Hvor meget privatliv er ”nok”?

Moderne teknologi udfordrer på mange måder privatlivet. De digitale teknologier vi omgiver os med og dagligt benytter os af sporer rutinemæssigt vores adfærd. Mobiltelefoners fysiske placering gemmes af teleselskaber, aktivitet på internettet følges via cookies, og software til ansigtsgenkendelse noterer hvornår vi optræder på billeder. 

Samtidig bliver det stadigt nemmere at lagre og dele data, blandt andet ved at samkøre forskellige dataregistre.

Og endelig har maskinlæring gjort det lettere at anvende alle disse data, ved at finde mønstre og bruge disse til at profilere enkeltpersoner. De reklamer de fleste af os modtager når vi færdes på internettet er skræddersyede til os, fordi vores data passer med en bestemt profil, som er skabt på baggrund af analyse af vores og mange andres data.

Beskyttelse af privatlivet har traditionelt været en hjørnesten i det liberale demokrati. Især statsmagten skulle ikke uden videre have lov til at overvåge og blande sig i hvad borgerne sagde og gjorde. Men udviklingen af de moderne teknologier er gået meget, meget stærkt. I dag indskrænkes privatlivet i lige så høj grad af private aktører. Beskyttelsen af vores privatliv har haft svært ved at følge med.

Udfordringen skyldes imidlertid ikke kun den rivende teknologiske udvikling. Den skyldes også vores uafklarede forhold til privatliv som rettighed og værdi. Én afgørende grund til, at det har vist sig vanskeligt, at holde beskyttelsen af privatlivet opdateret er, at det er langt mindre klart, hvorfor og hvordan vi skal beskytte privatlivet, end man kunne ønske sig. Denne uklarhed gør det selvsagt vanskeligt at formulere regelsæt.

Rettigheder og GDPR

Privatliv er juridisk beskyttet i blandt andet EUs charter om grundlæggende rettigheder, både af artikel 7, om retten til privat- og familieliv, og artikel 8, om beskyttelse af personoplysninger. Begge er imidlertid, ligesom de øvrige rettigheder i chartret, underlagt artikel 52s bestemmelser om at, der kan indføres begrænsninger, ”såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse […] eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.”

Lignende bestemmelser optræder i kronjuvelen i den europæiske databeskyttelse, GDPR-forordningen. Forordningen fungerer som en opdatering af det tidligere databeskyttelsesdirektiv, og var ambitiøs i sit udgangspunkt. Med GDPR skulle borgerens privatlivsbeskyttelse definitivt præciseres og stadfæstes. Men ligesom i chartret gives mulighed for lovligt at behandle data, når dette tjener et legitimt formål, når kun den nødvendige data indsamles (såkaldt dataminimering), og når begrænsningen er proportionel (artikel 23).

Kravet om proportionalitet som optræder i disse regelsæt betyder altså, lidt generelt formuleret, at dataindsamling i tilstrækkelig grad skal tjene et legitimt formål. Hvis dette ikke er tilfældet, så er dataindsamlingen ulovlig, men når det er tilfældet kan den være lovlig, selvom borgeres privatliv derved indskrænkes.

Hvorfor, kan man spørge, skal vi give sådanne muligheder for, at indskrænke privatlivet? Svaret er selvfølgelig, at der i mange sammenhænge er gode grunde til at indsamle data. Offentlige myndigheder, forskere, og virksomheder bruger data på mange forskellige måder, som forbedrer borgernes liv. Med måske det mest fortærskede eksempel, så anvender politi og efterretningstjenester ind imellem indsamlede data til at opklare og forhindre meget alvorlige forbrydelser. Hvis man udelukkede al indsamling af data ville man i mange henseender stille borgerne dårligere.

Proportionalitetskravet giver derfor mulighed for dataindsamling, men sætter samtidig grænser for den, som skal sikre at det kun er i netop de tilfælde, hvor dataindsamlingen gør tilstrækkeligt meget gavn, at vi indskrænker privatlivet.

To udfordringer for proportionalitet

Et proportionalitetskrav er derfor nok en god ide, men det oplagte spørgsmål er selvfølgelig, hvornår helt præcist dataindsamling er proportionel? For at besvare dette spørgsmål skal man i virkeligheden kunne svare på to forskellige spørgsmål.

For det første: hvad er det der skal sammenlignes? En afvejning af proportionalitet kigger på indskrænkning af privatliv på den ene side og legitime formål på den anden. Men hvad helt præcist er privatliv, og hvordan måler man dets værdi? Og hvilke formål er legitime? At forhindre alvorlige forbrydelser er nok et legitimt formål, mens støtte til markedsføringen af den nyeste sæson af ”Ex on the beach” nok ikke er. Men hvad med alle mulige formål mellem disse to yderpositioner?

Selv hvis man kan svare klart på det første spørgsmål, så venter det andet spørgsmål, som er endnu vanskeligere at besvare: Hvordan afgør man om afvejningen af privatliv mod legitime formål falder ud til den ene side eller til den anden? Ligesom med den gamle vits, ”hvad er højest – rundetårn eller et tordenskrald?”, så er det langt fra indlysende. hvordan man skal sammenligne de tilsyneladende vidt forskellige ting. Og hvordan bestemmer man i øvrigt hvilken vej vægten tipper? Det vil sige, hvad er den nødvendige balance mellem de gode formål på den ene side, og en bestemt mængde tabt privatliv på den anden side, for at dataindsamlingen er proportionel?

I krig og kærlighed…

Proportionalitet findes naturligvis i andre sammenhænge. Det er kernen i cost-benefit analyser, hvor man forsøger at vurdere om den økonomiske gevinst ved en investering står mål med udgiftens størrelse. Og det findes i strafferetslige sammenhænge, hvor det er et almindeligt synspunkt at en straf bør være proportionel med forbrydelsen – vi skal ikke straffe butikstyveri med livstidsfængsel, eller rovmord med bøde.

Udfordringen kan illustreres ved at sammenligne med sådan en anden sammenhæng, hvor proportionalitet spiller en afgørende rolle. I moderne teorier om retfærdig krig er krigens legitime formål at forsvare uskyldige mod overgreb. Men i modsætning til hvad det gamle mundheld om, at ”alle kneb gælder” hævder, så kan krigshandlinger kun retfærdiggøres, hvis de i tilstrækkelig grad tjener dette formål.

Det betyder, at proportionalitet i krig, i hvert fald i princippet, kan være relativt enkelt at vurdere. I den ene vægtskål er de lidelser krigshandlingen forhindrer, ved at reducere fjendens evne til at begå overgreb på uskyldige. I den anden vægtskål er de lidelser krigshandlingen forårsager, for eksempel ved at dræbe og lemlæste soldater og civile.

Det er naturligvis mere kompliceret end som så. Mange vil mene, at fjendtlige soldaters lidelser ikke tæller lige så meget som uskyldiges lidelser. Og så er man nødt til at vurdere hvor meget de fjendtlige soldater har gjort sig selv til legitime mål. Samtidig kan det være overordentlig vanskeligt at vurdere effekten af en krigshandling, både de lidelser den forårsager og de lidelser den forhindrer.

Disse komplikationer til trods har vi dog en relativt klar teori om proportionalitet. Vi ved hvad der skal sammenlignes, hvordan det skal sammenlignes, og hvad der skal til for at vægtskålen tipper.

Hvad så med privatliv og GDPR?

Det samme kan desværre ikke siges om privatliv.

I den berømte Tele2-sag fra 2016 hævder EU-domstolen, at den universelle logning af metadata fra borgernes mobiltelefoner er et ”indgreb i de grundlæggende rettigheder… [som] må anses for at være særligt alvorligt.” Men den forklarer ikke hvordan den er nået frem til denne vurdering, eller hvordan ”særligt alvorligt” skal forstås.

