Reformliderlighed og offentlig ledelse

(Advarsel: indlægget er i ret begrænset omfang filosofisk; bloggen vender tilbage til sit sædvanlige fokus med næste indlæg)

Første Verdenskrig var en næsten ufattelig destruktiv konflikt. 16 millioner mennesker mistede livet som en direkte konsekvens af krigen, og den efterfølgende influenzaepidemi (som var i hvert fald delvist forårsaget af krigen) kostede mellem 50 og 100 millioner mennesker livet. Læg dertil millioner af sårede, enorme økonomiske skader, og det forhold at krigen var med til at skabe vilkårene for den endnu mere destruktive Anden Verdenskrig, og omfanget af katastrofen bliver næsten uforståeligt.

Historikere har lige siden brugt mange kræfter på at vurdere hvordan så ødelæggende en krig kunne starte, og hvorfor den fik lov at fortsætte så længe som den gjorde. Det har især virket påfaldende, at det var indlysende irrationelt for alle parter at gå i krig, og at fortsætte efter at det blev klart hvor mange menneskeliv den kostede hver dag, uge, og måned. Upartisk betragtet var der ingen af de centrale krigsførende nationer som stod til at vinde mere end de ville tabe ved at føre krig. Alligevel var der næsten ingen tøven før de kastede sig ud i krigen, og de fortsatte stort set alle til den bitre ende.

Én traditionel forklaring har været at skyde skylden på generalernes krigsliderlighed. Hypotesen går på, at officerer dengang udgjorde en subkultur med egne normer, som skabte mål og incitamenter der afveg kraftigt fra resten af samfundets. For den krigsliderlige general var målet at komme i krig, for derved at få lejlighed til at bruge sin magt over materiel og mandskab, og til at teste sine evner som strateg og leder mod modstanderens officeres evner. Formålet med og resultatet af krigen er i denne optik mindre vigtigt (undtagen for så vidt de afspejler om generalen klarede sig godt eller skidt), end selve det at føre krig.

Det er oplagt at spørge til om det faktisk er historisk korrekt at europæiske officersgrupper har haft denne indstilling, og om den i givet fald faktisk havde afgørende indflydelse på at Første Verdenskrig blev udkæmpet. Men stereotypen er i sig selv interessant, uanset om dette er tilfældet eller ej. Det er den fordi vi potentielt kan genkende de to centrale træk - (1) en subkultur med egne normer blandt ledere, som (2) skaber perverse incitamenter, dvs. mål som er skadelig for resten af samfundet - i andre sammenhænge.

Et moderne eksempel som er underbeskrevet kunne være den offentlige leder som er karakteriseret ved reformliderlighed. For moderne ledere i store dele af det offentlige er der i hvert fald 3 forhold, som er med til at forme deres incitamenter og kultur:
1) Lederen er ansvarlig for en given institution eller organisation i en begrænset periode, typisk omkring 5 år, og meget sjældent mere end 10 år.
2) Der er ingen, eller så godt som ingen, objektiv ekstern evaluering af lederens resultater, og selv når de findes er der ingen forbindelse til lederens incitamenter i form af belønning eller straf.
3) Lederen har meget få meningsfulde driftsopgaver (f.eks. at tage del i det daglige arbejde), dvs. lederens eneste eller dominerende funktion er at være ansvarlig for evt. forandringer af institutionen eller organisationen.

Tilsammen skaber disse tre forhold en struktur hvor lederens sociale status og mulighed for at legitimere berettigelsen af sin stilling ("Hvorfor sparer vi ikke lederen væk, næste gang der er fyringsrunde?") er knyttet til det at igangsætte og gennemføre væsentlige reformer af institutionen eller organisationen, og hvor der ingen risiko er ved at lave sådanne reformer, fordi deres effekt ikke evalueres systematisk, og fordi de langsigtede effekter typisk først bliver synlige længe efter at lederen er flyttet til en ny stilling. Læg dertil at en moderne leders sociale status i subkulturen af ledere er nært knyttet til netop det at være (og demonstrere at man er) aktiv, initiativrig, handlende, og energisk.

Derved begynder lighederne mellem stereotypen om den krigsliderlige general og den reformliderlige leder antageligt at blive synlige. For den reformliderlige leder er målet at være ansvarlig for at igangsætte og gennemføre væsentlige reformer, der giver lederen mulighed for at bruge sit ansvar og magt. Formålet med og resultaterne af reformerne er derimod mindre vigtige, og kan langt hen ad vejen være efterrationaliseringer, som fortrinsvis tjener til at give reformen en fernis af legitimitet.

Der er kun tale om en fernis af legitimitet, fordi det typisk er tydeligt for medarbejdere i institutionen eller organisationen, at det erklærede formål og de præsenterede argumenter for reformen ikke holder for et kritisk eftersyn, ligesom det typisk er tydeligt for disse medarbejdere at ledelsen ikke selv tager det erklærede formål og argumenter alvorligt, f.eks. ved at tage kritik der illustrerer at en planlagt reform ikke vil tjene det erklærede formål til efterretning, og aflyse reformen.

