Kød, speciesisme, og moralske fremskridt

Dagens "Folk" i Information.

I december måned står kosten i Danmark i endnu højere grad end normalt på kød, kød og atter kød. Medierne benyttede lejligheden til at tage endnu en tur med debatten om, hvorvidt det er etisk problematisk at spise ikke-menneskelige dyr. Selvom debatten langt hen ad vejen kører i cirkler, så er min fornemmelse, at den tilbagevendende diskussion gradvist har en gavnlig effekt, i hvert fald på den måde, at flere og flere er blevet klar over, at det er et spørgsmål, som man bør tage stilling til.

Ikke desto mindre er der, for en moralfilosof, noget lidt forstemmende ved at se det niveau, som meget af debatten foregår på. Jeg er med på, at det kan være svært at give plads til egentlig forskning i massemedier, men der er i dette tilfælde ofte så langt mellem de forudsætninger som debatten antager, og de konklusioner som forskningen er nået frem til, at det bliver pinagtigt.

Lad os starte med den mest oplagte forskel: det er i den dyreetiske forskning ukontroversielt, at det industrielle landbrugs behandling af ikke-menneskelige dyr er en moralsk katastrofe. Spørgsmålet er alene hvor alvorlig katastrofen er.

Jeg vurderer selv, at det er det uden sammenligning mest alvorlige moralske problem i verden i dag (med henholdsvis klimaændringer og global fattigdom som relativt fjerne nummer tre og to). I samme dur bemærkede Michael Huemer på en konference sidste sommer en passant, og uden at nogen opfattede det som kontroversielt, at vores behandling af ikke-menneskelige dyr i det 20. århundrede nok er så katastrofal, at den mere end opvejer samtlige moralske fremskridt på andre fronter siden middelalderen.

Anderledes formuleret: verden ville samlet set være et moralsk bedre sted, hvis vi fortsat havde hekseafbrændinger, jødeprogrommer, slaveri, undertrykkelse af kvinders civile og politiske rettigheder, stændersamfund, korporlig afstraffelse af børn og tyende, osv., hvis vi blot samtidig kunne undgå den industrielle produktion af ikke-menneskelige dyr, som det moderne landbrug har taget i brug især siden omkring midten af det 20. århundrede.

Hvordan kan forskere mene, at det industrielle landbrug er så galt? Fordi der er tale om, at mindst 56 milliarder ikke-menneskelige dyr hvert år bliver udsat for lidelser så grufulde, at man næsten ikke kan forestille sig det (f.eks. kyllinger, køer, grise, og fisk), og derpå dræbt. Hvis det er moralsk forkert at udsætte ikke-menneskelige dyr for lidelse, eller slå dem ihjel, så er det industrielle landbrugs behandling af disse milliarder af ikke-menneskelige dyr forkert i en størrelsesorden som er vanskelig at fatte.

For de fleste mennesker virker det synspunkt imidlertid så absurd, at det kan være svært at tage seriøst. Det er nok den største udfordring for en kvalificering af debatten: den astronomiske afstand mellem almindelige forståelser af moral og den dyreetiske forsknings konklusioner, gør det svært for menigmand at forholde sig til forskningen.

En parallel (som mine kollegaer fra Fysik vil elske at skælde mig ud for...) kunne være forskellen mellem vores umiddelbare opfattelse af den fysiske virkelighed, og de konklusioner som kvantefysikken er nået frem til: det er de færreste af os, som til daglig tænker om vores omverden, at den består af energifelter der ikke eksisterer i en bestemt tilstand, men som sandsynligheder, muligvis fordi de rækker over et uendeligt antal parallele universer.

Debatten om kødspisning har oven i købet den ekstra udfordring, at det for mange mennesker kræver en markant ændring af både deres værdier og adfærd, at acceptere den dyreetiske forsknings konklusioner; det er alt andet lige lettere at acceptere kvantefysikken med et skuldertræk, fordi vi ikke er tvunget til at lave noget særligt om på vores liv, hvis vi accepterer det meget anderledes billede af virkeligheden, som den er nået frem til.

Hvorfor er der så stor afstand mellem dyreetisk forskning og almindelige forståelser? Den væsentligste faktor er nok, at forskningen afviser speciesisme.

Speciesisme er det synspunkt, at der er en fundamental moralsk forskel på mennesker og ikke-menneskelige dyr, også avancerede dyr som andre pattedyr, visse fugle og blæksprutter, således at handlinger, som ville være klart forkerte, hvis de var rettet mod et menneske, kan være moralsk uproblematiske, når de rettes mod et ikke-menneskeligt dyr. Sat på spidsen:

Speciesisme. Ikke-menneskelige dyr har lavere moralsk status end mennesker, ofte i en grad så de ingen moralsk status har.

Specisisme er intuitiv for de fleste mennesker i nogle situationer, men også ekstremt kontraintuitiv i mange. De fleste som holder husdyr mener for eksempel at det er indlysende, at deres kat, hund, hamster eller lignende har moralsk status, på en måde som gør at det ville være meget forkert at mishandle eller dræbe dyret.

Men når det gælder landbruget, så accepterer de fleste, i hvert fald når de ikke tænker efter, at det er i orden at opdrætte landbrugsdyr under kummerlige forhold, slå dem ihjel, og spise dem, og det hviler normalt på en forestilling om, at disse dyr ikke har nogen moralsk status - dvs. at vi ikke skylder dem hverken det ene eller det andet.

Den ide kan imidlertid let udfordres. For det første, så vil mange have en intuition om, at der trods alt er ting, som vi kan gøre ved landbrugsdyr, som er moralsk forkerte. Vi accepterer for eksempel at grise spændes fast på cementgulve i lukkede stalde, får skåret haler og tænder over, og dræbes så vi kan spise dem. Men mange vil mene, at det ville være indlysende forkert, hvis en landmand gav sig til at pine dem for sjovs skyld, og det er da også strafbart, at udsætte dyr for en lang række lidelser og overgreb. Det kan kun være forkert at gøre dette, hvis landbrugsdyrene faktisk har moralsk status.

For det andet, så er der overordentligt stærke argumenter for, at (de relevante) dyr har moralsk status. Det mest klassiske handler om, at det ganske enkelt er forkert at gøre skade:

Skadesprincippet. Det er alt andet lige moralsk forkert at handle på en måde, som gør skade på et andet væsen. Det er mere forkert, jo mere skade ens handling gør.

Skadesprincippet er noget nær den mest ukontroversielle ide, man kan finde i moralfilosofi, og intuitivt indlysende for de fleste. Spørgsmålet er så, hvorfor det ikke skulle gælde for ikke-menneskelige dyr?

Et første bud er nogle gange, at ikke-menneskelige dyr ikke har bevidsthed, og derfor, i modsætning til mennesker, ikke kan lide. Der findes naturligvis dyr, som næppe har bevidsthed, for eksempel muslinger, men for de relevante dyr løber argumentet durk ind i den udfordring, at al forskning peger på, at disse (og mange andre) dyr har tilstrækkelig bevidsthed, til at de kan opleve smerte og nydelse.

Et svar på denne udfordring, som ind imellem fremføres, er at forskningen godt nok kan pege på, at ikke-menneskelige dyr har den type adfærd som hos mennesker er tegn på smerte, og de neurologiske forudsætninger, som gør mennesker i stand til at lide, men at vi jo ikke kan vide, om de rent faktisk oplever det: "Hvem ved hvad der sker inde i hovedet på et ikke-menneskeligt dyr?"

Problemet med det svar er i første omgang, at det i så fald skulle gælde for alle dyr, også for familiens labrador. Lige netop når det gælder Trofast, er det imidlertid de færreste, som er villige til at lade den uløselige tvivl om hvorvidt ikke-menneskelige dyr har bevidsthed godkende mishandling og drab. For det andet, og endnu mere alvorligt, så er der blot tale om en variant af det fremmed-psykiske problem. Skulle vi tage tvivlen alvorligt, så kan vi hver især strengt taget heller ikke vide om andre mennesker har bevidsthed og oplevelser, men der er næppe nogen, som ved deres fulde fem vil påstå, at de derfor kan tillade sig at torture, myrde og spise andre mennesker.

De fleste andre bud er varianter over ideen, at mennesker og ikke-menneskelige dyr har forskellige moralsk status fordi de første er mennesker, og de andre er ikke-menneskelige dyr. De løber alle ind i det samme problem, at det ikke er klart hvorfor dette i sig selv skulle gøre en forskel. Overvej til sammenligning en person, som hævder, at mænd (eller hvide, eller kristne, eller heteroseksuelle, eller...) har højere moralsk status end kvinder, simpelthen fordi de er mænd, og kvinder er kvinder. Det er ubetvivleligt rigtigt, at mænd og kvinder er forskellige, men ikke klart hvorfor forskellen imellem dem skulle gøre en forskel for deres moralske status.

Betyder det så, at mennesker og ikke-menneskelige dyr er moralsk lige? Og skal vi holde helt op med at opdrætte dyr? Ikke nødvendigvis.

Man kan sagtens argumentere for, at der er moralsk relevante forskelle på mennesker og ikke-menneskelige dyr, som gør at de første har højere moralsk status, for eksempel den evne som mennesker har til at lægge avancerede planer for fremtiden. Det er utroværdigt, at menneskers status er så meget højere, at den kan legitimere at mishandle og dræbe dyr for den beskedne nydelse ved at spise dem, men ikke utroværdigt, at vi for eksempel kan tillade os at redde mennesker ud af en brændende bygning før vi forsøger at redde dyrene.

Tilsvarende, så er der en interessant og relevant diskussion at tage, om hvorvidt vi for eksempel kan spise dyr, som har haft gode liv, og som ikke ville have eksisteret, hvis ikke de var blevet opdrættet for at blive spist (for eksempel Peter Sandøe her).

Vi accepterer i almindelighed, at vores erkendelse er ufuldkommen, og at fremtiden vil vide mere end vi gør. Men lige når det gælder etik er der en tendens til, at hver generation forestiller sig, at netop de har gjort de erkendelser, som kan gøres. Det gjaldt for 1700-tallets slaveejere, som brystede sig af deres religiøse tolerance, 1800-tallets misogynister, som var stolte af deres modstand mod slaver, og det 20. århundredes speciesister, som hyldede menneskerettigheder.

Dyreetikken er ikke et løst problem. Men i forhold til disse egentlige spørgsmål befinder meget af den offentlige debat om kødspisning sig stadig på kravlestadiet. Må 2019 blive året, hvor den lærer at gå.