Det gode staldliv eller det levende helvede?

Dyrevelfærd har fået stigende opmærksomhed de seneste år. Det er velfortjent, for forskningen peger entydigt på, at dyrs velfærd har moralsk værdi, og at vi derfor bør lave radikalt om på mange af de måder vi omgås og behandler dyr på. Men ikke alle former for øget opmærksomhed er sobre og seriøse.

Et eksempel er COOPs nye mærkningsordning. Ideen er god: forbrugerne bør have en let måde at vurdere hvilke forhold dyr lever under, når de køber varer baseret på animalsk produktion. Det er dels en god ide fordi det er et vigtigt gode, at have præcis og relevant information om de varer man køber. Det er derfor vi håndhæver for eksempel retvisende lister over ingredienser, svane- og økologimærkning, og tabeller over indhold af kalorier og andre næringsstoffer.

Men måske endnu vigtigere er det en enkel og effektiv måde at konfrontere forbrugere med konsekvensen af de valg de træffer, og derved tilskynde dem til at ændre adfærd. Det er en type rationale vi kender fra mærkningen af cigaretpakker med advarselsetiketter og billeder af de sygdomme, som tobaksrygning kan forårsage.

Desværre svigter COOPs mærkning fatalt på begge parametre. De fire mærker som skal vise dyrevelfærd er groft inddelt efter om dyrene er stalddyr, udedyr, økologisk opdrættede eller har ”ekstra gode” vilkår. Det første og mest indlysende problem er at der ikke er nogen snæver sammenhæng mellem disse kategorier og dyrevelfærd. Det er utvivlsomt i almindelighed sådan, at stalddyr har det værre, end dyr som kan komme ud, men hvorvidt og i hvilken grad kommer an på de mere præcise forhold, herunder hvordan livet i stalden er indrettet, hvilken type adgang til at komme ud dyrene har, og hvor meget.

Det andet og endnu mere alvorlige problem er at skalaen ikke er forankret i en meningsfyldt måleenhed. Den viser kun relationer i kvalitet (”dårlig, bedre, bedst”), ikke den resulterende værdi i dyrenes velfærd.[1] Det svarer groft sagt til, at i stedet for at skrive antallet af kalorier per hundrede gram i en fødevare, så printede man blot en af fire kategorier: ”færrest kalorier”, ”få kalorier”, ”flere kalorier” og ”flest kalorier”.

For at være informativ og relevant, har man som forbruger brug for at vide hvordan de enkelte kategorier skal vurderes i forhold til det egentlige parameter. Og her går det helt galt. For i den udstrækning COOP antyder en sådan sammenhæng er den groft misvisende. Den første kategori er døbt: ”Det gode staldliv”, den anden: ”Det gode udeliv”, og så fremdeles. COOPs rationale er, at mærket for det gode staldliv kun gives til producenter, som opfylder visse betingelser for at skabe bedre vilkår, end lovgivningen kræver. Der er altså tale om et "bedre staldliv". Men ved netop her at droppe den relationelle mærkning til fordel for et absolut kriterie ("god" istedet for "bedre") signaleres at selv de dyr som hører til i den laveste kategori har gode liv.

Hvad vil det sige at have et godt liv? Det kan naturligvis fortolkes på forskellige måder, men den mest oplagte fortolkning er, at dyrene har liv, som rummer så meget velfærd, at de samlet set er værd at leve. Og det er objektivt forkert.

Tag som et konkret eksempel slagtekyllinger som opdrættes i stald. De lever, selv når de opdrættes på de betingelser som COOP stiller, hele deres korte liv titusindvis af kyllinger mast sammen i en lukket stald, 16 kyllinger per m2. Den fuldstændige mangel på et naturligt miljø virker på kyllinger lidt ligesom isolationsfængsling gør på mennesker - de bliver frustrerede, stressede og depressive af ikke at kunne udleve deres instinktive adfærd, og har groft sagt ingen mulighed for at gøre de ting, som giver en kyllings liv værdi. Den konstante larm, masen og uoverskueligt store flok forhindrer at de kan udvikle sociale relationer eller slappe af, og fører i kombination med stress til konstante slagsmål mellem kyllingerne. Den koncentrerede afføring på gulvet skaber en atmosfære som er giftig at indånde, og som svitser kyllingernes fødder, så mange af dem udvikler store åbne sår. En del af dem bukker sammen af andre årsager: de er designet til at vokse så hurtigt som muligt, og får foder som yderligere stimulerer deres vækst, men knoglerne kan ikke følge med, så de voksne kyllinger kan dårligt gå, og brækker i nogle tilfælde benene af overvægten. (Se: Dyrenes beskyttelse og Anima)