Sådanne formål og argumenter er snarere en form for "bullshit", der som filosoffen Harry Frankfurt har diagnosticeret, adskiller sig fra løgn ved at både afsender og modtager af bullshit er klar over at påstanden er falsk, og ved at afsender implicit signallerer at vedkommende er ligeglad med at påstanden er falsk, og at modtageren er klar over det.

Hvorfor er reformlidelighed et problem? Overvej som eksempel en væsentlig reform på et lille universitet med 1000 medarbejdere (enhver lighed med virkelige personer og institutioner er utilsigtet og tilfældig...). Igangsættelsen af en reform kræver medarbejderinddragelse, således at den kan udformes på den mest hensigtsmæssige måde. Typisk vil hver medarbejder bruge måske 1½-2 arbejdsdage fordelt over et halvt til et helt år på at læse udkast og arbejdspapirer, udtænke og skrive kommentarer, gå til møder, og diskutere reformen. En mindre gruppe medarbejdere, måske hver tiende, vil lægge væsentligt flere kræfter i arbejdet, måske 7-10 arbejdsdage, fordi de sidder i arbejdsgrupper der holder flere og længere møder, indsamler kommentarer og skriver høringssvar, og lignende. Antag at den gennemsnitlige medarbejder på et universitet har en månedsløn på 40.000DKK inklusiv pension, hvilket giver en gennemsnitlig timeløn på ca. 250kr (en konservativ antagelse, givet at både professorer og lektorer tjener mere end dette). Det betyder at de økonomiske omkostninger alene ved at igangsætte reformen er (med de laveste af ovennævnte skøn):
900 medarbejdere x 12 timer x 250 kroner/time +
100 medarbejdere x 56 timer x 250 kroner/time =
4.1 millioner kroner (!)

Når reformen implementeres opstår der yderligere omkostninger i kraft af arbejdet med at gennemføre den og omstille institutionen eller organisation, og tabt effektivitet i overgangsperioden. Især den sidste faktor er let at undervurdere. Hvis for eksempel hver medarbejder efterfølgende arbejder på gennemsnitligt 95% effektivitet i et år (hvorefter arbejdssituationen igen er normaliseret), så koster det i praksis:
1000 medarbejdere x (2000 arbejdstimer x 0.05) x 250 kroner/time =  25 millioner kroner (!!)

Spørgsmålet er hvad man skal stille op med reformliderlige ledere? Som eksemplet ovenfor illustrerer så er det uomtvisteligt at de kan gøre skade, ganske enkelt ved at igangsætte og gennemføre omkostningsfulde reformer der ikke stiller institutionen eller organisationen væsentligt bedre (og naturligvis især hvis reformen i sig selv endog stiller den værre).

I svaret på det spørgsmål er det på engang naivt og urimeligt at individualisere problemet, ved f.eks. at kræve at den enkelte leder blot skal agere efter andre, mere hensigtsmæssige incitamenter. Vil man for alvor gøre op med problemet, er man snarere nødt til at ændre på de strukturer, som skaber perverse incitamenter. Det kan gøres på mange måder, men et oplagt svar kunne være at lederes ageren skal underlægges samme type analyser, evalueringer, og resultatløn som andre dele af det offentlige har opereret med under NPM. Mere præcist kunne man stille to krav til lederes igangsætten og gennemførsel af reformer:

1) Der skal gennemføres en cost-benefit analyse før enhver væsentlig reform (hvor væsentlighed må defineres mere præcist for den enkelte institution og organisation, på en måde som ikke lader det være op til lederens fortolkning hvornår en reform er væsentlig), hvor de samlede omkostninger for reformen vurderes, og sammenlignes med de forventede og objektivt målbare fordele som reformen vil medføre. Naturligt nok må udgifterne til at lave en sådan analyse høre med til omkostningerne, og en leder bør efterfølgende kun kunne igangsætte reformen for så vidt resultatet af analysen viser at de forventede og objektivt målbare fordele klart overstiger omkostningerne.

2) Der skal efterfølgende gennemføres systematiske evalueringer af reformens effekt, centralt på om de forventede fordele faktisk har manifesteret sig som objektivt målbare resultater (udgifterne til disse evalueringer bør naturligvis også medregnes som omkostninger ved reformen i cost-benefit analysen). Lederens incitamenter bør knyttes tæt til resultatet af disse evalueringer, også i de tilfælde hvor lederen i mellemtiden har forladt organisationen, f.eks. ved at en væsentlig andel af lederens løn udbetales med mange års forsinkelse, og betinges af at evt. reformer har haft dokumenterbar gavnlig effekt.

Det siger sig selv at ledere vil modsætte sig sådanne tiltag, fordi de på engang begrænser deres råderum og introducerer risici hvis de udøver dårlig ledelse. Det problem har også historisk plaget forsøgene på at underlægge militære ledere civil og politisk kontrol. Men selvom de skader en leder i det offentlige kan påføre samfundet må antages at være noget mere beskedne end de ulykker som generaler kan afstedkomme, så er der god grund til at tøjle perverse incitamenter, hvad enten det er krigs- eller reformlidelighed, der er på spil.

Fælles ressourcer og positionelle goder (og hvorfor det første ikke bør spildes på det andet)

Da jeg for en del år siden arbejdede som studievejleder var en af mine opgaver at formidle information om RUCs uddannelser til potentielle studerende. Et af de bærende idealer for vores vejledning var, at vi havde til formål at hjælpe den enkelte ansøger med at finde det, som var bedst for netop hende; ikke med at overtale til noget bestemt, for eksempel at søge ind på det universitet jeg selv var ansat af. Det betød at jeg efter bedste evne informerede om både styrker og svagheder ved uddannelserne på RUC, og foreslog alternativer der var værd at undersøge på andre uddannelsessteder.

Tilgangen havde i hvert fald to væsentlige begrundelser. For det første, at den var et udtryk for respekt overfor de personer vi vejledte. I den potentielle konflikt mellem hvad der ville være bedst for dem og hvad der ville være bedst for min arbejdsgiver, RUC, ville det være et indlysende svigt af disse personer og den tillid de viste os som vejledere at vælge side til fordel arbejdsgiveren.

For det andet var min arbejdsgiver kun i en vis forstand RUC. Som offentligt ansat var jeg lønnet af staten, og i en vis forstand forpligtet på at varetage hele det danske samfunds interesser. Og det er klart at det samlet set er en fordel, at så mange potentielle studerende som muligt finder den uddannelse der passer bedst for den enkelte, snarere end at de overtales til at vælge uddannelser som passer dem mindre godt, fordi dette skaber indtægt for de pågældende uddannelser.

Med universitetsreformen i 2003 ændrede denne tilgang sig relativt hurtigt. Ikke så meget for studievejledningerne, som i ret vidt omfang holdt fast i det tidligere ideal, men for universiteternes kommunikation i bredere forstand. Kommunikationen var før reformen i ret vidt omfang et fælles projekt mellem uddannelsesinstitutionerne og statsligt forankrede uddannelsesvejledningscentre, og tilstræbte at give relativt nøgtern information og overblik til potentielle studerende. Efter reformen blev kommunikationen i stigende grad individualiseret, så hvert uddannelsessted lancerede sin egen, produceret af professionelle bureauer, og fik form af reklame.

Sådanne reklamer kan have visse fordele. Københavns universitet har i flere år kørt en fremragende kampagne, der både giver et jordnært og underholdende indblik i dagligdagen på forskellige studier, og er så charmerende at man må forvente at det trækker personer til som ellers ikke ville have taget en uddannelse.

Men de har også en væsentlig ulempe: de skaber først og fremmest positionelle goder. Et gode er positionelt hvis det kun er godt for en person såfremt andre personer har mere eller mindre af samme gode. Omvendt er et gode intrinsisk, og ikke-positionelt, hvis det er godt for en person uafhængigt af om andre personer har mere eller mindre af det samme gode.  At være høj er for eksempel ikke et intrinsisk gode - der er ikke noget særligt godt eller skidt ved at have en bestemt højde - men det kan i mange sammenhænge være et positionelt gode. Det er en fordel for en basketballspiller at være højere end sine modspillere, dvs. ikke at have en bestemt højde, men simpelthen at have mere af godet "højde" end konkurrenterne.

Reklamer skaber først og fremmest positionelle goder. Det gælder også for reklamer for uddannelsesinstitutioner. Det er ikke en fordel for et universitet at der bliver reklameret for det uafhængigt af hvordan andre universiteter bliver reklameret for - det er kun en fordel at være et universitet med flere eller bedre reklamer, fordi man derved trækker flere studerende til (det er, hvis nogen skulle være i tvivl, i meget vidt omfang antallet af studerende som afgør hvor mange penge et universitet tjener).

Positionelle goder af denne art skaber ofte et væsentligt problem. De kan nemlig føre til et våbenkapløb, hvor alle skal bruge stadigt flere penge blot for at stå stille. Hver gang ét universitet opgraderer sit reklamebudget, så er de andre nødt til at følge med for ikke at miste studerende. Det er en variant af Tragedy of the Commons, hvor hver deltager i en konkurrence er tvunget til at bruge langt flere ressourcer på et formål end det ville være optimalt både samlet og individuelt, simpelthen fordi de enkelte deltagere i konkurrencen hele tiden er tvunget til at opgradere for ikke at tabe terræn.

Problematikken er imidlertid ikke unik for universitetsverdenen. Da jeg efter mine studier stiftede personligt bekendtskab med dagpengesystemet, på godt og (mest) ondt, slog det mig næsten øjeblikkeligt, at bag ved alle de små menneskelige katastrofer som systemet var fuldt af, så var der en langt mere væsentlig systemisk katastrofe. Hele systemet er nemlig i altovervejende omfang indrettet på at give de ledige positionelle goder.

