Vi skal i Danmark i gang med at føre den kun anden rigsretssag i moderne tid.
Baggrunden for sagen er, at nogle asylansøgere i DK har været par, hvor den ene (kvindelige) part var under 18. I sådanne tilfælde foreskriver loven, at myndighederne skal foretage en individuel vurdering og beslutte, om parret bør adskilles for at beskytte pigen.
Inger Støjberg er anklaget for at have brudt loven, ved under sit virke som udlændinge- og integrationsminister at indføre en praksis, hvor myndighederne automatisk adskilte alle sådanne par, uden den individuelle vurdering som loven foreskriver (hvortil kan føjes at hun efter alt at dømme bevidst har vildledt både ombudsmanden, folketinget og befolkningen om sagen – men det er en selvstændig problematik).
Det er et kompliceret juridisk spørgsmål om Støjberg kan og bør dømmes. Støjbergs juridiske forsvar består i at fastholde, at hun ikke har givet ordre til den ulovlige automatiske adskillelse, som myndighederne beviseligt har foretaget. Faktisk har hun under sagen hævdet, at hendes og ministeriets officielle politik fremgår af et tidligere ukendt notat, som bevarede den daværende (lovlige) praksis med individuel vurdering. Hendes offentlige udmeldinger om, at myndighederne skulle foretage automatisk adskillelse af de pågældende par, inklusive den famøse pressemeddelelse, var alene udtryk for hendes politiske holdning, ikke for hendes egentlige handlen som minister. Siger hun. Udfaldet i retssagen vil i vidt omfang afhænge af om dommerne vurderer, at denne forklaring er troværdig.
Støjberg har imidlertid brugt det meste af sin taletid i den offentlige debat til at diskutere noget helt andet. Nemlig om hendes handlinger og holdninger var (moralsk) rigtige. De personer som har kritiseret hende, herunder de politikere som har støttet og stemt for en rigsretssag, er således blevet stemplet som tilhængere af ”barnebrude”. Omvendt hævder Støjberg, at hun selv er og har været ubetinget optaget af, at beskytte de pågældende piger mod en (mellemøstlig) form for overgreb, som ikke hører hjemme i Danmark. Som moralfilosof er den del af problemstillingen mindst lige så interessant som den juridiske. Og den er kun blevet mere interessant efter at Socialdemokratiet, Venstre og Konservative i anklageskriftet for rigsretssagen har insisteret på at skrive, at de er ”politisk enige” med Støjberg i spørgsmålet.
Så hvad skal vi mene? Har Støjberg moralsk (”politisk”, som hun formulerer det) ret, uanset om hun måske har handlet juridisk forkert (dvs. ulovligt)? Bør S, V og K støtte hendes linje, og med beklagelse føre retssagen fordi hun kom til at gå juridisk over stregen i den gode sags tjeneste?
Støjberg hævder, at sagen handler om at være for eller imod ”barnebrude”. Hermed mener hun ethvert ægteskab mellem en voksen person og en pige, der ikke er fyldt 18. Spørgsmålet er, hvorfor man skal være imod det?
Barnebrude er udansk
Man kunne eksempelvis være ”modstander af barnebrude” af kulturelle grunde, dvs. fordi man mener at barnebrude ikke er en dansk skik (men måske en mellemøstlig). Problemet med den begrundelse er at den er begrebsligt tvivlsom, empirisk forkert og moralsk utilstrækkelig.
Begrebsligt er det ikke klart, hvad der skal til for at noget er ”en dansk skik”. Det mest oplagte bud må være, at danske skikke er dem, som personer der bor i Danmark støtter og praktiserer. Men dermed vendes argumentet på hovedet. I så fald bliver ”barnebrude” en dansk skik hvis vi tillader det, og ikke en dansk skik hvis vi forbyder det. For at fungere må argumentet antage, at danske skikke er noget som findes uafhængigt af, hvad danskere mener og gør. Det forekommer mildt sagt tvivlsomt.
Empirisk var det faktisk indtil 2017 muligt at få dispensation til at blive gift som ”barnebrud” i Danmark, for eksempel i tilfælde hvor en 17-årig pige var blevet gravid, og ønskede at blive gift med sin 18-årige kæreste. Den mulighed blev benyttet måske en håndfuld gange om året, og har en lang historie i Danmark med såkaldte kongebreve. I det perspektiv var det totale forbud, som Støjbergs egen regering indførte i 2017, et opgør med en dansk skik, snarere end en håndhævelse af danske skikke.
Endelig ville det moralsk være mærkeligt, at forbyde en skik alene fordi den ”ikke er dansk. Selv hvis man antager den (meget tvivlsomme) ide, at nationale skikke på en eller anden måde er uafhængige af mennesker, så er det svært at se, hvordan det i sig selv skulle kunne begrunde forbud mod fremmede skikke. Mangategneserier er japanske, hip-hop-musik er amerikansk, og pasta er italiensk men det ville være besynderligt, for nu at sige det mildt, hvis man hævdede at danskere af den grund ikke måtte tegne manga, rappe eller tilberede spaghetti bolognese.
Barnebrude er overgreb
Et bedre bud på en begrundelse er, at det handler om beskytte sårbare personer mod overgreb. Det er et godt bud både fordi vi i almindelighed mener at det er vigtigt at beskytte mennesker mod skade, især når der er tale om sårbare personer, og fordi det passer med Støjbergs udtalelser. Støjberg har således igen og igen fremhævet, at sagen for hende handler om ”pigerne”, dvs. de asylansøgere som er under 18, og sammen med en partner der er over 18. Hun har, siger hun, handlet som hun gjorde for deres skyld. Er det en god begrundelse?
En rimelig fortolkning af synspunktet er, at Støjberg mener: ”Vi skal gøre det, som er bedst for pigerne”. Spørgsmålet er så, hvad det i praksis er, som er ”bedst for pigerne”. En mulighed er det følgende synspunkt: ”Det bedste for pigerne er, at de omgående og betingelsesløst bliver adskilt fra deres partner”. Det er et relevant synspunkt, fordi det er den praksis, som Inger Støjberg lagde op til i sin famøse pressemeddelelse, og som hun stadigt forsvarer som politisk korrekt (om end desværre ulovlig).
Synspunktet møder imidlertid to oplagt udfordringer. Den første er, at det helt indlysende ikke er ”det bedste for pigerne”, omgående og betingelsesløst at blive adskilt fra deres partner. For nogle piger er det rimeligvis bedst at blive adskilt. Støjberg har ofte fremført eksempler, der lyder voldsomme, med 16 og 17-årige piger, som er gift med langt ældre mænd (omend nogle af disse eksempler har vist sig at være faktuelt forkerte). I den situation kan der være god grund til at tro, at det vil være bedre for pigen at blive adskilt fra partneren, end at blive sammen med ham.
Men for andre piger var det rimeligvis langt værre at blive adskilt, end at få lov til at blive sammen. I mange tilfælde var aldersforskellen kun et, to eller tre år. Nogle af pigerne har efterfølgende forklaret, at de var sammen med en mand som de elskede og ønskede at være sammen med, og at det (naturligvis) var ekstremt stressende og smertefuldt, at blive tvunget til at skilles kort efter at de sammen var ankommet til et fremmed land.
Hvis valget stod mellem de to alternativer, at lade alle blive sammen eller at adskille alle par, så ville det være vanskeligt at vurdere hvad der samlet set ville være bedst. Uanset hvilken af de to muligheder man valgte, så ville det gå hårdt ud over nogle af pigerne. Hvis der dog bare var en tredje mulighed, for eksempel en politik, hvor man fra sag til sag kunne vurdere, om det var bedst at adskille parret eller lade dem blive sammen…
En sådan politik findes naturligvis – det er jo netop det, som loven foreskriver, og som udlændingestyrelsen indtil Støjberg greb ind havde praktiseret. Sat på spidsen: ”det bedste for pigerne” er en individuel vurdering, som adskiller de par der bør adskilles, og lader pigen blive sammen med sin partner i de tilfælde hvor dette er det bedste. Det vil sige, den ordning som Støjbergs pressemeddelelse erklærede at hun havde afskaffet, og som hun konsekvent har taget afstand fra. Den ordning, med omgående og betingelsesløs adskillelse, som Støjberg har været fortaler for, er ikke ”det bedste for pigerne”, fordi begge ordninger kan beskytte pigen i de tilfælde hvor hun har brug for adskillelse, mens Støjbergs automatiske adskillelse ikke kan lade parret blive sammen, når dette er det bedste for pigen.
Den anden, og måske endnu vigtigere udfordring er, at Støjberg tilsyneladende ikke oprigtigt mener både at ”vi skal gøre det, som er bedst for pigerne”, og at ”det bedste for pigerne er, at de omgående og betingelsesløst bliver adskilt fra deres partner”. Hun valgte jo, efter egen forklaring i kommissionen, ikke at lave om på den ordning, hvor hver piges sag skal vurderes individuelt. Det er, har hun ladet forstå, et uheld at pigernes sager er blevet behandlet sådan. Men Støjberg troede, efter eget udsagn, at sagerne blev vurderet individuelt, fordi hun som minister have godkendt et godt gemt notat, som fastholdt den individuelle vurdering.
Hvad mener Støjberg så?
