Et af de problemer, som dukker op igen og igen i
mediemoralfilosofi i Danmark, er spørgsmålet om, hvorvidt det er etisk
forsvarligt, at modificere menneskelige fostres gener. Det blev aktuelt igen
for nylig, da den kinesiske forsker He Jiankui offentliggjorde,
at hans forskergruppe for første gang nogensinde havde gjort netop det.
Der er indlysende gode grunde til at være forsigtig
med at anvende teknologier som CRISPR, til at modificere menneskelige gener.
Den mest oplagte er, at man risikerer at gøre mere skade end gavn, hvis
behandlingen har uforudsete side-effekter. Det taler for at gå relativt
langsomt frem, for at sikre os at teknologien kun tages i brug der hvor vi har
god indsigt i de forventede effekter, og for at følge op på de faktiske
effekter med grundige studier.
Der er også rimelige bekymringer, omend de knytter sig
til den noget fjernere fremtid, omkring de måder, teknologien kan anvendes af
personer med slette formål, og omkring den ulighed, som gavnlige behandlinger
kan forstærke, hvis det kun er de mest velstående, som har adgang til dem.
Det et imidlertid sjældent disse rimelige bekymringer,
som er i centrum i den danske debat. Den dominerende bekymring her er langt
oftere, om det overhovedet er etisk tilladeligt, at ændre på menneskers gener.
Det citerer medier gerne en del personer, som svarer nej til. Informations
artikel ovenfor citerer for eksempel Professor Uffe Birk Jensen for det
synspunkt, at "Etisk er der generel enighed om, at man ikke ændrer på
arvemassen hos mennesker". De henviser også til Etisk Råds udtalelse fra 2016, som overordnet
svarer det samme. Og He Jiankui selv citeres i artiklen for, at
"[g]enindgreb bør kun bruges til at helbrede og ikke til at øge IQ eller
udvælge hår- eller øjenfarve – den slags bør forbydes".
I mange sammenhænge er det altså en prominent position
i den danske debat, at selv hvis vi kan ændre på personers gener på en måde som
er sikker, ligeligt tilgængelig og anvendes velmenende, så er det moralsk
forkert at gøre det, måske undtagen hvis vi derved forhindrer alvorlige
sygdomme. Kald dette synspunkt for:
Biokonservatisme: Det er i almindelighed moralsk forkert, at ændre på menneskers gener.
Som så ofte viser det sig imidlertid, at det er et
overordentlig vanskeligt synspunkt at give en god begrundelse for synspunktet,
når man tænker blot en smule efter. Lad os kigge på de tre nok mest almindelige
begrundelser:
- Et første almindeligt argument er, at børn har ret til en åben fremtid, og at vi, hvis vi ændrer ved deres gener for at give dem særlige træk, skubber dem i en bestemt retning.
- Et andet almindeligt argument er, at vi ved at ændre på børns gener, griber ind i en naturlig orden.
- Et tredje almindeligt argument er, at genetisk ændringer vil skabe en ensretning i samfundet, og derved gøre det vanskeligere at være anderledes.[i]
Det overordnede problem for alle tre begrundelser er,
at det synes ret indlysende, at vi gør en hel masse ting, som vi alle finder
komplet uproblematiske, som har samme type effekter.
De fleste af os vælger for eksempel partner baseret
blandt andet på, om vi mener at vedkommende vil være den rette person at få
børn med. Ikke dermed sagt, at vi sætter os ned rationelt og lister attraktive
og uattraktive genetiske træk ved potentielle partnere, men bevidst og ubevidst
spiller arvelige forhold som eksempelvis højde, vægt, symmetri, sundhed, hud-,
hår- og øjenfarve en meget væsentlig rolle, når vi vælger partnere. I valget af
partner træffer vi indlysende valg, som på helt afgørende vis påvirker, hvilke
gener vores fremtidige børn vil få. Og selvom vi godt kunne føle en vis
antipati overfor en person, som fuldstændig afviser potentielle partnere som
ikke har en vis højde, med den begrundelse, at hun gerne vil have høje børn, så
er det nok de færreste som vil mene, at hun ikke har ret til at foretage et
sådant valg.
De fleste af os gør os også enddog meget store
anstrengelser, for at tilrettelægge tilværelsen for vores børn således, at de
udvikler sig i en bestemt retning. Det er naturligvis almindeligt blandt
forældre at konstatere, at børn ikke udvikler sig på helt den måde man
planlagde (og ind imellem anderledes end man havde håbet...), men det ændrer
ikke ved det forhold, at forældre på fuldstændig afgørende vis præger deres
børn gennem opdragelsen.
Det samme er iøvrigt tilfældet med en lang række af de
institutioner, vi som samfund ofte hylder, for eksempel folkeskolen.
Endelig, så sker der i kraft af en lang række idealer,
som det store flertal af os deler, derved en meget kraftig ensretning. Vi
foretrækker sundhed frem for sygdom, venlighed frem for fjendtlighed, viden
frem for uvidenhed, etc., og alle de måder hvorpå vi skaber bestemte vilkår for
fremtidige børn afspejler dette.
Udfordringen for de, som forsvarer biokonservatisme,
er derfor at pege på en moralsk relevant forskel mellem de utallige måder,
hvorpå vi præger børns fremtid, griber ind i "naturens orden", og
skaber ensretning, som vi alle er enige om er moralsk uproblematiske, og så
ændring af gener. Det er en udfordring, som de mildt sagt har haft svært ved at
løfte. Typisk kommer man ikke nærmere et argument, end den form for cirkelslutninger, som Etisk Råd forfalder
til:
"Design af kommende mennesker overskrider en grænse, mennesker ikke bør overskride. At gøre det vil være at blande sig i den menneskelige natur på et mere detaljeret og mere præcist niveau, end man hidtil har været i stand til. Det udtrykker en holdning til naturen og det naturlige, som grundlæggende er forkert."
Bemærk at den første påstand skal fungere som begrundelse,
men reelt blot er en gentagelse, af det synspunkt som biokonservatismen
forfægter.
Den anden påstand er empirisk tvivlsom, og under alle omstændigheder
irrelevant, fordi spørgsmålet ikke er, om vi gør noget mere detaljeret og
præcist, men hvorfor dette i givet fald er forkert.
Og den tredje påstand
forudsætter igen konklusionen: antageligt er det ikke forkert, at udtrykke den
holdning til naturen, som ændring af gener udtrykker (hvad det så end er for
en...), hvis denne indstilling til naturen er den rigtige. Det er kun hvis der
grund til ikke at have denne holdning, fordi der er moralsk en relevant forskel
på ændring af gener og andre indgreb i "naturens orden" (hvordan det
end skal forstås...), at det første kan udtrykke en anderledes og forkert holdning.
I tillæg til de øvrige argumenter mod biokonservatisme, så forekommer det mig, at muligheden for en fremtid hvor den gennemsnitlige person bliver så analytisk begavet, at vi slipper for den slags moralfilosofisk sludder, er et særdeles godt argument for designerbørn.
[i] Det
er i den forbindelse påfaldende at læse Etisk Råds udtalelse. Redegørelsen
rejser de tre argumenter, og skitserer kortfattet meget overbevisende
indvendinger mod dem. Umiddelbart efter fastholder Rådet biokonservatisme,
tilsyneladende uden at lade sig anfægte synderligt af problemerne ved
argumenterne. Rådets redegørelser udarbejdes af sekretariatet, som typisk er
professionelle etikere. Rådets konklusioner sammenfatter holdningen hos de
politisk udpegede lægpersoner.
