Hvad er der galt med designerbørn?

Et af de problemer, som dukker op igen og igen i mediemoralfilosofi i Danmark, er spørgsmålet om, hvorvidt det er etisk forsvarligt, at modificere menneskelige fostres gener. Det blev aktuelt igen for nylig, da den kinesiske forsker He Jiankui offentliggjorde, at hans forskergruppe for første gang nogensinde havde gjort netop det.

Der er indlysende gode grunde til at være forsigtig med at anvende teknologier som CRISPR, til at modificere menneskelige gener. Den mest oplagte er, at man risikerer at gøre mere skade end gavn, hvis behandlingen har uforudsete side-effekter. Det taler for at gå relativt langsomt frem, for at sikre os at teknologien kun tages i brug der hvor vi har god indsigt i de forventede effekter, og for at følge op på de faktiske effekter med grundige studier.  

Der er også rimelige bekymringer, omend de knytter sig til den noget fjernere fremtid, omkring de måder, teknologien kan anvendes af personer med slette formål, og omkring den ulighed, som gavnlige behandlinger kan forstærke, hvis det kun er de mest velstående, som har adgang til dem.

Det et imidlertid sjældent disse rimelige bekymringer, som er i centrum i den danske debat. Den dominerende bekymring her er langt oftere, om det overhovedet er etisk tilladeligt, at ændre på menneskers gener. Det citerer medier gerne en del personer, som svarer nej til. Informations artikel ovenfor citerer for eksempel Professor Uffe Birk Jensen for det synspunkt, at "Etisk er der generel enighed om, at man ikke ændrer på arvemassen hos mennesker". De henviser også til Etisk Råds udtalelse fra 2016, som overordnet svarer det samme. Og He Jiankui selv citeres i artiklen for, at "[g]enindgreb bør kun bruges til at helbrede og ikke til at øge IQ eller udvælge hår- eller øjenfarve – den slags bør forbydes".

I mange sammenhænge er det altså en prominent position i den danske debat, at selv hvis vi kan ændre på personers gener på en måde som er sikker, ligeligt tilgængelig og anvendes velmenende, så er det moralsk forkert at gøre det, måske undtagen hvis vi derved forhindrer alvorlige sygdomme. Kald dette synspunkt for:

Biokonservatisme: Det er i almindelighed moralsk forkert, at ændre på menneskers gener.

Som så ofte viser det sig imidlertid, at det er et overordentlig vanskeligt synspunkt at give en god begrundelse for synspunktet, når man tænker blot en smule efter. Lad os kigge på de tre nok mest almindelige begrundelser:

1. Et første almindeligt argument er, at børn har ret til en åben fremtid, og at vi, hvis vi ændrer ved deres gener for at give dem særlige træk, skubber dem i en bestemt retning.
2. Et andet almindeligt argument er, at vi ved at ændre på børns gener, griber ind i en naturlig orden.
3. Et tredje almindeligt argument er, at genetisk ændringer vil skabe en ensretning i samfundet, og derved gøre det vanskeligere at være anderledes.[i]

Det overordnede problem for alle tre begrundelser er, at det synes ret indlysende, at vi gør en hel masse ting, som vi alle finder komplet uproblematiske, som har samme type effekter.

De fleste af os vælger for eksempel partner baseret blandt andet på, om vi mener at vedkommende vil være den rette person at få børn med. Ikke dermed sagt, at vi sætter os ned rationelt og lister attraktive og uattraktive genetiske træk ved potentielle partnere, men bevidst og ubevidst spiller arvelige forhold som eksempelvis højde, vægt, symmetri, sundhed, hud-, hår- og øjenfarve en meget væsentlig rolle, når vi vælger partnere. I valget af partner træffer vi indlysende valg, som på helt afgørende vis påvirker, hvilke gener vores fremtidige børn vil få. Og selvom vi godt kunne føle en vis antipati overfor en person, som fuldstændig afviser potentielle partnere som ikke har en vis højde, med den begrundelse, at hun gerne vil have høje børn, så er det nok de færreste som vil mene, at hun ikke har ret til at foretage et sådant valg.

De fleste af os gør os også enddog meget store anstrengelser, for at tilrettelægge tilværelsen for vores børn således, at de udvikler sig i en bestemt retning. Det er naturligvis almindeligt blandt forældre at konstatere, at børn ikke udvikler sig på helt den måde man planlagde (og ind imellem anderledes end man havde håbet...), men det ændrer ikke ved det forhold, at forældre på fuldstændig afgørende vis præger deres børn gennem opdragelsen.

Det samme er iøvrigt tilfældet med en lang række af de institutioner, vi som samfund ofte hylder, for eksempel folkeskolen.

Endelig, så sker der i kraft af en lang række idealer, som det store flertal af os deler, derved en meget kraftig ensretning. Vi foretrækker sundhed frem for sygdom, venlighed frem for fjendtlighed, viden frem for uvidenhed, etc., og alle de måder hvorpå vi skaber bestemte vilkår for fremtidige børn afspejler dette.

Udfordringen for de, som forsvarer biokonservatisme, er derfor at pege på en moralsk relevant forskel mellem de utallige måder, hvorpå vi præger børns fremtid, griber ind i "naturens orden", og skaber ensretning, som vi alle er enige om er moralsk uproblematiske, og så ændring af gener. Det er en udfordring, som de mildt sagt har haft svært ved at løfte. Typisk kommer man ikke nærmere et argument, end den form for cirkelslutninger, som Etisk Råd forfalder til: 

"Design af kommende mennesker overskrider en grænse, mennesker ikke bør overskride. At gøre det vil være at blande sig i den menneskelige natur på et mere detaljeret og mere præcist niveau, end man hidtil har været i stand til. Det udtrykker en holdning til naturen og det naturlige, som grundlæggende er forkert."

Bemærk at den første påstand skal fungere som begrundelse, men reelt blot er en gentagelse, af det synspunkt som biokonservatismen forfægter. 

Den anden påstand er empirisk tvivlsom, og under alle omstændigheder irrelevant, fordi spørgsmålet ikke er, om vi gør noget mere detaljeret og præcist, men hvorfor dette i givet fald er forkert. 

Og den tredje påstand forudsætter igen konklusionen: antageligt er det ikke forkert, at udtrykke den holdning til naturen, som ændring af gener udtrykker (hvad det så end er for en...), hvis denne indstilling til naturen er den rigtige. Det er kun hvis der grund til ikke at have denne holdning, fordi der er moralsk en relevant forskel på ændring af gener og andre indgreb i "naturens orden" (hvordan det end skal forstås...), at det første kan udtrykke en anderledes og forkert holdning.

I tillæg til de øvrige argumenter mod biokonservatisme, så forekommer det mig, at muligheden for en fremtid hvor den gennemsnitlige person bliver så analytisk begavet, at vi slipper for den slags moralfilosofisk sludder, er et særdeles godt argument for designerbørn.

