Dyrevelfærd har fået stigende opmærksomhed de seneste år. Det er velfortjent, for forskningen peger entydigt på, at dyrs velfærd har moralsk værdi, og at vi derfor bør lave radikalt om på mange af de måder vi omgås og behandler dyr på. Men ikke alle former for øget opmærksomhed er sobre og seriøse.
Et eksempel er COOPs nye mærkningsordning. Ideen er
god: forbrugerne bør have en let måde at vurdere hvilke forhold dyr lever
under, når de køber varer baseret på animalsk produktion. Det er dels en god
ide fordi det er et vigtigt gode, at have præcis og relevant information om de
varer man køber. Det er derfor vi håndhæver for eksempel retvisende lister over
ingredienser, svane- og økologimærkning, og tabeller over indhold af kalorier
og andre næringsstoffer.
Men måske endnu vigtigere er det en enkel og effektiv måde
at konfrontere forbrugere med konsekvensen af de valg de træffer, og derved
tilskynde dem til at ændre adfærd. Det er en type rationale vi kender fra
mærkningen af cigaretpakker med advarselsetiketter og billeder af de sygdomme,
som tobaksrygning kan forårsage.
Desværre svigter COOPs mærkning fatalt på begge parametre.
De fire mærker som skal vise dyrevelfærd er groft inddelt efter om dyrene er
stalddyr, udedyr, økologisk opdrættede eller har ”ekstra gode” vilkår. Det
første og mest indlysende problem er at der ikke er nogen snæver sammenhæng
mellem disse kategorier og dyrevelfærd. Det er utvivlsomt i almindelighed
sådan, at stalddyr har det værre, end dyr som kan komme ud, men hvorvidt og i
hvilken grad kommer an på de mere præcise forhold, herunder hvordan livet i
stalden er indrettet, hvilken type adgang til at komme ud dyrene har, og hvor
meget.
Det andet og endnu mere alvorlige problem er at skalaen ikke
er forankret i en meningsfyldt måleenhed. Den viser kun relationer i kvalitet (”dårlig,
bedre, bedst”), ikke den resulterende værdi i dyrenes velfærd.[1]
Det svarer groft sagt til, at i stedet for at skrive antallet af kalorier per
hundrede gram i en fødevare, så printede man blot en af fire kategorier: ”færrest
kalorier”, ”få kalorier”, ”flere kalorier” og ”flest kalorier”.
For at være informativ og relevant, har man som forbruger
brug for at vide hvordan de enkelte kategorier skal vurderes i forhold til det
egentlige parameter. Og her går det helt galt. For i den udstrækning COOP
antyder en sådan sammenhæng er den groft misvisende. Den første kategori er døbt:
”Det gode staldliv”, den anden: ”Det gode udeliv”, og så fremdeles. COOPs rationale er, at mærket for det gode staldliv kun gives til producenter, som opfylder visse betingelser for at skabe bedre vilkår, end lovgivningen kræver. Der er altså tale om et "bedre staldliv". Men ved netop her at droppe den relationelle mærkning til fordel for et absolut kriterie ("god" istedet for "bedre") signaleres at selv de dyr som hører til i den laveste kategori har gode liv.
Hvad vil det sige at have et godt liv? Det kan naturligvis
fortolkes på forskellige måder, men den mest oplagte fortolkning er, at dyrene
har liv, som rummer så meget velfærd, at de samlet set er værd at leve. Og det
er objektivt forkert.
Tag som et konkret eksempel slagtekyllinger som opdrættes i stald. De lever, selv når de opdrættes på de betingelser som COOP stiller, hele deres korte liv titusindvis af kyllinger mast sammen i en lukket stald, 16 kyllinger per m2. Den fuldstændige mangel på et naturligt miljø virker på kyllinger lidt ligesom isolationsfængsling gør på mennesker - de bliver frustrerede, stressede og depressive af ikke at kunne udleve deres instinktive adfærd, og har groft sagt ingen mulighed for at gøre de ting, som giver en kyllings liv værdi. Den konstante larm, masen og uoverskueligt store flok forhindrer at de kan udvikle sociale relationer eller slappe af, og fører i kombination med stress til konstante slagsmål mellem kyllingerne. Den koncentrerede afføring på gulvet skaber en atmosfære som er giftig at indånde, og som svitser kyllingernes fødder, så mange af dem udvikler store åbne sår. En del af dem bukker sammen af andre årsager: de er designet til at vokse så hurtigt som muligt, og får foder som yderligere stimulerer deres vækst, men knoglerne kan ikke følge med, så de voksne kyllinger kan dårligt gå, og brækker i nogle tilfælde benene af overvægten. (Se: Dyrenes beskyttelse og Anima)
Uanset at COOPs mærkning tilsyneladende har de bedste hensigter, så måler den altså på de forkerte parametre, mangler
forankring i relevante værdier, og er misvisende om centrale forhold. Der er en
reel risiko for at den giver så dårlig og potentielt vildledende information,
at den er værre end slet ikke at have mærkning.
Hvordan ville en præcis og informativ skala for mærkningen
se ud? Den ville tage udgangspunkt i det relevante måleparameter, dvs. dyrs
velfærd, og centrere skalaen omkring det punkt, hvor et dyrs liv bliver værd at
leve.
Et liv er, lidt forenklet, værd at leve, når det rummer
mindst lige så meget positiv værdi som negativ værdi. Et liv som udelukkende
består af lidelse, frustrationer og angst er ikke at værd at leve. Et liv som
udelukkende består af nydelse, præstationer og glæde er indlysende værd at
leve. De fleste liv består af en blanding af både gode og dårlige ting, og det
er et vanskeligt spørgsmål hvordan man skal veje alle disse mod hinanden for at
vurdere om livet samlet set er værd at leve eller ej, men i mange tilfælde er
vi ikke i tvivl.
Introduktionen af en mærkningsordning er en oplagt lejlighed
til at lave et mere seriøst forskningsprojekt, som kunne forsøge at vurdere
hvilke vilkår de forskellige dyr i dansk landbrug skal have, for at de har liv
som samlet set er værd at leve. Det har man desværre ikke forsøgt. Min meget
tentative vurdering er at skillepunktet ligger omkring økologisk produktion.[2]
Det betyder, hvis det er korrekt, at kun den bedste af de fire kategorier
fortjener betegnelsen ”det gode dyreliv”. Økologisk produktion kan mere
retvisende kaldes ”det neutrale dyreliv”, og udedyrs forhold ”det dårlige
dyreliv”. Endelig er forholdene for stalddyr i almindelighed så ringe, at den
sidste kategori mere præcist kunne betegnes ”det levende helvede”.
Jeg giver en gang falafel til den som får COOP med på ideen.
[1] Mere
teknisk er skalaen ordinal snarere end kardinal.
[2] Bemærk
at der er andre forhold, som man strengt taget bør tage i betragtning når man
køber animalske produkter, for eksempel hvordan forholdene for det konkrete dyr
påvirker andre dyr. Et enkelt eksempel: Køer giver kun mælk hvis de
regelmæssigt får kalve, og det er i et dyrevelfærdsperspektiv ikke tilstrækkeligt,
at den ko som laver mælken har et godt liv, hvis hver eneste af kalvene har liv
der, med Thomas Hobbes’ udødelige vending, er ”solitary, poor, nasty, brutish
and short”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar