Jeg havde for nylig den fornøjelse at være ordstyrer for en samtale som Etisk Råd havde arrangeret om aktiv dødshjælp.
Arrangementet var en fornøjelse fordi alle deltagere var velinformerede og reflekterede, og fordi diskussionen forløb respektfuldt trods stærke uenigheder.
Samtidig var det en udfordring at være ordstyrer af to grunde. Dels var jeg som ordstyrer forpligtet til at være neutral i spørgsmålet for og imod aktiv dødshjælp. Det er jeg ikke. Dels var arrangementet fra Etisk Råd tænkt som en respektfuld udveksling af synspunkter, snarere end som en øvelse der skulle afklare om aktiv dødshjælp bør legaliseres eller kriminaliseres. Der kan være gode grunde til at arrangere sådanne diplomatiske møder, men som forsker kriblede det i mig for at gå i detaljer med argumenterne, på den måde som definitivt kan vise at visse argumenter er gode, og visse så dårlige at de ikke kan bære en konklusion.
Imidlertid er netop offentlig samtale ikke et godt format for denne type analyse. Ganske vist formåede Sokrates ifølge Platon, at udføre den form for filosofisk dissektion i offentlige filosofiske samtaler, men for de fleste af os er det nødvendigt at trække på den tid og præcision, som det skrevne ord giver mulighed for.
Der er da også skrevet masser af gode filosofiske analyser af spørgsmålet om aktiv dødshjælp siden spørgsmålet først dukkede op i den offentlige, politiske og filosofiske debat i 1970'erne (som sædvanlig giver Stanford Encyclopedia of Philosophy et godt overblik over både de vigtigste argumenter og positioner, og den centrale litteratur).
Det grundlæggende argument for aktiv dødshjælp
Selvom denne litteratur er relativt kompleks, så kan det grundlæggende argument for aktiv dødshjælp præsenteres ret enkelt. Den form for aktiv dødshjælp, som der er stærkest argumenter for at legalisere, er frivillig. Frivillig aktiv dødshjælp er når en person (typisk en læge) slår et andet menneske ihjel, for eksempel gennem smertefri injektioner der først fører til bevidstløshed og bagefter stopper hjertet, fordi dette menneske selv ønsker at dø, og fordi resten af vedkommendes liv ikke vil være værd at leve.
Der er to ukontroversielle grunde som taler for, at det er moralsk rigtigt at udøve frivillig aktiv dødshjælp, og at vi derfor bør legalisere det. Den første grund er, at vi har grund til at respektere personers ønsker for, hvordan deres liv skal forløbe, herunder hvordan og hvornår det skal slutte. Hvis en ansvarlig person ønsker at dø, så har vi derfor en grund til at slå vedkommende ihjel. Det er en grund som især fremhæves af forskere, der mener at autonomi er vigtigt i sig selv, f.eks. med inspiration fra Immanuel Kants tænkning. Men argumentet er relevant selvom man, som jeg selv, er skeptisk overfor ideen om at autonomi er intrinsisk moralsk relevant. Der er en række instrumentelle grunde til at autonomi er moralsk relevant. Konsekventialister, som hævder at en handling er moralsk rigtig hvis den har de bedste konsekvenser, kan derfor godt anerkende, at hensynet til autonomi taler for en legalisering.
Den anden grund er, at hvis resten af en persons liv ikke er værd at leve, så er det bedre for denne person, at livet slutter, end at skulle leve et liv som ikke er værd at leve. Ind imellem nægter folk ved første møde med dette synspunkt, at et liv kan være så dårligt, at det ikke er værd at leve, men ved nærmere eftertanke vil de fleste nok medgive at det kan være tilfældet. Vi kan, for at tage et ekstremt eksempel, forestille os at skulle leve som den invaliderede soldat i det klassiske Metallica-nummer "One" (og filmforlægget, "Johnny Got His Gun"): blind, døvstum, sengeliggende, uden arme og ben, og i kronisk smerte. Det relevante spørgsmål er derfor ikke om der kan være liv, som ikke er værd at leve, men snarere hvor grænsen mellem liv som er og ikke er værd at leve går, og i forlængelse deraf hvordan vi vurderer, om det enkelte liv er eller ikke er værd at leve.
Givet at der er ukontroversielle grunde som taler for, at det kan være moralsk rigtigt at udøve aktiv dødshjælp, er spørgsmålet derfor om der er lige så gode eller bedre grunde, som taler imod.
Intentioner
To af de klassiske indvendinger som dukkede op til arrangementet var, dels at intentionen om at tage livet af et menneske gør aktiv dødshjælp moralsk forkert, og dels at en legalisering risikerer at føre til en uønskværdig glidebane. Ingen af indvendingerne holder vand for et nærmere eftersyn (hvad forskningslitteraturen også har anerkendt i efterhånden lang tid).
Den første indvending dukker typisk op i forbindelse med at pege på en moralsk relevant forskel mellem aktiv dødshjælp på den ene side, og passiv dødshjælp på den anden. Det er vigtigt for modstandere af aktiv dødshjælp at kunne pege på en sådan forskel, fordi passiv dødshjælp næsten universelt betragtes som moralsk legitimt. Ved passiv dødshjælp handler en person (typisk en læge) på en måde som ikke hjælper et andet menneske med at overleve, for eksempel ved ikke at yde førstehjælp efter et hjertestop, fordi dette menneske selv ønsker at dø, og fordi resten af vedkommendes liv ikke vil være værd at leve.
Der findes en række gråzoner imellem de to typer dødshjælp. Er det for eksempel aktiv eller passiv dødshjælp, hvis man slukker for en respirator, som holder en patient i live? Man kan tilsyneladende både beskrive det som at man udfører et indgreb, dvs. at man gør noget, og som at man afbryder en behandling, dvs. holder op med at gøre noget. I almindelighed er det da også overordentlig tvivlsomt, om der er en moralsk relevant forskel mellem at handle og at undlade at handle (og relativt svært at drage en præcis begrebslig forskel mellem de to), men tilhængere af forskellen på aktiv og passiv dødshjælp hævder ofte, at der i hvert fald er en forskel i intention. I debatten blev dette synspunkt fremført af både Thomas Ploug og Andreas Rudkjøbing.
Præcis hvad en intention er har vist sig at være et overraskende kompliceret spørgsmål. I denne sammenhæng er det centrale imidlertid den relativt ukontroversielle pointe, at intentioner har en retning, og at der kan være konsekvenser af en handling som er uintenderede, fordi handlingen ikke er rettet imod dem.
Som resultat deraf betragtes det normalt som (lovlig) passiv dødshjælp,
hvis en læge ordinerer smertedæmpende behandling, som vil føre
til patientens død, når blot det gøres for at lindre smerter, snarere end for at slå patienten ihjel. Her er intentionen at lindre smerterne, og patientens død kun en forudsigelig, men ikke-intenderet konsekvens. Argumentet imod aktiv dødshjælp er så, at ved aktiv dødshjælp, hvor en læge for eksempel injicerer en person med et middel som stopper hjertet, der intenderer lægen at slå et menneske ihjel, og det er forkert at intendere et andet menneskes død.
Argumentet hviler implicit (og nogle gange eksplicit) på det klassiske princip "dobbelteffektdoktrinen", som der er grund til at være principielt kritisk overfor. Men det løber også ind i en række mere specifikke problemer, som bl.a. Thomas Søbirk Petersen rejste på arrangementet.
For det første: hvordan afgør vi hvad intentionen med en handling er? En mulighed er at det handler om den mentale tilstand, hos den person som udfører handlingen. Den mulighed underminerer imidlertid indvendingen, dels fordi vi ikke kan kigge ind i hovedet på andre mennesker, og dels fordi det synes at være muligt at udføre aktiv dødshjælp med alle mulige forskellige mentale tilstande.
En anden mulighed er, at det handler om hvad handlingen er rettet imod, uafhængigt af hvad den person som udfører den tænker. Problemet med den mulighed er dels at give en sammenhængende forklaring på hvad det vil sige at en handling er rettet imod noget uafhængigt af hvad den person som udfører handlingen tænker, og dels at det ikke er klart at aktiv dødshjælp behøver at være rettet mod noget moralsk problematisk. Aktiv dødshjælp kunne for eksempel være rettet mod at hjælpe en person med at undgå lidelse.
Selv hvis vi antager, at aktiv dødshjælp nødvendigvis må involvere, at man intenderer at slå et menneske ihjel, så dukker et andet problem op: hvad der egentlig er galt med at intendere en persons død? I de fleste situationer er det naturligvis problematisk, fordi det for de fleste personer er dårligt at dø, og man kan argumentere for, at det er moralsk forkert at intendere noget dårligt for en anden person. Men netop for de personer som aktiv dødshjælp handler om, der er det modsatte jo tilfældet, og det er for at sige det mildt uklart, hvorfor det skulle være moralsk dårligt at intendere et andet menneskes død, hvis det vitterligt er godt for dette menneske at dø.
Glidebaner
Et andet, mindre filosofisk sofistikeret argument imod aktiv dødshjælp dukkede også op på arrangementet, og fyldte måske endda mere end indvendingen baseeret på intentioner. Flere deltagere i debatten udtrykte synspunktet med variationer af formuleringen "jeg er bekymret for, at hvis vi tillader frivillig aktiv dødshjælp, så vil vi ende med også at presse personer, som ikke bør have dødshjælp, til at få den alligevel." Ideen med denne form for glidebane-argument er, at introduktionen af ét initiativ, for eksempel frivillig aktiv dødshjælp, som isoleret betragtet er ønskværdigt, vil føre til andre initiativer, der ikke er ønskværdige, for eksempel at vi slår behandlingskrævende personer, som har liv der er værd at leve ihjel.
