En af de blogs jeg regelmæssigt læser skrives af Simon Wren-Lewis, professor i makroøkonomi ved Oxford Universitet. Og en af Wren-Lewis' tilbagevendende pointer er det enorme gab som findes imellem det han kalder "media-macro" og så den egentlige forskning. Kort fortalt, så er det for forskere som ham en næsten daglig oplevelse, at medierne rapporterer makroøkonomisk sludder, og ignorerer basale økonomiske pointer som er helt ukontroversielle i den seriøse forskning (f.eks. den misforståelse at det var Labours politik, ikke den finansielle sektors uansvarlighed og nedsmeltning, som forøgede det offentlige underskud i UK i årene 2008-2010). Naturligt nok oplever han det som ret frustrerende, for den viden han besidder er let tilgængelig - journalister kan groft sagt kontakte næsten en hvilken som helst uafhængig forsker i makroøkonomi, og få den serveret på under fem minutter. Alligevel dominerer useriøse og usammenhængende økonomiske betragtninger mediebilledet, og får lov til at skabe myter som fordrejer den bredere befolknings forståelse af hvordan økonomi fungerer.
Som forsker i moralfilosofi har jeg ofte en næsten identisk oplevelse. "Filosof" er ikke en beskyttet titel, og der er i dansk sammenhæng ofte i medierne personer som udtaler sig om etik og politisk filosofi, selvom de ingen forskningsbaggrund har, og i nogle tilfælde kun har et helt overfladisk kendskab til filosofi og filosofiske teorier (f.eks. et års tilvalgsstudier på universitetet). Som man kan forestille sig skriver og siger de for det meste ting som for en seriøs moralfilosofisk betragtning er det rene vrøvl, men som gerne får lov til enten at stå helt uantastet, eller til at repræsentere det ene synspunkt i en debat, hvor begge synspunkter implicit præsenteres som lige troværdige (det såkaldte "false balance"-problem). Og lige som med media-macro, så er det især frustrerende, fordi der faktisk i Danmark findes en lang række dygtige forskere i moralfilosofi og politisk filosofi, som kunne hjælpe med at skille snot fra kanel (vigtig kvalificering: jeg tænker ikke her først og fremmest på mig selv, men på de meget talentfulde kollegaer jeg har været så heldig at arbejde med og lære af, f.eks. professor Kasper Lippert-Rasmussen fra Århus Universitet, professor Nils Holtug fra KU, og professor Jesper Ryberg fra RUC).
Et eksempel kan illustrere problemet. Rune Selsing forsøger i et nyligt indlæg at forklare hvorfor Venligboerne og Radikale Venstre "ikke er moralske" ved at referere Adam Smiths moralfilosofi (for de interesserede er der, som næsten altid, en god introduktion på Stanford Encyclopedia of Philosophy).
Teksten indeholder først og fremmest en lang række nedsættende beskrivelser af de pågældende grupper, som dels er irrelevante ad hominem angreb, og dels meget tvivlsomme beskrivelser af de motiver personerne i disse grupper har. Men mere seriøst får Selsing skrevet at 1) vi kan forstå hvorfor humanister ikke har god moral gennem Smiths beskrivelse af den menneskelige moral; 2) ifølge Smith er menneskets moralske valg drevet af medfølelse; 3) det er (kun) i mødet med et andet menneske, at vi kan føle med det, og handle moralsk; 4) Smiths teori er ikke en etisk teori, men en teori om hvordan moralsk medfølelse opstår; og 5) man kan med Smiths teori konkludere, at Venligboerne og Radikale Venstre er umoralske fordi de ikke handler på baggrund af medfølelse med konkrete mennesker.
Der er mindst tre væsentlige problemer her. Det første at Smiths teori på flere centrale punkter er misforstået. Modsat hvad Selsing hævder, så er det nemlig også en etisk teori (4), blot en teori som tager udgangspunkt i konkrete etiske vurderinger. Smith er sentimentalist og partikularist, men det betyder ikke at han ikke har en en teori om hvilke handlinger som er rigtige og forkerte. Endnu vigtigere er det, at der intet i Smiths teori er som fordrer at moral skal knytte sig til personer man har en særlig grad af følelsesmæssig eller fysisk nærhed til (3), snarere tværtimod. Smith fremhæver at den korrekte moralske vurdering foretages af en hypotetisk upartisk betragter. Vores medfølelse kan kun engageres af personer i en konkret situation, men de personer den rettes mod kan være hvem som helst og hvor som helst. Og selvom vores medfølelse uundgåeligt bliver formet af hvem vi selv er, så bør vi tilstræbe at tilsidesætte den form for forstyrrende følelsesmæssig tilknytning som Selsing lægger vægt på, så den ikke slører vores moralske dømmekraft.
Et andet, og nok så væsentligt problem er, at Smith var en vigtig tænker for ca. 250 år siden, men at hans ideer i dag gavmildt kan beskrives som forældede. Hans teori er mest beslægtet med moderne dydsetik, selvom også moderne kantianere vil dele visse af hans synspunkter, men i begge tilfælde har forskningen flyttet vores forståelse meget langt i mellemtiden. Et oplagt problem er for eksempel at de fleste moralfilosoffer idag accepterer den Scanlonske pointe, at vi bør vurdere agenters intentioner og den moralske kvalitet af deres handlinger hver for sig (der er uenighed om hvorvidt intentioner overhovedet er moralsk relevante, men ret bred konsensus om at de, hvis de er, først og fremmest er det for vurderingen af agenten, ikke handlingen). Det betyder at selv hvis det var rigtigt at man kunne konkludere sådan på baggrund af Smith (og det er det, som ovenfor nævnt ikke), så ville det stadig være meget tvivlsomt at Venligboerne og Radikale Venstre var umoralske fordi de ikke handler på baggrund af medfølelse med konkrete mennesker. Vi ville snarere konkludere, at det ganske enkelt var et af de områder hvor vi har indset at Smith tog fejl. Fordi han er en væsentlig tænker kan man hente meget inspiration i Smiths værk, men uden videre at tage ham til indtægt for hvad der er rigtigt og forkert svarer lidt til at hive en medicinsk teori fra 1700-tallet frem for at forklare årsagerne til en kompliceret moderne sygdom; vi er blevet klogere siden da.
Sidst men ikke mindst har Selsings argument den alvorlige brist at det er selvmodsigende. Hvis Smiths teori ikke er en etisk teori, men en teori om hvordan moralsk medfølelse opstår (4) så kan den ikke bruges til forstå hvorfor humanister ikke har god moral (1). I konteksten er det nemlig indlysende at dette for Selsing både betyder at de er dårlige mennesker og at de handler forkert. Men en deskriptiv, moralpsykologisk teori (hvilket Smiths teori, som nævnt, ikke kun er) ville ikke kunne føre til en normativ konklusion, som for eksempel at Venligboere handler moralsk forkert; det er den naturalistiske fejlslutning.
Moralfilosofi er kompliceret, og den moderne forskning i rivende udvikling. Det er ikke så mærkeligt at lægmand kan få det galt i halsen. Det oplever jeg regelmæssigt på især de første år af bacheloruddannelsen, hvor man bruger en del kræfter på at afhjælpe den type misforståelser og fejlslutninger som præger Selsings indlæg. Men det er deprimerende at mainstream medier ukritisk giver plads til at de kan florere. Ligesom det er på høje tid af få skiftet medie-makro ud med seriøs økonomisk teori, så er det på tide med et opgør med medie-moral til fordel for formidlingen af seriøs etisk forskning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar