Ytringsfrihed og lejlighedsliberalister

V, S, DF og K har netop gennemført den begrænsning af ytringsfriheden, som regeringen først søsatte i kølvandet på TV2s dokumentar om Grimhøjmoskeen i Århus. Mere præcist er det nu blevet forbudt at billige en hel række kriminelle forhold - fra terror i den ene ende til flerkoneri i den anden - hvis det sker i forbindelse med religiøs forkyndelse, og inviterede prædikanter fra udlandet kan blive afvist indrejse, hvis staten vurderer at de forkynder på denne måde.

Det første som er interessant ved dette tiltag er at det illustrerer, at det for en lang række politiske aktører ikke var noget de faktisk mente, når de tidligere har sagt at ytringsfriheden var "absolut", "ikke kan gradbøjes", "ikke har noget "men..."" og lignende. I praksis har de alle det langt mere rimelige synspunkt at ytringsfriheden er en rettighed ligesom andre rettigheder, hvor vi må overveje og afgøre hvilke grænser den skal have (det, at ytringsfrihed må forstås sådan, har jeg på et tidspunkt skrevet lidt om i Politiken). 

Der findes naturligvis mere reflekterede og principielle forsvarere for udstrakt ytringsfrihed, også på den politiske fløj som har været flittigst til at tale om absolut ytringsfrihed, og som pt. står i spidsen for at begrænse den, for eksempel Flemming Rose og Jacob Mchangama. Men for en stor dels vedkommende er tiltaget en afsløring af, at disse aktører er hvad man kan kalde lejlighedsliberalister: de er tilhængere af liberale principper i visse sammenhænge, men ikke i alle.

Det har den anseelige fordel, at journalister fra nu af kan og bør reagere på disse aktørers eventuelle brug af argumentet om, at ytringsfriheden er absolut, ved at slå en høj og hånlig latter op, efterfulgt af et tørt "Nej, men hvad er din egentlige grund til at mene X?" Den offentlige debat om ytringsfriheden, der lige siden diskussionen af Muhammed-tegningerne i 2005 mildt sagt har været rodet og fuld af fejlslutninger, kan kun blive klarere og mere informativ, ved at forestillingen om absolut ytringsfrihed i vid udstrækning nu er blevet gjort uanvendelig som argument.

Det rejser også spørgsmålet om, hvorfor så mange tidligere erklærede tilhængere af (næsten) absolut ytringsfrihed i virkeligheden er lejlighedsliberalister? Man kan forestille sig, men naturligvis ikke vide, at det for manges vedkommende er sådan, at de er tilhængere af liberale principper når disse kan støtte deres på forhånd givne synspunkter, men ikke når de strider mod dem. Det er plausibelt alene af den grund, at en del moralpsykologisk forskning viser at mennesker ofte har den type forhold til principper: de tjener fortrinsvis til at rationalisere og understøtte synspunkter, som man allerede har tilsluttet sig af andre, ikke-principielle grunde.

Det andet som er interessant er de argumenter som er kommet på bordet for at begrænse ytringsfriheden. Selvom ytringsfriheden hverken er eller bør være absolut, så følger det ikke at en hvilken som helst begrænsning af ytringsfriheden er legitim. I sloganform er spørgsmålet ikke om det bør hedde "ytringsfrihed, men...", men hvilket "men..." der skal komme efter ytringsfrihed.

Bertel Haarder, der som Kulturminister har stået i spidsen for at udforme lovgivningen, siger i et kritisk interview at "...det er en lille begrænsning af ytringsfriheden, der [...] [kun gælder] i læresituationer, og derfor forstår jeg slet ikke den store bekymring". Det er det defensive argument, dvs. "denne begrænsning af ytringsfriheden er ikke et problem, fordi..." Han siger også at formålet er at få muslimske prædikanter til at "holde sig på måtten", og derved forhindre eller begrænse skabelsen af parallelsamfund, og rekrutteringen af "Syrienskrigere". Det er det offensive argument, dvs. "denne begrænsning af ytringsfriheden er en god ide, fordi..."