Det bliver endnu værre i spørgsmålet om proportionalitet. Her skriver domstolen ganske enkelt, at logningen ”overskrider… det strengt nødvendige.” Det er, i en bogstavelig tolkning, forkert. Den universelle logning vil givetvis ind imellem føre til, at man kan forhindre en forbrydelse, som ikke ville blive forhindret, hvis man ikke loggede universelt. I den forstand er universel logning strengt nødvendig – der findes ikke en mindre indgribende form for logning der i præcis samme grad vil tjene det legitime formål.

Domstolens synspunkt giver kun mening når det fortolkes som en afvejning af proportionalitet: universel logning giver ikke tilstrækkeligt meget bedre beskyttelse mod kriminalitet end mindre indgribende former for logning, til at den kan retfærdiggøres. Men ved ikke engang at anerkende denne afvejning bliver det naturligvis aldeles uigennemskueligt hvordan domstolen har foretaget den.

På lignende vis understreger den europæiske tilsynsførende for databeskyttelse, EU's rådgiver og vagthund på området, i sin seneste vejledning gentagne gange hvor central afvejningen er, kun for at springe let og elegant hen over hvordan den konkret skal foretages.

Som forskerne Dariusz Kloza og Laura Drechsler konkluderer i en nylig analyse, ”synes der at være ingen, som ved præcist hvordan man skal vurdere proportionalitet i forbindelse med beskyttelsen af personlige data”.

Indtil vi udvikler en detaljeret teoretisk forståelse for, hvordan vi skal afveje hensynet til privatliv mod andre hensyn, træffer vi uundgåeligt disse beslutninger i blinde. Hvor vanskeligt det end er, bliver vi nødt til at afklare, hvor meget privatliv, som er ”nok”.

Kunstig intelligens og menneskelige beslutninger mellem Skylla og Charybdis

 

I disse år udbredes anvendelsen af kunstig intelligens med stor hast. Et af de områder, hvor der er størst potentiale, er brugen af kunstig intelligens i forbindelse med beslutninger. Når kunder i en bank søger om et lån, så bliver deres ansøgning ofte vurderet af en algoritme, som beregner risikoen for, at kunden ikke betaler lånet rettidigt tilbage. Er risikoen for høj, så bliver ansøgningen typisk afvist. Og når personer ringer til 112, så lytter en algoritme med, for at forsøge at opdage symptomer på et hjertetilfælde, så den kan slå alarm. Kunstig intelligens – i form af algoritmiske beslutningssystemer – kan bruges på lignende vis i mange, mange forskellige situationer.

Der er imidlertid en afgørende forskel på, om algoritmen så at sige træffer beslutningen selv, eller om den alene giver information til et menneske, som træffer beslutningen. Bliver ansøgningen om et lån for eksempel automatisk godkendt eller afvist på baggrund af algoritmens vurdering? Eller er det en bankrådgiver, som træffer beslutningen blandt andet ved at skele til algoritmens vurdering af risici? Sendes der automatisk en ambulance til patienten, når algoritmen slår alarm om et mistænkt hjertetilfælde? Eller er det sundhedspersonale, som har patienten i røret, der får alarmen og skal træffe beslutningen?

Både blandt forskere, organisationer og på EU-niveau har mange betragter det som udelukket, at vigtige beslutninger træffes af en kunstig intelligens uden menneskelig indblanding. Det er, hævder sådanne kritikere, et ufravigeligt krav, at der altid er en ”human-in-the-loop”. Når det er tilfældet, er der tale om såkaldt algoritmisk beslutningsstøtte.

Synspunktet kan virke tiltalende. Mange vil nok føle en umiddelbar uro ved tanken om, at afgørende beslutninger om deres eget liv skulle træffes helt mekanisk af en algoritme uden menneskelig indblanding. Ikke desto mindre er der grund til at overveje synspunktet lidt mere grundigt. Helt oplagt er der to vigtige spørgsmål man bør rejse.

For det første: bør vi også insistere på ”human-in-the-loop” i de situationer, hvor vi kan se at det fører til dårligere beslutninger, end hvis algoritmen træffer beslutningerne selv?

Og for det andet: hvordan skal vi indrette brugen af algoritmisk beslutningsstøtte, så det fungerer bedst muligt?

De to spørgsmål hænger sammen, blandt andet fordi det viser sig at algoritmisk beslutningsstøtte kan virke på utilsigtede måder. Disse utilsigtede virkninger betyder, at der måske er flere situationer, end vi umiddelbart ville forestille os, hvor algoritmisk beslutningsstøtte kan føre til dårligere beslutninger, end hvis man helt overlod roret til maskinen.

De utilsigtede virkninger skyldes at indretningen af algoritmisk beslutningsstøtte let bliver fanget mellem to typer kognitive bias. Sådanne kognitive bias har alle mennesker, og hvis vi er i en situation, hvor de aktiveres, så påvirker de vores beslutninger hvad enten vi vil det eller ej. Brugen af algoritmisk beslutningsstøtte kan således vise sig at blive en vanskelig sejlads mellem Skylla og Charybdis.

Skylla

Den måske mest oplagte måde at indrette algoritmisk beslutningsstøtte på, er følgende: vi lader algoritmen foretage sin vurdering, og giver denne information sammen med alle de andre typer relevant information til et menneske, som så træffer beslutningen.

Et aktuelt eksempel er de danske Jobcentres brug af kunstig intelligens, til at vurdere nylediges risiko for langtidsledighed. Algoritmen beregner risikoen for, at den enkelte nyledige bliver langtidsledig. Denne information gives sammen med andre relevante informationer til Jobcenterets sagsbehandlere, som på denne baggrund blandt andet beslutter hvilke tilbud den nyledige skal have, og hvilke krav Jobcentret skal stille, for eksempel om aktivering.

Denne måde at indrette beslutningsstøtte på, risikerer imidlertid at føre til automatiseringsbias.

Automatiseringsbias er i denne sammenhæng en ubevidst tendens til at lægge for meget vægt på algoritmens vurdering. Vi kan komme til at lægge for meget vægt på visse forhold, fordi det i almindelighed er meget vanskeligt for os selv at se, hvor meget vægt vi egentlig giver forskellige grunde, når vi træffer beslutninger. Det kan derfor være svært for en selv at se, om algoritmens vurdering har spillet en lille, en stor eller slet ingen rolle.

Men forskning viser, at mennesker i nogle situationer har en tilbøjelighed til at stole næsten blindt på algoritmers vurderinger, selv når de eksplicit bliver bedt om at tage selvstændigt stilling. Det gør sig især gældende, når brugen af algoritmens vurderinger er blevet rutine, og det har vist sig, at den sjældent tager fejl. I en sådan situation kan man godt have en fornemmelse af, at man har foretaget en selvstændig vurdering, selvom man i virkeligheden blot har lagt sig fast på algoritmens vurdering, og konstrueret en forklaring der rationaliserer den.

Automatiseringsbias minder om og hænger måske i nogen grad sammen med den meget studerede anker-effekt. Anker-effekten er en måde, hvorpå personers vurderinger påvirkes markant, alene ved at få dem til at tænke på bestemte forhold umiddelbart inden vurderingen, også selvom disse forhold er helt irrelevante.

I et meget berømt forsøg bad adfærdsforskerne Daniel Kahneman og Amos Tversky forsøgspersoner om at gætte på hvor mange procent af FNs medlemslande, som var afrikanske lande. Umiddelbart inden de skulle give deres bud på dette spørgsmål, drejede forsøgspersonerne et lykkehjul med tallene fra 1 til 100. Hjulet var i al hemmelighed konstrueret således, at det kunne standses ved bestemte tal. Hvis man havde spurgt dem ville forsøgspersonerne antageligt have afvist, at resultatet af lykkehjulet spillede en rolle for deres vurdering. Ikke desto mindre gættede de personer, som oplevede at hjulet standsede ved 10, i gennemsnit på 25%, mens de personer som oplevede at hjulet standsede ved 65, i gennemsnit gættede på 45%.