Det væsentligste substantielle indhold i det moderne system er nemlig at give den enkelte redskaber til at skrive bedre ansøgninger og gøre et bedre indtryk til en jobsamtale. For den enkelte jobsøgende er sådanne redskaber vigtige - de kan gøre forskellen på at få arbejde eller ej (også selvom deres værdi typisk overdrives så voldsomt at det er ufrivilligt komisk). Men "bedre" betyder i denne sammenhæng kun "bedre end konkurrenterne". For hver jobsøger som får jobbet fordi hun har opgraderet sin ansøgning er der en anden jobsøger som derfor ikke får arbejde. Og da netop evnen til at søge job er en af de få kompetencer der groft sagt aldrig er brug for på en arbejdsplads, så får arbejdsgiverne ikke dygtigere medarbejdere af den grund.

Den store indsats som jobsøgere og store dele af dagpengesystemet gør for at give alle positionelle goder (på samme tid!) er således samlet set et enormt spild af ressourcer - hvis alle bliver flyttet lige meget af at arbejde med at forbedre deres jobsøgning, så ville intet gå tabt og ingen stå anderledes hvis ingen fik opgraderet deres jobsøgningsevner (for en mere realistisk betragtning er det ikke alle der bliver flyttet lige meget, men det er ikke klart at det gør en forskel for hvorvidt ressourcerne bliver spildt).

Sådanne ulemper ved konkurrencesystemer er velkendte og velbeskrevne i økonomisk teori, og der kan i nogle situationer være fordele der opvejer dem for konkurrence på det private marked. Men for statslige aktører er der i udgangspunktet kun grund til at investere i at skabe positionelle goder hvis 1) det kun er en begrænset gruppe der udstyres med det positionelle gode (hvis alle får det, så er vi lige vidt), og 2) der er en grund til at netop denne gruppe skal stilles bedre end andre. Det kunne for eksempel være, som såkaldte "luck-egalitarians" hævder, at vi bør hjælpe de, som er stillet dårligt uden selv at være skyld i det, med at blive stillet lige så godt som os andre. Det kunne for eksempel være børn fra bogligt svage hjem, som har en ufortjent ulempe i konkurrence med børn fra bogligt stærke hjem.

For de ovenstående eksempler (og utvivlsomt mange andre), er de betingelser ikke opfyldt. Givet at det er vores fælles ressourcer som spildes, og at vi næsten dagligt mindes om at de fælles ressourcer skal prioriteres særdeles hårdt, så er dette grundlæggende uforsvarligt. Hvis man vil finde et smertefrit sted at skære på offentlige udgifter, så er ressourcer som bruges til at skabe positionelle goder det oplagte sted at starte.

Kan hjernen fortjene at blive straffet?

I grove træk var ovenstående temaet for min første post doc, hvorfra jeg om kort tid publicerer den første artikel i Utilitas.

I en nøddeskal er problemet at vi ofte antager to ting på samme tid:
1) Det er uretfærdigt at straffe uskyldige personer, og
2) Menneskelige handlinger er forårsaget af de kemiske processer i hjernen.

Den første antagelse er et centralt princip i de dominerende deontologiske teorier om straffeetik, og den anden er en ukontroversiel konklusion i moderne hjerneforskning. Umiddelbart kan de to godt forenes, men problemet viser sig så snart vi går igang med at overveje præcist hvornår personer er henholdsvis skyldige og uskyldige.

En person er således helt oplagt uskyldig, hvis hun slet ikke har begået den pågældende forbrydelse (det var butleren der var morderen!). Men en person kan også være uskyldig, hvis hun ikke på den relevante vis er ansvarlig for at have begået forbrydelsen. Hvis for eksempel butleren har narret hende til at putte giften i kaffen, ved at bytte rundt på sukker og arsenik, eller hvis han hypnotiserer hende, putter en pistol i hendes hånd, og beordrer hende til at trykke på aftrækkeren, så har hun i en vis forstand begået forbrydelsen, men intuitivt er hun fortsat uskyldig. Med en almindelig distinktion er hun kausalt ansvarlig for forbrydelsen, men ikke moralsk ansvarlig for forbrydelsen.

For at være moralsk ansvarlig for en handling, og for de forudsigelige resultater af handlingen, så kræves det normalt både at man vidste eller burde kunne vide hvad man gjorde og hvad der ville ske, og at man havde kontrol over handlingen. I eksemplet med arsenik vidste hun ikke at det ikke var sukker hun puttede i gæstens kaffe, og der er ingen oplagt grund til at sige at hun burde kunne vide det. Og i eksemplet med hypnose kan vi forestille os at hun udmærket vidste hvad der foregik, men var ude af stand til at styre sin krop (det er vist nok ikke sådan hypnose virker, men vi kan godt forestille os at det var sådan det virkede).

Hvad skal der så til, for at have kontrol over sine handlinger? Et fremtrædende forslag til en betingelse er, at man skal have muligheden for at handle anderledes. Ifølge dette "principle of alternate possibilities" (PAP), så havde man ikke kontrol over en handling, hvis det slet ikke var muligt for én, at gøre noget andet end det man faktisk gjorde. Hvis jeg så at sige bare kørte ned af et sæt skinner, og hverken kunne dreje til højre eller til venstre, så var det ikke op til mig hvilken handling jeg udførte.

