V, S, DF og K har netop gennemført den begrænsning af ytringsfriheden, som regeringen først søsatte i kølvandet på TV2s dokumentar om Grimhøjmoskeen i Århus. Mere præcist er det nu blevet forbudt at billige en hel række kriminelle forhold - fra terror i den ene ende til flerkoneri i den anden - hvis det sker i forbindelse med religiøs forkyndelse, og inviterede prædikanter fra udlandet kan blive afvist indrejse, hvis staten vurderer at de forkynder på denne måde.
Det første som er interessant ved dette tiltag er at det illustrerer, at det for en lang række politiske aktører ikke var noget de faktisk mente, når de tidligere har sagt at ytringsfriheden var "absolut", "ikke kan gradbøjes", "ikke har noget "men..."" og lignende. I praksis har de alle det langt mere rimelige synspunkt at ytringsfriheden er en rettighed ligesom andre rettigheder, hvor vi må overveje og afgøre hvilke grænser den skal have (det, at ytringsfrihed må forstås sådan, har jeg på et tidspunkt skrevet lidt om i Politiken).
Der findes naturligvis mere reflekterede og principielle forsvarere for udstrakt ytringsfrihed, også på den politiske fløj som har været flittigst til at tale om absolut ytringsfrihed, og som pt. står i spidsen for at begrænse den, for eksempel Flemming Rose og Jacob Mchangama. Men for en stor dels vedkommende er tiltaget en afsløring af, at disse aktører er hvad man kan kalde lejlighedsliberalister: de er tilhængere af liberale principper i visse sammenhænge, men ikke i alle.
Det har den anseelige fordel, at journalister fra nu af kan og bør
reagere på disse aktørers eventuelle brug af argumentet om, at ytringsfriheden er
absolut, ved at slå en høj og hånlig latter op, efterfulgt af et tørt
"Nej, men hvad er din egentlige grund til at mene X?" Den offentlige debat om ytringsfriheden, der lige siden diskussionen af Muhammed-tegningerne i 2005 mildt sagt har været rodet og fuld af fejlslutninger, kan kun blive klarere og mere informativ, ved at forestillingen om absolut ytringsfrihed i vid udstrækning nu er blevet gjort uanvendelig som argument.
Det rejser også spørgsmålet om, hvorfor så mange tidligere erklærede tilhængere af (næsten) absolut ytringsfrihed i virkeligheden er lejlighedsliberalister? Man kan forestille sig, men naturligvis ikke vide, at det for manges vedkommende er sådan, at de er tilhængere af liberale principper når disse kan støtte deres på forhånd givne synspunkter, men ikke når de strider mod dem. Det er plausibelt alene af den grund, at en del moralpsykologisk forskning viser at mennesker ofte har den type forhold til principper: de tjener fortrinsvis til at rationalisere og understøtte synspunkter, som man allerede har tilsluttet sig af andre, ikke-principielle grunde.
Det andet som er interessant er de argumenter som er kommet på bordet for at begrænse ytringsfriheden. Selvom ytringsfriheden hverken er eller bør være absolut, så følger det
ikke at en hvilken som helst begrænsning af ytringsfriheden er legitim. I sloganform
er spørgsmålet ikke om det bør hedde "ytringsfrihed, men...", men hvilket "men..." der skal komme efter ytringsfrihed.
Bertel Haarder, der som Kulturminister har stået i spidsen for at udforme lovgivningen, siger i et kritisk interview at "...det er
en lille begrænsning af ytringsfriheden, der [...] [kun gælder] i
læresituationer, og derfor forstår jeg slet ikke den store bekymring". Det er det defensive argument, dvs. "denne begrænsning af ytringsfriheden er ikke et problem, fordi..." Han siger også at formålet er at få muslimske prædikanter til at "holde sig på måtten", og derved forhindre eller begrænse skabelsen af parallelsamfund, og rekrutteringen af "Syrienskrigere". Det er det offensive argument, dvs. "denne begrænsning af ytringsfriheden er en god ide, fordi..."
