Er det umoralsk at gemme penge i et skatteskjul?

Moralfilosofisk introduktion for skattespekulanter

Det kan virke pudsigt overhovedet at skulle diskutere et spørgsmål som ovenstående. Antageligt er svaret så indlysende, at næsten alle kan se det, og det kan være omsonst at diskutere det med de som ikke kan. Den seneste uges reaktioner på Panama lækket fra blandt andet Nordea har illustreret, at de involverede kan have så stærke ideologiske og/eller egoistiske grunde til at ville forsvare brugen af skatteskjul, at det et tvivlsomt om de kan påvirkes af argumenter. Men som en slags public service funktion følger hermed alligevel en analyse af spørgsmålet.

Et første argument til forsvar for brugen af skatteskjul, er at de virksomheder og personer som har været involveret ”blot har fulgt loven”, eller ”udnyttet de muligheder som lovgivningen giver”, det vil sige, at de ikke har foretaget sig noget ulovligt. Det er givet forkert i en række tilfælde, hvor skatteskjul faktisk er blevet brugt i strid med skattelovgivningen, men spørgsmålet er om det, i de tilfælde hvor personer har gemt penge i skatteskjul lovligt, er tilstrækkeligt til at de har handlet moralsk tilladeligt?

Det implicitte præmis i argumentet er, at hvis man ikke bryder loven, så opfører man sig ikke moralsk problematisk. Dette præmis er der imidlertid ikke nogen grund til at acceptere. Selvom vi kriminaliserer mange former for moralsk forkastelig adfærd, så er der rigeligt med historiske eksempler på at indlysende moralsk forkerte handlinger har været lovlige. Tænk for eksempel på muligheden for at diskriminere mod sorte mennesker i Jim Crow-tidens USA og Apartheid-regimets Sydafrika, muligheden for at tæve sine børn da revelsesretten endnu fandtes (den afskaffedes først definitivt i 1997 i Danmark, og findes fortsat i mange lande), eller muligheden for at tvinge sin ægtefælle til sex med magt (det vi også kalder "voldtægt" af ægtefællen, og som først kriminaliseredes i Danmark i 1930...). Selv hvis det er rigtigt, at de pågældende personer og institutioner ikke har foretaget sig noget ulovligt så kan de altså sagtens have handlet moralsk forkert.

Et bedre argument er, at lige præcis når det drejer sig om at betale skat, så er man kun forpligtet til at betale den skat som man ifølge loven skal betale. At undlade at betale mere er ikke moralsk forkert. I visse situationer kan pointen virke intuitiv. Hvis jeg for eksempel har ret til et kørselsfradrag, så handler jeg næppe forkert ved at bruge det og derved betale mindre skat. 

Men argumentet er mindre overbevisende når vi har at gøre med situationer hvor 1) det var lovgivernes intention at jeg skulle betale X kroner i skat, men loven viser sig at indeholde et hul, for eksempel fordi den er klodset formuleret, der sætter mig i stand til at betale mindre, og/eller 2) retfærdigvis burde jeg betale X kroner i skat, men loven er bevidst eller tilfældig indrettet på en måde som sætter mig i stand til at betale mindre.

Den test består kørselsfradraget fra forrige eksempel, for det er usandsynligt at det er en utilsigtet og uønsket mulighed fra lovgivernes side, og det er tvivlsomt om det i sig selv er uretfærdigt at give personer mulighed for at få kørselsfradrag 

Omvendt er der meget der tyder på, at de muligheder som findes for at gemme penge i skatteskjul er utilsigtede konsekvenser af, at skattelovgivningen og det internationale finanssystem som den skal regulere, er blevet så komplekse, at lovgiverne har svært ved at sikre at loven ikke rummer huller. Hvis det er rigtigt, så var det lovgivers intention at der skulle betales en bestemt skat, og det er et tilfældigt og uønsket hul i lovgivningen som giver mulighed for at undgå det. I så fald taber brugen af skatteskjul den demokratiske legitimitet som er med til at gøre brugen af kørselsfradrag uproblematisk. 

