Vaccine-skepsis og obligatoriske børnevaccinationer 2

De seneste måneder har jeg arbejdet på et projekt om vaccinationsetik betalt af GlaxoSmithKline. Jeg har fokuseret på problemet med, at alt for mange forældre vælger ikke at vaccinere deres børn mod de mest almindelige børnesygdomme. I første indlæg fokuserede jeg på spørgsmålet om hvorfor faldende vaccinationsrater er et problem. I dette præsenterer jeg tre strategier for hvad man kan gøre ved problemet, inden jeg i tredje og sidste indlæg diskuterer om sådanne tiltag er etisk forsvarlige.

Hvad stiller vi op med de forældre som ikke vaccinerer deres børn?
Som Politiken præsenterer, understreger en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen at faldende vaccinationsdækning er et alvorligt problem i Danmark. En lille procentdel af befolkningen kan ikke vaccineres - børn der er for små, og personer som ikke kan tåle vacciner. Men langt størstedelen af de børn, som ikke bliver vaccineret, kunne godt vaccineres. Hvad stiller vi op for at få flere af dem med?

Der er groft sagt tre muligheder: den første er at bruge informationskampagner; den anden er at benytte såkaldte "nudges"; den tredje er at lægge pres på forældrene.

Den måske mest oplagte mulighed er den første: at sætte fokus på problemet, og give forældre bedre adgang til information om hvorfor det er vigtigt, at børn bliver vaccinerede. For én gruppe forældre, som ender med ikke at vaccinere fordi de glemmer det, eller ikke har tænkt over at det er vigtigt, kan sådanne kampagner være en effektiv påmindelse. Men for en anden gruppe vil de have begrænset, ingen eller negativ effekt. En voksende gruppe af såkaldt "vaccinations-skeptiske" forældre vælger nemlig aktivt vaccination fra, typisk fordi de har hentet information på nettet om, at børnesygdomme er stort set ufarlige, mens vacciner modsat har alvorlige risici.

Det kan umiddelbart virke overraskende at nogen ender med at mene, at risikoen ved at vaccinere er større end risikoen ved at lade være. Det mest berømte studie som skulle vise at der var alvorlige risici ved vaccination, Andrew Wakefields fra 1998, er for længst afsløret som vildledende humbug, og bruges i dag primært på videnskabsteoretiske kurser som illustration af svaghederne i det videnskabelige system (dvs. "Hvordan kunne det lykkes Wakefield at publicere?").

Samtidig har en hel række grundige systematiske undersøgelser (Cochrane, Pediatrics, National Academy of Sciences, Vaccine) definitivt konkluderet at de alvorlige risici, som vacciner er blevet mistænkt for, ikke findes, og at de risici der er ved vacciner er små, velkendte, og langt mindre end risikoen ved ikke at blive vaccineret (Nørdenote: systematiske undersøgelser er komplicerede størrelser, men også så seje at (nogle...) forskere nærmest kan få gåsehud af begejstring. I denne sammenhæng er det tilstrækkeligt at bemærke, at de er det uden sammenligning bedste grundlag for at bevise noget i medicin. For de nysgerrige giver Ben Goldacre en god introduktion her).

Men en kombination af svagheder i den menneskelige psykologi og en sensationshungrende presse kan hurtigt komme til at skabe falske indtryk.

Hvad medierne angår, så er der næppe tvivl om at historien "vaccine A kan måske give børn X!" (indsæt selv en passende rædselsvækkende lidelse) får mere plads og opmærksomhed end den nøgterne konklusion "nej, det har vi nu entydigt bevist at det kunne den ikke". Samtidig praktiserer mange medier en misforstået form for balance, hvor konkurrerende synspunkter gives samme plads og autoritet, nogle gange uanset hvor fejlagtigt, svindelagtigt, og indlysende tåbeligt det ene synspunkt kan være. Det giver et falsk indtryk af at der er substantiel uenighed og begrundet tvivl om ting, som videnskabeligt set er afklarede (jeg kigger på jer, klimaskeptikere...).