Det er først og fremmest lidt underholdende fordi Haarder, som Information bemærker, er en af de politikere som ofte har agiteret for absolut ytringsfrihed: "Man må sige, hvad man vil. Man må også sige frygtelige ting. Men hvis
man gør frygtelige ting, så skal hammeren falde.[...] Med ytringsfriheden
får vi tingene frem i luften. Så hører vi det – og så kan det også
blive imødegået. Og derfor sagde Grundtvig: ’Munden fri, men hænderne
bundet.’"
Men det er også bekymrende, for de to argumenter er mildt sagt ikke imponerende. Det defensive argument kan forstås bredt eller snævert. Den brede fortolkning er, at det ikke er et problem at indskrænke ytringsfriheden, hvis det kun er visse ytringer, af visse personer, i visse situationer, som bliver forbudt. Det synspunkt holder ikke, hvad Haarder antageligt godt ville kunne se, hvis man forestillede sig at en venstrefløjsregering forbød Vs folketingskandidater (visse personer) at ytre forsvar for liberal politik (visse ytringer) i valgkampssammenhænge (visse situationer).
Den snævre fortolkning er, at begrænsning af ytringsfriheden ikke er et problem hvis det kun er lige netop disse personers ytringer, af lige netop denne type, i lige netop disse situationer, som bliver forbudt. Der er to problemer med denne udgave: for det første bliver den til en cirkelslutning. Den gentager i princippet bare Haarders konklusion, som argument for konklusionen. For det andet forekommer den oplagt diskriminerende: den hævder eksplicit at det er legitimt at begrænse en bestemt lille gruppe personers frihed, ikke fordi det i almindelighed er legitimt at begrænse personers frihed i beslægtede situationer (det er den generelle udgave af argumentet), men fordi de er netop hvem de er.
Det offensive argument klarer sig ikke meget bedre. For det første lider det under en påfaldende mangel på empirisk støtte. Påstanden er, at denne begrænsning af ytringsfriheden vil have en række gavnlige effekter, men der fremsættes ingen dokumentation for at det vil være tilfældet. For det andet er det ikke indlysende at synspunktet kan generaliseres. Ideen må være, at vi legitimt kan begrænse ytringsfriheden, hvis vi derved forhindrer sociale ulemper som parallelsamfund og fundamentalistiske troende. Men antageligt ville vi kunne forhindre utallige sociale ulemper, på alle mulige områder, ved at begrænse bestemte personers ytringsfrihed. For eksempel ville vi antageligt kunne reducere fedme ved at forbyde reklamer for sukkerholdige produkter, skattesvindel ved at forbyde bankers økonomiske rådgivning, og racisme ved at forbyde journalister at trykke kritiske historier om indvandrere og efterkommere i Danmark. Da der næppe findes nogen som mener at alle sådanne tiltag er legitime, så er princippet forkert.
Et mere plausibelt princip er, at vi legitimt kan forbyde en bestemt type ytringer, hvis vi har gode grunde til at formode, at den langsigtede gavn af forbuddet overstiger den langsigtede ulempe, inklusiv den øgede risiko for yderligere, illegitime begrænsninger af ytringsfriheden. Men en sådan grundig og nuanceret afvejning har de ansvarlige politikere, med Haarder i spidsen, end ikke forsøgt, og det er ikke givet hvordan den ville falde ud i spørgsmålet om den aktuelle lovgivning.
Man kan naturligvis mene, at hele denne form for diskussion er naiv, idet lovgivningen måske i virkeligheden udelukkende har til formål at skabe politisk popularitet hos en bestemt vælgergruppe, dvs. at den er symbolpolitik. Men det ville være en deprimerende konklusion: det eneste som er mere trist end et elendigt forsvar for begrænsninger af ytringsfriheden, er hvis de som begrænser den end ikke tager den seriøst nok til at mene, at det er værd at overveje om en begrænsning kan forsvares.
mandag den 6. juni 2016
onsdag den 1. juni 2016
Vaccinationsetik redux
MetroExpress har sat fokus på problematikken med den alt for lave tilslutning til børnevaccinationer, blandt andet ved at lave en undersøgelse, som viser at overraskende mange danskere (61%) støtter ideen om at kræve, at børn følger vaccinationsprogrammet for at få adgang til institutioner og skoler. Kald dette og beslægtede tiltag for obligatorisk børnevaccination (OBV).
Den slags undersøgelser skal altid tages med et gran salt, og det er heller ikke givet at det er en god ide, blot fordi et flertal i befolkningen støtter forslaget (de kunne jo tage fejl...). Hvorvidt vi bør indføre OBV bør snarere afgøres af hvor gode argumenter der findes for og imod (dem har jeg forsøgt at skitsere her). Men et interessant perspektiv i undersøgelsen er, at den betyder at politikere og andre med indflydelse på sundhedspolitik ikke kan undslå sig for at tage initiativ på området, ved at henvise til at de ikke har opbakning i befolkningen. Hvis de vil afvise OBV, så må de gøre det med henvisning til netop argumenter for hvorfor det, befolkningens tilslutning til trods, alligevel er en dårlig ide.
Det for mig mest interessante ved undersøgelsen er derfor de reaktioner den har afstedkommet. Den kedelige og forudsigelige reaktion kommer fra Venstres Sundhedsordfører, som ganske enkelt snakker udenom, ved blot at fortælle hvad partiet vil (noget andet end OBV), uden at besvære sig selv eller borgerne med at forklare hvorfor Venstre foretrækker dette.
En mere interessante reaktion kommer fra DFs Sundhedsordfører, Liselott Blixt, som "frygter, at det er udtryk for en [...] uforståelig vilje til at ofre individets frihed til fordel for statens ønsker og krav." Den reaktion er mest interessant fordi den er så indlysende på vildspor. For det første fordi den foreslåede politik ikke ofrer individets frihed til fordel for statens ønsker og krav, men til fordel for individers sikkerhed og sundhed. For det andet fordi den ignorerer at vi foretager sådanne ofre af individuel frihed, hver eneste gang vi lovgiver. Antageligt mener Blixt ikke at al lovgivning er uforståelig, men hendes argument giver os ikke grund til at mene noget andet om OBV end vi mener om lovgivning i almindelighed. Og endelig fordi, som Thomas Ploug citeres for i samme artikel, så er det faktisk den mest traditionelle og ukontroversielle begrundelse for en lovgivning der begrænser individets frihed, at den derved beskytter individers sikkerhed og sundhed. For så vidt nogle lovgivningsmæssige indgreb i frihed er sværere at begrunde end andre, så hører OBV altså til i den lette kategori, stik modsat hvad Blixt tilsyneladende antager.
Men den mest interessante reaktion kommer fra Jakob Birkler, tidligere formand for Etisk Råd, som mener at "man med tvang risikerer, at modstanderne af vacciner vil stå endnu mere stejlt på deres synspunkter, og at det i det hele taget er problematisk for os som samfund, hvis vi holder op med at lytte til dem, vi er uenige med." Denne reaktion er interessant dels fordi vi får to relativt originale og relevante indvendinger, men også fordi et hurtigt eftersyn afslører hvor dårlige de er.
Det er således meget muligt, at tvang vil få modstandere til at stå endnu stejlere på deres synspunkter. Men formålet med at lovgive om OBV er ikke at overbevise dem. Det ville være bekvemt hvis OBV havde den gunstige sideeffekt, at den også førte til at vaccinationsskeptikere indså, at vacciner er til både deres barns og flertallets bedste, men det er ikke centralt for lovgivningen om den har denne eller den modsatte effekt. Det er derimod centralt om den fører til, at flere vaccinerer deres børn. Og ideen er jo netop, at personer som er modstandere af vacciner kan bringes til at vaccinere alligevel, ved at indføre OBV.
Omvendt er der ingen grund til at tro, at vi som samfund skulle ændre indstilling til, om vi vil eller ikke vil lytte til folk vi er uenige med, fordi vi indfører OBV. Selv hvis det er rigtigt, at det udgør en slags problem, hvis man ikke er villig til at lytte til folk man er uenig med (det er det, i parantes bemærket, nok i nogle sammenhænge, men næppe i alle), så er det ikke oplagt hvorfor vi skulle blive mere tilbøjelige til ikke at lytte fordi vi lovgiver.