Ideen, som mest præcist blev formuleret af Peter van Inwagen i 1983, er blevet udfordret af kompatibilitister især ved hjælp af såkaldte Frankfurt-cases. Men selvom der er fortsat er debat i faglitteraturen, så er princippet så intuitivt stærkt (og alternativerne løber selv ind i så alvorlige udfordringer), at der er grund til at tage det seriøst. Men gør vi det, så har vi balladen, for kunne en person, hvis handling er resultatet af en kemisk process i hendes hjerne, have handlet anderledes end hun gjorde?

Umiddelbart kan det være svært at se, hvordan det skulle kunne være tilfældet. Selv hvis de kemiske processer i hjernen i en eller anden udstrækning er tilfældige, for eksempel fordi kvantemekaniske tilfældigheder påvirker dem, så er det ikke indlysende at det betyder, at personen kunne have handlet anderledes. Dét, at jeg går ud og tager en kop the, fordi de kemiske processer i min hjerne forløber på en bestemt måde, men ville have taget en kop kakao, hvis bestemte tilfældigheder havde fået processerne til at forløbe på en lidt anderledes måde, betyder ikke, at det var op til mig, om jeg ville drikke the eller kakao. Det er stadig en kemisk process der dikterer, om jeg gør det ene eller det andet, og det hjælper ikke (måske snarere tværtimod), at det var et rent tilfælde, at processen blev som den blev.

Vi kan opsummere disse betragtninger som en tredje antagelse, nemlig at:
3) En person, hvis handlinger er forårsaget af de kemiske processer i hjernen, kunne ikke have handlet anderledes end hun gjorde, og er derfor ikke moralsk ansvarlig for sine handlinger, og derfor uskyldig.

Sammen med de to første antagelser fører det til en meget overraskende konklusion:
K) Det er altid uretfærdigt, at straffe personer.

Vil vi undgå konklusionen er vi nødt til at afvise et af de tre præmisser. Man kan udfordre 3) (jeg har brugt en del kræfter på at undersøge forskellige alternativer), men mit bud ville være 1). Det betyder ikke, at vi ikke bør indrette straffesystemet således, at det forsøger kun at straffe personer som er kausalt ansvarlige, og som havde bestemte typer mentale tilstande i tilknytning til forbrydelsen - det kan der være andre grunde til. Men måske er det på tide, at vi accepterer, at der ikke gives så firkantede restriktioner på hvordan straffesystemet bør udformes, som deontologer traditionelt har antaget.

Videnskabsetik og videnskabelig habitus

For et par uger siden blev jeg kontaktet af en journalist fra Information, som var interesseret i de udfordringer det rejser, at lave et projekt om vaccinationsetik betalt af medicinalindustrien (se tidligere blogindlæg om projektet her, her, og her).

Under og efter at jeg talte med ham har jeg tænkt en del over det, og det forekommer mig, at der er to sæt af beslægtede men også forskellige udfordringer, som knytter sig til henholdsvis videnskabsetik og videnskabelig habitus.

Den første udfordring er den mest oplagte, men også i modsætning til hvad man måske kunne tro den nemmeste at håndtere. Dét, at lave et forskningsprojekt for en interessent, dvs. en person, institution eller virksomhed, som har stærke interesser i hvilke resultater projektet fører til, rejser potentielt en hel række problemer med at sikre at forskningen alligevel er objektiv og redelig, som især er velkendte og omdiskuterede netop i medicinsk forskning sponsoreret af medicinalvirksomheder (men som også optræder for eksempel når forskere laver rapporter for et ministerium, der ønsker sig et bestemt resultat, som nylige sager om forskning i landbrugets brug af gødning og antibiotika har illustreret).

Overordnet er der i hvert fald fem områder hvor det er nødvendigt at være påpasselig:

1) Et forskningsdesign kan prædeterminere et bestemt resultat (”som man spørger får man svar – og vi vil gerne have det her svar”). Hvis interessenten får lov til at bestemme forskningsdesignet, så risikerer man at forskningen skræddersyes til at levere en bestemt konklusion, hvorimod sober forskning tilstræber at spørge åbent, og forfølge argumentet derhen hvor det fører. Det er et problem vi også kender fra politisk nedsatte kommissioner, som ofte arbejder under så snævert et mandat, at svaret næsten er givet på forhånd. Løsningen er armslængde, således at interessenter kan være med til at bestemme hvad der skal undersøges, men ikke hvordan.

2) Forskere kan manipulere med empirien for at imødekomme interessentens ønsker, ved at plukke bestemte dele af den, eller ved decideret at forfalske den. Løsningen er at publicere alle relevante data, f.eks. forsøgsprotokoller og datasæt, samt at lade andre forskere efterprøve resultaterne ved at replicere. Netop det problem er man som filosof forskånet for, da etisk forskning nok trækker på empiri f.eks. i form af epidemiologers studier af fordele og ulemper ved vacciner, men ikke genererer selvstændige data.