Sådanne skævheder i mediernes fremstilling skaber problemer fordi de spiller sammen med systematiske svagheder i menneskers evne til at træffe beslutninger. Mennesker er bedre til at huske én sensational og følelsesladet historie end fire tørre, kringlede statistiske undersøgelser (hvilket er en del af baggrunden for den såkaldte availability heuristic). Vi er også tilbøjelige til at lægge større vægt på at undgå at skabe risici, for eksempel ved at vaccinere et barn, end på at fjerne eksisterende risici, for eksempel fra de børnesygdomme som vaccinen forhindrer (det såkaldte omission bias). Endvidere har mange en besynderlig ide om at "det naturlige" er bedre end "det unaturlige", og placerer sygdomme i den første kategori og vacciner i den anden (det viser sig at være meget (meget!) svært både at definere "naturligt" på en fornuftig måde, og at forklare hvorfor det skulle være godt i sig selv at være naturligt). Og endelig er det sådan, at har vi først overbevist os selv om en ide, og taget vigtige beslutninger baseret på den, så vil vi meget nødigt indrømme at vi tog fejl, hvilket får os til at afvise information der kaster tvivl på ideen (det såkaldte confirmation bias).

Af alle disse grunde er det overordentlig vanskeligt, at få vaccine-skeptiske forældre til at ændre adfærd alene ved at give dem mere og bedre information. For denne gruppen er det sandsynligvis nødvendigt at tage nudges eller pres i brug. Et nudge som allerede benyttes (siden 2014) er skriftlige påmindelser til de forældre, som glemmer at vaccinere. Det har haft en lille men signifikant virkning for nogle typer vacciner. Men for at løfte vaccinationsdækningen med de ca.15% som mangler er det ikke tilstrækkeligt.

Det mest oplagte nudge i dansk sammenhæng er en anden ændring af praksis, således at børn automatisk tildeles en tid til vaccination (selvfølgelig med mulighed for at forældre kan ændre eller aflyse den). En sådan ordning kender de fleste danskere for eksempel fra skoletandlægen. Ikke alene vil det yderligere hjælpe de glemsomme med at huske at få vaccineret børnene, der er også god grund til at tro at det kan få ellers skeptiske forældre til at alligevel at vaccinere. For det er nemmere at lade være med at melde sig til, end at skulle ringe og aflyse en tid, hvor man potentielt skal forklare sin familielæge hvorfor man ikke vil vaccinere. Det er i det hele taget nemmere bare at følge med strømmen, end at lave kursen om (det såkaldte status quo bias).

Samtidig så vender nudget den effekt jeg bemærkede ovenfor på hovedet: nu føler man sig pludselig ansvarlig for at have skabt risikoen for at blive syg, fordi man har handlet ved at framelde sit barn. Vi ved fra systemer for organdonation, at selv så tilsyneladende banale ændringer kan gøre en stor forskel for folks adfærd: de lande som bruger opt-out systemer har langt flere registrerede donorer, end de lande der som Danmark bruger opt-in ordninger.

Endelig kan man lægge pres på forældrene. I USA er det en betingelse for indmeldelse i skolen, at barnet har gennemgået det anbefalede vaccinationsprogram. Man kan tilsvarende forestille sig, at det blev gjort til et krav for indmeldelse i institutioner og skoler i Danmark (helst uden de smuthuller som mange amerikanske stater har indført). Ved at tvinge forældre til at vælge mellem om de vil undgå vaccination eller bruge institutioner, så aktiverer loven det incitament som i forvejen spiller en vigtig rolle: nemlig forældrenes ønske om at gøre det bedste for deres børn. Netop derfor kan en sådan politik få selv skeptiske forældre til at vaccinere. Det ses i USA ved, at der er en klar sammenhæng mellem hvor let det er at opnå en undtagelse fra kravet i den enkelte stat, og hvor mange børn som vaccineres.

Det oplagte spørgsmål er imidlertid om sådanne politiske tiltag er etisk forsvarlige. Det kigger jeg nærmere på i næste, og sidste, indlæg.

Vaccine-skepsis og obligatoriske børnevaccinationer 1

De seneste måneder har jeg arbejdet på et projekt om vaccinationsetik betalt af GlaxoSmithKline. Jeg har fokuseret på problemet med, at alt for mange forældre vælger ikke at vaccinere deres børn mod de mest almindelige børnesygdomme. De tre spørgsmål jeg har forsøgt at besvare er 1) Er faldende vaccinationsrater et problem?, 2) hvad kan man i givet fald gøre ved det?, og 3) er sådanne tiltag etisk forsvarlige? 