Automatiseringsbias er en udfordring for algoritmisk beslutningsstøtte, fordi det underminerer de fordele, der skulle være ved at bruge kunstig intelligens og mennesker til at træffe beslutninger. Under indflydelse af automatiseringsbias kommer beslutningen til at minde om en rent automatisk beslutning, uden at vi er klar over det. På den måde risikerer vi at få det værste af begge verdener: fuldt automatiserede beslutninger, med de begrænsninger og risici det indebærer, men uden den bevidsthed om disse risici og de forholdsregler, som vi kunne have truffet, hvis der formelt var tale om en fuldt automatiseret beslutning.

Charybdis

En anden måde at indrette algoritmisk beslutningsstøtte på er følgende: vi lader den menneskelige beslutningstager foretage sin vurdering først, og giver kun bagefter vedkommende information om algoritmens vurdering. Beslutningstageren kan så justere sin vurdering i lyset af den nye information. Derved undgår vi automatiseringsbias.

Hvis vi vender tilbage til eksemplet med de danske Jobcentre, så ville Jobcentrets sagsbehandler først foretage en uafhængig vurdering af, om den nyledige har høj risiko for langtidsledighed. Først efter at have foretaget denne vurdering ville sagsbehandleren modtage algoritmens vurdering. I lyset af den nye information ville sagsbehandleren derpå kunne justere sin første vurdering.

Denne måde at implementere algoritmisk beslutningsstøtte risikerer imidlertid at aktivere personers konfirmationsbias.

Konfirmationsbias er en ubevidst tendens til at vurdere information som vigtigere og mere pålidelig, jo bedre den stemmer med vores fordomme, synspunkter og allerede udførte vurderinger. Det skyldes i hvert fald til dels at det opleves som anstrengende og ubehageligt, at acceptere information som strider mod disse, fordi dette enten skaber såkaldt kognitiv dissonans – irritationen ved at fastholde uforenelige synspunkter – eller kræver at man reviderer sine eksisterende synspunkter.

Konfirmationsbias er et af de mest studerede bias, og har beviseligt en væsentlig effekt i en lang række sammenhænge. Eksempelvis har forskere fra Stanford University i et berømt studie vist hvordan personer kan vurdere et (fiktivt) forsøg som mere eller mindre videnskabeligt velfunderet, alene afhængigt af om konklusionen understøtter eller strider imod deres politiske overbevisninger. Hvis forsøget konkluderede at dødsstraf har en afskrækkende effekt på potentielle forbrydere, så blev det vurderet som troværdigt af studerende, som var tilhængere af dødsstraf, og som utroværdigt, af studerende som var modstandere, og vice versa for den modsatte konklusion. Dette helt uanset, at metoderne og teorien, som rettelig burde bestemme dets pålidelighed, var identisk i begge versioner af det fiktive forsøg.

I sammenhæng med algoritmisk beslutningsstøtte er bekymringen naturligvis, at hvis en menneskelig beslutningstager tager stilling til sagen inden vedkommende får adgang til algoritmens vurdering, så vil opfattelsen af algoritmens vurdering blive farvet deraf. Stemmer den nogenlunde med personens egen vurdering, så kan den blive opfattet som pålidelig. Afviger den fra personens egen vurdering, så kan den blive opfattet som upålidelig, og tillagt ringe vægt.

Pointen med at anvende algoritmisk beslutningsstøtte er imidlertid, at forsøge at træffe bedre beslutninger, end hvis mennesker traf beslutningen alene. Ellers kunne vi jo spare os besværet med at udvikle og implementere den kunstige intelligens. Hvis menneskelige beslutningstagere får tilbøjelighed til at tilsidesætte den algoritmiske vurdering i netop de situationer, hvor den potentielt kunne korrigere deres egen vurdering, så er vi lige vidt.

Den semiautomatiske løsning

Kan man ikke indrette algoritmisk beslutningsstøtte, så den undgår begge disse typer bias? I nogen grad jo, men det er ikke så let, og rejser måske endnu andre udfordringer. Man kan for eksempel træffe beslutningen som en automatisk kombination af den algoritmiske og menneskelige vurdering.

Hvis vi endnu engang vender tilbage til eksemplet med Jobcentre, så kunne man forestille sig, at sagsbehandleren og algoritmen uafhængigt af hinanden vurderede den nylediges risiko for at blive langtidsledig. Efterfølgende kunne disse to vurderinger kombineres, for eksempel ved ganske enkelt at tage gennemsnittet – vurderer algoritmen at risikoen er 83%, og sagsbehandleren at risikoen er 39%, så fastslås risikoen til 61%. Hvis høj risiko for langtidsledighed på forhånd er defineret som mere end 60%, som i den algoritme der faktisk anvendes, så placeres personen i højrisiko-gruppen.

Ulempen ved denne metode er naturligvis at den er så mekanisk, at den nærmer sig den fuldt automatiserede beslutning. Formålet med beslutningsstøtte snarere end kunstig intelligens alene er, at mennesker skal kunne kontrollere algoritmens vurdering, og gribe ind, hvis det er nødvendigt. Denne mulighed findes i meget begrænset form, hvis de to vurderinger blot kombineres. Det er altså ganske svært at finde en god måde at implementere algoritmisk beslutningsstøtte, som ikke sejler faretruende tæt på enten Skylla eller Charybdis.

Den overmenneskelige maskine

Lad os afslutningsvis kort vende tilbage til det første spørgsmål, som jeg indledningsvist nævnte: skal vi insistere på at involvere en menneskelig beslutningstager i de situationer, hvor dette beviseligt vil føre til dårligere beslutninger, end en fuldt automatisk beslutning?

De mange overvejelser ovenfor viser, at det næppe altid er så attraktivt, at anvende algoritmisk beslutningsstøtte, som man kunne have håbet. Kritikere insisterer typisk på, at det er afgørende at have en ”human-in-the-loop”, ved netop de beslutninger som er særligt vigtige. Men det er afgørende at huske på, at netop for disse beslutninger har det ofte store personlige omkostninger for de berørte personer, hvis vi vælger en beslutningsprocedure som er dårligere end tilgængelig alternativer.

Et berømt, nyere studie af den fremtrædende forsker John Kleinberg og hans kollegaer kan illustrere pointen. Kleinberg og kollegaer kiggede på dommere i New York, specifikt på deres beslutninger om at varetægtsfængsle eller løslade anklagede (evt. mod kaution). En sådan beslutning er selvsagt utrolig vigtig for den anklagede. Et amerikansk fængsel er et skræmmende, ubehageligt og frem for alt farligt sted at opholde sig, så det vil typisk være langt bedre for den anklagede at blive sat fri indtil retssagen er afgjort.

Desværre er dommeres vurderinger fejlbarlige. Nogle anklagede som sættes fri stikker af eller begår forbrydelser mens de er på fri fod – ind imellem meget alvorlige forbrydelser. Andre varetægtsfængsles selvom de hverken ville være stukket af eller have begået forbrydelser, hvis de var blevet sluppet fri indtil retssagens afgørelse.

Kleinberg og hans kollegaer trænede en algoritme til at vurdere, om anklagede ville stikke af eller begå nye forbrydelser, hvis de blev sat fri inden retssagen. Det viste sig at algoritmen var klart bedre end de menneskelige dommere, til at vurdere dette spørgsmål. Men det blev værre endnu. Forskerholdet studerede statistisk hvilke faktorer de menneskelige dommere lagde vægt på, og konstaterede at de typisk brugte mange af de samme faktorer, som algoritmen, om end mindre præcist. De menneskelige dommere lagde imidlertid i mange tilfælde også vægt på andre faktorer. Og fælles for disse faktorer var, at de var ubrugelige. Brugen af dem førte til mindre præcise, ikke mere præcise, vurderinger. Eller med forskergruppens ord: menneskelige beslutningstagere var signifikant dårligere end algoritmen, ikke fordi de overså relevante faktorer, men fordi de lagde vægt på en masse uvedkommende støj.

