For 8 år siden startede jeg på et Ph.D.-projekt om diskrimination i retsvæsenet. Jeg havde dengang en forestilling om at jeg ville tage de filosofiske teorier om hvad diskrimination er, og anvende dem på de særlige problematikker som dukker op ved domstole og fængsler. Den ide var, set i bagklogskabens lys, naiv. Det tog ikke mere end et par uger før jeg måtte erkende, at diskrimination var voldsomt underbelyst. Oveni købet var det meste af den teori som fandtes rodet, og pegede i alle mulige forskellige retninger.
Det endte med at jeg brugte langt det meste af mit projekt, på at arbejde med at udrede begrebet diskrimination. Det var ikke spild af tid - Oxford Research Encyclopedia of Politics har netop udgivet en artikel, hvor jeg sammenfatter mine erkendelser, som med lidt held kan skåne næste generation af forskere fra at skulle igennem samme runde af begrebsanalytiske anstrengelser.
Hvorfor tog det så lang tid at afklare diskrimination? Udover den oplagte forklaring at jeg var en ung og urutineret forsker, så er der en anden forklaring, som handler om at diskrimination er et kontroversielt og flertydigt begreb. Vi bruger det i praksis på flere nært beslægtede måder, i sammenhænge hvor folk er meget uenige. Det gør det let at tale forbi hinanden, og at ophæve uenigheder om for eksempel hvorvidt noget er moralsk forkert til uenigheder om hvad diskrimination betyder.
En væsentlig vanskelighed ved begrebet er, at vi ofte bruger diskrimination i en moraliseret betydning. Helt grundlæggende handler diskrimination om at behandle to grupper personer forskelligt, på grund af personernes identitet. Men det kan lyde lidt mærkeligt at tale om diskrmination i sammenhænge hvor vi mener, at det er rigtigt at forskelsbehandle. Vi behandler for eksempel børn og voksne forskelligt, ofte på en måde som i en vis forstand stiller børn dårligere. De fleste børn får ikke lov til selv at bestemme hvad de spiser, hvornår de går i seng, og hvor meget fjernsyn de ser. Men betyder det at vi diskriminerer mod børn?
Hvis man har lyst til at svare nej, så er det antageligt fordi man trækker på et moraliseret begreb om diskrimination, hvor man mener, at forskelsbehandling kun er diskrimination, når den i en eller anden forstand er moralsk problematisk. Men den forståelse fører til mindst to andre problemer.
For det første, så gør den ofte en anklage om diskrimination indholdsløs. Vi kan forestille os følgende udveksling:
A: "Vi bør ændre reglerne om familiesammenføring, så alle personer har samme muligheder for at få deres familie til Danmark, uanset hvor de kommer fra!"
B: "Hvorfor det?"
A: "Vi kan da ikke tillade os at opføre os sådan?!"
B: "Hvorfor ikke det?"
A. "Det er jo diskrimination!"
Umiddelbart kan dialogen se fornuftig ud, men hvis A har et moraliseret begreb om diskrimination, så bliver den sidste sætning næsten meningsløs. A har påstået at vi ikke kan tillade os, at opføre os på en bestemt måde, dvs. at det er moralsk forkert at handle sådan. B beder om et argument for, at sådanne handlinger faktisk er moralsk forkerte. As argument er, at sådanne handlinger er diskrimination, men med et moraliseret begreb, så er handlingerne kun diskrimination hvis de er moralsk forkerte, og As argument bliver cirkulært ("Det er diskrimination, fordi det er moralsk forkert, og det er moralsk forkert, fordi det er diskrimination!").
Det andet problem er, at et moraliseret begreb risikerer at skjule mere væsentlige uenigheder om hvorfor handlinger er moralsk forkerte. Vi kan forestille os følgende diskussion:
A: "Det er da diskrimination - de bliver jo behandlet forskelligt."
B. "Det bliver det da ikke diskrimination af. Vi behandler alle mulige forskelligt hele tiden."
A: "Men du kan da se at det betyder, at der kommer mange flere mænd ind end kvinder."
B: "Og hvad så? Det er da ikke diskrimination bare fordi der kommer flere mænd end kvinder ind?"
A: "Det er det da! Det er da det, som diskrimination er!
B: "Nej det er ej. Diskrimination er når for eksempel racister sviner sorte mennesker til, eller når kvinder ikke må stemme."
Der findes en hel række teorier om, hvad det er, som gør diskrimination moralsk forkert, og endnu flere teorier om hvorfor og hvornår handlinger i almindelighed er moralsk forkerte. Hvis for eksempel A mener, at en handling er moralsk forkert når den krænker en persons rettigheder, mens B mener, at en handling er forkert, når den skaber ulighed mellem centrale identitetsgrupper (mænd/kvinder, sorte/hvide, heteroer/homoer, etc.), så kan de let bruge lang tid på at diskutere om noget er eller ikke er diskrimination, uden at nå frem til denne underliggende uenighed.
I sidste ende er den vigtigste lektie, jeg har lært af arbejdet med diskrimination, at det er essentielt for så kompliceret og kontroversielt et begreb, at man gør sig klart præcist i hvilken betydning man bruger det. Der findes ikke ét begreb om diskrimination, og der er ikke nogen afgørende grund til at vi alle skulle lægge os fast på en bestemt betydning. Men hvis vi ikke forstår hvilken af de forskellige betydninger som er på spil, så kommer vi til at tale forbi hinanden, og i værste fald til at tænke forbi os selv.
PS. Jeg skylder at nævne, at jeg var heldig at Kasper Lippert-Rasmussen var begyndt et meget omfattende og banebrydende studie af diskrimination kort før jeg begyndte mit Ph.D.-projekt. Hans arbejde var så væsentlig en inspiration for mit eget, at jeg ind imellem spøger med, at min afhandling afkræfter den britiske filosof Alfred Whiteheads berømte udsagn om, at al filosofi er fodnoter til Platon, fordi mit arbejde var fodnoter til Kasper. Det er mest en spøg fordi jeg mener at filosofi i almindelighed ikke er fodnoter til Platon.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar