Regeringen lægger imidlertid også op til, at tage udgangspunkt i den Internationale Holocaust Minde Alliances (IHRA) definition. Det er knap så god en ide. IHRAs definition har været genstand for intense politiske slagsmål, bl.a. i Storbrittanien, fordi den giver en række eksempler, som nogle opfatter som problematiske. De to nok mest kontroversielle eksempler er, at det ifølge IHRA skulle være antisemitisk:
1) At hævde at staten Israels eksistens er et racistisk projekt, og
2) At sammenligne nutidig Israelsk politik med Nazistisk politik.
Begge eksempler er uheldige, fordi de kan fortolkes både på måder som er og ikke er antisemitiske. Således synes meget i det første eksempel at afhænge, af hvordan man opfatter begreberne "eksistens" og "projekt" (eng. "endeavour"). For en løs fortolkning, så er det tilstrækkeligt at Israel i praksis har ført en diskriminerende politik mod ikke-jødiske befolkningsgrupper. At dette er tilfældet er et uomgængeligt faktum, og det ville være besynderligt at kalde det antisemitisk, alene at påpege dette faktum.
For en strammere fortolkning, så skal eksemplet forstås som påstanden, at selve det at der findes en jødisk stat i sig selv er racistisk. Det synspunkt er indlysende forkert, og vil nok ofte være et udslag af antisemitisme, mest oplagt hvis den person som indtager synspunktet ikke samtidig mener, at også f.eks. kristne stater, som Danmark, og muslimske stater, som Saudi-Arabien, per definition er racistiske. Omvendt kan man også forestille sig, at nogle sekulære liberale indtager det synspunkt, at enhver stat, som ikke skarpt adskiller stat og religion, er diskriminerende, og at Israel derfor er diskriminerende på samme måde som andre stater (Danmark, Saudi-Arabien, og mange, mange andre). Dette synspunkt er næppe antisemitisk.
I det andet eksempel afhænger meget tilsvarende af, hvordan man fortolker begrebet "sammenligne". Eksempelvis er det næppe antisemitisk, hvis man påpeger moralsk irrelevante ligheder. Hvis det for eksempel var tilfældet, at en bestemt type kunst trivedes både i Nazi-Tyskland og det moderne Israel, fordi begge stater aktivt har støttet udviklingen og udøvelsen af den pågældende kunstart, så ville det næppe være antisemitisk at pege på denne lighed. Også selvom det naturligvis kan være ubehageligt for mange, at tænke på Nazi-Tyskland og Israel i samme åndedrag, uanset sammenhængen.
Det er antageligt nødvendigt, for at der kan være tale om antisemitisme, at sammenligningen har den funktion, at den eksplicit eller implicit kritiserer Israels politik. Men heller ikke dette er indlysende tilstrækkeligt. Vi kan forestille os en situation, hvor Israel indførte en politik, som mindede om de problematiske politikker, som Nazi-Tyskland indførte for tyske jøder. Det kunne for eksempel være tvungen brug af armbind, som identificerer ikke-jødiske personer, der opholder sig i Israel. I denne situation er det ikke oplagt, at det i sig selv ville være antisemitisk at påpege, at politikken mindede om Nazi-Tysklands politik, og at den er problematisk af i hvert fald nogle af de samme grunde, som Nazi-Tysklands politik var det. For at der skal være tale om, at en sådan sammenligning er et eksempel på antisemitisme, så er det nok nødvendigt, at sammenligningen er faktuelt forkert, eller at kritikken er uproportionel.