Det er ikke givet, at en algoritme trænet i andre sammenhænge, for eksempel i det danske retsvæsen, ville være tilsvarende overlegen. Men det principielle spørgsmål forbliver aktuelt. Skal vi også i sådanne situationer insistere på at involvere mennesker? Selv hvis vi kan forudsige, at deres eneste bidrag vil være at tilføre ”støj”, som fører til flere fejlbehæftede beslutninger? Og når disse beslutninger har så vital betydning, for eksempel fordi en fejl tillader en forbryder at blive sluppet løs og begå endnu et groft overfald, eller fører til at en harmløs person skal vansmægte i fængsel?

Det forekommer ikke spor indlysende, at svaret på dette spørgsmål må være et klart ja. Hvor urovækkende det end kan føles, så er der måske nok situationer, hvor vi bør lade maskinen tage roret, og sejle os sikkert gennem skærene. Og i de situationer hvor vi alligevel foretrækker en menneskelig kaptajn, må vi omhyggeligt sætte kursen mellem de udfordringer, vores menneskelige natur skaber.

---

Er Inger Støjberg tilhænger af barnebrude?

Vi skal i Danmark i gang med at føre den kun anden rigsretssag i moderne tid.

Baggrunden for sagen er, at nogle asylansøgere i DK har været par, hvor den ene (kvindelige) part var under 18. I sådanne tilfælde foreskriver loven, at myndighederne skal foretage en individuel vurdering og beslutte, om parret bør adskilles for at beskytte pigen.

Inger Støjberg er anklaget for at have brudt loven, ved under sit virke som udlændinge- og integrationsminister at indføre en praksis, hvor myndighederne automatisk adskilte alle sådanne par, uden den individuelle vurdering som loven foreskriver (hvortil kan føjes at hun efter alt at dømme bevidst har vildledt både ombudsmanden, folketinget og befolkningen om sagen – men det er en selvstændig problematik).

Det er et kompliceret juridisk spørgsmål om Støjberg kan og bør dømmes. Støjbergs juridiske forsvar består i at fastholde, at hun ikke har givet ordre til den ulovlige automatiske adskillelse, som myndighederne beviseligt har foretaget. Faktisk har hun under sagen hævdet, at hendes og ministeriets officielle politik fremgår af et tidligere ukendt notat, som bevarede den daværende (lovlige) praksis med individuel vurdering. Hendes offentlige udmeldinger om, at myndighederne skulle foretage automatisk adskillelse af de pågældende par, inklusive den famøse pressemeddelelse, var alene udtryk for hendes politiske holdning, ikke for hendes egentlige handlen som minister. Siger hun. Udfaldet i retssagen vil i vidt omfang afhænge af om dommerne vurderer, at denne forklaring er troværdig.

Støjberg har imidlertid brugt det meste af sin taletid i den offentlige debat til at diskutere noget helt andet. Nemlig om hendes handlinger og holdninger var (moralsk) rigtige. De personer som har kritiseret hende, herunder de politikere som har støttet og stemt for en rigsretssag, er således blevet stemplet som tilhængere af ”barnebrude”. Omvendt hævder Støjberg, at hun selv er og har været ubetinget optaget af, at beskytte de pågældende piger mod en (mellemøstlig) form for overgreb, som ikke hører hjemme i Danmark. Som moralfilosof er den del af problemstillingen mindst lige så interessant som den juridiske. Og den er kun blevet mere interessant efter at Socialdemokratiet, Venstre og Konservative i anklageskriftet for rigsretssagen har insisteret på at skrive, at de er ”politisk enige” med Støjberg i spørgsmålet.

Så hvad skal vi mene? Har Støjberg moralsk (”politisk”, som hun formulerer det) ret, uanset om hun måske har handlet juridisk forkert (dvs. ulovligt)? Bør S, V og K støtte hendes linje, og med beklagelse føre retssagen fordi hun kom til at gå juridisk over stregen i den gode sags tjeneste?

Støjberg hævder, at sagen handler om at være for eller imod ”barnebrude”. Hermed mener hun ethvert ægteskab mellem en voksen person og en pige, der ikke er fyldt 18. Spørgsmålet er, hvorfor man skal være imod det? 

Barnebrude er udansk 

Man kunne eksempelvis være ”modstander af barnebrude” af kulturelle grunde, dvs. fordi man mener at barnebrude ikke er en dansk skik (men måske en mellemøstlig). Problemet med den begrundelse er at den er begrebsligt tvivlsom, empirisk forkert og moralsk utilstrækkelig.

Begrebsligt er det ikke klart, hvad der skal til for at noget er ”en dansk skik”. Det mest oplagte bud må være, at danske skikke er dem, som personer der bor i Danmark støtter og praktiserer. Men dermed vendes argumentet på hovedet. I så fald bliver ”barnebrude” en dansk skik hvis vi tillader det, og ikke en dansk skik hvis vi forbyder det. For at fungere må argumentet antage, at danske skikke er noget som findes uafhængigt af, hvad danskere mener og gør. Det forekommer mildt sagt tvivlsomt.

Empirisk var det faktisk indtil 2017 muligt at få dispensation til at blive gift som ”barnebrud” i Danmark, for eksempel i tilfælde hvor en 17-årig pige var blevet gravid, og ønskede at blive gift med sin 18-årige kæreste. Den mulighed blev benyttet måske en håndfuld gange om året, og har en lang historie i Danmark med såkaldte kongebreve. I det perspektiv var det totale forbud, som Støjbergs egen regering indførte i 2017, et opgør med en dansk skik, snarere end en håndhævelse af danske skikke.

Endelig ville det moralsk være mærkeligt, at forbyde en skik alene fordi den ”ikke er dansk. Selv hvis man antager den (meget tvivlsomme) ide, at nationale skikke på en eller anden måde er uafhængige af mennesker, så er det svært at se, hvordan det i sig selv skulle kunne begrunde forbud mod fremmede skikke. Mangategneserier er japanske, hip-hop-musik er amerikansk, og pasta er italiensk men det ville være besynderligt, for nu at sige det mildt, hvis man hævdede at danskere af den grund ikke måtte tegne manga, rappe eller tilberede spaghetti bolognese.

Barnebrude er overgreb

Et bedre bud på en begrundelse er, at det handler om beskytte sårbare personer mod overgreb. Det er et godt bud både fordi vi i almindelighed mener at det er vigtigt at beskytte mennesker mod skade, især når der er tale om sårbare personer, og fordi det passer med Støjbergs udtalelser. Støjberg har således igen og igen fremhævet, at sagen for hende handler om ”pigerne”, dvs. de asylansøgere som er under 18, og sammen med en partner der er over 18. Hun har, siger hun, handlet som hun gjorde for deres skyld. Er det en god begrundelse?

En rimelig fortolkning af synspunktet er, at Støjberg mener: ”Vi skal gøre det, som er bedst for pigerne”. Spørgsmålet er så, hvad det i praksis er, som er ”bedst for pigerne”. En mulighed er det følgende synspunkt: ”Det bedste for pigerne er, at de omgående og betingelsesløst bliver adskilt fra deres partner”. Det er et relevant synspunkt, fordi det er den praksis, som Inger Støjberg lagde op til i sin famøse pressemeddelelse, og som hun stadigt forsvarer som politisk korrekt (om end desværre ulovlig).

