DF har formået endnu engang at tiltrække sig skandaløs opmærksomhed, ved at lade Martin Henriksen offentligt at udtrykke tvivl om en anden persons danskhed. Efterfølgende har en hel række personer i og omkring DF kludret i det med at forsøge at forklare hvad det egentlig vil sige at være dansk, og hvordan man kan vide, om en person er eller ikke er det. Det er ikke en ny problematik - den dukker op med et par års mellemrum - og de bud som optræder i debatten er ikke blevet bedre eller mere reflekterede siden sidst.
Som Nils Holtug har gjort opmærksom på er et af problemerne at flere forskellige spørgsmål blandes sammen i det tilsyneladende enkle spørgsmål: "Hvad vil det sige at være dansk?"
For det første er der flere forskellige betydninger af danskhed, som kan forveksles og rodes sammen.
For det andet indeholder spørgsmålet implicit også en normativ dimension. Der er ikke kun tale om hvem som er danske, men også om hvem som faktisk, og sådan helt rigtigt "er danske", hvilket vil sige hvem som bør være (og især ikke bør være) med i det fællesskab vi kalder "danskere", og hvordan vi skal behandle folk som henholdsvis er og ikke er med i fællesskabet.
For at tage den deskriptive betydning af danskhed først, så er det helt oplagt, at der er visse betydninger af dét, at være dansk, som er ukontroversielle, men også i denne sammenhæng irrelevante.
Man er for eksempel dansk i en juridisk forstand, hvis man har status som dansk statsborger, men det er ikke den form for danskhed, som er på spil, og det er i virkeligheden forståeligt at deltagere i debatten kan blive irriterede, hvis man blander den betydning af danskhed ind i det.
Der er også en betydning af danskhed som handler om selv-identifikation, fint opsummeret i Johanne Schmidt Nielsens slogan, at "man er dansk, hvis man føler sig dansk". Den betydning har mindst tre problemer.
Det første er det helt banale, at definitionen er cirkulær, fordi det at føle sig dansk optræder i definitionen på det, at være dansk. Vi kan kun vide hvad det vil sige at føle sig dansk, når vi har givet indhold til begrebet "dansk", og det er jo det, som det var meningen at definition skulle gøre.
For det andet så er det, ligesom ovenfor, typisk ikke den betydning som reelt er på spil, og kan derfor i bedste fald opleves som en måde at forplumre diskussionen på af de som har en anden betydning af danskhed i mente.
For det tredje (her foregriber vi den normative problematik) så vil mange af de, som mener at danskhed er vigtigt, opfatte udsagnet som en provokation, hvis det også skal forstås som et udsagn om hvem som bør være danske. Det er lodret forkert, vil nationalister typisk mene, at det er tilstrækkeligt at man selv føler at man er dansker (oven i købet måske i mere eller mindre den betydning man selv vælger at lægge i at føle sig dansk!), for at man skal have lov til at være medlem af det fællesskab, vi kalder "danskere".
Den betydning som reelt er på spil en en form for kulturdanskhed. Danskhed i denne kulturelle betydning er antageligt det, som Wittgenstein kaldte for et familielighedsbegreb. Det betyder at der ikke er én bestemt definition på kulturel danskhed, eller mere teknisk, et sæt af nødvendige og tilsammen tilstrækkelige betingelser for at være kulturdansk. Det er forklaringen på at det altid lyder fjollet når folk alligevel forsøger at nævne hvad det er for nogle kriterier som skal være opfyldt, for at man er kulturdansk. "Man skal spise flæskesteg" - nej, det skal man ikke, for der er masser af personer som vi alle er ukontroversielt enige om, er kulturdanske i den betydning også DF har i tankerne, som ikke spiser flæskesteg (f.eks. vegetarer som jeg selv, eller personer som ganske enkelt ikke er vilde med svinekød).