En anden mulig tolkning er mere metaforisk: måske Birkler mener, at man ikke er villig til at lytte til personer man er uenig med, hvis man tager en beslutning, om det man er uenige om, før man er nået til enighed. Problemet med det udsagn er, for det første, at det er komplet urealistisk nogensinde at opnå konsensus i et demokrati med fem millioner indbyggere. Og for det andet, at det ikke er klart hvorfor det skulle være et problem. Hvis vi forestiller os at nogle hærdede voldsforbrydere er tilhængere af, at afkriminalisere vold, så giver det ikke indlysende i sig selv nogen grund til at vi ikke skulle kunne indføre eller opretholde love, som gør det forbudt at slå folk ned på gaden. Forklaringen på det er ganske enkelt, at disse fiktive voldsmænd for det første tager fejl - det er faktisk moralsk forkert at slå folk ned, og vi kan legitimt forhindre andre mennesker i at gøre det - og for det andet at deres mening i sig selv er irrelevant, sammenlignet med hensynet til at forhindre at andre mennesker lider alvorlig skade. Men noget fuldstændig tilsvarende gør sig gældende i situationen med OBV: ved at lovgive forhindrer vi, at nogle personer ender med at gøre skade på andre mennesker.
Birkler citeres også for at "[v]ores samfund bevæger sig i en retning, hvor vi har mere og mere fokus på nytteetik, hvor fokus på et større mål let fjerner vores blik for den enkelte. Men det er vigtigt, at vi tænker på og ser den enkelte og mere end blot hvad der nytter. Eksempelvis vil organhandel også være til stor nytte men er af andre grunde en meget dårlig ide. Omvendt vil dyr medicin til døende ikke nytte i det store billede men er alligevel en god praksis i mange situationer." Jeg tror det er meget tvivlsomt, om et eneste af de fire udsagn er rigtige. Men kommentaren er først og fremmest pudsig, fordi den helt undgår at forholde sig til det konkrete emne. Det kan være den er havnet ude af kontekst, men som den står er den irrelevant for den aktuelle problemstilling.
Udenomsnak, nonsens, og dårlige argumenter. Hvis det virkelig er de bedste begrundelser til ikke at indføre OBV, så var det måske på tide at overveje, om ikke det var værd at følge flertallet i befolkningen på lige præcis dette punkt.
Den slags undersøgelser skal altid tages med et gran salt, og det er heller ikke givet at det er en god ide, blot fordi et flertal i befolkningen støtter forslaget (de kunne jo tage fejl...). Hvorvidt vi bør indføre OBV bør snarere afgøres af hvor gode argumenter der findes for og imod (dem har jeg forsøgt at skitsere her). Men et interessant perspektiv i undersøgelsen er, at den betyder at politikere og andre med indflydelse på sundhedspolitik ikke kan undslå sig for at tage initiativ på området, ved at henvise til at de ikke har opbakning i befolkningen. Hvis de vil afvise OBV, så må de gøre det med henvisning til netop argumenter for hvorfor det, befolkningens tilslutning til trods, alligevel er en dårlig ide.
Det for mig mest interessante ved undersøgelsen er derfor de reaktioner den har afstedkommet. Den kedelige og forudsigelige reaktion kommer fra Venstres Sundhedsordfører, som ganske enkelt snakker udenom, ved blot at fortælle hvad partiet vil (noget andet end OBV), uden at besvære sig selv eller borgerne med at forklare hvorfor Venstre foretrækker dette.
En mere interessante reaktion kommer fra DFs Sundhedsordfører, Liselott Blixt, som "frygter, at det er udtryk for en [...] uforståelig vilje til at ofre individets frihed til fordel for statens ønsker og krav." Den reaktion er mest interessant fordi den er så indlysende på vildspor. For det første fordi den foreslåede politik ikke ofrer individets frihed til fordel for statens ønsker og krav, men til fordel for individers sikkerhed og sundhed. For det andet fordi den ignorerer at vi foretager sådanne ofre af individuel frihed, hver eneste gang vi lovgiver. Antageligt mener Blixt ikke at al lovgivning er uforståelig, men hendes argument giver os ikke grund til at mene noget andet om OBV end vi mener om lovgivning i almindelighed. Og endelig fordi, som Thomas Ploug citeres for i samme artikel, så er det faktisk den mest traditionelle og ukontroversielle begrundelse for en lovgivning der begrænser individets frihed, at den derved beskytter individers sikkerhed og sundhed. For så vidt nogle lovgivningsmæssige indgreb i frihed er sværere at begrunde end andre, så hører OBV altså til i den lette kategori, stik modsat hvad Blixt tilsyneladende antager.