---

[i] Det er i den forbindelse påfaldende at læse Etisk Råds udtalelse. Redegørelsen rejser de tre argumenter, og skitserer kortfattet meget overbevisende indvendinger mod dem. Umiddelbart efter fastholder Rådet biokonservatisme, tilsyneladende uden at lade sig anfægte synderligt af problemerne ved argumenterne. Rådets redegørelser udarbejdes af sekretariatet, som typisk er professionelle etikere. Rådets konklusioner sammenfatter holdningen hos de politisk udpegede lægpersoner.

Et umulighedsteorem for retfærdig krig?

Moderne teorier om retfærdig krig er i almindelighed et domæne for utrolig nørdet og sofistikeret deontologisk teori, og som utilitarist ikke et område som jeg beskæftiger mig noget særligt med. Men Kieran Oberman skrev for et års tid siden en rigtig god artikel, som jeg efterfølgende har tænkt en del over. Artiklens pointe er at mulighedsomkostninger ved krig gør det meget vanskeligt, at retfærdiggøre krigsførelse. I praksis tror jeg, at det vil være så godt som umuligt for et vestligt, velstående land, at føre retfærdig krig. Det er en konklusion, som de fleste nok vil finde ret overraskende.

Hvorfor egentlig det? Traditionelle retfærdiggørelser af krig hviler på princippet om selvforsvar. En nation kan legitimt bruge væbnet magt for at forsvare sine borgere mod angreb fra en anden nation. Den ide er overordentlig plausibel, men meget sjældent relevant for vestlige, velstående lande. Det er forsvindende sjældent, at disse lande bliver angrebet, af to grunde.

For det første, så fører disse lande ikke krig med hinanden. Tætte politiske, økonomiske og kulturelle relationer, kombineret med bevidstheden om hvor ødelæggende en krig mellem moderne nationer ville være, gør en gentagelse af de konflikter mellem vestlige lande som prægede første halvdel af det 20. århundrede nærmest utænkelig i dag. Man skal naturligvis aldrig sige aldrig, men indtil videre holder Thomas Friedmans slogan, om at to lande der begge har en McDonalds ikke går i krig med hinanden, overraskende godt.

Den anden grund er, at det er militært selvmord for andre nationer, at gå i krig med et vestligt, velstående land. Store lande, som USA, UK eller Frankrig, er atommagter med ekstremt veluddannede, veludrustede kampstyrker, som hver for sig uden videre kunne knuse næsten enhver trussel. Og små lande, som Danmark, Holland eller Sverige, nyder beskyttelse fra hinanden og de større lande gennem militære alliancer.

Selvom det i princippet er legitimt for et vestligt, velstående land at føre krig for at forsvare sig selv, så sker det således så godt som aldrig. Og det er da heller ikke denne type krig, som der har været fokus på at retfærdiggøre de sidste ca. 30 år.

Meget moderne krig hviler i stedet på ideen om, at det er legitimt at føre væbnet kamp for at forsvare andre landes borgere mod angreb fra en tredje stat, det såkaldte "responsibility to protect". Og i den mest ekstreme form på ideen om at det er legitimt at føre væbnet kamp for at forsvare et andet lands borgere mod angreb fra deres egen stat.

Ideen om at det kan være legitimt at føre krig for at beskytte andre er ikke uplausibel. Men den er kun overbevisende når den påhæftes visse betingelser, og det er disse som giver balladen. En central betingelse er:

Bred proportionalitet. Et militært angreb A er kun legitimt hvis A er bedre for de mennesker, som angrebet har til hensigt at beskytte, end 1) ikke at angribe, 2) andre angreb (B, C, D...), og 3) andre tilgængelige metoder til at beskytte disse personer (f.eks. forhandlet våbenhvile).

Bred proportionalitet er en ekstremt troværdig betingelse. Det er for eksempel indlysende umuligt, at retfærdiggøre et angreb med at det skal beskytte en gruppe personer, hvis angrebet vil være værre for disse personer, end den trussel som de er udsat for. Overvej:

Paddehat. Offerland er under angreb af Bølleland. For at beskytte Offerland affyrer Allieret en serie atomraketter, som forvandler begge lande til et landskab bestående af sort glas, grillkul og radioaktivt sand.

Det er også ret klart, at et bestemt angreb ikke er legitimt, hvis der findes bedre metoder til at beskytte personerne, enten andre angreb eller noget helt tredje. Overvej:

Stædig. Offerland er under angreb af Bølleland. For at beskytte Offerland overvejer Allieret en storstilet landkrig, som kan trænge Bølleland tilbage, men vil lægge meget af Offerland i ruiner. Allierets militære rådgivere påpeger, at præcisionsbombning af Bøllelands militære ledelse, eller blokering af Bøllelands adgang til de internationale våbenmarkeder, vil være lige så effektive, og skåne Offerland. Allierets ledelse holder alligevel fast i planen om en landkrig.

Det er antageligt de færreste, som vil være i tvivl om, at Allieret handler forkert, ved uden grund at udsætte uskyldige i Offerland for de lidelser som landkrigen vil medføre.

Men her opstår så problemet, for det er ikke klart hvorfor hensynet til menneskelig lidelse og velfærd skulle være begrænset til de personer, som er under en konkret militær trussel. Overvej:

Naboer. Offerland er under angreb af Bølleland. For at beskytte Offerland overvejer Allieret en militær aktion. Ved angreb A slås Bølleland tilbage med moderate skader på Offerland. Ved angreb B slås Bølleland tilbage med små skader på Offerland. B forårsager imidlertid voldsomme skader på Naboland.

Det er forhåbentlig klart for de fleste, at Allieret bør vælge A - borgerne i Naboland er lige så uskyldige som personerne i Offerland, og den samlede skade på uskyldige er derfor langt højere ved B end ved A. Vi kan kalde denne betingelse for:

Upartiskhed. En handlings konsekvenser skal vurderes ved at sammenligne med alternative handlingers konsekvenser for alle berørte parter, ikke blot de personer som bliver berørt af den oprindelige handling.

Når vi kombinerer kravet om bred proportionalitet med upartiskhed får vi imidlertid en meget overraskende konklusion, nemlig at en militær aktion kun er legitim, hvis der ikke er en alternativ handling, militær eller ikke-militær, som bedre beskytter uskyldige, hvad enten disse uskyldige er eller ikke er en del af den militære konflikt.
 
De betingelser er i praksis aldrig opfyldt for vestlige, velstående lande, som overvejer at intervenere militært i et andet land for at beskytte befolkningen der. Det skyldes det simple forhold, at militære angreb er en ekstremt ineffektiv måde at hjælpe andre på. 