Et familielighedsbegreb har i stedet en slags løs tjekliste, hvor man skal opfylde ikke alle, men tilstrækkeligt mange betingelser, for at være kulturdansk. Det kunne med et klodset og let karikeret eksempel være
a) Man taler dansk på meget højt niveau.
b) Man er lys i huden.
c) Man interesserer sig for fodbold og håndbold.
d) Man drikker øl.
e) Man kender de fleste af og holder af i hvert fald nogle af de vigtigste dele af de sidste 50 års dansksprogede æstetiske kultur, f.eks. Gasolin, Shu-Bi-Dua, og Medinas musik, Olsen-Banden filmene, "Nattevagten", "Bænken" og "Pusher", og Ole Lund Kirkegaards børnebøger, Jussi Adler-Olsens krimier, og H.C. Andersens eventyr.
f) Man er kristen på den afslappede måde hvor man bliver konfirmeret mest for gaverne, gerne vil giftes i en kirke, og tror "på et eller andet".
g) Man er glad for traditionelle danske madretter, som frikadeller, stegt flæsk, karry-sild, flæskesteg, og risengrød, og/eller for nyt nordisk køkken á la Meyer og NOMA.
h) Man fejrer jul med juletræ, gaver og julekalender i fjernsynet, og Skt. Hans med bålafbrænding og midsommervise.
i) Man cykler, i hvert fald nogle gange.
j) Man sympatiserer med og støtter et eller flere af de politiske partier, som er repræsenteret i folketinget.
k) Man bor i Danmark.
l) Man følger med i danske nyheder i et eller flere af de store danske medier, enten via radio, tv, avis, eller internet.
m) Man har et navn fra en navnetradition som går mindst 50-100 år tilbage i Danmark.
o) Man går i jeans, har kort hår og er barberet hvis man er mand, og langt løst hår hvis man er kvinde.
p) etc.
Der behøvede i princippet ikke være en eneste person i Danmark, som levede op til hvert eneste sådant kriterie (selvom der nok er det), og man kan sagtens være kulturdansker, selvom man ikke kan sætte kryds ved flere af dem. Men der er en (vagt defineret, blød, omskiftelig) grænse for hvor mange man kan kikse, og hvis man overskrider den grænse er man ikke længere dansk i denne betydning.
Når DF'ere siger om personer som er danske i de to andre betydninger, dvs. at de har dansk statsborgerskab og identificerer sig som danske, at de ikke er danske, så er det denne grænse de har i tankerne, og udsagnet er noget i retning af "der er for mange kriterier du ikke lever op til".
Det fungerer især på den måde, at der er nogle bestemte kriterier som er meget vigtige, og nogle bestemte afvigelser fra de kriterier, som trækker meget langt ned. Sat på spidsen kan man måske godt få lov til at være kulturdansk selvom man ikke er kristen men ateist OG er mørk i huden, hvis man lever op til alle de andre kriterier. Men hvis man også har et navn fra en anden navnetradition, eller hvis man ikke er kristen men muslim(!), så er løbet kørt, uanset hvor højt man elsker fodbold, Carlsberg og Olsen-Banden.
Hvor denne grænse går kan man naturligvis være uenig i, og noget af den substantielle uenighed i debatten går på om DF har for krævende eller bare et forkert begreb om danskhed på denne måde. Forskellige personer kan nemlig have forskellige lister, eller lister hvor i hvert fald nogle punkter er forskellige, og der kan på
den måde være uenighed om præcis hvad det vil sige at være kulturdansk,
men der er typisk tilstrækkeligt overlap til at vi kan tale sammen om begrebet.