Uanset at COOPs mærkning tilsyneladende har de bedste hensigter, så måler den altså på de forkerte parametre, mangler forankring i relevante værdier, og er misvisende om centrale forhold. Der er en reel risiko for at den giver så dårlig og potentielt vildledende information, at den er værre end slet ikke at have mærkning.

Hvordan ville en præcis og informativ skala for mærkningen se ud? Den ville tage udgangspunkt i det relevante måleparameter, dvs. dyrs velfærd, og centrere skalaen omkring det punkt, hvor et dyrs liv bliver værd at leve.

Et liv er, lidt forenklet, værd at leve, når det rummer mindst lige så meget positiv værdi som negativ værdi. Et liv som udelukkende består af lidelse, frustrationer og angst er ikke at værd at leve. Et liv som udelukkende består af nydelse, præstationer og glæde er indlysende værd at leve. De fleste liv består af en blanding af både gode og dårlige ting, og det er et vanskeligt spørgsmål hvordan man skal veje alle disse mod hinanden for at vurdere om livet samlet set er værd at leve eller ej, men i mange tilfælde er vi ikke i tvivl.

Introduktionen af en mærkningsordning er en oplagt lejlighed til at lave et mere seriøst forskningsprojekt, som kunne forsøge at vurdere hvilke vilkår de forskellige dyr i dansk landbrug skal have, for at de har liv som samlet set er værd at leve. Det har man desværre ikke forsøgt. Min meget tentative vurdering er at skillepunktet ligger omkring økologisk produktion.[2]

Det betyder, hvis det er korrekt, at kun den bedste af de fire kategorier fortjener betegnelsen ”det gode dyreliv”. Økologisk produktion kan mere retvisende kaldes ”det neutrale dyreliv”, og udedyrs forhold ”det dårlige dyreliv”. Endelig er forholdene for stalddyr i almindelighed så ringe, at den sidste kategori mere præcist kunne betegnes ”det levende helvede”.

Jeg giver en gang falafel til den som får COOP med på ideen.

---

[1] Mere teknisk er skalaen ordinal snarere end kardinal.

[2] Bemærk at der er andre forhold, som man strengt taget bør tage i betragtning når man køber animalske produkter, for eksempel hvordan forholdene for det konkrete dyr påvirker andre dyr. Et enkelt eksempel: Køer giver kun mælk hvis de regelmæssigt får kalve, og det er i et dyrevelfærdsperspektiv ikke tilstrækkeligt, at den ko som laver mælken har et godt liv, hvis hver eneste af kalvene har liv der, med Thomas Hobbes’ udødelige vending, er ”solitary, poor, nasty, brutish and short”.

Er antivaccinationsaktivisme beskyttet af ytringsfrihed? Bør den være det?

Edit: Thomas Søbirk gjorde mig opmærksom på at Miles Unterreiners artikel om emnet kom mig et par år i forkøbet. 

Alle rimelige personer mener at der er grænser for ytringsfriheden (det har jeg tidligere skrevet om her). Der er ting som man ikke bør sige, og som vi bør kunne straffe, hvis folk alligevel gør det. Tænk på injurier, falsk markedsføring, eller offentliggørelse af statshemmeligheder.

Det mest klassiske eksempel overhovedet kommer fra en amerikansk højesteretsdom. Dommer Oliver Wendell Holmes skrev, at det ville være helt urimeligt, at lade ytringsfriheden beskytte en person som råber "Ild!" i et fyldt teater, når der faktisk ikke er ildebrand. Forklaringen er den meget enkle, at man derved udsætter andre mennesker for fare, fordi man kan forudse at en del personer vil komme til skade, når alle på samme tid maser sig vej til udgangen.