Selv hvis sammenligningen er kritisk, og faktuelt forkert eller uproportionel, så er det ikke indlysende, at sammenligningen nødvendigvis er antisemitisk. Vi ville i mange tilfælde tøve med at kalde tilsvarende kritikker af andre staters politik for racistiske. For eksempel ville vi næppe sige, om en ung ventrefløjs-aktivist, der kritiserer dansk flygtningepolitik ved at hævde, at den minder om Nazistisk politik, at handlingen er anti-kristen eller anti-dansk. Vi ville snarere sige, at den er useriøs, overdramatisk og forklejner alvoren af Nazismens forbrydelser (for så vidt, naturligvis, at kritikken er uberettiget...). Vi ville nok være mere tilbøjelige til at hæfte et sådant mærkat på kritikken, hvis den var motiveret på en bestemt måde - hvis f.eks. taleren var kendt for i almindelighed at hade eller foragte kristne eller danskere.
Der er altså problemer med flere af IHRAs eksempler. Det mest problematiske ved IHRAs definition er imidlertid ikke eksemplerne, men at selve definitionen er så vag, at den må beskrives som komplet utilstrækkelig. IHRA skriver at:
"Antisemitisme er en bestemt opfattelse af jøder, som kan udtrykkes som had mod jøder. Retoriske og fysiske manifestationer af antisemitisme rettes mod jødiske og ikke-jødiske individer og/eller deres ejendom, mod jødiske institutioner og jødiske religiøse faciliteter."Denne definition er uklar på flere måder. For det første ved, at det ikke fremgår hvilken type opfattelse af jøder, der skal være tale om. For det andet ved, at det ikke fremgår hvornår noget er en manifestation af antisemitisme. Uden en nærmere bestemmelse af disse to forhold er det umuligt at bruge definitionen, til at vurdere hvorvidt noget er eller ikke er et eksempel på antisemitisme. Vagheden giver derved mulighed for, at personer uberettiget kan blive påklistret mærkatet "antisemit". Men hvad endnu værre er, så betyder vagheden også, at det kan være vanskeligt at stemple egentlige eksempler på antisemitisme som sådan.
Som eksempel på det første, så kan der være bestemte opfattelser af jøder, som ikke er antisemitiske. Eksempelvis er den opfattelse, at jøder grundlæggende er lige som alle andre mennesker, en opfattelse af jøder, men det ville være indlysende absurd at hævde, at den er eller danner grundlag for en form for antisemitisme. Tilføjelsen, at den relevante opfattelse kan udtrykkes som had, giver naturligvis en indikation af, hvordan "opfattelse" skal tolkes, men ikke en særlig hjælpsom indikation. Antageligt kan der være mange forskellige opfattelser, som på forskellig vis er eller danner grundlag for antisemitisme, eksempelvis at jøder er farlige, eller væmmelige, eller latterlige, eller ligegyldige. Hvis man tolker indikationen sådan, at opfattelsen ikke bare kan men skal udtrykkes som had, så kan der være mange problematiske opfattelser, som ikke kan stemples som antisemitiske. Hvis man omvendt tolker indikationen sådan, at det blot skal være muligt at udtrykke opfattelsen som had, så bliver den for bred. Antageligt er det i en eller anden forstand muligt, at udtrykke enhver opfattelse som had.
Definitionen er også misvisende ved, at den ikke skelner klart mellem antisemitisme som mentalt fænomen, og antisemitiske handlinger. Det er vigtigt, fordi der er nogle handlinger, som vi ville have lyst til at karakterisere som antisemitiske, uanset hvad den person som udfører dem tænker eller føler, og omvendt, at der er nogle tanker og følelser som udgør en form for antisemitisme, uanset om de giver sig udslag i handlinger.
En person kan således være antisemit, uden nogensinde at ytre sig eller på anden vis handle på en måde, som vi vil karakterisere som antisemitisk. Det kan for eksempel være tilfældet, i en social sammenhæng, hvor der er stærkt fokus på at beskytte individer mod diskrimination, og store sociale omkostninger eller effektive juridiske sanktioner overfor personer som handler diskriminerende. I en sådan situation kan en person, som tænker og føler på en måde, som gør at vi vil karakterisere personen som antisemitisk, handle helt neutralt, ud fra en berettiget frygt for, at blive straffet.