Denne uenighed overskygger imidlertid ofte en anden og vigtigere uenighed, nemlig den normative. En måde at illustrere det på er at pege på, at det helt oplagte svar til et udsagn om at man "ikke er dansk" er "og hvad så?" I udgangspunktet kunne det vel være fløjtende ligegyldigt, om man var eller ikke var kulturdansk, på den måde at man lever op til tilstrækkeligt mange kriterier på en anden persons tjekliste? Hvad hvis man hellere vil være på en anden måde? Frie samfund som det danske er jo netop kendetegnet ved, at vi forsøger at give plads til at folk kan indrette deres liv på mange forskellige måder? Problemet her er, at når DF'ere siger om en anden person, at vedkommende ikke er dansk, så lurer der lige neden under det faktuelle udsagn (at personen ikke er kulturdansk) et implicit normativt udsagn: "og derfor bør du heller ikke være en del af det danske fællesskab".
Bemærk at "det danske fællesskab" her betyder, og er nødt til at betyde, noget andet end bare "gruppen af personer som er kulturdanske". Det betyder, ironisk nok, snarere noget i retning af den juridiske definition af danskhed, forstået på den måde, at det er et udsagn om at man ikke bør have dansk statsborgerskab, opholdstilladelse, etc. Men jeg tror der ligger endnu et niveau bagved.
Det definerende træk ved nationalister er, at de mener at vi har særlige moralske forpligtelser overfor de personer, som er en del af vores nationale fællesskab. I modsætning til alle mulige mennesker i resten af verden, så har vi overfor lige netop disse mennesker en pligt til at tage os af, passe på, og hjælpe hinanden.
I sidste ende betyder udsagnet "du er ikke dansker" derfor noget i retning af "du lever ikke op til tilstrækkeligt mange af de kriterier, som jeg mener der skal til, for at man er kulturdansker, og derfor bør vi heller ikke hjælpe dig, passe på dig, og tage os af dig, på den måde som vi ellers skal overfor kulturdanskere." Det er indrømmet noget mindre mundret, så jeg kan godt forstå at man kan foretrække den korte udgave, men den indbyggede kompleksitet som derved skjules, er også en del af forklaringen på, at debatten så let kan blive rodet.
Er det så et rimeligt synspunkt? Bør vi ekskludere personer fra et moralsk fællesskab, hvis de ikke klarer tjeklisten for et kulturelt?
Nej, naturligvis ikke. For det første fordi der ikke er nogen objektiv definition af kulturdanskhed - det vil sige, der er ikke nogen tjekliste, som vi alle bør rette os efter - så vi kan være uenige om hvilke kriterier som skal optræde, uden at der findes en løsning, ganske enkelt fordi der ikke er nogen tjekliste som er bedre end de andre. Det er den helt centrale pointe i opgøret med kulturessentialisme, som var en vigtig erkendelse i midten af 1980'erne, og som antropologer og politiske filosoffer er blevet udmattede af at gentage til bevidstløshed lige siden.
For det andet fordi, selv hvis vi på en eller anden måde blev enige om en tjekliste, så ville synspunktet, at vi har særlige moralske forpligtelser overfor de mennesker som ligesom os selv lever op til tilstrækkeligt mange kriterier på listen, være komplet utroværdigt. Der er mig bekendt ingen seriøse tænkere som har forsvaret noget der bare mindede om et sådant synspunkt, og de nærmest beslægtede, f.eks. David Millers forsvar for liberal nationalisme, møder så stærke indvendinger i faglitteraturen at de må betragtes som overordentligt tvivlsomme.
Der kan naturligvis være instrumentelle forklaringer på hvorfor vi skal behandle visse personer anderledes - det kan for eksempel være bedst for alle parter, at indrette et system hvor små lokale fællesskaber samarbejder, men i udgangspunktet er ansvarlige for og bruger flere kræfter på medlemmerne af deres eget fællesskab. Det er en model vi for eksempel kender fra de danske kommuner. Men de sidste 20 års forskning har vist, at det er overordentlig vanskeligt at begrunde afvigelser fra det kosmopolitiske princip, at alle mennesker i udgangspunktet er moralsk lige.
Det er den manglende forståelse for det princip, som er den egentlige fejl i DF'eres anklage om manglende danskhed.