Synspunktet møder imidlertid to oplagt udfordringer. Den første er, at det helt indlysende ikke er ”det bedste for pigerne”, omgående og betingelsesløst at blive adskilt fra deres partner. For nogle piger er det rimeligvis bedst at blive adskilt. Støjberg har ofte fremført eksempler, der lyder voldsomme, med 16 og 17-årige piger, som er gift med langt ældre mænd (omend nogle af disse eksempler har vist sig at være faktuelt forkerte). I den situation kan der være god grund til at tro, at det vil være bedre for pigen at blive adskilt fra partneren, end at blive sammen med ham.

Men for andre piger var det rimeligvis langt værre at blive adskilt, end at få lov til at blive sammen. I mange tilfælde var aldersforskellen kun et, to eller tre år. Nogle af pigerne har efterfølgende forklaret, at de var sammen med en mand som de elskede og ønskede at være sammen med, og at det (naturligvis) var ekstremt stressende og smertefuldt, at blive tvunget til at skilles kort efter at de sammen var ankommet til et fremmed land.

Hvis valget stod mellem de to alternativer, at lade alle blive sammen eller at adskille alle par, så ville det være vanskeligt at vurdere hvad der samlet set ville være bedst. Uanset hvilken af de to muligheder man valgte, så ville det gå hårdt ud over nogle af pigerne. Hvis der dog bare var en tredje mulighed, for eksempel en politik, hvor man fra sag til sag kunne vurdere, om det var bedst at adskille parret eller lade dem blive sammen…

En sådan politik findes naturligvis – det er jo netop det, som loven foreskriver, og som udlændingestyrelsen indtil Støjberg greb ind havde praktiseret. Sat på spidsen: ”det bedste for pigerne” er en individuel vurdering, som adskiller de par der bør adskilles, og lader pigen blive sammen med sin partner i de tilfælde hvor dette er det bedste. Det vil sige, den ordning som Støjbergs pressemeddelelse erklærede at hun havde afskaffet, og som hun konsekvent har taget afstand fra. Den ordning, med omgående og betingelsesløs adskillelse, som Støjberg har været fortaler for, er ikke ”det bedste for pigerne”, fordi begge ordninger kan beskytte pigen i de tilfælde hvor hun har brug for adskillelse, mens Støjbergs automatiske adskillelse ikke kan lade parret blive sammen, når dette er det bedste for pigen.

Den anden, og måske endnu vigtigere udfordring er, at Støjberg tilsyneladende ikke oprigtigt mener både at ”vi skal gøre det, som er bedst for pigerne”, og at ”det bedste for pigerne er, at de omgående og betingelsesløst bliver adskilt fra deres partner”. Hun valgte jo, efter egen forklaring i kommissionen,  ikke at lave om på den ordning, hvor hver piges sag skal vurderes individuelt. Det er, har hun ladet forstå, et uheld at pigernes sager er blevet behandlet sådan. Men Støjberg troede, efter eget udsagn, at sagerne blev vurderet individuelt, fordi hun som minister have godkendt et godt gemt notat, som fastholdt den individuelle vurdering. 

Hvad mener Støjberg så?

Det oplagte spørgsmål er så: hvorfor i alverden tillod hun de individuelle vurderinger? Eller, hvis man skal formulere sig på Støjbergs præmisser: hvorfor er du tilhænger af barnebrude, Inger? (Det er, i parentes bemærket, et spørgsmål som journalister burde stille Støjberg, hver eneste gang de giver hende adgang til en mikrofon) For Støjberg har jo haft al lejlighed til at lave om på ordningen, så den kom til at se ud som hun hævder at hun ønsker sig. Først som minister for det relevante område, og efterfølgende som prominent oppositionspolitiker. Hvis hun virkelig mener, at ordningen bør være omgående og betingelsesløs adskillelse, uden individuel vurdering, så kunne hun jo have taget initiativ til at lovliggøre denne praksis. Det har hun øjensynligt aldrig besværet sig med.

Èn mulig forklaring er, at en lovliggørelse ville have så omfattende omkostninger, at det ikke er det værd. Eksempelvis vil det være en klar krænkelse af Danmarks menneskeretslige forpligtelser, og staten kan derfor få ballade med både EU og den Europæiske Menneskeretsdomstol, hvis man officielt afskaffer individuel vurdering af sagerne. Men det er næppe denne bekymring som har holdt Støjberg tilbage. Vi har i hvert fald fortsat til gode, at høre hende beklage, at hun desværre ikke kunne gøre ”det bedste for pigerne”, fordi Danmarks menneskeretslige forpligtelser forhindrer det.

En anden og mere troværdig forklaring er, at Støjberg enten ikke mener at ”det bedste for pigerne er, at de omgående og betingelsesløst bliver adskilt fra deres partner”, eller at hun ikke mener, at ”vi skal gøre det bedste for pigerne”. Det er for eksempel nærliggende at antage, at hun godt ved, at den ordning hun har været fortaler for, er værre for pigerne end ordningen med individuelle vurderinger. Hun er trods alt en højt begavet kvinde med adgang til omfattende ekspertise, som i årevis har arbejdet med området, og pointen er så indlysende at den næsten er banal.

Et mere interessant spørgsmål er, om hun reelt også mener, at ”vi skal gøre det bedste for pigerne”? Det er eksempelvis pudsigt, hvis hun virkelig mener det, at hun offentlig har argumenteret så vedholdende for, at behandle dem på en måde, som hun rimeligvis godt ved, ikke er det bedste for dem. Man kan derfor fristes til at tænke, at Støjberg måske i virkeligheden mener hverken eller. Måske er hun udmærket klar over, at den ordning hun ønskede sig, ville gå hårdt ud over mange af de piger, som hun hævder at hun vil beskytte, uden at give dem bedre beskyttelse. Måske agiterer hun for den alligevel, fordi de unge pigers velbefindende faktisk ikke ligger hende på sinde.

Det billlede af Støjberg som tegner sig i den forbindelse er ikke flatterende. Hvis hun agiterer for automatiske adskillelse, vel vidende at det ikke er det bedste for pigerne, så er hun en ubesværet løgner. Og det bliver ikke kønnere når man overvejer alternative motiver for hendes handlinger.

Hvis det ikke er pigernes velbefindende det handler om, så er et nærliggende bud på et alternativt motiv, at Støjberg har handlet som hun gjorde, for at benytte sagen til at profilere sig på en bestemt måde i offentligheden. Helt kort, ved at bejle til et særligt vælgersegment, som tiltales af en politik der er fjendtlig overfor personer med mellemøstlig etnicitet i almindelighed, og asylansøgere i særdeleshed. Indførelsen af automatisk adskillelse (eller indsatsen med at give indtryk af, at hun indførte dette, afhængigt af hvordan man vurderer hendes adfærd) kunne bruges til at stemple nogle asylansøgere som mænd der på grund af en mellemøstlig skik begår overgreb på piger, og iscenesætte sig selv som en politker, der var villig til at sætte hårdt ind overfor disse mænd specifikt og personer af mellemøstlig etnicitet generelt. I så fald er Støjberg ikke blot en ubesværet løgner, men også en kynisk opportunist, som har ofret netop de piger hun hævder at kære sig om for at fremme sin politiske karriere.

Vi kan ikke vide med sikkerhed om dette var Støjbergs egentlige motivation, men det er vanskeligt at finde en troværdig fortolkning af Støjbergs ageren, som er både konsistent og ikke-inkriminerende. I det perspektiv er det mest beskæmmende ved rigsretssagen, at tre store politiske partier har valgt at støtte snarere end at udfordre hendes moralske habitus. ”Hvorfor vil I ikke beskytte pigerne?” både kan og bør vi spørge dem. Hver gang. Hele tiden. For hvis man virkelig mener, at automatisk adskillelse er det bedste, så må man tage konsekvensen og lovliggøre det. Og hvis man anerkender, at det helt indlysende er værre end de individuelle vurderinger, som myndighederne i dag foretager, så må man også tage konsekvensen og sige det højt: Inger Støjberg tager fejl. Vi skal ikke automatisk adskille asylpar, men foretage individuelle vurderinger. Gældende lov er bedre, end det Støjberg ønskede og ønsker sig.