De svar jeg er nået frem til på hvert spørgsmål, præsenterer jeg et for et i dette og de næste to blog-indlæg (her: 2, og her: 3). 

(Advarsel: svarene på spørgsmål 1 og 2 er ikke særligt filosofiske - læsere som er mest interesserede i filosofi kan overveje at nøjes med at læse det tredje indlæg)

Vaccinationsproblemet i en nøddeskal
Det danske børnevaccinationsprogram har to centrale kombinationsvacciner: en mod difteri, stivkrampe, kighoste, polio, og meningitis, og en mod mæslinger, fåresyge, og røde hunde. For at beskytte effektivt gives den første tre gange i løbet af barnets første leveår, den anden to gange i løbet af de første par år (normalt ved 15 måneder og 4 år). I 80'erne og først i 90'erne blev næsten alle børn vaccineret (typisk mindst 95% af en årgang), men især de sidste ti år er det gået dårligere (WHO). I årene 2005-2014 var det i gennemsnit kun 91,3% af en årgang som fik de fornødne tre doser af den første vaccine, og 87% af en årgang som fik begge de fornødne doser af den anden.

Det er først og fremmest et problem for de børn som ikke bliver vaccineret. Flere af sygdommene er i dag meget sjældne i Danmark, men de kan være livstruende når små børn bliver smittet, og har smertefulde sygdomsforløb og risiko for alvorlige konsekvenser selv når man ikke dør af dem (Sundhedsstyrelsen). En ofte undervurderet sygdom som mæslinger kan have dødsrater op til 10% i tredje verdens lande, men selv i Vesteuropa og USA dræber den mellem 3:1000 og 1:4000 af de smittede, med den største risiko for små børn.

Men det er også et problem fordi de børn, som ikke bliver vaccineret, risikerer at smitte andre hvis de selv bliver syge. Det gælder andre børn, som er for små til at de er nået at blive vaccineret, personer som ikke kan blive vaccineret, f.eks. fordi de har svækket immunforsvar eller fordi de er allergikere, og personer som er blevet vaccineret, men for hvem vaccinenen ikke har skabt immunitet (selv de anbefalede doser vaccine giver typisk kun immunitet til omkring 95% af de vaccinerede).

Problemet bliver større jo flere som vælger ikke at blive vaccineret, fordi den fælles beskyttelse, såkaldt flok-immunitet, derved svækkes og forsvinder. Flok-immunitet opstår ved, at en person som bliver smittet med sygdommen ikke kan skabe en epidemi, hvis tilstrækkelig mange andre er beskyttede.

Vi kan for eksempel forestille os at ingen er beskyttede, og at en person smittet med sygdommen Z typisk smitter 7 andre. Disse 7 smitter så hver 7 andre (49...), som igen smitter 7 andre (343...), og så fremdeles. I en komplet ubeskyttet befolkning kan en sygdom brede sig som en steppebrand. Men hvis 87% af befolkningen er beskyttet, så smitter den første person kun "0.91 person" (dvs. der er, groft sagt, 91% chance for at hun smitter netop en person, og 9% chance for at hun ikke smitter nogen). Sygdommen dør hurtigt ud, fordi for mange er beskyttede til at den kan sprede sig.

Det er flok-immunitet som sikrer, at de personer som ikke er blevet vaccinerede, ikke kan blive vaccinerede, eller ikke er blevet immune af deres vaccination, alligevel er beskyttede mod at blive syge. Men som eksemplet ovenfor viser, så afhænger tærsklen for flok-immunitet af, hvor smitsom en sygdom typisk er.

Og her er problemets kerne. For nogle af de sygdomme som børnevaccinationerne dækker, er overordentligt smitsomme. En mæslinge-ramt smitter for eksempel typisk mellem 12 og 16 andre, hvis ikke de er beskyttede. Det betyder at 92-94% af befolkningen skal være beskyttede mod mæslinger for at forhindre at smitten kan sprede sig. Og da vacciner kun er ca. 95% effektive, så betyder det at 96-99% af befolkningen skal vaccineres for at skabe flok-immunitet. Det er vi for tiden med 87% af en årgang alt for langt fra. 