Men den mest interessante reaktion kommer fra Jakob Birkler, tidligere formand for Etisk Råd, som mener at "man med tvang risikerer, at modstanderne af vacciner vil stå endnu mere stejlt på deres synspunkter, og at det i det hele taget er problematisk for os som samfund, hvis vi holder op med at lytte til dem, vi er uenige med." Denne reaktion er interessant dels fordi vi får to relativt originale og relevante indvendinger, men også fordi et hurtigt eftersyn afslører hvor dårlige de er.
Det er således meget muligt, at tvang vil få modstandere til at stå endnu stejlere på deres synspunkter. Men formålet med at lovgive om OBV er ikke at overbevise dem. Det ville være bekvemt hvis OBV havde den gunstige sideeffekt, at den også førte til at vaccinationsskeptikere indså, at vacciner er til både deres barns og flertallets bedste, men det er ikke centralt for lovgivningen om den har denne eller den modsatte effekt. Det er derimod centralt om den fører til, at flere vaccinerer deres børn. Og ideen er jo netop, at personer som er modstandere af vacciner kan bringes til at vaccinere alligevel, ved at indføre OBV.
Omvendt er der ingen grund til at tro, at vi som samfund skulle ændre indstilling til, om vi vil eller ikke vil lytte til folk vi er uenige med, fordi vi indfører OBV. Selv hvis det er rigtigt, at det udgør en slags problem, hvis man ikke er villig til at lytte til folk man er uenig med (det er det, i parantes bemærket, nok i nogle sammenhænge, men næppe i alle), så er det ikke oplagt hvorfor vi skulle blive mere tilbøjelige til ikke at lytte fordi vi lovgiver.
En anden mulig tolkning er mere metaforisk: måske Birkler mener, at man ikke er villig til at lytte til personer man er uenig med, hvis man tager en beslutning, om det man er uenige om, før man er nået til enighed. Problemet med det udsagn er, for det første, at det er komplet urealistisk nogensinde at opnå konsensus i et demokrati med fem millioner indbyggere. Og for det andet, at det ikke er klart hvorfor det skulle være et problem. Hvis vi forestiller os at nogle hærdede voldsforbrydere er tilhængere af, at afkriminalisere vold, så giver det ikke indlysende i sig selv nogen grund til at vi ikke skulle kunne indføre eller opretholde love, som gør det forbudt at slå folk ned på gaden. Forklaringen på det er ganske enkelt, at disse fiktive voldsmænd for det første tager fejl - det er faktisk moralsk forkert at slå folk ned, og vi kan legitimt forhindre andre mennesker i at gøre det - og for det andet at deres mening i sig selv er irrelevant, sammenlignet med hensynet til at forhindre at andre mennesker lider alvorlig skade. Men noget fuldstændig tilsvarende gør sig gældende i situationen med OBV: ved at lovgive forhindrer vi, at nogle personer ender med at gøre skade på andre mennesker.
Birkler citeres også for at "[v]ores samfund bevæger sig i en retning, hvor vi har mere og mere fokus på nytteetik, hvor fokus på et større mål let fjerner vores blik for den enkelte. Men det er vigtigt, at vi tænker på og ser den enkelte og mere end blot hvad der nytter. Eksempelvis vil organhandel også være til stor nytte men er af andre grunde en meget dårlig ide. Omvendt vil dyr medicin til døende ikke nytte i det store billede men er alligevel en god praksis i mange situationer." Jeg tror det er meget tvivlsomt, om et eneste af de fire udsagn er rigtige. Men kommentaren er først og fremmest pudsig, fordi den helt undgår at forholde sig til det konkrete emne. Det kan være den er havnet ude af kontekst, men som den står er den irrelevant for den aktuelle problemstilling.
Udenomsnak, nonsens, og dårlige argumenter. Hvis det virkelig er de bedste begrundelser til ikke at indføre OBV, så var det måske på tide at overveje, om ikke det var værd at følge flertallet i befolkningen på lige præcis dette punkt.
Abonner på:
Opslag (Atom)