Hvad er antisemitisme?

Den danske regering har netop oplyst, at den agter at indføre en officiel definition af antisemitisme. Det kan der være gode grunde til. Det kan eksempelvis være nyttigt, i forbindelse med hadforbrydelser og diskriminationssager, at have en klar definition, så hverken gerningsmænd eller domstole behøver at være i tvivl om, hvornår en handling er antisemitisk.

Regeringen lægger imidlertid også op til, at tage udgangspunkt i den Internationale Holocaust Minde Alliances (IHRA) definition. Det er knap så god en ide. IHRAs definition har været genstand for intense politiske slagsmål, bl.a. i Storbrittanien, fordi den giver en række eksempler, som nogle opfatter som problematiske. De to nok mest kontroversielle eksempler er, at det ifølge IHRA skulle være antisemitisk:
1) At hævde at staten Israels eksistens er et racistisk projekt, og
2) At sammenligne nutidig Israelsk politik med Nazistisk politik.

Begge eksempler er uheldige, fordi de kan fortolkes både på måder som er og ikke er antisemitiske. Således synes meget i det første eksempel at afhænge, af hvordan man opfatter begreberne "eksistens" og "projekt" (eng. "endeavour"). For en løs fortolkning, så er det tilstrækkeligt at Israel i praksis har ført en diskriminerende politik mod ikke-jødiske befolkningsgrupper. At dette er tilfældet er et uomgængeligt faktum, og det ville være besynderligt at kalde det antisemitisk, alene at påpege dette faktum.

For en strammere fortolkning, så skal eksemplet forstås som påstanden, at selve det at der findes en jødisk stat i sig selv er racistisk. Det synspunkt er indlysende forkert, og vil nok ofte være et udslag af antisemitisme, mest oplagt hvis den person som indtager synspunktet ikke samtidig mener, at også f.eks. kristne stater, som Danmark, og muslimske stater, som Saudi-Arabien, per definition er racistiske. Omvendt kan man også forestille sig, at nogle sekulære liberale indtager det synspunkt, at enhver stat, som ikke skarpt adskiller stat og religion, er diskriminerende, og at Israel derfor er diskriminerende på samme måde som andre stater (Danmark, Saudi-Arabien, og mange, mange andre). Dette synspunkt er næppe antisemitisk.

I det andet eksempel afhænger meget tilsvarende af, hvordan man fortolker begrebet "sammenligne". Eksempelvis er det næppe antisemitisk, hvis man påpeger moralsk irrelevante ligheder. Hvis det for eksempel var tilfældet, at en bestemt type kunst trivedes både i Nazi-Tyskland og det moderne Israel, fordi begge stater aktivt har støttet udviklingen og udøvelsen af den pågældende kunstart, så ville det næppe være antisemitisk at pege på denne lighed. Også selvom det naturligvis kan være ubehageligt for mange, at tænke på Nazi-Tyskland og Israel i samme åndedrag, uanset sammenhængen.

Det er antageligt nødvendigt, for at der kan være tale om antisemitisme, at sammenligningen har den funktion, at den eksplicit eller implicit kritiserer Israels politik. Men heller ikke dette er indlysende tilstrækkeligt. Vi kan forestille os en situation, hvor Israel indførte en politik, som mindede om de problematiske politikker, som Nazi-Tyskland indførte for tyske jøder. Det kunne for eksempel være tvungen brug af armbind, som identificerer ikke-jødiske personer, der opholder sig i Israel. I denne situation er det ikke oplagt, at det i sig selv ville være antisemitisk at påpege, at politikken mindede om Nazi-Tysklands politik, og at den er problematisk af i hvert fald nogle af de samme grunde, som Nazi-Tysklands politik var det. For at der skal være tale om, at en sådan sammenligning er et eksempel på antisemitisme, så er det nok nødvendigt, at sammenligningen er faktuelt forkert, eller at kritikken er uproportionel.

Selv hvis sammenligningen er kritisk, og faktuelt forkert eller uproportionel, så er det ikke indlysende, at sammenligningen nødvendigvis er antisemitisk. Vi ville i mange tilfælde tøve med at kalde tilsvarende kritikker af andre staters politik for racistiske. For eksempel ville vi næppe sige, om en ung ventrefløjs-aktivist, der kritiserer dansk flygtningepolitik ved at hævde, at den minder om Nazistisk politik, at handlingen er anti-kristen eller anti-dansk. Vi ville snarere sige, at den er useriøs, overdramatisk og forklejner alvoren af Nazismens forbrydelser (for så vidt, naturligvis, at kritikken er uberettiget...). Vi ville nok være mere tilbøjelige til at hæfte et sådant mærkat på kritikken, hvis den var motiveret på en bestemt måde - hvis f.eks. taleren var kendt for i almindelighed at hade eller foragte kristne eller danskere.

Der er altså problemer med flere af IHRAs eksempler. Det mest problematiske ved IHRAs definition er imidlertid ikke eksemplerne, men at selve definitionen er så vag, at den må beskrives som komplet utilstrækkelig. IHRA skriver at:

"Antisemitisme er en bestemt opfattelse af jøder, som kan udtrykkes som had mod jøder. Retoriske og fysiske manifestationer af antisemitisme rettes mod jødiske og ikke-jødiske individer og/eller deres ejendom, mod jødiske institutioner og jødiske religiøse faciliteter."

Denne definition er uklar på flere måder. For det første ved, at det ikke fremgår hvilken type opfattelse af jøder, der skal være tale om. For det andet ved, at det ikke fremgår hvornår noget er en manifestation af antisemitisme. Uden en nærmere bestemmelse af disse to forhold er det umuligt at bruge definitionen, til at vurdere hvorvidt noget er eller ikke er et eksempel på antisemitisme. Vagheden giver derved mulighed for, at personer uberettiget kan blive påklistret mærkatet "antisemit". Men hvad endnu værre er, så betyder vagheden også, at det kan være vanskeligt at stemple egentlige eksempler på antisemitisme som sådan.

Som eksempel på det første, så kan der være bestemte opfattelser af jøder, som ikke er antisemitiske. Eksempelvis er den opfattelse, at jøder grundlæggende er lige som alle andre mennesker, en opfattelse af jøder, men det ville være indlysende absurd at hævde, at den er eller danner grundlag for en form for antisemitisme. Tilføjelsen, at den relevante opfattelse kan udtrykkes som had, giver naturligvis en indikation af, hvordan "opfattelse" skal tolkes, men ikke en særlig hjælpsom indikation. Antageligt kan der være mange forskellige opfattelser, som på forskellig vis er eller danner grundlag for antisemitisme, eksempelvis at jøder er farlige, eller væmmelige, eller latterlige, eller ligegyldige. Hvis man tolker indikationen sådan, at opfattelsen ikke bare kan men skal udtrykkes som had, så kan der være mange problematiske opfattelser, som ikke kan stemples som antisemitiske. Hvis man omvendt tolker indikationen sådan, at det blot skal være muligt at udtrykke opfattelsen som had, så bliver den for bred. Antageligt er det i en eller anden forstand muligt, at udtrykke enhver opfattelse som had.

Definitionen er også misvisende ved, at den ikke skelner klart mellem antisemitisme som mentalt fænomen, og antisemitiske handlinger. Det er vigtigt, fordi der er nogle handlinger, som vi ville have lyst til at karakterisere som antisemitiske, uanset hvad den person som udfører dem tænker eller føler, og omvendt, at der er nogle tanker og følelser som udgør en form for antisemitisme, uanset om de giver sig udslag i handlinger.