Tilsvarende er vi med 91% kun lige akkurat i stand til at skabe flok-immunitet mod difteri og polio - begge sygdomme som er meget sjældne i Europa, men som er ekstremt farlige. Difteri dræber ca. 10% af de smittede, selv i højt udviklede lande, og polio kan forårsage lammelse og alvorlige misdannelser.

Når problemet er så indlysende rejser der sig to spørgsmål: hvorfor vaccinerer mange forældre ikke deres børn, og hvad kan vi stille op for at få dem til at gøre det alligevel? Dem kigger jeg på i næste indlæg.

Er det umoralsk at gemme penge i et skatteskjul?

Moralfilosofisk introduktion for skattespekulanter

Det kan virke pudsigt overhovedet at skulle diskutere et spørgsmål som ovenstående. Antageligt er svaret så indlysende, at næsten alle kan se det, og det kan være omsonst at diskutere det med de som ikke kan. Den seneste uges reaktioner på Panama lækket fra blandt andet Nordea har illustreret, at de involverede kan have så stærke ideologiske og/eller egoistiske grunde til at ville forsvare brugen af skatteskjul, at det et tvivlsomt om de kan påvirkes af argumenter. Men som en slags public service funktion følger hermed alligevel en analyse af spørgsmålet.

Et første argument til forsvar for brugen af skatteskjul, er at de virksomheder og personer som har været involveret ”blot har fulgt loven”, eller ”udnyttet de muligheder som lovgivningen giver”, det vil sige, at de ikke har foretaget sig noget ulovligt. Det er givet forkert i en række tilfælde, hvor skatteskjul faktisk er blevet brugt i strid med skattelovgivningen, men spørgsmålet er om det, i de tilfælde hvor personer har gemt penge i skatteskjul lovligt, er tilstrækkeligt til at de har handlet moralsk tilladeligt?

Det implicitte præmis i argumentet er, at hvis man ikke bryder loven, så opfører man sig ikke moralsk problematisk. Dette præmis er der imidlertid ikke nogen grund til at acceptere. Selvom vi kriminaliserer mange former for moralsk forkastelig adfærd, så er der rigeligt med historiske eksempler på at indlysende moralsk forkerte handlinger har været lovlige. Tænk for eksempel på muligheden for at diskriminere mod sorte mennesker i Jim Crow-tidens USA og Apartheid-regimets Sydafrika, muligheden for at tæve sine børn da revelsesretten endnu fandtes (den afskaffedes først definitivt i 1997 i Danmark, og findes fortsat i mange lande), eller muligheden for at tvinge sin ægtefælle til sex med magt (det vi også kalder "voldtægt" af ægtefællen, og som først kriminaliseredes i Danmark i 1930...). Selv hvis det er rigtigt, at de pågældende personer og institutioner ikke har foretaget sig noget ulovligt så kan de altså sagtens have handlet moralsk forkert.

Et bedre argument er, at lige præcis når det drejer sig om at betale skat, så er man kun forpligtet til at betale den skat som man ifølge loven skal betale. At undlade at betale mere er ikke moralsk forkert. I visse situationer kan pointen virke intuitiv. Hvis jeg for eksempel har ret til et kørselsfradrag, så handler jeg næppe forkert ved at bruge det og derved betale mindre skat. 

Men argumentet er mindre overbevisende når vi har at gøre med situationer hvor 1) det var lovgivernes intention at jeg skulle betale X kroner i skat, men loven viser sig at indeholde et hul, for eksempel fordi den er klodset formuleret, der sætter mig i stand til at betale mindre, og/eller 2) retfærdigvis burde jeg betale X kroner i skat, men loven er bevidst eller tilfældig indrettet på en måde som sætter mig i stand til at betale mindre.

