Venstre skala er for alvorligere vold, højre for simpel vold
Det vil nogle måske betragte som en god nyhed. Politikere fra DF over Venstre og til Socialdemokratiet har alle støttet de gradvise stramninger. Disse politikere hævder med jævne mellemrum at straffene ikke er hårde nok, hvorpå de strammer de relevante paragraffer i straffeloven, kun for et år eller to senere igen at hævde, at straffene ikke er stramme nok. To af de seneste eksempler er skærpede straffe for nogle typer indbrud og for såkaldt hævnporno.
Hvordan kan det være? Ændrer vilkårene sig hele tiden, så at det som før var en passende straf, igen og igen bliver for blødt? Eller tog man fejl, da man sidste gang vurderede hvad den passende straf var? Er den rigtige straf noget som man kun kan sjusse sig frem til, ved at indføre en bestemt straf, og så kigge efter om den er for blød eller for hård?
Spørgsmålet om hvor hårdt vi bør straffe er ikke trivielt. Det er jo faktisk afgørende for hvor lang tid folk skal sidde i fængsel. Debatten kommer ofte til at fokusere på, at det er problematisk, hvis forbrydere straffes for mildt, men hvis man tænker efter vil de fleste nok medgive, at det er mindst lige så problematisk, hvis en forbryder straffes for hårdt. Derved sidder en person indespærret i længere tid, end vedkommende faktisk burde, hvilket er et groft overgreb.
Tænk eksempelvis på hvor absurd det ville være at straffe bilister som kører for stærkt med fængsel på livstid, og på hvor forsigtige vi er, med ikke at komme til at straffe uskyldige (hvilket jo blot er en person som automatisk bliver straffet for hårdt, fordi vedkommende overhovedet ikke burde straffes).
Hvis vi skal tage kvalificeret stilling til om vi bør straffe hårdere, så er vi nødt til at kigge på hvilke begrundelser som kan gives, for at en straf skal være strengere. I den offentlige debat optræder især tre begrundelser på, hvorfor man ønsker at straffe hårdere: 1) Det kan være fordi gerningsmanden fortjener en hårdere straf. 2) Det kan også være fordi straffen er for mild i sammenligning med hvad befolkningens retsfølelse kræver. 3) Endelig kan det være fordi en strengere straf er nødvendig for at afskrække andre fra at begå lignende forbrydelser.
Den første mulige begrundelse er, at forbrydere fortjener en hårdere straf. Den bagvedliggende ide er, at hvis man har begået en forbrydelse, så har man fortjent at blive straffet, i en grad som svarer til hvor grov forbrydelsen var.
Selvom ideen om at man bør straffe efter fortjeneste kan virke besnærende, så løber den ind i meget alvorlige problemer. De kan illustreres ved at stille det simple spørgsmål: hvordan ved politikerne hvor meget forbrydere fortjener at blive straffet for en bestemt forbrydelse? Vågner justitsministeren op en morgen, og indser pludselig, at simpel vold fortjener at blive straffet med tre en halv måneds fængsel istedet for to en halv måneds fængsel? Hvorfor ikke fem måneder? Eller ti? Eller en?
Filosofiske fortalere for fortjeneste, såkaldte retributivister, svarer ofte, at vi kan bruge et princip om proportionalitet til at besvare dette spørgsmål. Ideen er, lidt forenklet, at vi laver en liste for alle forbrydelser, med den mindst alvorlige i den ene ende, og den mest alvorlige i den anden. Derpå laver vi en lignende liste over alle straffene, med den mildeste i den ene ende, og den strengeste i den anden. Endelig sammenligner vi de to lister, og parrer hver forbrydelse med den straf som er nogenlunde ud for den. Hvis vi for eksempel er enige om at væbnet røveri er værre end lommetyveri, men mindre slemt end mord, så ligger den fortjente straf for væbnet røveri nok et sted mellem straffen for hver af disse to forbrydelser.
Princippet om proportionalitet løber imidlertid også ind i problemer. Det mest alvorlige er, at det er et åbent spørgsmål, hvad den mildeste og strengeste straf bør være. Skal den mildeste straf være en alvorlig advarsel, en bøde eller en måneds fængsel? Skal den strengeste være flere års fængsel, livstid eller dødsstraf? Det giver sig selv, at forskellige svar på disse spørgsmål vil føre til helt forskellige svar på, hvad den fortjente straf for den enkelte forbrydelse er.
Utroligt nok er der, selvom retributivisme har været diskuteret i faglitteraturen i årtier, fortsat ikke givet overbevisende svar på denne udfordring. Indtil fortalere for fortjeneste finder sådanne svar, så forbliver det uklart om teorien kan anvendes i praksis, og derfor helt utroværdigt, at den kan begrunde strengere straffe.[i]
Den anden mulige begrundelse er, at den nuværende straf er så mild, at den krænker befolkningens retsfølelse. Et første problem med begrundelsen er, at det sjældent er særlig klart hvordan begrundelsen præcis skal forstås. Et rimeligt bud er, at fortalere med ”retsfølelse” mener en intuitiv vurdering af om en straf er retfærdig, som et bredt udsnit af befolkningen deler.
Hvis vi accepterer denne betydning, så møder ideen straks to andre udfordringer. Den første er spørgsmålet om hvorfor vi skal straffe i overensstemmelse med retsfølelsen? Dels er det, som jeg selv har forsøgt at vise i noget af min tidligere forskning, svært at give en solid teoretisk forklaring på, hvorfor retsfølelsen bør spille en sådan rolle.
Samtidig ville det i nogle tilfælde have absurde konsekvenser. Hvis for eksempel et flertal i befolkningen intuitivt vurderede, at det ville være retfærdigt at straffe sex mellem personer af samme køn med stening, skulle vi så også acceptere dette? I et sådant tilfælde ville vi nok snarere være tilbøjelige til at mene, at retsfølelsen ganske enkelt var på vildspor. Men hvis retsfølelsen på denne måde kan tage fejl, så er vi nødt til at have en uafhængig metode hvormed vi kan afgøre, hvorvidt retsfølelsen i hvert enkelt tilfælde er på rette spor eller på afveje. Og hvis først vi havde en sådan uafhængig metode, så er det svært at se hvad vi skulle bruge retsfølelsen til.
Et andet problem er at retsfølelsen faktisk sjældent viser det, som fortalere for strengere straffe hævder, at den viser. I hvert fald hvis vi skelner mellem den informerede og den uinformerede retsfølelse.
Den uinformerede retsfølelse er den intuition som en person har, når de uden noget særligt kendskab til hverken offer, gerningsmand, forbrydelse, eller straf, tager stilling til et spørgsmål som for eksempel ”Er tre måneders ubetinget fængsel for simpel vold for lidt, for meget eller tilpas?” I sådanne tilfælde, og især i de situationer hvor en sensationel historie om en grov forbrydelse blæses op i medierne, kan man ofte få folk til umiddelbart at støtte strengere straffe.
De fleste vil imidlertid nok medgive, at det er mere interessant hvad vi ville mene, hvis vi havde grundig information om offeret, gerningsmanden, forbrydelsen, og straffen, og det er faktisk i dansk sammenhæng lavet en lang række grundige studier af denne informerede retsfølelse.
I et af de mest interessante studier undersøgte kriminologen Flemming Balvig hvordan almindelige mennesker, som præsenteres for en detaljeret beskrivelse af en typisk forbrydelse, svarede på to spørgsmål: 1) Hvordan tror du at denne forbrydelse vil blive straffet? 2) Hvordan burde forbrydelsen egentlig straffes? Samtidig spurgte Balvig en stor gruppe af erfarne dommere hvordan en sådan forbrydelse faktisk vil blive straffet.
Undersøgelsens resultat var slående: almindelige mennesker gættede konsekvent på at forbrydelser ville blive straffet på et niveau, som var lavere end det, som de mente de burde straffes på. Men den faktiske straf lå lige så konsekvent højere end det niveau, som de mente at de burde straffes på! Sat på spidsen viste undersøgelsen, at den informerede retsfølelse ville anbefale mildere straffe, snarere end strengere, men at almindelige mennesker kan forledes til at mene det modsatte, fordi de voldsomt undervurderer, hvor hårdt der faktisk straffes i det danske retsvæsen.
I lyset af alle de ovennævnte problemer er det samlet meget vanskeligt at se, hvordan retsfølelsen skulle kunne begrunde strengere straffe.
Den tredje begrundelse, som handler om at strengere straffe vil afskrække flere forbrydere, er umiddelbart den mest lovende. Det er et centralt og legitimt formål med at straffe forbrydere, at vi derved afskrækker andre fra at begå forbrydelser i fremtiden. Der er næppe heller tvivl om, at det at have et straffesystem i det hele taget virker afskrækkende – der ville med meget stor sandsynlighed blive begået langt flere forbrydelser, hvis potentielle forbrydere ikke behøvede at bekymre sig om politi og domstole. Endelig er det indlysende, at for rationelle og velinformerede personer vil en øget trussel om straf have en stærkere afskrækkende effekt.
Desværre er det de færreste, om overhovedet nogen, potentielle forbrydere som er velinformerede og rationelle. Kriminologer har undersøgt effekten af strengere straffe i årtier, og studie efter studie (efter studie, efter studie, efter studie, etc…) har vist, at strengere straffe enten slet ikke har en afskrækkende effekt, eller også er den afskrækkende effekt af strengere straffe så svag, at den ikke kan måles overbevisende. Antallet af forbrydelser er, når man kigger grundigt efter, groft sagt upåvirket.
Det er et resultat som virker overraskende og mærkeligt for de fleste, men som bliver forståeligt, når man kigger på undersøgelser af, hvordan forbrydere faktisk handler. En lang række forbrydelser begås i affekt: forbryderen er i sine følelsers vold, og handler hurtigt og spontant. Egentlige overvejelser over hvilken risiko handlingen involverer i form af en fremtidig straf indgår slet ikke. Det giver sig selv, at den vrede og berusede unge mand, som fredag aften på et diskotek forsvarer sin kæreste mod en anden ung mand, som har krænket hende, ikke skænker det en tanke, om straffen for simpel vold er fængsel i to måneder eller tre.
For de forbrydelser som forbrydere faktisk planlægger og begår ”i koldt blod”, er det ekstremt sjældent at de tænker på en måde, som kunne få dem til at reagere på strengere straffe. Studier viser for eksempel at det er forsvindende få forbrydere som ved præcis hvor hårdt forskellige forbrydelser straffes, inklusiv om sådanne straffe er blevet strengere eller mildere for nylig (det ved lovlydige personer i øvrigt heller ikke). Det er også sjældent at de tænker på straffen. Enhver realistisk straf falder groft sagt i samme kategori af ”ubehagelige konsekvenser”. Det som forbrydere faktisk overvejer er risikoen for at blive fanget, og når de først har overbevist sig selv om, at det bliver de nok ikke, så er det for så vidt ligegyldigt om straffen er det ene eller det andet.
Sat på spidsen så gør det i almindelighed ingen forskel for den afskrækkende effekt om straffen for en forbrydelse er for eksempel en, tre eller fem måneders fængsel, så længe der er en straf. Derfor kan afskrækkelse godt bruges som argument for overhovedet at have et straffesystem, men ikke som begrundelse for at gøre allerede eksisterende straffe strengere.
Måske er det på tide at politikere indrømmer, at der ikke er gode grunde til at indføre strengere straffe. Faktisk kunne vi opnå væsentlige fordele, hvis vi straffede en lang række forbrydelser markant mildere end i dag. Det ville være billigere, fordi det koster tusindvis af kroner per dag at sætte en forbryder i lukket fængsel. Det ville også reducere tilbagefald, såkaldt recidivisme, fordi fængsler virker desocialiserende, og chancen for at begå ny kriminalitet stiger jo længere man sidder indespærret. Og endelig ville det naturligvis spare tusindvis af mennesker for angst, sorg og savn, ikke mindst forbryderes venner og familie.
[i] En
glimrende diskussion af både denne kritik, og den som optræder i næste
paragraf, findes på dansk i Jesper Rybergs fremragende
lille bog om emnet.