En person kan således være antisemit, uden nogensinde at ytre sig eller på anden vis handle på en måde, som vi vil karakterisere som antisemitisk. Det kan for eksempel være tilfældet, i en social sammenhæng, hvor der er stærkt fokus på at beskytte individer mod diskrimination, og store sociale omkostninger eller effektive juridiske sanktioner overfor personer som handler diskriminerende. I en sådan situation kan en person, som tænker og føler på en måde, som gør at vi vil karakterisere personen som antisemitisk, handle helt neutralt, ud fra en berettiget frygt for, at blive straffet.

Omvendt, så kan personer udføre antisemitiske handlinger, uden at tænke eller føle ting, som gør at vi ville karakterisere dem som antisemitter. Det kan være tilfældet hvis en person er uvidende om betydningen af en ytring, eller konsekvenserne af en handling. Vi kan forestille os en person, som køber og bærer en t-shirt med et groft antisemitisk budskab, på et sprog vedkommende ikke kan læse. Hvis vedkommende iøvrigt har handlet i god tro, så vil vi nok være tilbøjelige til at undskylde handlingen med, at der var tale om et uheld. Men det ændrer ikke ved, at det kan karakteriseres som en antisemitisk handling, at bære t-shirten. Vi ville af samme grund forvente, at en velmenende person skynder sig at smide t-shirten ud, når de bliver gjort opmærksom på, hvad teksten betyder.

Hvordan ville en god definition af antisemitisme se ud? Den ville tage udgangspunkt i, at antisemitisme er en bestemt form for diskrimination. Som sådan kan man starte med en god definition af diskrimination mere generelt, og så præcisere sigtet. Der er visse udfordringer ved at definere diskrimination mere generelt. Men en rimelig god generel definition er, at en person P diskriminerer mod personer fra gruppen G (hvor G kan være f.eks."kvinder", "homoseksuelle", eller "jøder"), hvis P:
1) Behandler G-personer anderledes end andre personer,
2) Den anderledes behandling stiller G-personer dårligere, og
3) Forskellen i behandling skyldes, at G-personer tilhører gruppen G.

Med definitionen i hånden kan vi uden videre definere antisemitiske handlinger: En person handler antisemitisk hvis personen behandler jøder anderledes end andre, på en måde som stiller jøderne dårligere, og forskellen i behandling skyldes jødernes status som jøder.

Det kan være lidt vanskeligere at definere antisemitisme som mentalt fænomen, men et bud kunne være følgende: En person er antisemit, hvis personen kognitivt eller affektivt behandler jøder anderledes end andre, på en måde som stiller jøder dårligere, og forskellen i behandling skyldes jødernes status som jøder. Dét, kognitivt at behandle jøder anderledes og dårligere, betyder for eksempel at man er tilbøjelig til at acceptere en lavere bevisbyrde for påstande, som enten er kritiske overfor jøder, eller som kan bruges som belæg i argumenter imod jøder eller jødiske personers interesser. Dét, affektivt at behandle jøder anderledes og dårligere, betyder tilsvarende, at man har tilbøjelighed til at have mere negativt ladede følelsesmæssige reaktioner, således at følelser i sympati-spektret er svagere eller helt erstattet af følelser i antipati-spektret.

I begge tilfælde er det centralt, at behandlingen skyldes jøders status som jøder. En person, som behandler en jødisk person dårligere end andre handler ikke antisemitisk, hvis forskellen i behandling skyldes alle mulige andre forhold. Eksempelvis handler en dommer ikke antisemitisk ved at idømme en jødisk anklaget en straf, og frikende en ikke-jødisk anklaget, hvis der er ført bevis for, at den jødiske person er skyldig og den ikke-jødiske person uskyldig, og forskellen i behandling skyldes denne forskel i bevis.

Statsministeren har lavet et langt interview i tilknytning til meddelelsen om, at regeringen vil indføre en definition. Interviewet er mere præget af affektladede slogans, end af refleksioner over hvad antisemitisme er. Hun glider uelegant af, på de spørgsmål hvor journalisten forsøger at få begrebet præciseret. Endnu mere bekymrende er det, at hun bruger så relativt meget energi på at tage afstand fra vagt definerede personer, som påstås at være antisemitter. Det giver uvægerligt fornemmelsen af, at der måske først og fremmest er tale om symbolpolitik, som skal styrke regeringens image som nogle, der er hårdhændede overfor bestemte befolkningsgrupper. Det vil være trist, hvis det er tilfældet. Antisemitisme er en seriøs problemstilling, som fortjener mere refleksion og en bedre definition, end regeringen lægger op til.

Giv politiet kropskameraer i julegave

Det var en varm og fugtig aften, søndag den 19. juli, 2015, i Cincinnatti, Ohio. Termometeret havde ramt 31 grader om eftermiddagen, og svævede stadig omkring 27 grader. Ray Tensing var en 25 år gammel politibetjent ansat ved universitetet. Han må have svedt, mens han kørte sin patrulje, i kvartererne rundt om campus. Klokken halv syv stoppede han en bil, som kørte uden nummerplade. I bilen sad den 43-årige Samuel DuBose. Tensing bad DuBose om at vise sit kørekort. Det afviste DuBose, formodentlig fordi han var blevet frakendt kørekortet. Efter et kort skænderi forsøgte Tensing at få DuBose til at stå ud af bilen, men idet han åbnede døren, begyndte DuBose at starte motoren. DuBose havde siddet i fængsel i 2005 for at smugle marihuana. Han agtede antageligt at stikke af, fordi han havde marihuana i bilen, og frygtede igen at skulle i fængsel. Det kom han imidlertid ikke. Få sekunder senere var DuBose død.

Den officielle forklaring var efterfølgende, at Tensing forsøgte at række ind i bilen, for at stoppe DuBose, at hans arm sad fast i rattet, og at DuBose begyndte at køre, så at Tensing blev slæbt efter bilen. I denne situation, lød forklaringen, trak Tensing sin pistol og skød DuBose i selvforsvar. Det er sikkert, at Tensing affyrede ét skud, og at dette skud ramte Dubose i hovedet på klods hold. Han døde næsten øjeblikkeligt, selvom hans bil fortsatte med at køre 120m, før den ramte en lygtepæl og stoppede.

Sagen kunne sagtens være endt som mange andre sager. Tensing, en hvid politibetjent, skød og dræbte en ubevæbnet sort mand, og forsvarede sine handlinger ved at hævde at han skød i selvforsvar. I mangel på meget stærke beviser for det modsatte, ville Tensings forklaring formodentlig være blevet accepteret, og han ville fortsat være politibetjent. Som enhver der har fulgt USAs politik de seneste 10 år vil vide, så har der været en stribe af sådanne sager. Sådan gik det imidlertid ikke.

Det særlige ved Tensings drab af DuBose var nemlig, at hele forløbet blev optaget af Tensings kropskamera. 10 dage efter drabet frigav myndighederne videoen, som kameraet havde optaget. Den viser, at Tensing trækker sin pistol før motoren starter, at hans arm ikke sidder fast, at han ikke bliver slæbt efter bilen, og at han skyder i samme øjeblik bilen sætter i gang. I lyset af disse beviser blev Tensing fyret, og efterfølgende sigtet for mord. Det er et usædvanligt resultat, også selvom to retssager efterfølgende frikendte Tensing, fordi juryen ikke kunne nå til enighed (en såkaldt "hung jury").

Et kropskamera er et lille videokamera, som kan optage lyd og billede, og som kan sættes fast på for eksempel brystet eller skulderen af en politibetjent. De bruges i dag i mange politikredse verden over, blandt andet i USA, Canada, UK, Australien, Kina, Frankrig, Spanien, Tyskland, Holland, Italien og Finland.