Den test består kørselsfradraget fra forrige eksempel, for det er usandsynligt at det er en utilsigtet og uønsket mulighed fra lovgivernes side, og det er tvivlsomt om det i sig selv er uretfærdigt at give personer mulighed for at få kørselsfradrag 

Omvendt er der meget der tyder på, at de muligheder som findes for at gemme penge i skatteskjul er utilsigtede konsekvenser af, at skattelovgivningen og det internationale finanssystem som den skal regulere, er blevet så komplekse, at lovgiverne har svært ved at sikre at loven ikke rummer huller. Hvis det er rigtigt, så var det lovgivers intention at der skulle betales en bestemt skat, og det er et tilfældigt og uønsket hul i lovgivningen som giver mulighed for at undgå det. I så fald taber brugen af skatteskjul den demokratiske legitimitet som er med til at gøre brugen af kørselsfradrag uproblematisk. 

Forsvarere for skatteskjul kunne måske her indvende, at skiftende ministre har forholdt sig så tilstrækkeligt passive, selvom de kendte til problemerne, at den eksisterende lovgivning må betragtes som implicit godkendt (en sådan passivitet anklager Thomas Pikketty politikere for, omend han drager andre konsekvenser af pointen).

Men selv hvis det er rigtigt, så består problemet med, at en implicit godkendt lovgivning, der giver mulighed for at bruge skatteskjul, er intuitivt uretfærdig. Det er den fordi det er meget vanskeligt at forsvare et skattesystem som retfærdigt, hvor flertallet af befolkningen betaler skat, mens de ekstremt velhavende har mulighed for efter eget valg at reducere deres skattebyrde til noget nær ingenting. En lovgivning som medfører omvendt progressiv skat, hvor andelen af ens indtægt som betales i skat i praksis er større, jo lavere en indtægt man har, er ikke bare intuitivt uretfærdigt, men også teoretisk i strid med de mest prominente teorier i politisk filosofi (f.eks. utilitarisme og luck egalitarianism). Givet at loven selv er uretfærdig, så er der ingen grund til at tro at det skulle være anderledes umoralsk at udnytte den, end det var at udnytte de uretfærdige love som gav mulighed for legal diskrimination, vold mod børn, og ægtefælle voldtægt.

Afslutningsvis kan man forestille sig forsvarere for skatteskjul indvende, at der slet ikke findes noget sådant som en retfærdig eller uretfærdig skat. Det kan skyldes en af tre ting: 

1) Reel moralskepticisme, altså det synspunkt at der ikke er noget som helst der er moralsk forkert, og derfor kan brugen af skattely ikke være forkert, og skattelovgivning ikke være retfærdig. Det er et synspunkt som kan forsvares, men de færreste mener det, når det kommer til stykket. For hvis man tilslutter sig det, så skal man også mene det når det drejer sig om for eksempel slaveri eller folkemord. 

2) Dernæst, og langt mere ofte, så kan det være udtryk for lejlighedsskepticisme. Her er moralskepsis et synspunkt man anlægger, når man møder moralsk fordømmelse for sine egne synspunkter eller handlinger, men ikke når man iøvrigt skal vurdere hvad der er rigtigt eller forkert. Den indstilling er ikke bare hyklerisk, men indlysende uforsvarlig (det kan ikke være en metaetisk relevant forskel om et synspunkt er til min fordel eller ej...). 

3) For det tredje kan man mene at selvom der findes rigtige og forkerte handlinger, så hører fordelingen af økonomiske goder og dermed skattesystemet til i en anden sfære. Det er imidlertid vanskeligt at se hvordan man kunne begrunde et sådant synspunkt, og der er mig bekendt ingen seriøse politiske filosoffer som ville tage det seriøst. 

Sidst men ikke mindst, så findes der enkelte radikale libertarianere, som mener, at netop fordi ethvert skattesystem er uretfærdigt, så har alle individer ret til at unddrage sig mest muligt skat. Det er et synspunkt som har haft en begrænset opbakning i filosofi, mest berømt fra Robert Nozick, men som i dag må betragtes som yderst tvivlsomt. (Tilhængere af det henvises til Murphy og Nagels’ ”The Myth of Ownership” i særdeleshed, og diskussionen af fordelingsretfærdighed i politisk teori i almindelighed).