I vaccinationsdebatten møder man relativt ofte antivaccinationsaktivister som spreder demonstrativt falsk information om vacciner og sygdomme. Den berygtede svindler Andrew Wakefield er for eksempel fortsat aktiv i USA, hvor det seneste resultat af hans kampagne med misinformation er et mæslingeudbrud i Minnesota der har gjort ca. 40 børn syge.

Her er et spørgsmål som faldt mig ind da jeg læste ovennævnte historie: hvis det er korrekt, at det er forkert at råbe "Ild!" i et fyldt teater, og vi bør kunne straffe de personer som gør det, er det så ikke også forkert at sprede antivaccinations-misinformation, og bør vi ikke på samme måde kunne straffe de personer som gør det?

Umiddelbart vil ideen om at vi bør kunne straffe antivaccinationsaktivister nok slå de fleste som problematisk, men den er overraskende let at støtte med et såkaldt ækvivalens-argument.

Ækvivalensargumenter er i moralfilosofi et argument som viser, at vi er nødt til at acceptere en konklusion, som umiddelbart er overraskende, hvis vi vil holde fast i en anden konklusion, som de fleste accepterer. Metoden består af to skridt: dels at vise at de moralske faktorer som får os til at konkludere som vi gør i den ene situation også findes i den anden, og dels at vise at der ikke er moralsk relevante forskelle mellem de to situationer.

I skemaform er et ækvivalensargument:
1) Det er forkert i situation A at gøre handlingen F.
2) Situation A og situation B deler de moralske faktorer [x, y, z...].
3) Der er ingen moralsk relevante forskelle mellem A og B.
4) Hvis to situationer deler moralske faktorer, og der ikke er moralsk relevante forskelle imellem dem, så må en handling som er forkert i A, også være forkert i B.
K) Det er forkert i situation B at gøre handlingen F.

Ækvivalensargumenter er blevet brugt med stor effekt i mange grene af moralfilosofien. Et af de mest berømte er Benthams argument (som i moderne form er populariseret af Peter Singer), at (1) det er forkert at skade mennesker, (2) at nogle dyr kan blive skadede, (3) at der ingen relevante forskelle er mellem disse dyr og mennesker, og (K) at det derfor også er forkert at skade disse dyr.

For at afvise argumentet kan man enten afvise konklusionen om den første situation, dvs. "det er ikke forkert at skade mennesker" (det er der ret få som er villige til), afvise at de to situationer deler moralske faktorer, dvs. "dyr kan ikke blive skadede" (det er også ret svært at forsvare), eller vise at der er en moralsk relevant forskel mellem de to grupper,  dvs. at dyr og mennesker er forskellige på en måde som er moralsk relevant (hvilket også har vist sig at være overordentlig vanskeligt). Bemærk at det ikke er nok at der er en hvilken som helst forskel - der er masser af forskelle som ikke er moralsk relevante. I eksemplet med dyr er det for eksempel ikke relevant at der biologisk er tale om forskellige arter, eller at vi traditionelt har opdelt levende væsener i de to grupper "dyr" og "mennesker". 

Her er ækvivalensargumentet for at forbyde antivaccinationsaktivisme:
Det er forkert at råbe "Ild!" i et fyldt teater, når der ikke er ildebrand, fordi man derved spreder falsk information, som uden grund udsætter andre mennesker for fare.

Antivaccinationsaktivister spreder falsk information om vacciner (f.eks. at vacciner har alvorlige risici, som de faktisk ikke har), og udsætter derved uden grund andre mennesker for fare.

Faren opstår i begge situationer fordi andre mennesker reagerer på den falske information på en måde som udsætter dem for en risiko. I den første situation ved at gå i panik og mase sig vej til udgangen; i den anden situation ved at fravælge vacciner og derved risikere smitte med alvorlige sygdomme.