Tag som eksempel invasionerne af Afghanistan og Irak. Selv hvis vi antager, at invasionerne af Afghanistan og Irak iøvrigt var legitime, fordi de var motiverede af intentionen om at beskytte de to landes befolkninger, og faktisk gjorde mere gavn end skade (begge antagelser, som der mildt sagt er god grund til at være skeptisk overfor), så er det således meget tvivlsomt om de var retfærdige, simpelthen fordi de var så ekstremt ineffektive måder at hjælpe personer med akut behov for beskyttelse.

Den samlede regning for krigene er således flere billioner dollar. En pålidelig vurdering af alene USAs udgift til oversøiske krige siden 2001 (som inkluderer de mindre interventioner i Syrien og Lybien) er 5.933.000.000.000$. Det er så astronomisk et beløb, at det kan være svært at overskue, men lad os overveje, hvad man ellers kunne have gjort med en sådan investering.

Én oplagt mulighed ville have været, at sørge for indfrielsen af FNs Millenium Mål. Programmet blev afsluttet i 2015 med den nedslående konklusion, at det ikke var lykkedes at nå målene, fordi rige donorlande til trods for deres løfter ikke havde været villige til at give programmet tilstrækkelige midler. Det lykkedes godt nok at nå visse delmål, primært på grund af økonomisk vækst og nationale projekter i enkelte store lande (Kina, Indien, Brasilien).

Målene inkluderede blandt andet en halvering af global ekstrem fattigdom og hungersnød, universel adgang til grundskole, 66% reduktion af børnedødelighed og 75% reduktion i mødres dødelighed i forbindelse med fødsel, stop for spredning af blandt andet HIV og malaria, og halvering af antallet af personer uden adgang til rent vand. For de knap 6 billioner dollar som USA har brugt på krig kunne samtlige mål have været indfriet. 7 gange.

Vi kan også forestille os, at vi donerede pengene til de mest effektive nødhjælpsorganisationer. Når der er tale om så store beløb kan det være svært at anslå effekten, men et almindeligt kvalificeret gæt er, at man kan redde et statistisk liv for ca. 2000$ (med en rimelig margin på 900-7000$). Det betyder at pengene kunne have reddet 200 millioner statistiske liv. Hvert år. Det kan naturligvis ikke lade sig gøre, fordi der kun dør ca. 50 millioner mennesker om året af årsager som vi kan forhindre, og de fleste af disse vil være langt dyrere at forhindre, men selv hvis vi kun kunne redde 20 eller 30 millioner mennesker ville det stadig være en svimlende bedrift - som at forhindre Holocaust flere gange, hvert år. 

Uanset hvad man iøvrigt mener, om den skade og gavn invasionerne af Afghanistan og Irak har gjort, så forekommer det indlysende at de ikke er i nærheden af at gøre gavn på dette niveau. Og det er overordentlig tvivlsomt om militære aktioner nogensinde kunne komme i nærheden. Givet at der kan være undtagelser, og at argumentet afhænger af vekslende empiriske forhold er dette ikke et decideret umulighedsteorem, for retfærdig krig. Men i praksis er det så tæt på, at det næppe gør nogen forskel. For vestlige, velstående lande vil det indenfor den relevante fremtid aldrig være mere end et dårligt alternativ, at bruge ressourcer på bomber i stedet for på nødhjælp.

Er det moralsk rigtigt at smide integrerede flygtninge ud af Danmark?

Et af lavpunkterne i statsminister Lars Løkke Rasmussens tale til Venstres landsmøde i sidste weekend, må have været hans påstand om, at det er "moralsk rigtigt", at kræve af flygtninge, at de rejser til deres oprindelsesland, hvis situationen der er blevet tilstrækkeligt sikker (jeg har ikke hørt hele talen, men det er et kvalificeret gæt).

Det er værd at præcisere, hvad det er Løkke siger. Løkke formulerer det godt nok diplomatisk, som at vi skal "bede dem om at vende hjem". Og der er da noget ufrivilligt morsomt ved at tage den ordlyd bogstaveligt, og forestille sig Inger Støjberg forsigtigt spørge: "Vil I måske være søde at rejse hjem? Nej? Nå men så beklager jeg ulejligheden. Fortsat god dag". Men i virkeligheden er der naturligvis tale om den alt andet end morsomme ide, at tvinge flygtninge til at forlade Danmark.

Det er også værd at bemærk den egentlige betydning af, at det er "moralsk rigtigt" at gøre. I lomme-moralfilosofi kan det betyde to forskellige ting: enten 1) at det er tilladt at smide flygtninge ud, det vil sige, at ikke er forkert at gøre det, eller 2) at vi er forpligtede til at smide dem ud, det vil sige, at det er forkert ikke at smide dem ud. Det er to meget forskellige påstande. Den første er nemmere at forsvare - ikke nem, men nemmere - men det er den anden påstand, som Løkke forlader sig på. Hvis det kun var moralsk tilladt at smide flygtninge ud, så ville det også være moralsk tilladt at lade dem blive, og så kunne vi jo lige så godt gøre det. Det er altså det stærke synspunkt, som er på spil, at vi skal smide dem ud, fordi det vil være moralsk forkert, ikke at gøre det.

Hvorfor mener Løkke det? Som så ofte med den type udtalelser fra politikere, får vi ikke noget som minder om et egentlig argument. Det nærmeste vi kommer er det abstrakte synspunkt, at "vi skal passe på Danmark, så vi kan genkende vores land". Men man kan forsøge at rekonstruere hvordan et argument i den genre kunne se ud. Og resultatet er, kan jeg godt afsløre, nedslående.

Et første spørgsmål, som er relevant når vi skal rekonstruere argumentet, er hvilke flygtninge statsministeren har i tankerne? Formuleringen er i princippet så bred, at den synes at skulle gælde alle flygtninge, også f.eks. ungarere som flygtede i forbindelse med Sovietunionens undertrykkelse af opstanden i 1956, chilenere som flygtede fra Pinochet-juntaens militærkup i 1973, og personer fra det tidligere Jugoslavien, som flygtede fra borgerkrigen i årene 1991-2001.

Det er naturligvis ikke disse grupper, som Løkke, og de vælgere han forsøger at appelere til, har i tankerne. Selvom regeringen har en uheldig historie med utilsigtet at ramme andre grupper, når den prøver at gøre livet surt for den gruppe, som det hele handler om, så vil eventuelle tiltag fokusere på nylige flygtninge, især fra Afrika og Mellemøsten, og især (i den udstrækning det kan lade sig gøre) selvfølgelig muslimer.