Det er samlet set meget vanskeligt at se hvordan man skulle kunne forsvare brugen af skatteskjul. Alligevel bør vi ikke blive overraskede over at de findes - den menneskelige grådighed er en stærk drivkraft, og rige mennesker har ikke stærkere moral end andre når de fristes. Det er en af de væsentligste grunde til at vi ikke overlader det til den enkeltes moral og viljestyrke at betale sin retfærdige del til fællesskabet, men håndhæver forpligtende love. Den virkelige skandale er derfor ikke at så mange har handlet umoralsk, men at vi andre, og vores valgte politikere har ladet dem. Når det drejer sig om, at lave om på det, og indføre lovgivning som effektivt forhindrer den form for skattespekulation som lige nu kan praktiseres systematisk, så kan det næsten kun gå for langsomt.

Medie-moral(filosofi) og seriøs etisk forskning

En af de blogs jeg regelmæssigt læser skrives af Simon Wren-Lewis, professor i makroøkonomi ved Oxford Universitet. Og en af Wren-Lewis' tilbagevendende pointer er det enorme gab som findes imellem det han kalder "media-macro" og så den egentlige forskning. Kort fortalt, så er det for forskere som ham en næsten daglig oplevelse, at medierne rapporterer makroøkonomisk sludder, og ignorerer basale økonomiske pointer som er helt ukontroversielle i den seriøse forskning (f.eks. den misforståelse at det var Labours politik, ikke den finansielle sektors uansvarlighed og nedsmeltning, som forøgede det offentlige underskud i UK i årene 2008-2010). Naturligt nok oplever han det som ret frustrerende, for den viden han besidder er let tilgængelig - journalister kan groft sagt kontakte næsten en hvilken som helst uafhængig forsker i makroøkonomi, og få den serveret på under fem minutter. Alligevel dominerer useriøse og usammenhængende økonomiske betragtninger mediebilledet, og får lov til at skabe myter som fordrejer den bredere befolknings forståelse af hvordan økonomi fungerer.

Som forsker i moralfilosofi har jeg ofte en næsten identisk oplevelse. "Filosof" er ikke en beskyttet titel, og der er i dansk sammenhæng ofte i medierne personer som udtaler sig om etik og politisk filosofi, selvom de ingen forskningsbaggrund har, og i nogle tilfælde kun har et helt overfladisk kendskab til filosofi og filosofiske teorier (f.eks. et års tilvalgsstudier på universitetet). Som man kan forestille sig skriver og siger de for det meste ting som for en seriøs moralfilosofisk betragtning er det rene vrøvl, men som gerne får lov til enten at stå helt uantastet, eller til at repræsentere det ene synspunkt i en debat, hvor begge synspunkter implicit præsenteres som lige troværdige (det såkaldte "false balance"-problem). Og lige som med media-macro, så er det især frustrerende, fordi der faktisk i Danmark findes en lang række dygtige forskere i moralfilosofi og politisk filosofi, som kunne hjælpe med at skille snot fra kanel (vigtig kvalificering: jeg tænker ikke her først og fremmest på mig selv, men på de meget talentfulde kollegaer jeg har været så heldig at arbejde med og lære af, f.eks. professor Kasper Lippert-Rasmussen fra Århus Universitet, professor Nils Holtug fra KU, og professor Jesper Ryberg fra RUC).

Et eksempel kan illustrere problemet. Rune Selsing forsøger i et nyligt indlæg at forklare hvorfor Venligboerne og Radikale Venstre "ikke er moralske" ved at referere Adam Smiths moralfilosofi (for de interesserede er der, som næsten altid, en god introduktion på Stanford Encyclopedia of Philosophy).

Teksten indeholder først og fremmest en lang række nedsættende beskrivelser af de pågældende grupper, som dels er irrelevante ad hominem angreb, og dels meget tvivlsomme beskrivelser af de motiver personerne i disse grupper har. Men mere seriøst får Selsing skrevet at 1) vi kan forstå hvorfor humanister ikke har god moral gennem Smiths beskrivelse af den menneskelige moral; 2) ifølge Smith er menneskets moralske valg drevet af medfølelse; 3) det er (kun) i mødet med et andet menneske, at vi kan føle med det, og handle moralsk; 4) Smiths teori er ikke en etisk teori, men en teori om hvordan moralsk medfølelse opstår; og 5) man kan med Smiths teori konkludere, at Venligboerne og Radikale Venstre er umoralske fordi de ikke handler på baggrund af medfølelse med konkrete mennesker.