Forsvarere for skatteskjul kunne måske her indvende, at skiftende ministre har forholdt sig så tilstrækkeligt passive, selvom de kendte til problemerne, at den eksisterende lovgivning må betragtes som implicit godkendt (en sådan passivitet anklager Thomas Pikketty politikere for, omend han drager andre konsekvenser af pointen).

Men selv hvis det er rigtigt, så består problemet med, at en implicit godkendt lovgivning, der giver mulighed for at bruge skatteskjul, er intuitivt uretfærdig. Det er den fordi det er meget vanskeligt at forsvare et skattesystem som retfærdigt, hvor flertallet af befolkningen betaler skat, mens de ekstremt velhavende har mulighed for efter eget valg at reducere deres skattebyrde til noget nær ingenting. En lovgivning som medfører omvendt progressiv skat, hvor andelen af ens indtægt som betales i skat i praksis er større, jo lavere en indtægt man har, er ikke bare intuitivt uretfærdigt, men også teoretisk i strid med de mest prominente teorier i politisk filosofi (f.eks. utilitarisme og luck egalitarianism). Givet at loven selv er uretfærdig, så er der ingen grund til at tro at det skulle være anderledes umoralsk at udnytte den, end det var at udnytte de uretfærdige love som gav mulighed for legal diskrimination, vold mod børn, og ægtefælle voldtægt.

Afslutningsvis kan man forestille sig forsvarere for skatteskjul indvende, at der slet ikke findes noget sådant som en retfærdig eller uretfærdig skat. Det kan skyldes en af tre ting: 

1) Reel moralskepticisme, altså det synspunkt at der ikke er noget som helst der er moralsk forkert, og derfor kan brugen af skattely ikke være forkert, og skattelovgivning ikke være retfærdig. Det er et synspunkt som kan forsvares, men de færreste mener det, når det kommer til stykket. For hvis man tilslutter sig det, så skal man også mene det når det drejer sig om for eksempel slaveri eller folkemord. 

2) Dernæst, og langt mere ofte, så kan det være udtryk for lejlighedsskepticisme. Her er moralskepsis et synspunkt man anlægger, når man møder moralsk fordømmelse for sine egne synspunkter eller handlinger, men ikke når man iøvrigt skal vurdere hvad der er rigtigt eller forkert. Den indstilling er ikke bare hyklerisk, men indlysende uforsvarlig (det kan ikke være en metaetisk relevant forskel om et synspunkt er til min fordel eller ej...). 

3) For det tredje kan man mene at selvom der findes rigtige og forkerte handlinger, så hører fordelingen af økonomiske goder og dermed skattesystemet til i en anden sfære. Det er imidlertid vanskeligt at se hvordan man kunne begrunde et sådant synspunkt, og der er mig bekendt ingen seriøse politiske filosoffer som ville tage det seriøst. 

Sidst men ikke mindst, så findes der enkelte radikale libertarianere, som mener, at netop fordi ethvert skattesystem er uretfærdigt, så har alle individer ret til at unddrage sig mest muligt skat. Det er et synspunkt som har haft en begrænset opbakning i filosofi, mest berømt fra Robert Nozick, men som i dag må betragtes som yderst tvivlsomt. (Tilhængere af det henvises til Murphy og Nagels’ ”The Myth of Ownership” i særdeleshed, og diskussionen af fordelingsretfærdighed i politisk teori i almindelighed).

Det er samlet set meget vanskeligt at se hvordan man skulle kunne forsvare brugen af skatteskjul. Alligevel bør vi ikke blive overraskede over at de findes - den menneskelige grådighed er en stærk drivkraft, og rige mennesker har ikke stærkere moral end andre når de fristes. Det er en af de væsentligste grunde til at vi ikke overlader det til den enkeltes moral og viljestyrke at betale sin retfærdige del til fællesskabet, men håndhæver forpligtende love. Den virkelige skandale er derfor ikke at så mange har handlet umoralsk, men at vi andre, og vores valgte politikere har ladet dem. Når det drejer sig om, at lave om på det, og indføre lovgivning som effektivt forhindrer den form for skattespekulation som lige nu kan praktiseres systematisk, så kan det næsten kun gå for langsomt.