3) Et mere relevant problem er, at fortolkninger kan drejes i en bestemt retning både pga. økonomiske interesser og sympati. Næsten al forskning involverer elementer af fortolkning, og det er solidt bevist i adfærdspsykologien, at incitamenter kan have stor effekt på hvordan vi tolker og vurderer, også (og måske især) ubevidst. I min forskning gør det sig for eksempel gældende når jeg skal vurdere hvilken empirisk forskning som er mest troværdig, når forskellige resultater peger i forskellige retninger. Løsningen er for det første at forsøge at minimere indflydelsen af stærkt forstyrrende incitamenter, for eksempel ved ikke at have nære økonomiske eller personlige relationer til interessenter, dernæst at forlade sig mest muligt på den data som der er konsensus om er den bedste, for eksempel Cochrane institutternes metastudier, og endelig at lade sine tolkninger vurdere af upartiske kritikere, for eksempel ifm. fagfællebedømmelse.

4) Forskere kan også argumentere på en måde som ikke er logisk valid, dvs. drage en konklusion som ikke følger af de præmisser der er etableret med udgangspunkt i data. Den slags fejl er ofte relativt lette at spotte for andre specialister, men sådanne fejlagtige ræsonnementer bliver ind imellem ikke opdaget fordi fagfællebedømmelse springes over eller udføres helt overfladisk gennem ”old-boys”-netværk. Derfor er det centralt at forskning publiceres i seriøse tidsskrifter, hvor der finder en ordentlig fagfællebedømmelse sted, og at hverken redaktører eller bedømmere har nære relationer til forfatteren eller interessenter.

5) Endelig er et overraskende almindeligt og undervurderet problem, at negative resultater ikke bliver publiceret. Det er et problem både systematisk, som den nylige repliceringskrise i psykologien har illustreret, men også, og især, når en interessent sponsorerer flere studier af det samme, og efterfølgende kan vælge f.eks. kun at publicere de studier som viste en statistisk signifikant effekt. En virksomhed, som har brug for at dokumentere at deres nye produkt virker bedre end konkurrentens eksisterende, kan finansiere 10 studier, og efterfølgende offentliggøre de 2 der viste en (lille) fordel, og 2 af de studier der viste ingen forskel, men begrave de 3 studier som viste at produktet virkede (lidt) dårligere, og de 3 andre som viste ingen forskel. Hvis alle studierne var publiceret ville den samlede konklusion være at præparatet virkede lige så godt eller en smule dårligere. Men ved at begrave de negative resultater kan det i stedet komme til at se ud som det virker bedre. Løsningen er at stille krav om at alle resultater når det overhovedet er muligt publiceres.

Herhjemme er disse problemer bl.a. blevet rejst af Peter Gøtzsche, men i international sammenhæng er Ben Goldacres ”Bad Pharma” nok den bedste kritiske introduktion , og en tekst som jeg havde meget i mente under projektet. Men det er vigtigt at understrege, at så alvorlige som disse problemer er, så er de også som forsker relativt lette at håndtere, netop fordi problemerne er velkendte, og der er etablerede praksisser for hvordan man som forsker skal undgå eller minimere dem.

Den anden udfordring er på sin vis sværere. Den handler om hvordan ens habitus, eller lidt mere jordnært formuleret troværdighed og autoritet som forsker, bliver påvirket af, at forskningen er betalt af en interessent. Konkret så kan det underminere min habitus som forsker i vaccinationsetik, at der overhovedet kan rejses en anklage om at jeg er "i lommen på medicinalindustrien", underforstået, at jeg er blevet betalt for mene noget bestemt, og formidle disse synspunkter som baseret på forskning. 

Det er at bemærke en passant noget nær det groveste man kan anklage en forsker for, men problemet her er ikke i første omgang at det er forkert, og derfor krænkende. Problemet er at det er relativt kompliceret at vise at det er forkert, fordi det kræver en grundig forklaring af hvilke problemer det kan medføre at blive betalt af interessenter, og hvorfor de ikke har præget den aktuelle forskning. I almindelighed er det sådan i den offentlige debat, at synspunkter som er lette og hurtige at forstå gør større indtryk end synspunkter som kræver mere tid og energi at begribe; forsvaret mod anklagen er alene af den grund vanskeligere stillet end anklagen.

Oven i købet er det sådan, at selv hvis man kan lokke et publikum til at følge med i en sådan redegørelse for hvorfor anklagen er grundløs, så kan den nogle gange have en følelsesmæssig effekt, selv hos de personer som accepterer at den er grundløs. Den umiddelbare negative affekt, som mistanken skaber, kan være vanskelig at ryste af sig igen, lidt på samme måde (omend nok mindre dramatisk...) som anklagen om pædofili uundgåeligt præger hovedpersonens relationer til venner og kollegaer, også efter at han er blevet renset, i Susanne Bier's film "Jagten".

Spørgsmålet er hvad man som forsker skal stille op, men fordi der her er tale om en slags PR-problem snarere end et egentlig problem med forskningen, så er der her langt færre etablerede praksisser og rutiner. 

Det bedste svar er nok at insistere på at forskning må vurderes som forskning, ikke som udsagn fra en bestemt afsender. Det er i praksis at afskrive sig sin habitus, og har derfor en høj pris, men til gengæld den fordel at fokus kan rettes hen hvor det retteligt hører hjemme: på argumenter og data. Givet at vi alt for ofte i den offentlige debat bliver bedt om at acceptere synspunkter alene fordi den person som fremsætter dem har en særlig status, som talsperson, politiker, eller ekspert, så forekommer det at være en strategi som der under alle omstændigheder er grund til at støtte.

Dusører for at hjælpe politiet – godt eller skidt?

Jeg blev i sidste uge kontaktet af en journalist, som spurgte hvad jeg mente om, at politiet udlover dusører for hjælp med at opklare forbrydelser. Anledningen var, at der er udlovet en usædvanlig stor dusør for hjælp med at finde frem til den eller de personer, som i august smed en betonklods fra en motorvejsbro ned på en kørende bil, og derved dræbte en tysk kvinde.

Jeg var i udgangspunktet tøvende med at udtale mig, for det er ikke en problemstilling jeg tidligere har arbejdet med, men endte med at pege på et par ting som virkede relevante. Artiklen er blevet vinklet lidt mere dramatisk end jeg ville have foretrukket – jeg var og er faktisk ikke sikker på om jeg mener, at dusøren er etisk problematisk eller ej – men spørgsmålet er interessant, og jeg har efterfølgende tænkt en del over det.

Så vidt jeg umiddelbart kan se, så er der ingen der rigtig har behandlet emnet i faglitteraturen. Mine overvejelser er blandt andet derfor tentative, men jeg tror at der i en dansk kontekst, er i hvert fald fire forhold, som man bør have blik for, når man overvejer, om det er en god eller dårlig ide, at udlove en dusør: et om effektivitet, et om fairness, et om signaler og normer, og et om prævention.

For det første så er der en del som tyder på, at det vil være relativt sjældent, at dusøren har den effekt, at politiet får adgang til ny information, som de kan bruge til at opklare en forbrydelse. De fleste almindelige borgere i Danmark har en meget høj grad af tillid til myndighederne, samt et stærkt ønske om at bidrage til at opretholde samfundsordenen, og er derfor typisk villige til at hjælpe med opklaringen af forbrydelser uden at få penge for det. 

I de fleste sager hvor politiet mangler beviser, og hvor der faktisk findes personer som kunne hjælpe med opklaringen, er problemet antageligt enten 1) at disse personer ikke er opmærksomme på, at politiet mangler den viden de besidder, eller 2) at de har meget stærke grunde til ikke at ville hjælpe, for eksempel fordi de selv er gerningsmanden, eller står i en nær personlig relation til gerningsmanden.

For gruppen af uvidende men velvillige informanter kan en dusør være til nytte, hvis den betyder at sagen får fornyet opmærksomhed, og der derved er personer som opdager, at politiet mangler deres hjælp. Men i dette tilfælde kunne samme resultat ofte være opnået ved andre måder at skabe opmærksomhed på, for eksempel ved at politiet eksplicit bad om hjælp til opklaringen i medierne (hvilket jævnligt forekommer). Dusøren er i så fald overflødig.

For gruppen af uvillige informanter vil det i mange tilfælde være tvivlsomt om en dusør kan få folk til at ændre holdning. Forestil dig for eksempel at du er forælder til en 16-årig dreng, og opdager at han har smidt en sten fra en motorvejsbro, som har dræbt en person. Men forestil dig at du beslutter dig for ikke at melde ham til politiet, måske fordi han er tydeligt sønderknust af skam og anger, og du ikke kan bære tanken om, at han også skal straffes med fængsel. Vil fristelsen ved en stor dusør i den situation gøre nogen forskel for din beslutning? Det virker tvivlsomt – antageligt vil de fleste forældre i en sådan situation blive decideret fornærmede ved tanken om, at de af den grund skulle kunne finde på, at melde deres barn til politiet. Dusøren er i så fald virkningsløs.

Man kan her måske indvende, at en dusør jo kun udbetales når den faktisk fører til, at politiet får hjælp til at opklare en forbrydelse. Selv hvis det sker overordentlig sjældent, så koster det ikke noget særligt at udlove dusøren i alle de tilfælde, hvor ingen tager imod den.[1] Givet at det i hvert fald en sjælden gang imellem gør gavn, så kunne det derfor alligevel godt være en god ide, at udlove dusører.

Den konklusion undermineres imidlertid af de to næste pointer. Det andet forhold er nemlig det, at der er stærke grunde til at behandle alle sager lige i retsvæsenet. Det kan både skyldes en forestilling om at sådan formel lighed, eller fairness, har en betydning i sig selv, eller (mere plausibelt, mener jeg), at oplevet fairness er vigtig for borgeres tillid og vilje til at støtte retssystemet. I begge tilfælde kan det være et problem, hvis politiet udlover dusører i nogle sager, men ikke i andre. Derved øges chancen for at opklare disse sager (om end måske kun en meget beskeden smule), og eventuelle ofre får bedre mulighed for at få tilfredsstillet det behov for retfærdighed som de fleste ofre oplever. Problemet kunne løses hvis man udlovede dusører i alle sager, men det er næppe ønskeligt blandt andet fordi det ville være overordentlig dyrt at udbetale dusører i alle de sager, hvor borgere i dag og under alle omstændigheder bidrager med information. 