Fortalere for kropskameraer fremhæver sager som Tensings drab på DuBose, som et af de vigtigste argumenter for, at politibetjente bør udstyres med sådanne kameraer. I mange sager, hvor politibetjente angiveligt har anvendt unødvendig og uproportionel magt, har det været meget vanskeligt, at føre bevis for dette. Kropskameraer kan dokumentere både magtanvendelsen, og situationen hvor der blev brugt magt, således at upartiske myndigheder kan vurdere, om magtanvendelsen var rimelig og velbegrundet. Det betyder, at det bliver langt mere sandsynligt, at politibetjente som anvender ulovlig magt kan straffes. Men også, og måske endnu vigtigere, at politibetjente derved får en meget stærk tilskyndelse, til ikke at anvende unødvendig eller uproportionel magt.

Men der er også andre argumenter for brugen af kropskameraer. Først og fremmest, så kan adgangen til video-beviser også hjælpe politi og anklagemyndigheder. Dels med at føre bevis i strafferetslige sager, når en person har begået en forbrydelse, som kameraet har filmet. Det kan for eksempel være tilfældet ved overfald på en politibetjent. Men også ved at føre bevis for at politibetjente ikke har handlet forkert, når der rejses ubegrundede klager mod betjente. Også i den situation kan man forvente, at visheden om, at der findes videobeviser kan have en afskrækkende effekt, således at mange grundløse klager droppes før de overhovedet bliver til en sag.

Endelig så forventer en del kriminologer, at de to første typer effekter vil have gavnlige afledte effekter, for eksempel i form af øget tillid til politiet og bedre samarbejde mellem politi og borgere.

Er der evidens for, at brugen af kropskameraer har disse gavnlige effekter? Ja, omend den ikke er så stærk, som man kunne ønske sig. En række studier især i USA og UK har fulgt introduktionen af kropskameraer i forskellige politikredse, og systematisk sammenlignet politiarbejde med og uden kropskameraer (systematisk review her). Der er relativt god evidens for, at brugen af kropskameraer reducerer antallet af klager mod politibetjente. Der er også rimelig evidens for, at brugen af kropskameraer hjælper med at føre bevis i nogle sager, og fører til små forbedringer i forholdet mellem politi og borgere. Endelig er der relativt god evidens for, at brugen af kropskameraer reducerer mængden af magtanvendelse, men kun hvis brugen af kameraer er obligatorisk.

Den sidste pointe er central: effekten af kropskameraer afhænger i meget høj grad af hvilken politik som indføres, for hvordan og hvornår de skal bruges. Hvis for eksempel politibetjente kan tænde og slukke kameraerne efter forgodtbefindende, eller hvis det alene er politiet som har adgang til de data, som kameraet gemmer, så forsvinder den afskrækkende effekt, som skulle føre til færre ulovlige magtanvendelser og stærkere tillid.

Omvendt ville en politik om, at kameraerne skulle filme alt, og at alle data skal være frit tilgængelige, rejse meget alvorlige privatlivsproblemer. Det kan for eksempel være vigtigt, at politibetjente kan slukke for kameraet, når de taler med ofre for en forbrydelse, som ikke ønsker at blive filmet. Og det kan være uhensigtsmæssigt, at arbejdsgivere, ekskærester, familiemedlemmer, eller tabloid-journalister har fri adgang til alt video-materiale fra situationer, hvor en person har interageret med en politibetjent.

Selvom der er meget, som taler for brugen af kropskameraer, så kræver det derfor en omhyggelig overvejelse, hvilke retningslinjer, som skal styre deres brug. Disse kan for eksempel tage udgangspunkt i den model, som USAs Civil Liberties Union har udarbejdet, og dertil skele til de politikker, man har indført i vores nabolande.

Til gengæld er der ikke nogen oplagte, gode argumenter for helt at afvise, at indføre kropskameraer. I Danmark har vi ikke desto mindre, med undtagelse af brug af kameraer i fængsler og omkring Christiania, valgt at melde pas.

Indførelsen af kropskameraer blev kortvarigt diskuteret omkring 2014-15. En række politiske partier afviste dengang at indføre kropskameraer med henvisning til, at det krævede en præcis politik for deres anvendelse. Denne politik er, som jeg ovenfor har fremhævet, vigtig, men som politisk begrundelse for ikke at indføre kropskameraer er det et usædvanligt slapt argument. Det er jo netop politikernes ansvar, at fastlægge en sådan politik (forhåbentlig, er man nødt til at tilføje, efter at have konsulteret den relevante fagkundskab). Afvisningen begrundes kort sagt med, at indførelsen forudsætter en opgave, som man selv kan og bør udføre. Det svarer til den vrangvillige teenager, som nægter at stå for at lave pastaen til aftensmad, med den begrundelse, at det at lave pasta kræver, at nogen henter pastaskruerne i køkkenskabet. Den går næppe i de fleste hjem.

Et andet og ligeledes lidet imponerende argument blev fremført af politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, som i grove træk sagde, at indførelsen af kropskameraer ville være udtryk for mistillid til politiet, og at man er nødt til at stole på det, som politibetjente siger. Det argument har to indlysende svagheder. For det første, at der kan være mange andre gode grunde til at indføre kropskameraer, end kontrol med politiets adfærd. Som vi så ovenfor kan kameraerne for eksempel også have den effekt. at de beskytter politifolk mod ubegrundede eller chikanerende klager, og de kan levere beviser i strafferetslige sager, for eksempel om vold mod politibetjente.

Det andet problem for argumentet er, at tillid er noget, som kan findes i mange forskellige grader. Vi er ikke tvunget til hverken at have absolut, blind tillid til politibetjente, eller til at have absolut ingen tillid til politibetjente. Det danske politivæsen er efter alt at dømme en exceptionelt professionel og hæderlig organisation. Danske politifolk hører, så vidt vi kan vurdere, til de absolut bedste politikorps i verden, når det drejer sig om at varetage deres forpligtelser redeligt, inklusive at respektere grænserne for magtanvendelse.

Det betyder imidlertid ikke, at danske politibetjente aldrig begår fejl, eller at der ikke findes danske politibetjente, som overtræder reglerne for magtanvendelse. Der findes en række nyere eksempler på sager, hvor politibetjente har ageret på måder, der efter alt at dømme var problematiske eller decideret ulovlige. Tænk bare på Tibet-sagen fra 2012 og 2013, sagen om flyttemanden under COP15 i 2009, sagen om brug af magt mod flygtninge på danske veje i 2015, eller den lidt ældre Tilst-sag fra 2001. Dansk politi modtog da også godt 500 klager over betjentes adfærd i 2018. Selv hvis kun for eksempel 10% af klagerne er begrundede, og vi iøvrigt forestiller os, at alle som kunne klage faktisk klager, så er der altså cirka hver uge en situation, hvor betjentes adfærd er problematisk. Det er således fuldstændig rationelt at nære et vist mål af mistillid til danske politibetjente, og at ønske sig kontrol i form af video-optagelser fra kropskameraer.

Styrket retssikkerhed. Bedre beviser. Reduceret magtanvendelse. Færre klager. Øget tillid. Hvis Justitsminister Nick Hækkerup har lyst til at give dansk politi en julegave, så bliver det svært at finde noget bedre at lægge under træet end de kropskameraer, som mange af dansk politis kollegaer verden over allerede har taget i brug. Jeg skal gerne hjælpe med at binde sløjfen.

----------------------------
For de nørdede: Jeg har en artikel om de etiske perspektiver på politiets brug af kropskameraer, som forhåbentlig snart er på vej ud i tidsskriftet Moral Philosophy and Politics. En midlertidig udgave (pre-print) kan findes her.