Det oplagte spørgsmål er så: hvorfor i alverden tillod hun de individuelle vurderinger? Eller, hvis man skal formulere sig på Støjbergs præmisser: hvorfor er du tilhænger af barnebrude, Inger? (Det er, i parentes bemærket, et spørgsmål som journalister burde stille Støjberg, hver eneste gang de giver hende adgang til en mikrofon) For Støjberg har jo haft al lejlighed til at lave om på ordningen, så den kom til at se ud som hun hævder at hun ønsker sig. Først som minister for det relevante område, og efterfølgende som prominent oppositionspolitiker. Hvis hun virkelig mener, at ordningen bør være omgående og betingelsesløs adskillelse, uden individuel vurdering, så kunne hun jo have taget initiativ til at lovliggøre denne praksis. Det har hun øjensynligt aldrig besværet sig med.
Èn mulig forklaring er, at en lovliggørelse ville have så omfattende omkostninger, at det ikke er det værd. Eksempelvis vil det være en klar krænkelse af Danmarks menneskeretslige forpligtelser, og staten kan derfor få ballade med både EU og den Europæiske Menneskeretsdomstol, hvis man officielt afskaffer individuel vurdering af sagerne. Men det er næppe denne bekymring som har holdt Støjberg tilbage. Vi har i hvert fald fortsat til gode, at høre hende beklage, at hun desværre ikke kunne gøre ”det bedste for pigerne”, fordi Danmarks menneskeretslige forpligtelser forhindrer det.
En anden og mere troværdig forklaring er, at Støjberg enten ikke mener at ”det bedste for pigerne er, at de omgående og betingelsesløst bliver adskilt fra deres partner”, eller at hun ikke mener, at ”vi skal gøre det bedste for pigerne”. Det er for eksempel nærliggende at antage, at hun godt ved, at den ordning hun har været fortaler for, er værre for pigerne end ordningen med individuelle vurderinger. Hun er trods alt en højt begavet kvinde med adgang til omfattende ekspertise, som i årevis har arbejdet med området, og pointen er så indlysende at den næsten er banal.
Et mere interessant spørgsmål er, om hun reelt også mener, at ”vi skal gøre det bedste for pigerne”? Det er eksempelvis pudsigt, hvis hun virkelig mener det, at hun offentlig har argumenteret så vedholdende for, at behandle dem på en måde, som hun rimeligvis godt ved, ikke er det bedste for dem. Man kan derfor fristes til at tænke, at Støjberg måske i virkeligheden mener hverken eller. Måske er hun udmærket klar over, at den ordning hun ønskede sig, ville gå hårdt ud over mange af de piger, som hun hævder at hun vil beskytte, uden at give dem bedre beskyttelse. Måske agiterer hun for den alligevel, fordi de unge pigers velbefindende faktisk ikke ligger hende på sinde.
Det billlede af Støjberg som tegner sig i den forbindelse er ikke flatterende. Hvis hun agiterer for automatiske adskillelse, vel vidende at det ikke er det bedste for pigerne, så er hun en ubesværet løgner. Og det bliver ikke kønnere når man overvejer alternative motiver for hendes handlinger.
Hvis det ikke er pigernes velbefindende det handler om, så er et nærliggende bud på et alternativt motiv, at Støjberg har handlet som hun gjorde, for at benytte sagen til at profilere sig på en bestemt måde i offentligheden. Helt kort, ved at bejle til et særligt vælgersegment, som tiltales af en politik der er fjendtlig overfor personer med mellemøstlig etnicitet i almindelighed, og asylansøgere i særdeleshed. Indførelsen af automatisk adskillelse (eller indsatsen med at give indtryk af, at hun indførte dette, afhængigt af hvordan man vurderer hendes adfærd) kunne bruges til at stemple nogle asylansøgere som mænd der på grund af en mellemøstlig skik begår overgreb på piger, og iscenesætte sig selv som en politker, der var villig til at sætte hårdt ind overfor disse mænd specifikt og personer af mellemøstlig etnicitet generelt. I så fald er Støjberg ikke blot en ubesværet løgner, men også en kynisk opportunist, som har ofret netop de piger hun hævder at kære sig om for at fremme sin politiske karriere.
Vi kan ikke vide med sikkerhed om dette var Støjbergs egentlige motivation, men det er vanskeligt at
finde en troværdig fortolkning af Støjbergs ageren, som er både konsistent og ikke-inkriminerende.
I det perspektiv er det mest beskæmmende ved rigsretssagen, at tre store
politiske partier har valgt at støtte snarere end at udfordre hendes moralske
habitus. ”Hvorfor vil I ikke beskytte pigerne?” både kan og bør vi spørge dem.
Hver gang. Hele tiden. For hvis man virkelig mener, at automatisk adskillelse
er det bedste, så må man tage konsekvensen og lovliggøre det. Og hvis man
anerkender, at det helt indlysende er værre end de individuelle vurderinger,
som myndighederne i dag foretager, så må man også tage konsekvensen og sige det
højt: Inger Støjberg tager fejl. Vi skal ikke automatisk adskille asylpar, men foretage individuelle vurderinger. Gældende lov er bedre, end det Støjberg ønskede og ønsker sig.
