senere at argumentere for at der findes værdier, som ikke kan eller bør tænkes som en del af at fremme menneskelig velfærd: "[J]eg forsøger at dekonstruere ideen om, at ting kun har værdi, hvis de har nytte. [...] Selve den stræben - måske også mod lykken - kan sommetider ofte afskære os fra at blive lykkelige. I ræset efter at opnå noget afskærer vi måske os selv fra det. Det er et paradoks. Så prøver jeg at vende det om: Det, der er mest nyttigt i relation til at leve meningsfuldt, er det unyttige. [...] Vi er tilbøjelige til at affeje det og sige: Det kan vi ikke bruge til noget, det er ikke nyttigt, men det er måske lige præcis det, der er nyttigt, bare i en anden forstand."

Her ender Brinkmann i det modsatte af et falsk dilemma, og sætter sig mellem to stole. Man kan godt have det synspunkt, at der er ting som vi er forpligtede til uanset om de gør nytte (dvs. fremmer velfærd) eller ej - det mente for eksempel Immanuel Kant som Brinkmann også refererer til - selvom man bør holde sig for øje hvor seriøse teoretiske udfordringer sådanne teorier har. Men i så fald er det for det første irrelevant om instrumentalisering og jagten på lykke står i vejen for lykken, og for det andet ikke et udsagn om at noget har værdi (aksiologi), men om hvad vi bør gøre uanset værdier (normativitet). 

Et i mine øjne mere oplagt alternativ er anerkende, at vi har stærke grunde til at fremme menneskelig velfærd, fordi den er værdifuld, herunder acceptere at ting kun har værdi hvis de gør nytte, men holde fast i at en central komponent i, at have et værdifuldt liv er, at man kan finde mening i sit liv. De ting som Brinkmann fokuserer på er vigtige netop fordi de er essentielle for at give mennesker gode liv, og den rationalisering af vores forhold til dem, som Brinkmann anfægter, kan være skadelig netop fordi den forhindrer dem i at spille denne rolle. I formuleringen af sin kritik ender Brinkmann i stedet med at smide velfærdsbarnet ud med instrumentaliseringsbadevandet.


Noget lignende er på spil i Brinkmanns diskussion af problemerne med instrumentalisering og nyttetænkning (som i parentes bemærket er en implicit kritik af utilitarisme). Her medgiver Brinkmann at: "[M]an kan aldrig slippe af med instrumentalisering, det er en helt legitim tilgang til verden... [...] Når man køber ind, har man et instrumentelt forhold til kasseassistenten; når man køber hjælp fra håndværkere, har man et instrumentelt forhold til dem. Fint nok. Men man må aldrig, som Kant siger, alene behandle andre mennesker som instrument for det, man ønsker at opnå, men altid også som et mål i sig selv. Skrækscenariet er, at vi kun kommer til at behandle hinanden som ressourcer, for så har mennesker pludselig kun værdi, hvis de præsterer noget - hvis vi får noget ud af dem. Det er jo ikke, fordi vi ønsker at være egoister alle sammen, det er, fordi vi ikke har nogen tænkning, der rækker ud over egoismen."

Brinkmanns påstand er først og fremmest sociologisk: den instrumentalisering som præger samfundet gør os til egoister, der behandler andre mennesker som ressourcer for vores individuelle projekt med at optimere vores egen velfærd. Men der forekommer også at være en etisk pointe: at vi, hvis vi vil have et alternativ til egoisme, er nødt til at droppe instrumentalisering til fordel for at "behandle mennesker som mål i sig selv". Her mener Brinkmann muligvis "mål i sig selv" i Kants forstand, hvor mennesker ikke er værdifulde, og deres velfærd heller ikke er det, men hvor vi ikke desto mindre har fornuftsgivne etiske pligter overfor dem, fordi de også er fornuftsvæsener. I så fald er det imidlertid ikke instrumentaliseringen som er problemet, men det overhovedet at basere etik på, at noget har værdi; det rimer dårligt på resten af Brinkmanns forsvar for det værdifulde.

Alternativt mener Brinkmann at vi skal huske, at andre menneskers velfærd også er værdifuld - de utilitarister som udsagnet ligner en kritik af ville sige at andre menneskers velfærd er lige så værdifuld som min egen - men i så fald er det ikke instrumentalisering der er problemet; det er derimod manglende altruisme.

Alle problemerne dukker op og flettes sammen når Brinkmann sætter trumf på: "Det er en provokerende tanke i en moderne tid, hvor vi netop tænker subjektivistisk om værdier - jeg kan da kun have pligt over for noget, jeg selv mener har værdi. Jeg forsøger i min bog at vende dette på hovedet og sige: Nej, du har pligt til at passe på det, der har egenværdi«. Hvad kunne det være? »Det er eksempelvis et begreb som ' sandhed'. Hvorfor skal man tale sandt? Jamen, det skal man, fordi det har værdi i sig selv at tale sandt. Hvad nu, hvis man gør sandheden relativ til, hvad jeg får ud af den? Jamen, så skal man kun tale sandt, hvis man får noget ud af det. Men det går jo ud over andre mennesker, hvis vi lyver for dem."

Helt umiddelbart kan man her bide mærke i at spørgsmålet om "subjektivistiske værdier" er et helt andet end de spørgsmål der iøvrigt er på spil, som snarere hører til i metaetikken. Brinkmann har ret i at lejlighedsrelativisme er relativt udbredt, men man kan ikke slutte fra det metaetiske synspunkt at der findes objektive værdier og grunde, til hvilken karakter de har. Dernæst, og mere substantielt, så kludrer Brinkmann i det når han på en gang siger at vi skal tale sandt fordi vi har pligt til det og fordi det har værdi. De to ting er ikke det samme - det første er en normativ, det andet en aksiologisk påstand - og antageligt mener han det første, ikke det andet. For det tredje er sandheden ikke intrinsisk værdifuld, hvis grunden til at vi skal tale sandt i sidste ende er, at det går ud over andre, hvis vi lyver. Tværtimod - så er grunden, at sandheden (ofte) er instrumentelt værdifuld for (andre) menneskers velfærd, og at vi har (altruistiske) grunde til at fremme denne velfærd.

Uanset hvor mange gode pointer der findes i Brinkmanns kritik, så ville den have stået stærkere hvis den havde haft bedre greb om de moralfilosofiske ideer den jonglerer med. Det er synd, både for Brinkmann men også og især for de mange mennesker for hvem hans grundlæggende budskab giver genlyd.