Der er mindst tre væsentlige problemer her. Det første at Smiths teori på flere centrale punkter er misforstået. Modsat hvad Selsing hævder, så er det nemlig også en etisk teori (4), blot en teori som tager udgangspunkt i konkrete etiske vurderinger. Smith er sentimentalist og partikularist, men det betyder ikke at han ikke har en en teori om hvilke handlinger som er rigtige og forkerte. Endnu vigtigere er det, at der intet i Smiths teori er som fordrer at moral skal knytte sig til personer man har en særlig grad af følelsesmæssig eller fysisk nærhed til (3), snarere tværtimod. Smith fremhæver at den korrekte moralske vurdering foretages af en hypotetisk upartisk betragter. Vores medfølelse kan kun engageres af personer i en konkret situation, men de personer den rettes mod kan være hvem som helst og hvor som helst. Og selvom vores medfølelse uundgåeligt bliver formet af hvem vi selv er, så bør vi tilstræbe at tilsidesætte den form for forstyrrende følelsesmæssig tilknytning som Selsing lægger vægt på, så den ikke slører vores moralske dømmekraft.

Et andet, og nok så væsentligt problem er, at Smith var en vigtig tænker for ca. 250 år siden, men at hans ideer i dag gavmildt kan beskrives som forældede. Hans teori er mest beslægtet med moderne dydsetik, selvom også moderne kantianere vil dele visse af hans synspunkter, men i begge tilfælde har forskningen flyttet vores forståelse meget langt i mellemtiden. Et oplagt problem er for eksempel at de fleste moralfilosoffer idag accepterer den Scanlonske pointe, at vi bør vurdere agenters intentioner og den moralske kvalitet af deres handlinger hver for sig (der er uenighed om hvorvidt intentioner overhovedet er moralsk relevante, men ret bred konsensus om at de, hvis de er, først og fremmest er det for vurderingen af agenten, ikke handlingen). Det betyder at selv hvis det var rigtigt at man kunne konkludere sådan på baggrund af Smith (og det er det, som ovenfor nævnt ikke), så ville det stadig være meget tvivlsomt at Venligboerne og Radikale Venstre var umoralske fordi de ikke handler på baggrund af medfølelse med konkrete mennesker. Vi ville snarere konkludere, at det ganske enkelt var et af de områder hvor vi har indset at Smith tog fejl. Fordi han er en væsentlig tænker kan man hente meget inspiration i Smiths værk, men uden videre at tage ham til indtægt for hvad der er rigtigt og forkert svarer lidt til at hive en medicinsk teori fra 1700-tallet frem for at forklare årsagerne til en kompliceret moderne sygdom; vi er blevet klogere siden da.

Sidst men ikke mindst har Selsings argument den alvorlige brist at det er selvmodsigende. Hvis Smiths teori ikke er en etisk teori, men en teori om hvordan moralsk medfølelse opstår (4) så kan den ikke bruges til forstå hvorfor humanister ikke har god moral (1). I konteksten er det nemlig indlysende at dette for Selsing både betyder at de er dårlige mennesker og at de handler forkert. Men en deskriptiv, moralpsykologisk teori (hvilket Smiths teori, som nævnt, ikke kun er) ville ikke kunne føre til en normativ konklusion, som for eksempel at Venligboere handler moralsk forkert; det er den naturalistiske fejlslutning.

Moralfilosofi er kompliceret, og den moderne forskning i rivende udvikling. Det er ikke så mærkeligt at lægmand kan få det galt i halsen. Det oplever jeg regelmæssigt på især de første år af bacheloruddannelsen, hvor man bruger en del kræfter på at afhjælpe den type misforståelser og fejlslutninger som præger Selsings indlæg. Men det er deprimerende at mainstream medier ukritisk giver plads til at de kan florere. Ligesom det er på høje tid af få skiftet medie-makro ud med seriøs økonomisk teori, så er det på tide med et opgør med medie-moral til fordel for formidlingen af seriøs etisk forskning.