For det tredje, så risikerer udlovningen af dusører at sende et uheldigt signal til borgerne, om hvilke grunde staten forventer at borgerne vil reagere på, og lade sig overtale til at hjælpe politiet af. Sat på spidsen, så kan udlovningen af en dusør opleves som et udsagn om, at staten forventer, at borgerne ikke vil være villige til at hjælpe politiet, hvis ikke de får penge for det. For hvis de var villige til at hjælpe gratis, så ville udlovningen af en dusør jo være overflødig.

Det behøver ikke at være tilfældet at staten faktisk mener dette, og det behøver heller ikke engang være rigtigt, at det faktisk er rimeligt at tolke udlovningen af dusører på denne måde (en mere rimelig og barmhjertig tolkning er, at staten mener at der er en lille gruppe borgere, som kun er villige til at hjælpe, hvis de bliver betalt for det). Det er tilstrækkeligt at det af mange mennesker, for en overfladisk betragtning, kan se ud som om, at det er det staten mener.

Hvorfor er et sådan signal potentielt problematisk? Nogle ville rejse mere abstrakte indvendinger, men jeg tror det bedste svar er, at det risikerer at blive en selvopfyldende påstand, dvs. at uanset at det ikke var rigtigt, at de fleste borgere kun var villige til at hjælpe mod betaling inden staten sagde det, så bliver det sådan mange borgere tænker efter at staten har sagt det. Det er naturligvis næppe noget som sker ved at staten en enkelt gang og undtagelsesvis udlover en dusør. Der er snarere tale om at hver brug af dusører har en lille omkostning i form af, at sende et sådant negativt signal, og at det vil have en synlig effekt over tid, hvis staten udlover dusører tilstrækkeligt mange gange.

Teoretisk er der tale om, at staten underminerer en norm, ved implicit at udtrykke forventninger til hvordan andre vil agere. Det er et relativt velstuderet fænomen i adfærdsøkonomi og spilteori. Det klassiske eksempel er Titmuss' studie af hvordan det, at tilbyde bloddonorer betaling for blod, reducerer antallet af donorer, fordi man derved underminerer den altruistiske norm om at donere for at gavne andre, og erstatter den med et mindre effektivt økonomisk incitament.

Bør vi så droppe brugen af dusører? Et fjerde forhold taler for at vi måske alligevel bør bruge dem i nogle tilfælde. Udover de allerede diskuterede effekter, så kan udlovningen af en dusør nemlig også tænkes at virke præventivt i nogle tilfælde. I almindelighed er der grund til at være skeptisk overfor forestillingen om, at personer handler rationelt, når de beslutter at begå en forbrydelse. Det spiller for eksempel tilsyneladende ingen særlig rolle hvor strenge straffe man truer potentielle forbrydere med.[2] 

Men en ting som faktisk kan spille en rolle, er potentielle forbryderes oplevelse af risikoen for at blive fanget, og her kan man forestille sig, at udlovede dusører kan have en effekt. For eksempel kom der i kølvandet på sagen om den tyske kvinde som blev dræbt af en sten fra en motorvejsbro en hel række lignende sager, enten fordi gerningsmanden gentog forbrydelsen, eller fordi andre kopierede den. Det er ikke urimeligt at forestille sig, at det at medierne rapporterer, at der er udlovet en rekordhøj dusør for at fange den skyldige i nogle tilfælde kan afskrække potentielle gerningsmænd fra yderligere gentagelser.

Hvor stor sådan en effekt er vil i praksis være nærmest umuligt at afgøre, og som begrundelse for at bruge dusører afhænger styrken af argumentet helt af hvor stor effekten er. Ikke desto mindre så taler det trods alt til fordel for at udlove dusører i nogle situationer, hvor det er rimeligt at formode at det kan have en virkning.

Samlet set er det vanskeligt at tage afgørende stilling for eller imod brugen af dusører. Der er nogle forhold som taler for, og andre imod, og begge afhænger i meget høj grad af empiriske forhold som det er vanskeligt, at få grundig indsigt i. Givet at emnet er stort set uberørt i litteraturen bør det ikke overraske os. Som så ofte er den mest meningsfulde konklusion det meget lidt tilfredsstillende ”further research is needed”.

---

[1] Det koster noget, ikke ingenting, fordi der normalt vil være en ”opportunity-cost” ved at binde sine penge til udlovningen af en dusør i et bestemt tidsrum. Man kan gå glip af muligheder, som man ellers kunne have investeret pengene i, eller blive tvunget til at betale en højere pris for at løse et andet problem, som bliver værre over tid, og derfor er dyrere at håndtere, på det tidspunkt hvor man endelig annulerer dusøren og får pengene tilbage.

[2] Der er visse undtagelser, typisk dem hvor forbrydelsen udføres for egen vinding, kræver planlægning og sker i koldt blod, for eksempel økonomiske forbrydelser.