Det sidste år har jeg arbejdet på et projekt om omvendt overvågning.
Et argument som ofte optræder i den offentlige debat om overvågning, er ideen om, at "hvis man ikke har noget at skjule, så har man ikke noget at være bange for".
Argumentet foldes sjældent rigtigt ud, men én måde at forstå det på er følgende:
1) Overvågning er potentielt forkert fordi den krænker personers privatliv.
2) Personer har enten noget at skjule, eller ikke noget at skjule.
3) Hvis man har noget at skjule, så har man en grund til at protestere mod, at få krænket sit privatliv ved at blive overvåget, men denne grund er ikke legitim - den er baseret på, at man ønsker at skjule noget, som man ikke burde gøre, og som samfundet har gode grunde til at forbyde og forhindre.
4) Hvis man ikke har noget at skjule, så har man ikke nogen grund til at protestere mod, at få krænket sit privatliv ved at blive overvåget.
5) Der er derfor ingen, som har legitime grunde til at protestere mod at få krænket privatlivet, ved at blive overvåget (fra 2, 3 og 4)
6) En handling er ikke forkert, hvis ingen har legitime grunde til at protestere mod handlingen.
K) Det er derfor ikke forkert at overvåge, selvom det krænker personers privatliv (fra 1, 5 og 6).
Argumentet fylder ikke ret meget i forskningen, men jeg blev mindet om det for nylig, da en journalist interviewede mig om projektet, og spurgte hvad man skal mene om argumentet. Den oplagte forklaring på, at det ikke fylder ret meget er, at det, uanset at det optræder så ofte i den offentlige debat, er et elendigt argument.
Hvad er problemet med argumentet? Som jeg har rekonstrueret det ovenfor er det validt, dvs. at konklusionen følger logisk af præmisserne (sådan da - det er lidt uformelt rekonstrueret, for at gøre det lettere at følge, men vi kunne relativt let lave den mere komplicerede version som er formelt valid). Det er altså muligt at forstå argumentet på en måde, hvor det ikke indebærer en logisk fejlslutning.
Desværre er mindst et af de centrale præmisser i denne udgave komplet utroværdigt: præmis 2 og præmis 4 virker kun begge plausible, fordi de kan blande to forskellige forståelser af ideen om "ikke at have noget at skjule" sammen.
På den ene side er det rigtigt, at mange personer ikke har noget at skjule, i betydningen at de ikke har begået noget kriminelt, som de har grund til at være bange for at andre vil opdage. Imidlertid vil de fleste nok have noget at skjule i en anden relevant forstand, nemlig den hvor de ind imellem foretager sig ting, som de helst vil holde for sig selv eller kun dele med bestemte personer, ikke fordi de er ulovlige eller moralsk forkerte, men fordi det ville være pinligt at dele dem med alle mulige andre.
Tænk på personen som piller bussemænd på toilettet, synger pivfalsk og lykkeligt i badet, brokker sig over chefen på cafeen, har fetish sex med kæresten, danser alene rundt i stuen med gulvmoppen som partner, prutter højt i sofaen, pjækker fra en familiefrokost og ser serier under dynen, osv, osv. Eller tænk på teenageren der endnu ikke er sprunget ud som homoseksuel, og som søger information og ligesindede på nettet; på en person fra en konservativ religiøs familie, som diskuterer sin hemmelige ateisme på et internetforum; eller lederen på en arbejdsplads, som går til psykolog for at tackle sin følelse af utilstrækkelighed.
Problemet er, at præmis 2 kun er rigtigt, hvis vi har den brede forståelse af "noget at skjule", hvor det inkluderer personer som har grund til at skjule noget selvom det ikke er kriminelt, og præmis 4 er kun rigtigt, hvis vi benytter den snævre forståelse af "noget at skjule", hvor det kun inkluderer personer som har grund til at skjule noget fordi det er kriminelt. Den form for sammenblanding er en uformel fejlslutning som kaldes for "equivocation", og den betyder at argumentet ikke holder.
Vi kan vise problemet ved at revidere argumentet, så det ikke blander disse ting sammen. Den nye udgave af argumentet er:
1) Overvågning er potentielt forkert fordi den krænker personers privatliv.
2) Personer har enten noget kriminelt at skjule, noget personligt og lovligt at skjule, eller ikke noget at skjule.
3)
Hvis man har noget kriminelt at skjule, så har man en grund til at protestere
mod, at få krænket sit privatliv ved at blive overvåget, men denne grund
er ikke legitim - den er baseret på, at man ønsker at skjule noget, som
man ikke burde gøre, og som samfundet har gode grunde til at forbyde og
forhindre.
4) Hvis man ikke har noget at skjule, så har man ikke
nogen grund til at protestere mod, at få krænket sit privatliv ved at
blive overvåget.
5) Hvis man har noget personligt og lovligt at skjule, så har man en legitim grund til at protestere mod, at få krænket sit privatliv ved at blive overvåget.
6) Der er ingen, som har legitime grunde
til at protestere mod at få krænket privatlivet, ved at blive overvåget
(fra 2, 3, 4 og 5).
7) En handling er ikke forkert, hvis ingen har legitime grunde til at protestere mod handlingen.
K) Det er derfor ikke forkert at overvåge, selvom det krænker personers privatliv (fra 1, 6 og 7).
Nu er problemet tydeligt: delkonklusionen, præmis 6, følger ikke logisk af de fire præmisser som skal begrunde den. Tværtimod - givet at de fleste mennesker har noget personligt og lovligt at skjule, så bør vi snarere konkludere at der er masser af mennesker, som har legitime grunde til at protestere mod overvågning, når denne krænker deres privatliv.
Der kan være helt andre måder at forstå argumentet om, at "hvis man ikke har noget at skjule...". Daniel Solove foreslår at en stærkere version er, at overvågning som kun rammer kriminel aktivitet - f.eks. automatiserede internetfiltre der registrerer deling af børneporno, men kun deling af børneporno - og som har klare, socialt gavnlige effekter, er legitim, fordi personers krav på respekt for privatliv om kriminel aktivitet er så svagt at det mere end opvejes af disse gavnlige effekter. Det er imidlertid en mere teknisk forståelse, som ikke har noget at gøre med langt de fleste af de sammenhænge, hvor argumentet optræder.
En anden og mere plausibel udgave ville være, at der i bestemte sammenhænge ikke er nogen legitim grund til at skjule bestemte ting, f.eks. hvordan man ser ud og opfører sig når man under almindelige omstændigheder færdes i det offentlige rum, og at det derfor ikke krænker personers privatliv hvis man overvåger dem, f.eks. ved at opsætte CCTV. Denne ide kræver naturligvis at man tager hensyn til de omstændigheder hvor personer alligevel kan have gode grunde til at ønske ikke at blive overvåget, f.eks. ved at slukke for CCTV når der foregår lovlige demonstrationer.
Fælles for dísse to versioner er, at de er mere plausible fordi de er mere komplekse og har kortere rækkevidde end det oprindelige argument. De gælder ikke alle situationer, men kun visse situationer, og de kræver en vurdering af om den pågældende situation er en relevant situation eller ej. Det betyder desværre også at de ikke har samme retoriske slagstyrke i en luftig og patosladet diskussion, og af samme grund er det (for) sjældent disse versioner som optræder i den offentlige debat.
Det korte af det lange er derfor, at i næsten alle de sammenhænge hvor argumentet optræder er det i bedste fald irrelevant udenomssnak, og i værste fald vildledende sofisteri; hvis man ikke har noget mere seriøst at sige, så har man faktisk ikke noget at bidrage med.