Det betyder, at med mindre vi kan pege på en moralsk relevant forskel imellem de to situationer, så er de moralsk ækvivalente, og vi har samme grund til at fordømme og forbyde de to slags ytringer.

Hvad kunne en sådan forskel være? Antivaccinationsaktivister vil formodentlig først og fremmest insistere på, at i modsætning til den person, som råber "Ild!" i et teater, så er de risici de advarer mod virkelige. Det er imidlertid forkert. De risici som antivaccinationsaktivister taler om er i bedste fald vildt overdrevne ("Ild!" i et teater fordi en person tænder et stearinlys), og i værste fald pure opspind. (det har jeg tidligere skrevet om her og her)

Et bedre bud på en relevant forskel er, at antivaccinationsaktivister oprigtigt tror på, at der er alvorlige risici ved at vaccinere, og derfor ikke bør holdes ansvarlige. Det synes imidlertid i bedste fald at være en formildende omstændighed, lidt på samme måde som en person, der tager LSD og hallucinerer en ildebrand i teatret, stadig handler forkert ved at råbe "Ild!", men måske nok har en forklaring, der i nogen grad undskylder handlingen.

Det er i denne forbindelse værd at bide mærke i, at selv hvis antivaccinationsaktivister ikke kan holdes ansvarlige for at sige hvad de mener, givet hvad de tror om vaccinationer, så kan de godt i en eller anden grad holdes ansvarlige for at have falske overbevisninger om vaccination. Den korrekte information om vaccination er let tilgængelig, og letforståelig og veldokumenteret kritik af antivaccinationsaktivisternes synspunkter kan findes med en simpel Google-søgning.

Et tredje bud på en forskel kunne være, at der er tale om forskellige grader af risici. Det er et godt argument, fordi ethvert udsagn medfører en (ofte mikroskopisk) risiko for at andre kommer til skade. Der må derfor være en bagatelgrænse et sted, hvis ikke vi skal forbyde alle ytringer overhovedet. Der synes også at være en klar forskel i graden af risici: en person som råber "Ild!" i et fyldt teater udsætter derved hundrevis af mennesker for risikoen for at blive mast og trampet på. En antivaccinationsaktivist som for eksempel skriver et avisindlæg har antageligt så godt som ingen effekt. I værste fald er der et par enkelte læsere, som i forvejen var på vippen, og som beslutter ikke at vaccinere, og et par børn, som derfor risikerer alvorlige sygdomme.

Selv hvis det er korrekt, at risikoen ved antivaccinationsaktivisme er mindre end ved at råbe "Ild!", så er det dog tvivlsomt om den er så lav, at den falder under en bagatelgrænse. Et andet eksempel som kommer tættere på vaccinationssituationen kan illustrere pointen: hvis isen på skøjtebanen endnu er for tynd til at bære skøjtere, men jeg laver et skilt ved siden af banen, som hævder det modsatte, så har jeg handlet forkert, selv hvis langt de fleste personer ignorerer skiltet, og der kun er et par enkelte børn som falder gennem isen. Antageligt ville det også være forsvarligt både at forbyde mig at sætte skiltet op, og at straffe mig hvis jeg alligevel gjorde det.

Endelig, så kan argumentet højst vise at nogle, relativt harmløse udsagn fra antivaccinationsaktivister bør tillades. Andre udsagn, som tiltrækker sig stor opmærksomhed og har stor effekt, bør derimod fortsat fordømmes og forbydes.

Selvom ingen af de tre ovenstående bud holder for mere end et overfladisk eftersyn, så kan der naturligvis godt findes andre forskelle, som jeg ikke har overvejet (jeg tager gerne imod forslag). Et ækvivalensargument er afhængigt af, at sådanne ikke dukker op. Men med det foreløbige argument er bolden spillet over på antivaccinationsaktivisternes bane. Givet at vi tilsyneladende har gode grunde til at fordømme og forbyde deres udsagn, og at de mest indlysende forslag til moralsk relevante forskelle slår fejl, så må det være op til dem at vise, at der faktisk findes en moralsk relevant forskel.

Mit bedste gæt er, at dét får de overordentlig svært ved.