Det pudsige ved glidebane-argumentet afsløres når man overvejer hvem det "vi" som optræder i formuleringen er. Konkret er det næppe de personer, som udtrykker bekymring for en glidebane. Netop disse personer må formodes at kunne beslutte det ene uden at gøre det andet, fordi de jo eksplicit afviser at det er en god ide.
En anden mulighed er, at der findes en anden gruppe personer som gerne vil gøre begge dele, og som ikke kan bringes til at indse at kun det første er moralsk legitimt. Men i så fald fører argumentet til en hvis fatalisme: enten kan denne gruppe gøre begge dele, uanset hvad vi andre mener eller siger, eller også kan den ikke gøre begge dele. Hvis det første er tilfældet er debatten irrelevant. Hvis det andet er tilfældet, så er der ingen glidebane, fordi vi, som forstår hvorfor det ene ikke må føre til det andet, jo ganske enkelt kan indføre det ene uden at indføre det andet.
For at være en reel trussel må der være tale om en slags fristelse, hvor personer, som i udgangspunktet ikke ønsker at indføre begge dele, kommer til at skifte mening, hvis vi tager det første skridt. Spørgsmålet er hvordan eller hvorfor det skulle foregå? Givet at der er tale om, at vi skulle komme til at gøre ting, som er indlysende forkerte, så må der være tale om ganske stærke psykologiske mekanismer, men de som rejser bekymringen om en glidebane har ikke (så vidt jeg ved) formået at give et overbevisende bud på hvilke det skulle være.
Det nærmeste man kommer et argument er typisk henvisningen til at der har været en sådan glidebane i Holland, hvor aktiv dødshjælp har gennemgået en gradvis legalisering, og er blevet stadig mere udbredt. Det svar lider imidlertid af to udfordringer: den første er, at det er kontroversielt, at udviklingen i Holland er problematisk. Den påståede glidebane er naturligvis ikke et problem, hvis udviklingen i Holland kun har ført til en praksis, som vi burde støtte. Den anden er, at det er meget tvivlsomt om man kan konkludere at der findes en glidebane baseret på et enkelt eksempel. Selv hvis der har været en bestemt udvikling i Holland, så kunne der være en anden udvikling eller ingen udvikling i andre lande. Mere abstrakt, så vil statistikere blive blå-lilla i hovedet, hvis man foreslår dem, at generalisere på baggrund af sample-size=1.
Moralfilosofiske fremskridt
En tilhører til arrangementet sagde i den afsluttende runde at det var slående, at debatten om aktiv dødshjælp ikke havde udviklet sig, i de 50 år hun selv havde fulgt den. Det var, som hun formulerede det, de samme argumenter, som dukkede op på begge sider, igen og igen.
Jeg er for så vidt enig i observationen, men jeg tror hun mente det som en slags konstatering af, at argumenterne på begge sider er jævnbyrdige, og at det derfor er formålsløst at blive ved med at fremføre dem. Hvis det er rigtigt, så er det en alvorlig fejl.
Dét, at den offentlige og politiske debat kører i cirkler er snarere ydtryk for, at den ikke har formået at følge med forskningen. Fra den tidlige forskning i 70'er og 80'erne har generationer af moralfilosoffer gradvist pillet de mulige indvendinger mod aktiv dødshjælp fra hinanden. Allerede med udgivelsen af Jonathan Glovers "Causing Death and Saving Lives" i 1977 var de vigtigste analyser afsluttet, og selvom der stadig finder spændende diskussioner sted om præcis hvordan vi skal forstå livets værdi, og de moralske faktorer som knytter sig til at skabe og afslutte liv, så rokker de ikke ved konklusionen (McMahans "The Ethics of Killing" fra 2002 er et nyere eksempel).
Det som for mig er slående er således ikke, at vores forståelse af problemet ikke har flyttet sig i halvtreds år. Det har den, i en grad så der i dag er en klarhed, der for moralfilosofi er usædvanlig, omkring konklusionen, at aktiv dødshjælp bør legaliseres. Dét som er slående er, at forskningens afklaring af dette resultat har haft så relativt lidt gennemslagskraft i politiske cirkler.
Med al respekt for det diplomatiske arrangement som jeg deltog i, så var det pudsigt at deltage på samme måde jeg forestiller mig at en del læger ville studse over at være ordstyrere på en samtale om den Galenske teori om de fire kropsvæsker vs den moderne videnskabs forståelse af kroppens anatomi og funktioner. Og jeg tror at så presserende som behovet kan være, for at samle parterne til en gensidig respektfuld samtale, så cementerede arrangementet at behovet for formidling af den seriøse forskning og dens resultater er endnu større.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar