Det var en varm og fugtig aften, søndag den 19. juli, 2015, i Cincinnatti, Ohio. Termometeret havde ramt 31 grader om eftermiddagen, og svævede stadig omkring 27 grader. Ray Tensing var en 25 år gammel politibetjent ansat ved universitetet. Han må have svedt, mens han kørte sin patrulje, i kvartererne rundt om campus. Klokken halv syv stoppede han en bil, som kørte uden nummerplade. I bilen sad den 43-årige Samuel DuBose. Tensing bad DuBose om at vise sit kørekort. Det afviste DuBose, formodentlig fordi han var blevet frakendt kørekortet. Efter et kort skænderi forsøgte Tensing at få DuBose til at stå ud af bilen, men idet han åbnede døren, begyndte DuBose at starte motoren. DuBose havde siddet i fængsel i 2005 for at smugle marihuana. Han agtede antageligt at stikke af, fordi han havde marihuana i bilen, og frygtede igen at skulle i fængsel. Det kom han imidlertid ikke. Få sekunder senere var DuBose død.
Den officielle forklaring var efterfølgende, at Tensing forsøgte at række ind i bilen, for at stoppe DuBose, at hans arm sad fast i rattet, og at DuBose begyndte at køre, så at Tensing blev slæbt efter bilen. I denne situation, lød forklaringen, trak Tensing sin pistol og skød DuBose i selvforsvar. Det er sikkert, at Tensing affyrede ét skud, og at dette skud ramte Dubose i hovedet på klods hold. Han døde næsten øjeblikkeligt, selvom hans bil fortsatte med at køre 120m, før den ramte en lygtepæl og stoppede.
Sagen kunne sagtens være endt som mange andre sager. Tensing, en hvid politibetjent, skød og dræbte en ubevæbnet sort mand, og forsvarede sine handlinger ved at hævde at han skød i selvforsvar. I mangel på meget stærke beviser for det modsatte, ville Tensings forklaring formodentlig være blevet accepteret, og han ville fortsat være politibetjent. Som enhver der har fulgt USAs politik de seneste 10 år vil vide, så har der været en stribe af sådanne sager. Sådan gik det imidlertid ikke.
Det særlige ved Tensings drab af DuBose var nemlig, at hele forløbet blev optaget af Tensings kropskamera. 10 dage efter drabet frigav myndighederne videoen, som kameraet havde optaget. Den viser, at Tensing trækker sin pistol før motoren starter, at hans arm ikke sidder fast, at han ikke bliver slæbt efter bilen, og at han skyder i samme øjeblik bilen sætter i gang. I lyset af disse beviser blev Tensing fyret, og efterfølgende sigtet for mord. Det er et usædvanligt resultat, også selvom to retssager efterfølgende frikendte Tensing, fordi juryen ikke kunne nå til enighed (en såkaldt "hung jury").
Et kropskamera er et lille videokamera, som kan optage lyd og billede, og som kan sættes fast på for eksempel brystet eller skulderen af en politibetjent. De bruges i dag i mange politikredse verden over, blandt andet i USA, Canada, UK, Australien, Kina, Frankrig, Spanien, Tyskland, Holland, Italien og Finland.
Fortalere for kropskameraer fremhæver sager som Tensings drab på DuBose, som et af de vigtigste argumenter for, at politibetjente bør udstyres med sådanne kameraer. I mange sager, hvor politibetjente angiveligt har anvendt unødvendig og uproportionel magt, har det været meget vanskeligt, at føre bevis for dette. Kropskameraer kan dokumentere både magtanvendelsen, og situationen hvor der blev brugt magt, således at upartiske myndigheder kan vurdere, om magtanvendelsen var rimelig og velbegrundet. Det betyder, at det bliver langt mere sandsynligt, at politibetjente som anvender ulovlig magt kan straffes. Men også, og måske endnu vigtigere, at politibetjente derved får en meget stærk tilskyndelse, til ikke at anvende unødvendig eller uproportionel magt.
Men der er også andre argumenter for brugen af kropskameraer. Først og fremmest, så kan adgangen til video-beviser også hjælpe politi og anklagemyndigheder. Dels med at føre bevis i strafferetslige sager, når en person har begået en forbrydelse, som kameraet har filmet. Det kan for eksempel være tilfældet ved overfald på en politibetjent. Men også ved at føre bevis for at politibetjente ikke har handlet forkert, når der rejses ubegrundede klager mod betjente. Også i den situation kan man forvente, at visheden om, at der findes videobeviser kan have en afskrækkende effekt, således at mange grundløse klager droppes før de overhovedet bliver til en sag.
Endelig så forventer en del kriminologer, at de to første typer effekter vil have gavnlige afledte effekter, for eksempel i form af øget tillid til politiet og bedre samarbejde mellem politi og borgere.
Er der evidens for, at brugen af kropskameraer har disse gavnlige effekter? Ja, omend den ikke er så stærk, som man kunne ønske sig. En række studier især i USA og UK har fulgt introduktionen af kropskameraer i forskellige politikredse, og systematisk sammenlignet politiarbejde med og uden kropskameraer (systematisk review her). Der er relativt god evidens for, at brugen af kropskameraer reducerer antallet af klager mod politibetjente. Der er også rimelig evidens for, at brugen af kropskameraer hjælper med at føre bevis i nogle sager, og fører til små forbedringer i forholdet mellem politi og borgere. Endelig er der relativt god evidens for, at brugen af kropskameraer reducerer mængden af magtanvendelse, men kun hvis brugen af kameraer er obligatorisk.
Den sidste pointe er central: effekten af kropskameraer afhænger i meget høj grad af hvilken politik som indføres, for hvordan og hvornår de skal bruges. Hvis for eksempel politibetjente kan tænde og slukke kameraerne efter forgodtbefindende, eller hvis det alene er politiet som har adgang til de data, som kameraet gemmer, så forsvinder den afskrækkende effekt, som skulle føre til færre ulovlige magtanvendelser og stærkere tillid.
Omvendt ville en politik om, at kameraerne skulle filme alt, og at alle data skal være frit tilgængelige, rejse meget alvorlige privatlivsproblemer. Det kan for eksempel være vigtigt, at politibetjente kan slukke for kameraet, når de taler med ofre for en forbrydelse, som ikke ønsker at blive filmet. Og det kan være uhensigtsmæssigt, at arbejdsgivere, ekskærester, familiemedlemmer, eller tabloid-journalister har fri adgang til alt video-materiale fra situationer, hvor en person har interageret med en politibetjent.
Selvom der er meget, som taler for brugen af kropskameraer, så kræver det derfor en omhyggelig overvejelse, hvilke retningslinjer, som skal styre deres brug. Disse kan for eksempel tage udgangspunkt i den model, som USAs Civil Liberties Union har udarbejdet, og dertil skele til de politikker, man har indført i vores nabolande.
Til gengæld er der ikke nogen oplagte, gode argumenter for helt at afvise, at indføre kropskameraer. I Danmark har vi ikke desto mindre, med undtagelse af brug af kameraer i fængsler og omkring Christiania, valgt at melde pas.
Indførelsen af kropskameraer blev kortvarigt diskuteret omkring 2014-15. En række politiske partier afviste dengang at indføre kropskameraer med henvisning til, at det krævede en præcis politik for deres anvendelse. Denne politik er, som jeg ovenfor har fremhævet, vigtig, men som politisk begrundelse for ikke at indføre kropskameraer er det et usædvanligt slapt argument. Det er jo netop politikernes ansvar, at fastlægge en sådan politik (forhåbentlig, er man nødt til at tilføje, efter at have konsulteret den relevante fagkundskab). Afvisningen begrundes kort sagt med, at indførelsen forudsætter en opgave, som man selv kan og bør udføre. Det svarer til den vrangvillige teenager, som nægter at stå for at lave pastaen til aftensmad, med den begrundelse, at det at lave pasta kræver, at nogen henter pastaskruerne i køkkenskabet. Den går næppe i de fleste hjem.
Et andet og ligeledes lidet imponerende argument blev fremført af politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, som i grove træk sagde, at indførelsen af kropskameraer ville være udtryk for mistillid til politiet, og at man er nødt til at stole på det, som politibetjente siger. Det argument har to indlysende svagheder. For det første, at der kan være mange andre gode grunde til at indføre kropskameraer, end kontrol med politiets adfærd. Som vi så ovenfor kan kameraerne for eksempel også have den effekt. at de beskytter politifolk mod ubegrundede eller chikanerende klager, og de kan levere beviser i strafferetslige sager, for eksempel om vold mod politibetjente.
Det andet problem for argumentet er, at tillid er noget, som kan findes i mange forskellige grader. Vi er ikke tvunget til hverken at have absolut, blind tillid til politibetjente, eller til at have absolut ingen tillid til politibetjente. Det danske politivæsen er efter alt at dømme en exceptionelt professionel og hæderlig organisation. Danske politifolk hører, så vidt vi kan vurdere, til de absolut bedste politikorps i verden, når det drejer sig om at varetage deres forpligtelser redeligt, inklusive at respektere grænserne for magtanvendelse.
Det betyder imidlertid ikke, at danske politibetjente aldrig begår fejl, eller at der ikke findes danske politibetjente, som overtræder reglerne for magtanvendelse. Der findes en række nyere eksempler på sager, hvor politibetjente har ageret på måder, der efter alt at dømme var problematiske eller decideret ulovlige. Tænk bare på Tibet-sagen fra 2012 og 2013, sagen om flyttemanden under COP15 i 2009, sagen om brug af magt mod flygtninge på danske veje i 2015, eller den lidt ældre Tilst-sag fra 2001. Dansk politi modtog da også godt 500 klager over betjentes adfærd i 2018. Selv hvis kun for eksempel 10% af klagerne er begrundede, og vi iøvrigt forestiller os, at alle som kunne klage faktisk klager, så er der altså cirka hver uge en situation, hvor betjentes adfærd er problematisk. Det er således fuldstændig rationelt at nære et vist mål af mistillid til danske politibetjente, og at ønske sig kontrol i form af video-optagelser fra kropskameraer.
Styrket retssikkerhed. Bedre beviser. Reduceret magtanvendelse. Færre klager. Øget tillid. Hvis Justitsminister Nick Hækkerup har lyst til at give dansk politi en julegave, så bliver det svært at finde noget bedre at lægge under træet end de kropskameraer, som mange af dansk politis kollegaer verden over allerede har taget i brug. Jeg skal gerne hjælpe med at binde sløjfen.
----------------------------
For de nørdede: Jeg har en artikel om de etiske perspektiver på politiets brug af kropskameraer, som forhåbentlig snart er på vej ud i tidsskriftet Moral Philosophy and Politics. En midlertidig udgave (pre-print) kan findes her.