Omvendt, så kan personer udføre antisemitiske handlinger, uden at tænke eller føle ting, som gør at vi ville karakterisere dem som antisemitter. Det kan være tilfældet hvis en person er uvidende om betydningen af en ytring, eller konsekvenserne af en handling. Vi kan forestille os en person, som køber og bærer en t-shirt med et groft antisemitisk budskab, på et sprog vedkommende ikke kan læse. Hvis vedkommende iøvrigt har handlet i god tro, så vil vi nok være tilbøjelige til at undskylde handlingen med, at der var tale om et uheld. Men det ændrer ikke ved, at det kan karakteriseres som en antisemitisk handling, at bære t-shirten. Vi ville af samme grund forvente, at en velmenende person skynder sig at smide t-shirten ud, når de bliver gjort opmærksom på, hvad teksten betyder.
Hvordan ville en god definition af antisemitisme se ud? Den ville tage udgangspunkt i, at antisemitisme er en bestemt form for diskrimination. Som sådan kan man starte med en god definition af diskrimination mere generelt, og så præcisere sigtet. Der er visse udfordringer ved at definere diskrimination mere generelt. Men en rimelig god generel definition er, at en person P diskriminerer mod personer fra gruppen G (hvor G kan være f.eks."kvinder", "homoseksuelle", eller "jøder"), hvis P:
1) Behandler G-personer anderledes end andre personer,
2) Den anderledes behandling stiller G-personer dårligere, og
3) Forskellen i behandling skyldes, at G-personer tilhører gruppen G.
Med definitionen i hånden kan vi uden videre definere antisemitiske handlinger: En person handler antisemitisk hvis personen behandler jøder anderledes end andre, på en måde som stiller jøderne dårligere, og forskellen i behandling skyldes jødernes status som jøder.
Det kan være lidt vanskeligere at definere antisemitisme som mentalt fænomen, men et bud kunne være følgende: En person er antisemit, hvis personen kognitivt eller affektivt behandler jøder anderledes end andre, på en måde som stiller jøder dårligere, og forskellen i behandling skyldes jødernes status som jøder. Dét, kognitivt at behandle jøder anderledes og dårligere, betyder for eksempel at man er tilbøjelig til at acceptere en lavere bevisbyrde for påstande, som enten er kritiske overfor jøder, eller som kan bruges som belæg i argumenter imod jøder eller jødiske personers interesser. Dét, affektivt at behandle jøder anderledes og dårligere, betyder tilsvarende, at man har tilbøjelighed til at have mere negativt ladede følelsesmæssige reaktioner, således at følelser i sympati-spektret er svagere eller helt erstattet af følelser i antipati-spektret.
I begge tilfælde er det centralt, at behandlingen skyldes jøders status som jøder. En person, som behandler en jødisk person dårligere end andre handler ikke antisemitisk, hvis forskellen i behandling skyldes alle mulige andre forhold. Eksempelvis handler en dommer ikke antisemitisk ved at idømme en jødisk anklaget en straf, og frikende en ikke-jødisk anklaget, hvis der er ført bevis for, at den jødiske person er skyldig og den ikke-jødiske person uskyldig, og forskellen i behandling skyldes denne forskel i bevis.
Statsministeren har lavet et langt interview i tilknytning til meddelelsen om, at regeringen vil indføre en definition. Interviewet er mere præget af affektladede slogans, end af refleksioner over hvad antisemitisme er. Hun glider uelegant af, på de spørgsmål hvor journalisten forsøger at få begrebet præciseret. Endnu mere bekymrende er det, at hun bruger så relativt meget energi på at tage afstand fra vagt definerede personer, som påstås at være antisemitter. Det giver uvægerligt fornemmelsen af, at der måske først og fremmest er tale om symbolpolitik, som skal styrke regeringens image som nogle, der er hårdhændede overfor bestemte befolkningsgrupper. Det vil være trist, hvis det er tilfældet. Antisemitisme er en seriøs problemstilling, som fortjener mere refleksion og en bedre definition, end regeringen lægger op til.