Men hvorfor og hvordan egentlig det? Med stor sandsynlighed vil regeringen, i hvert fald i udgangspunktet, ikke rette tiltag mod flygtninge som har opnået en form for civilstatus med yderligere rettigheder, for eksempel statsborgerskab, og derved i vid udstrækning undgå at ramme ungarere, chilenere, etc. Og man kan forestille sig, at regeringen ville bruge det som begrundelse: vi skal tvinge (for eksempel) personer som ikke er danske statsborgere, til at rejse, fordi Danmark er for danske borgere. Kald dette den juridiske begrundelse.

Den første udfordring for den juridiske begrundelse er at give et godt argument for det synspunkt, at vi kun bør tillade danske statsborgere, at bo i Danmark. Det kan man godt argumentere for, men det er ikke så let, og vi gør i praksis masser af ukontroversielle undtagelser (for eksempel for højtkvalificeret arbejdskraft). Det andet og (endnu) mere alvorlige problem for den juridiske begrundelse er, at det ikke kan pege på Løkkes tilsigtede initiativer alene. Hvis det virkelig var tilfældet, at vi skal skelne mellem statsborgere og ikke-statsborgere, fordi det kun er de første, som skal være i Danmark, så ville det jo i princippet være lige så godt, at give alle flygtninge statsborgerskab og lade dem blive, som at smide dem ud. Det er helt klart ikke det, Løkke mener.

Det rigtige argument er nok nærmere beslægtet med statsministerens udtalelse om, at vi skal passe på Danmark. Ideen synes her at være, at hvis integrerede flygtninge får lov til at blive i Danmark, så vil det danske samfund gradvist ændre sig. Kald dette den kulturelle begrundelse. Det er en empirisk påstand, som man godt kan være kritisk overfor, men der er større problemer med andre dele af argumentet.

Løkke kunne mene, at det i sig selv er tilstrækkelig grund, at det danske samfund vil ændre sig hvis flygtninge bliver i Danmark, til at vi kan smide dem ud. Men det ville være så absurd en form for konservatisme, at det er urimeligt at tilskrive ham. Det danske samfund ændrer sig hele tiden, på alle mulige måder, og det betragter vi i almindelighed som uproblematisk.

Det er mere gavmildt, at tolke statsministeren sådan, at det danske samfund vil ændre sig på en bestemt måde, og at netop en ændring af denne type er noget, som er så vigtigt at undgå, at vi skal smide flygtninge ud, hvis det vil forhindre ændringen. De to centrale præmisser i dette argument er altså en mere avanceret empirisk præmis - at Danmark vil ændre sig på en bestemt, uønsket måde, hvis flygtninge får lov til at blive i Danmark - og et normativt præmis - at vi er moralsk forpligtede til at smide personer ud, hvis deres tilstedeværelse i landet vil medføre en ændring af denne karakter. Hvad skal vi mene om dem?

Det første præmis har været omdrejningspunkt for meget af de seneste tyve års debat om flygtninge og indvandrere. Det forekommer mig indlysende, at den politiske højrefløj i grotesk grad overdramatiserer de negative konsekvenser ved indvandring, men fronterne er på dette punkt så fastlåste, at der næppe er nogen grund til at repetere argumenterne her.

Et mere interessant spørgsmål er om vi bør acceptere det andet præmis. En almindelig måde at teste sådanne præmisser, er at undersøge om vi ville være villige til at universalisere dem. I den forbindelse forekommer det mig tvivlsomt, for nu at sige det mildt, om Løkke og ligesindede ville være villige til at anvende princippet i andre sammenhænge. Vi kan forestille os følgende eksempel:

Berufsverbot 1. En voksende gruppe højtuddannede indvandrere fra Europæiske og Engelsktalende lande viser sig at være langt mere liberalistiske, end den danske befolkning i gennemsnit. For at bevare og beskytte det danske, social-demokratiske velfærdssamfund mod en gradvis ændring i liberal retning, vedtager en social-demokratisk ledet regering at udvise herboende personer fra disse lande.

Jeg antager, at de fleste, inklusive Løkke og ligesindede, ville mene at regeringens handlinger i Berufsverbot 1 er meget problematiske. Én mulig forklaring på hvorfor ville naturligvis være at sige, at regeringen handler forkert, fordi Danmark bør være mere liberalt, og udvisningerne derfor er kontraproduktive. Den type indvending er jeg egentligt sympatisk indstillet overfor, men for Løkke og ligesindede vil det være et vanskeligt argument at bruge i denne sammenhæng, for i så fald må man også være villig til at forsvare regeringen i:

Berufsverbot 2. En voksende gruppe højtuddannede indvandrere fra Europæiske og Engelsktalende lande viser sig at være langt mere socialistiske, end den danske befolkning i gennemsnit. For at bevare og beskytte det danske, liberale markedssamfund mod en gradvis ændring i socialistisk retning, vedtager en Venstre-ledet regering at udvise herboende personer fra disse lande.

Jeg kan naturligvis tage fejl, men jeg forestiller mig, at Løkke og ligesindede vil være meget tøvende, med at acceptere denne konsekvens, og forsvare regeringen i Berufsverbot 2. Det er langt mere sandsynligt, at de vil stå fast på, at der skal være plads til politisk uenighed, og at personers muligheder for at bo i Danmark ikke skal afhænge af deres politiske overbevisninger.

Det underliggende problem er, at vi ikke har været præcise nok om hvad "uønsket" betyder i det andet præmis, det vil sige, i hvilken forstand en ændring skal være uønsket, for at kunne retfærdiggøre så drastisk et tiltage, som at smide personer ud af landet.

Et første bud kunne være, at der skal være tale om en ændring, som nogen ikke ønsker. Den mulighed er der, som eksemplerne ovenfor viser, næppe nogen som for alvor vil forsvare.

Et andet bud som råder bod på dette kunne være, at der skal være enighed om at ændringen er uønsket, det vil sige, at det skal være en ændring som ingen ønsker. Problemet med den version er, at det er meget tvivlsomt om der findes sådanne ændringer.

Et tredje bud er, at ændringen skal være objektiv uønskelig. Det møder to udfordringer. På den ene side det, som Berufsverbot 2 ovenfor viste, at det er tvivlsomt om for eksempel politisk overbevisning kan bruges som objektivt kriterium. Ikke fordi der ikke findes rigtige og forkerte politiske synspunkter, men fordi et af de synspunkter som langt de fleste er enige om, er det (liberale) princip, om at personers politiske overbevisninger ikke må udelukke dem fra at være en del af samfundet.

På den anden side møder dette bud den udfordring, at de fleste af de alternative, objektive kriterier ikke korrellerer særlig godt med den gruppe, som Løkke sigter på at ramme. Der er jo netop tale om integrerede flygtninge, hvoraf en meget stor gruppe vil være lovlydige, produktive medborgere, der som individer er mere eller mindre til samme gavn og last for det danske samfund, som den gennemsnitlige borger.

Endelig så møder en hvilken som helst udgave et meget vanskeligt problem: selv hvis vi kan definere i hvilken forstand, den relevante gruppes indflydelse på samfundet er uønsket, så er det næste spørgsmål "hvor meget"? Det giver sig selv, at ikke enhver gruppe, som i en eller anden forstand ligger samfundet til last, har tilstrækkelig negativ indflydelse, til at vi kan tillade os at smide dem ud af landet. Det er for eksempel de færreste som mener, at vi burde udvise handicappede, hvis de over et liv samlet set vil være en belastning for det danske samfund. Men hvis der er en tærskel, som en gruppe skal overskride, for at udgøre så negativ en indflydelse, at det kan retfærdiggøres at smide dem ud af landet, så skal vi vide hvor denne tærskel befinder sig. Det forekommer mig, at være et meget vanskeligt spørgsmål, at give noget der minder om et fornuftigt og præcist svar på.

Det, at blive smidt ud af et land, hvor man har bosat sig, er et af de mest voldsomme indgreb, som den pågældende stat kan udsætte mennesker for. I et liberalt samfund (den principielle, ikke dansk-politiske betydning af liberal) bør staten være ekstremt forsigtig med at gribe til dette tiltag.

Det er naturligvis muligt, at der ligger omhyggelige overvejelser til grund for Løkkes forslag. Det kan være, at regeringen internt har udarbejdet grundige, saglige analyser af argumenterne, og sikret sig, at der virkelig er tilstrækkeligt grundlag for, at tage så drastiske midler i brug. Det kan også være, at der er gode grunde til at den ikke har gjort sig den ulejlighed at dele disse overvejelser med befolkningen. Det er ikke givet, at der kun er tale om et PR-stunt, som ofrer svage mennesker for at skabe en valgstrategisk fordel op til det nært forestående valg.

Men hvis man tror på det, så har jeg en bro til salg - til en helt særlig Black Friday pris.

Trump, socialisme, og fordelingsretfærdighed for (absolut) begyndere

Det hvide hus publicerede for nylig en rapport om socialisme. Det er i sig selv påfaldende, og lignede et udtryk for en vis desperation i Trump-administrationen op til de dengang forestående midtvejsvalg, at den amerikanske regering vurderede, at det var nødvendigt at bruge tid og kræfter på at kritisere socialisme.

Det mest iøjnefaldende ved rapporten er imidlertid hvor gennemført elendig den er. Krugman har allerede været ude med riven, ligesom vores hjemlige Dan Jørgensen har forsøgt at gentage successen med en video, der forklarer amerikanerne, at det ikke står så skidt til i Danmark endda. Fra tonen, som bedst kan beskrives som "selvsikker libertariansk førsteårsstuderende", over definitionsproblemer, for eksempel i den manglende skelnen mellem statsligt ejerskab af produktionsmidlerne (for eksempel sovjetkommunisme) og arbejder-ejerskab af produktionsmidlerne (for eksempel Mondragon-socialisme), til banale fejlslutninger, som at levestandard kan vurderes ud fra gennemsnitligt BNP/person snarere end median BNP/person, er rapporten et skoleeksempel på hvordan man ikke kan eller bør analysere velfærd og økonomisk fordeling.

Mest alvorligt, og et punkt som ret få kritikere har påtalt, så antager rapporten uden videre, at enhver af de forskelle mellem lande, som den fremhæver, skyldes forskelle på landenes grad af "socialisme". Det viser sig godt nok at skabe visse problemer, når rapporten vil sammenligne med Norge, så netop der må de forsøge at tage højde for, at landet er enormt rigt blandt andet på grund af sine naturlige ressourcer (olie). Men bortset fra denne undtagelse, så ignorerer rapporten fuldstændig den indflydelse som for eksempel historie, geografi (herunder naturlige ressourcer), international magt, valuta, handelsforhold, demografi og størrelse kunne have på landenes velstand.

Udover disse problemer med den rendyrkede økonomiske analyse er der også moralfilosofiske problemer. Hvis man virkelig vil vurdere, om det på visse områder mere libertarianske USA er bedre for sine indbyggere end det på visse områder mere social-demokratiske Danmark (de to lande er reelt, som rapporten lejlighedsvis nævner, repræsentanter for relativt små variationer over hvordan man kan indrette et samfund), så kan man ikke nøjes med den primitive sammenligning af økonomiske forhold, som rapporten forsøger sig med. Lad os kigge på hvorfor.

Den utilitaristiske analyse
Rapporten anlægger implicit et utilitaristisk perspektiv på politik, hvor kvaliteten af en samfundsmodel vurderes på de velfærdskonsekvenser den har for borgerne i samfundet. Det er jeg naturligvis principielt tilhænger af. Desværre har den en blind vinkel, som ofte findes i (neoliberal/højrefløjs) økonomisk tænkning, idet den (implicit) identificerer velfærd med en lineær funktion for forbrug.  Men den forestilling om sammenhængen mellem velfærd og økonomi er komplet utroværdig. Med en parafrase på rapportens titel, så overser den velfærdsomkostningerne ved økonomisk ulighed.

Et af de centrale karakteristika ved de skandinaviske samfund er, at de økonomisk svageste grupper i samfundet har det signifikant bedre rent økonomisk, end i mere liberale samfund som USA. Som Krugman påpeger (baseret på mere solide data end rapportens), så har den fattigste tredjedel af danskere højere indtægt end den fattigste tredjedel af amerikanere.

Men, som Krugman også understreger, så undervurderer selv denne sammenligning signifikant hvor velstillede danskere faktisk er i sammenligning med amerikanere, fordi den ikke inkluderer de goder, som danskere får "gratis" (dvs. betaler for i fællesskab gennem progressiv beskatning, i stedet for at betale for individuelt når de skal forbruges). De inkluderer for eksempel 1) (medfinansieret) børnepasning, 2) uddannelse, og 3) sundhed. Alene offentlige udgifter til sundhedsvæsenet udgør i DK 8,8% af BNP (USAs notorisk ineffektive, privatiserede sundhedsvæsen udgør til sammenligning svimlende 16.4% af BNP!). Udgifter til gratis videregående uddannelser er ca. 1.4% af BNP mere.  Regner man værdien af disse goder med er det en langt større gruppe af danskere, som reelt er økonomisk mere velstillede end amerikanere.
 
Endelig så arbejder danskere mindre end amerikanere, fordi vi har mere fritid i hverdagen og holder mere ferie. Vores 37-timers arbejdsuge og fem ugers ferie er politisk forhandlede rettigheder, og modsvares naturligvis af lavere løn. Mere fritid er således et forbrugsgode, med en økonomisk værdi som kan anslås til den indtægt, en person derved går glip af. Krugman anslår at det danske BNP ville være ca. 20% højere, hvis danskere arbejdede i stedet for at holde ferie. Inkluderer man også dette gode er det antageligt langt mere end den fattigste halvdel af danskere, som er mere velstående end den fattigste halvdel af amerikanere.

