Danske politiske partier modtager offentlig støtte til deres politiske aktiviteter. Den bruger de til at organisere møder, lave reklame, styre partiets arbejde og meget andet. I 2015 udgjorde den samlede statslige partistøtte ca. 112 millioner kr, fordelt mellem partierne på baggrund af stemmetal, idet hver stemme udløste op til ca.30 kr i støtte. Oveni kommer såkaldt gruppestøtte, som først og fremmest betaler for partiernes medarbejdere i tilknytning til folketinget, f.eks. sekretærer, og spindoktorer. Den udgjorde i 2015 ca. 130 millioner kr, og fordeles (sådan cirka) efter mandattal.
Danske politiske partiers arbejde er altså relativt velfinansieret af offentlig støtte, men oveni denne er en meget væsentlig del af partiers finansiering privat. Socialdemokratiet modtog for eksempel i 2015 ca. 11 millioner kroner i privat støtte, heraf langt det meste (8,7 millioner kroner) fra fonde og (fag)foreninger. DF modtog i 2014 5,6 millioner kr, mens Venstre i 2015 modtog 19,4 millioner kroner. Enhedslisten modtog ca. 3,5 millioner kroner, og Liberal Alliance ca. 9 millioner kroner.
Spørgsmålet er hvorfor vi giver privatpersoner lov til at støtte politiske partier økonomisk?
Privat støtte som korruption
Et meget oplagt problem er at sådan støtte kan bruges til at påvirke partiers politik. I nogle situationer kan de personer som yder støtte have bestemte interesser, som partierne ændrer deres politik for at tækkes, enten 1) fordi det er en eksplicit betingelse for at få støtten, 2) fordi politikerne er bekymrede for at miste støtten, selvom det ikke har været formuleret som en eksplicit trussel, eller 3) fordi støtten skaber en sådan sympati mellem politikere og støttegiverne, at politikerne selvstændigt ønsker at fremme støttegivernes interesser.
I nogle tilfælde kan der være tale om decideret korruption. Det er for eksempel helt indlysende tilfældet, hvis politikernes villighed til at ændre politik til gengæld for at modtage støtten er begrundet i et behov for at bruge støtten til at blive (gen)valgt. I den situation er støtten de facto en slags bestikkelse, hvor en person eller gruppe tilbyder politikere en (bedre mulighed for at få en) lukrativ offentlig stilling til gengæld for at politikerne tjener bestemte interesser.
Er det samme tilfældet, hvis politikerne ikke har et motiv om personlig vinding? Hvad f.eks. med den situation hvor støtten bare skaber sympati, og denne godvilje gør politikerne tilbøjelige til at ændre politisk kurs i situationer hvor de ved, at en bestemt beslutning vil skuffe støttegiverne?
Den situation er stadig problematisk fordi udgangspunktet for det repræsentative demokrati er at politikere vælges til at arbejde upartisk for en bestemt politik. Politikere som ændrer politisk kurs for at tilgodese personer som de nærer sympati for, svigter det ansvar som vælgerne har tildelt dem. Det anerkender alle i situationen hvor det for eksempel er venner eller familiemedlemmer som tilgodeses, men nepotisme er ikke principielt anderledes eller mindre forkert, fordi der er tale om en person, som har købt sympati med generøse donationer.
Privat støtte som politisk ulighed
Men hvad så med den situation hvor personer ikke får politikere til at ændre politik som et resultat af støtten, men blot støtter partier, der i forvejen fører politik som tjener deres interesser? Her ændrer partiet ikke politisk kurs, og kan derfor ikke anklages for korruption eller partiskhed. Vi accepterer også i almindelighed, at personer kan støtte politiske partier på mange måder, for eksempel ved at deltage i demonstrationer, skrive læserbreve, diskutere på sociale medier, dele tryksager ud, osv. Hvis personer legitimt kan støtte partier med tid, energi, og engagement, hvorfor skulle de så ikke også kunne støtte dem med penge?
Svaret er at økonomisk støtte skaber en form for politisk ulighed som er problematisk.
Vi accepterer i almindelighed at det er centralt for et liberalt demokrati, at personer er politisk ligestillede på bestemte måder. De fleste ville for eksempel finde det indlysende uretfærdigt, hvis ens stemme til folketingsvalg vægtedes afhængigt af personlig indkomst, således at direktørens stemme talte 5, 10 eller 20 gange så meget som sygeplejersken, kassemedarbejderen eller kontanthjælpmodtagerens stemme.
Men politik og politisk indflydelse handler også om alt det som sker mellem de ganske få gange hvor vi som vælgere kan sætte et kryds på en stemmeseddel. Det handler om partiernes muligheder for at påvirke den offentlige debat, promovere deres synspunkter, kritisere modstandere, og overtale vælgere til at stemme anderledes end de ellers ville have gjort. Det er netop den slags som partierne bruger deres private støtte på, og det er klart at partier som har fået mere privat støtte (alt andet lige) har bedre muligheder for på denne måde at få mere indflydelse.
Bemærk i den forbindelse hvor stor forskel der er på niveauet i partiernes støtte. De tre største danske partier modtager vidt forskellig privat støtte relativt til deres stemmeandel. S har over de sidste fire valg - 2005, 2007, 2011 og 2015 - haft i snit 46 mandater; V 45 og DF 27. Det giver S ca. 240.000kr per gennemsnitligt mandat; DF ca. 207.000kr per gennemsnitligt mandat, og V ca. 430.000kr per gennemsnitligt mandat.
Forskellene bliver endnu mere dramatiske for de små partier. Enhedslisten og Liberal Alliance fik ved seneste valg henholdsvis 14 og 13 mandater; det giver dem respektivt ca. 250.000 kroner per mandat og ca. 692.000 kroner per mandat(!). (Tallet for Konservative, med 6 mandater, er 3,3 millioner kroner per mandat..!)
Forskellene bør ikke være overraskende. Der er groft sagt tale om, at partier der repræsenterer velhavende personers interesser modtager større bidrag, fordi netop velhavende personer (og de organisationer, selskaber mv. som de enten bestyrer, eller som også repræsenterer deres interesser) har bedre mulighed for at støtte politiske partier økonomisk.
Givet at mere støtte giver partierne bedre muligheder for politisk indflydelse, at personer kan donere til netop de partier som støtter deres interesser, og at nogle personer har bedre muligheder for at donere end andre, så har nogle personer i praksis langt bedre muligheder for gennem privat støtte selv at få politisk indflydelse.
Skærer man ind til kernen er problemet følgende:
1) Hvis personer kan yde privat støtte til politiske partier, så kan rige personer yde meget mere støtte end fattige personer.
2) Partier bliver politisk stærkere, jo mere privat støtte de får.
3) Hvis personer kan yde privat støtte til politiske partier, så har rige personer bedre muligheder end fattige personer for at fremme deres politiske interesser (fra 1 og 2)[i].
4) Det er uretfærdigt, hvis nogle personer i et liberalt demokrati alene i kraft af deres velstand, har bedre muligheder end andre for at fremme deres politiske interesser.
K) Det er uretfærdigt, hvis personer i et liberalt demokrati kan yde privat støtte til politiske partier.
Den verserende debat i Danmark drejer sig primært om hvorvidt og hvornår personer skal have lov til at lave anonyme donationer til politiske partier.[ii] I lyset af hvor svært det er at forsvare privat støtte overhovedet er den debat en moderne pendant til diskussioner for halvtreds år siden om hvilke typer fysisk afstraffelse lærere måtte bruge overfor deres elever. Der er ingen grund til at spilde tid på at regulere detaljerne i en praksis som vi ganske enkelt burde afskaffe - rub og stub.
_________________________________________________________
[i] Bemærk at argumentet her kun er uformelt validt - der mangler et par implicitte præmisser som etablerer forbindelsen mellem politiske partier, personer og personers politiske interesser, men de er forhåbentlig klare nok til at man som læser kan følge den simple udgave af argumentet som jeg her præsenterer.
[ii] Med enkelte, nævneværdige undtagelser, bl.a. Henrik Sass Larsen og Jacob Skyggebjerg.