Det er først og fremmest lidt underholdende fordi Haarder, som Information bemærker, er en af de politikere som ofte har agiteret for absolut ytringsfrihed: "Man må sige, hvad man vil. Man må også sige frygtelige ting. Men hvis man gør frygtelige ting, så skal hammeren falde.[...] Med ytringsfriheden får vi tingene frem i luften. Så hører vi det – og så kan det også blive imødegået. Og derfor sagde Grundtvig: ’Munden fri, men hænderne bundet.’"

Men det er også bekymrende, for de to argumenter er mildt sagt ikke imponerende. Det defensive argument kan forstås bredt eller snævert. Den brede fortolkning er, at det ikke er et problem at indskrænke ytringsfriheden, hvis det kun er visse ytringer, af visse personer, i visse situationer, som bliver forbudt. Det synspunkt holder ikke, hvad Haarder antageligt godt ville kunne se, hvis man forestillede sig at en venstrefløjsregering forbød Vs folketingskandidater (visse personer) at ytre forsvar for liberal politik (visse ytringer) i valgkampssammenhænge (visse situationer).

Den snævre fortolkning er, at begrænsning af ytringsfriheden ikke er et problem hvis det kun er lige netop disse personers ytringer, af lige netop denne type, i lige netop disse situationer, som bliver forbudt. Der er to problemer med denne udgave: for det første bliver den til en cirkelslutning. Den gentager i princippet bare Haarders konklusion, som argument for konklusionen. For det andet forekommer den oplagt diskriminerende: den hævder eksplicit at det er legitimt at begrænse en bestemt lille gruppe personers frihed, ikke fordi det i almindelighed er legitimt at begrænse personers frihed i beslægtede situationer (det er den generelle udgave af argumentet), men fordi de er netop hvem de er.

Det offensive argument klarer sig ikke meget bedre. For det første lider det under en påfaldende mangel på empirisk støtte. Påstanden er, at denne begrænsning af ytringsfriheden vil have en række gavnlige effekter, men der fremsættes ingen dokumentation for at det vil være tilfældet. For det andet er det ikke indlysende at synspunktet kan generaliseres. Ideen må være, at vi legitimt kan begrænse ytringsfriheden, hvis vi derved forhindrer sociale ulemper som parallelsamfund og fundamentalistiske troende. Men antageligt ville vi kunne forhindre utallige sociale ulemper, på alle mulige områder, ved at begrænse bestemte personers ytringsfrihed. For eksempel ville vi antageligt kunne reducere fedme ved at forbyde reklamer for sukkerholdige produkter, skattesvindel ved at forbyde bankers økonomiske rådgivning, og racisme ved at forbyde journalister at trykke kritiske historier om indvandrere og efterkommere i Danmark. Da der næppe findes nogen som mener at alle sådanne tiltag er legitime, så er princippet forkert.

Et mere plausibelt princip er, at vi legitimt kan forbyde en bestemt type ytringer, hvis vi har gode grunde til at formode, at den langsigtede gavn af forbuddet overstiger den langsigtede ulempe, inklusiv den øgede risiko for yderligere, illegitime begrænsninger af ytringsfriheden. Men en sådan grundig og nuanceret afvejning har de ansvarlige politikere, med Haarder i spidsen, end ikke forsøgt, og det er ikke givet hvordan den ville falde ud i spørgsmålet om den aktuelle lovgivning.

Man kan naturligvis mene, at hele denne form for diskussion er naiv, idet lovgivningen måske i virkeligheden udelukkende har til formål at skabe politisk popularitet hos en bestemt vælgergruppe, dvs. at den er symbolpolitik. Men det ville være en deprimerende konklusion: det eneste som er mere trist end et elendigt forsvar for begrænsninger af ytringsfriheden, er hvis de som begrænser den end ikke tager den seriøst nok til at mene, at det er værd at overveje om en begrænsning kan forsvares.