Rige amerikanere er imidlertid stadig rigere end de rigeste danskere. Og ganske meget rigere. Kan det så ikke gå lige op alligevel? For utilitarister er det jo netop ikke en pointe i sig selv, om velfærden er lige eller ulige fordelt. Svaret er nej, når vi ikke gentager rapportens forveksling af økonomisk forbrug og velfærd. Selv hvis man er skeptisk overfor den moralske værdi af lighed i velfærd, er der nemlig masser af grunde til at være tilhænger af økonomisk lighed, baseret på den måde økonomisk forbrug veksles til velfærd (det har jeg i sin tid skrevet om i Politiken).

To vigtige grunde til at de skandinaviske velfærdssamfund, med deres kombination af økonomisk lighed og sikkerhed, fremmer velfærd er, at de skaber tryghed og begrænser mindreværd. Det kan lyde som om der vil være tale om relativt begrænsede effekter, men faktisk er der forskning som tyder på, at de kan gøre en stor forskel. Det mest berømte er nok Wilkinson og Picketts studier af sammenhængen mellem økonomisk lighed og en lang række velfærdsparametre, præsenteret i "The Spirit Level". Det gælder for eksempel børns velfærd, fængselsrater, fysisk sundhed, og voldelig kriminalitet.

En tredje, og nok så vigtig grund, er at økonomiske goder har faldende marginal velfærdsværdi. Det vil sige, at et gode skaber mindre velfærd, jo mere man allerede har af dette gode. Præcis hvor meget mindre er vanskeligt at afgøre, men et godt bud er en elasticitet for velfærdsfunktionen på mindst 1.4. Mere konkret betyder det, at en økonomisk fordel til personer med en indtægt på for eksempel 150.000DKK vejer syv gange tungere, end den samme fordel givet til personer med en indtægt på 600.000DKK. Det er derfor, utilitaristisk betragtet, langt, langt vigtigere, at de fattigste i Danmark er bedre stillet end de fattigste i USA, end at de rigeste i Danmark er dårligere stillet end de rigeste i USA, fordi de fattigste får langt mere velfærd ud af deres bedre position, end de rigeste mister på deres dårligere position.

Den mulighedsligheds-baserede analyse
En anden mulighed er at protestere mod rapportens utilitaristiske perspektiv. Jeg er ikke selv overbevist, men hvis nogle af mine mange dygtige kollegaer, som er fortalere for mulighedslighed, skulle vise sig at have ret, så er der endnu stærkere argumenter imod rapportens konklusioner.

Mulighedslighed er, lidt forenklet, den ide, at det er grundlæggende uretfærdigt, hvis personer i et samfund har forskellige vilkår, alene på grund af hvor heldige eller uheldige de har været. Forskelle i for eksempel velfærd og adgang til sociale og økonomiske goder, bør afspejle den indsats en person har gjort, ikke tilfældigheder, som vedkommende ikke har nogen kontrol over.

Princippet om mulighedslighed forsvares ofte med henvisning til fairness, blandt andet fordi det var denne udgave som John Rawls først populariserede, men er intuitivt appellerende for mange, uanset hvilken dybere begrundelse man giver det.

Hvis vi bør begrænse mulighedsulighed, fordi den er grundlæggende uretfærdig, så har vi endnu stærkere grunde, til at foretrække den skandinaviske model. Formodentlig ville disse grunde i sig selv være tilstrækkelige, til at afvise, at den libertarianske model er at foretrække, selv hvis den økonomiske og utilitaristiske analyse var overbevisende (hvilket de jo mildt sagt ikke er). Det skyldes det forhold, at personer ikke er ansvarlige for, hvilken familie de fødes i, og hvilke talenter de får i kraft af deres gener og opvækst. Alle de fordele og ulemper, som en person har i kraft af sin familie baggrund, sine medfødte talenter, det sociale netværk som etableres igennem familien, de evner vedkommende lærer igennem den situation familien tilbyder, etc. er derfor fordele og ulemper, som er grundlæggende uretfærdige, og som vi bør forsøge at begrænse mest muligt, og kompensere for, der hvor vi ikke kan eliminere dem.

Adgang til gratis (igen: "free at the point of use") uddannelse og sundhed kan ses som en måde at udjævne nogle af de tilfældigheder, som livet ellers byder personer, og en stærk redistributiv skatte og socialpolitik som en måde at kompensere for, at vi derved langt fra har elimineret tilfældigheders betydning for hvordan personers sociale og økonomiske liv udvikler sig.

Samlet set er det, som så ofte med den nuværende amerikanske administration, svært at vide om man skal grine eller græde. På den ene side er rapporten ufrivilligt morsom, i al sin dilettantiske påståelighed. På den anden side er det nedslående, at det øverste rådgivende økonomiske organ, i verdens største og mest magtfulde demokratiske stat, kan producere rapporter, som begår så elementære fejl, som der her er tale om. Mediemoralfilosofi er flyttet helt ind i det Hvide hus. Det må gerne snart flytte ud igen.

Intelligent eller uintelligent politiarbejde?

Sidste år kørte mange medier et stort kriminologisk tema (f.eks. her en artikel i Politiken), som tog fat i et fænomen vi utvivlsomt kommer til at se meget mere til i fremtiden: politiarbejde baseret på statistik og algoritmer.

Ideen er kort fortalt den, at politiet indsamler data om personer på en lang række forskellige parametre, for eksempel køn, alder, hvor de bor, tidligere domfældelser, beskæftigelse, uddannelse, ægteskabelig status, børn, og så videre. Statistiske analyser forsøger så at finde mønstre i disse data, for at identificere hvilke faktorer, som giver en særlig høj sandsynlighed for at begå kriminalitet.

I udgangspunktet er sådanne analyser relativt ukontroversielle - kriminologer har lavet den type arbejde i årtier, for at finde ud af hvilke faktorer man kan forsøge at ændre på, for at forhindre at potentielle kriminelle faktisk begår kriminalitet. Resultaterne er da også på mange områder velkendte: det vigtigste er at få uddannelse og arbejde, ligesom gode familierelationer kan hjælpe, og det er en fordel hvis man bor et fredeligt sted, og ikke har for mange kontakter til aktive kriminelle.

Det nye ved den type analyser som benyttes i dag er, at de kigger på mange flere faktorer end man tidligere har kunnet, og at de kan lave langt mere individualiserede analyser. Det skyldes dels at de statistiske værktøjer er blevet bedre, dels at politiet har bedre data til rådighed, og endelig at den rå maskinkraft, computeres evne til at analysere enorme mængder data, er blevet dramatisk forøget.

Hvor man tidligere har kunnet sige noget på et generelt niveau, om hvilke sociale faktorer som i almindelighed påvirkede kriminalitet, så kan man med moderne analyser lave en individuel risikoprofil, så at hver enkelt person groft sagt kan bedømmes som enten "ufarlig" eller "potentielt kriminel". Og politiet kan anvende sådanne analyser til at fokusere deres arbejde på de personer som analyserne vurderer har den største risiko for at begå kriminalitet (eller for at have begået en forbrydelse).

Fordelen ved såkaldt "intelligent politiarbejde" ("intelligent policing" på engelsk), som på denne måde er fokuseret gennem statistiske analyser, er indlysende: den giver politiet mulighed for at bruge deres ressourcer der, hvor de gør størst gavn. I stedet for (for eksempel) at spilde en masse tid på at holde øje med personer, som alligevel ikke ville have begået en forbrydelse, så kan de holde endnu bedre øje med netop de personer, som faktisk kunne finde på, at begå en forbrydelse. Med lidt held kan det både styrke den forebyggende indsats, således at forbrydelser slet ikke bliver bliver begået, og den opklarende indsats, således at flere gerningsmænd kan straffes, hvilket plausibelt har en afskrækkende præventiv effekt (som jeg tidligere har skrevet om, så peger empirien på at øget sandsynlighed for at blive straffet virker afskrækkende; det gør strengere straffe derimod ikke).

Ikke desto mindre er intelligent politiarbejde blevet mødt med en byge af kritik, som også dukker op i beslægtede tiltag, f.eks. Gladsaxe kommunes brug af statistiske værktøjer til at forudsige, hvilke børnefamilier der kan opstå problemer i, og regeringens forslag om at udvide metoden til hele landet.

Når man skræller den dramatiske retorik af, så er det imidlertid ret uklart præcist hvad problemet med intelligent politiarbejde mere præcist skulle være. Jeg kan forestille mig i hvert fald fire mulige indvendinger mod denne praksis: 1) det kan være at politiet slet ikke bør have adgang til sådanne data; 2) det kan være at politiet ikke bør lade sådanne data danne grundlag for forskelsbehandling; 3) det kan være at statistisk analyse ikke er et acceptabelt grundlag for forskelsbehandling; og 4) det kan være, at den konkrete handling politiet foretager på baggrund af analysen er forkert.

For at fokusere diskussionen kan vi vurdere mulighederne i tilknytning til et konkret eksempel, som minder om den amerikanske praksis der har været omdiskuteret:

Algoritmisk advarsel. Politiets software indsamler løbende data fra offentlige registre om bl.a. personers køn, alder, etnicitet, helbred, jobsituation, familiesituation, bopæl, uddannelse, og straffeattest. En algoritme udpeger derpå personer, som har statistisk høj sandsynlighed for at begå en forbrydelse. En politipatrulje opsøger disse personer, og advarer dem.

 Et oplagt problem med debatten har også været, at de fire mulige problemer ikke blev skilt ad, og vurderet individuelt. Det giver sig selv, at dette er nødvendigt, for at kunne sige præcist hvad som eventuelt er galt med algoritmisk advarsel. Så vi kigger på dem en for en.

Politiet bør ikke have adgang til personlige data
Den første mulighed er som nævnt, at politiet slet ikke bør have adgang til sådanne data. Det kan virke intuitivt, at personlige data ikke bør være tilgængelige for myndighederne, fordi de er private. Der er imidlertid flere udfordringer for denne indvending.

For det første, så stipulerer eksemplet, at politiet anvender data, som i forvejen findes i offentlige registre. Der er ikke tale om, at de indsamler data, som offentlige myndigheder ellers ikke ville have. Hvis vi i andre sammenhænge mener, at det er legitimt for offentlige myndigheder, at ligge inde med data af denne type, men mener at det netop i denne er problematisk, så er vi nødt til at forklare hvad forskellen på de to situationer er.

For det andet, så er der tale om data som politiet i alle mulige andre sammenhænge ville have adgang til og basere deres beslutninger på. Når for eksempel politiet vurderer et vidnes troværdighed eller træffer en beslutning om hvor vidt de skal arrestere en person, så kan de uden videre foretage en vurdering af den type data som algoritmisk advarsel nævner. Faktisk er man som borger forpligtet til at oplyse mange af disse data, når politiet beder om det. De fleste mener at det ikke eller kun i meget begrænset omfang er problematisk, at politiet i andre praksisser vurderer og baserer deres beslutninger på sådanne data, så hvis det skulle være problematisk her er man igen nødt til at forklare hvorfor der findes en sådan forskel.

For det tredje, så skubber påstanden forklaringsproblemet foran sig. Vi er nødt til at vide både hvilke data som offentlige myndigheder må og ikke må have adgang til (jeg antager at der er sammenhænge hvor offentlige myndigheder legitimt har adgang til nogle data), og hvorfor det kan være problematisk, at offentlige myndigheder har adgang til sådanne data. De mest lovende forklaringer er imidlertid varianter over de andre muligheder vi har nævnt - for eksempel, at offentlige myndigheder ikke bør have sådanne data, fordi det vil føre til at de forskelsbehandler på baggrund af dem, og en sådan forskelsbehandling er forkert. Men i så fald ender problemet med adgang til data med at være en anden problematik i forklædning.

Politiet bør ikke forskelsbehandle på baggrund af denne type data
En anden mulighed er, at det ikke er adgangen til data, men dét, at personer forskelsbehandles på baggrund af bestemte data, som er problematisk. Vi fordømmer i mange sammenhænge forskelsbehandling, og især på baggrund af nogle af de involverede data, for eksempel køn og etnicitet.

Det umiddelbare problem for denne forklaring er, at der er masser af sammenhænge hvor vi accepterer forskelsbehandling. Det er helt oplagt tilfældet med for eksempel uddannelse og straffeattest, hvor mange job udelukker personer som ikke har den rette uddannelse, og mange arbejdsgivere frasorterer ansøgere med plettet straffeattest. Men det findes også i nogle sammenhænge på baggrund af de karakteristika, som vi i andre sammenhænge mener er problematiske. Vi accepterer for eksempel forskelsbehandling på baggrund af køn i adgangen til omklædningsrum og indskrivningen på sportshold, og selvom det ikke er ukontroversielt vil mange også acceptere såkaldt positiv særbehandling på baggrund af etnicitet, hvis der er tale om en udsat eller underpriviligeret gruppe.

Den bedste forklaring er, at det ikke er det karakteristika, som forskelsbehandlingen er baseret på, men effekten af forskelsbehandlingen, som afgør, om den er rigtig eller forkert (for de nørdede: det har jeg for efterhånden lang tid siden skrevet en mere detaljeret artikel om). Men i så fald er det for det første et åbent spørgsmål, om en given type intelligent politiarbejde er god eller dårlig, og for det andet en variant af den fjerde mulighed, som vi kigger på senere.

Politiet bør slet ikke basere deres handlinger på algoritmer
Den tredje mulighed er, at det er selve dét, at politiet baserer deres handlinger på algoritmer, i stedet for på den type personlige og subjektive vurderinger som politifolk traditionelt har anvendt, som udgør et problem i algoritmisk advarsel. Den forklaring kan umiddelbart virke tiltalende, fordi det er dette som er den væsentligste ændring i forhold til tidligere praksis, og fordi den synes at pege på en intuitiv forskel. Overvej følgende variant:

Ikke-algoritmisk advarsel. En politibetjent med godt kendskab til et lokalmiljø vurderer at en ung mand er på vej ud i uføre, og opsøger ham, for at advare ham imod at rode sig ud i kriminalitet.

De fleste vil antageligt mene, at politibetjenten handler fornuftigt, og måske endda rose, at politiet i dette eksempel er aktivt involveret i lokalmiljøet med opsøgende og forebyggende arbejde. Men situationen er i store træk den samme som i algoritmisk advarsel: politibetjenten har (kan vi forestille os) adgang til de samme typer data, og baserer sin forskelsbehandling af den unge mand på en intuitiv vurdering af disse data. Den væsentlige forskel er altså, at betjenten baserer sin advarsel på en ikke-algoritmisk og intuitiv vurdering.

Hvorfor skulle det gøre en forskel, om politiet handler på baggrund af en algoritme? Jeg tror der kan være to forskellige bud, som betragter algoritmer som henholdsvis for præcise og for upræcise. For det første kan man forestille sig, at nogen ville sige, at der skal være plads til at begå menneskelige fejl, og at et algoritmisk system bliver for klinisk, koldt og fjerner det rum som tilfældigheder og usikkerheder skaber. Det ville imidlertid være en mærkelig påstand, når man tænker den lidt efter. Hvis politiets handlen - i dette tilfælde en advarsel - i almindelighed er en god brug af deres ressourcer, så ville det være besynderligt at påstå, at vi skal foretrække et mindre effektivt system, hvor ressourcerne ofte bruges forkert, frem for et mere effektivt system, hvor de oftere bruges rigtigt.

Det andet bud kan formuleres som påstanden om, at vi alle har "ret til at blive behandlet som individer". Dette udtryk kan betyde lidt forskellige ting (se Kasper Lippert-Rasmussens suveræne diskussion, og afvisning, af andre centrale betydninger), men den mest gavmilde læsning af det er, at en algoritmisk beslutning ikke i tilstrækkelig grad kan tage hensyn til relevante faktorer som optræder i den enkelte situation. Påstanden er altså her, at mens en politibetjents intuitive beslutning kan tage hensyn til alle de faktorer som påvirker situationen, så vil en algoritmisk beslutning nødvendigvis være baseret på en langt mere grovkornet vurdering af de brede data, som softwaren har adgang til. Påstanden her er derfor den stik modsatte af den ovenfor: algoritmer er ikke præcise nok, fordi de ikke kan tage hensyn til en masse individuelle faktorer.

Den variant er et langt bedre bud, fordi det faktisk er meget plausibelt, at vi ikke bør bruge algoritmer, hvis vi træffer bedre beslutninger, når vi lader være. Men den løber durk ind i det problem, at det er empirisk meget tvivlsomt, om mennesker er bedre til at træffe beslutninger, end de relevante algoritmer. Der findes naturligvis masser af algoritmer, som er så primitive, at de ikke kan matche menneskelige vurderinger, men netop derfor testes algoritmer som anvendes i intelligent politiarbejde grundigt, og tages typisk kun i brug, hvis de er mindst lige så gode som menneskelige vurderinger.

Der kan være undtagelser - hvis omkostningen ved fejl er lav, og det er billigere at få algoritmen til at træffe beslutningerne, så kan det naturligvis give mening at bruge algoritmen vel vidende, at den laver flere fejl end mennesker. I algoritmisk advarsel er det imidlertid ikke dette som er på spil, og faktisk er der ikke meget grund til at tro, at mennesker er specielt gode til intuitivt at træffe den type beslutninger, som algoritmisk advarsel handler om. Kort fortalt er det for det første overordentlig vanskeligt, at sammenholde forskellige faktorer på en præcis måde, og resultaterne er ofte meget kontraintuitive. Oveni kommer at vi som mennesker typisk ligger under for en lang række kognitive og emotionelle bias, som ofte påvirker vores vurderinger uden at vi er klar over det (for de nørdede: det har jeg skrevet om i forbindelse med politiprofilering)

Politiet bør ikke handle på denne måde baseret på algoritmer
Den fjerde og sidste mulighed er, at den handling som politiet udfører i sig selv er problematisk. Som ikke-algoritmisk advarsel illustrerer, så er vi tilbøjelige til at mene, at det ikke er problematisk for politiet at advare personer, men det kunne jo være at vi tog fejl. Det kan også være, at der er en kvalitetsforskel på en algoritmisk baseret advarsel og en ikke-algoritmisk baseret advarsel. Det kan for eksempel være, at personer som modtager en algoritmisk baseret advarsel er mere tilbøjelige til at ignorere den, eller betragte den som en provokation, hvis de er klar over, at advarslen er baseret på en algoritmisk vurdering af deres sandsynlighed for at begå en forbrydelse.

En sådan reaktion er nok irrationel, hvis der reelt ikke er gode grunde imod algoritmisk advarsel (udover de som her er på spil, og følger af den negative reaktion). Men det ændrer ikke ved, at en sådan forskel i effekten af de to typer advarsler kan tale imod at bruge algoritmisk advarsel.

Denne mulighed er den mest plausible af de fire. Den peger på en reel og relevant problematik, som bør vurderes i forbindelse med intelligent politiarbejde. Udfordringen for denne type indvending er, at ikke som sådan er intelligent politiarbejde som der er noget galt med. Det er enten dét, at den form for politiarbejde som laves - intelligent eller ej - er kontraproduktiv, eller dét, at intelligent politiarbejde i en bestemt kontekst viser sig at have utilsigtede sideeffekter. Begge dele udgør gode indvendinger mod en given praksis, men ikke mod intelligent politiarbejde som hele. 

Samlet set må man nok konkludere, at problemerne ved intelligent politiarbejde er voldsomt overvurderede. De reele udfordringer ligner dem som traditionelt politiarbejde møder, med at sikre at politiets indsats er effektiv og hensigtsmæssig. Meget af modstanden forekommer mig at være motiveret af status quo bias. Hvis det er rigtigt, så kræver det blot, at vi vænner os til brugen af algoritmer, at vi bliver mindre bekymrede. Og helt ærligt - hvem har også i sidste ende lyst til at forsvare det, som vi vel retteligt fremover bør kalde "uintelligent politiarbejde"?