Hvordan forsker man om overvågningsetik?

Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation har præsenteret en række humanistiske forskningsprojekter "med impact". Et af projekterne er mit igangværende projekt om omvendt overvågning, som FKK har bevilliget pengene til. Det er ikke, synes jeg, blevet et synderligt flatterende portræt, hvilket jeg antageligt bærer min del af skylden for. Det er altid vanskeligt at formidle forskning, og filosofi har givet sin abstrakte natur måske større udfordringer end nogle discipliner. Artiklen bærer præg af, at jeg i denne sammenhæng ikke har fået løst de udfordringer (selvom det nok også spiller en rolle, at der af ikke helt klare årsager bliver givet markant mindre plads til at præsentere projektet, end de andre projekter får).

Efterfølgende har jeg brugt en del tid på at spekulere over hvordan man kunne fremstille min forskning mere præcist og fyldestgørende. Det spørgsmål kan formuleres lidt bredere og måske mere interessant som: hvad laver man egentlig, når man forsker i overvågning?

Et første skridt er at undersøge de centrale begreber. Hvad er overvågning? Og hvis en af de ting, som vi er bekymrede for i forbindelse med overvågning, er tabet af privatliv, hvad vil det så sige at noget er privat?

Denne type overvejelser er vigtige, både fordi vi gerne vil kunne sige med nogenlunde sikkerhed hvornår noget er og ikke er overvågning eller privat, men også fordi vi gerne vide hvad det er, som er karakteristisk for f.eks. overvågning, når vi skal vurdere overvågnings moralske status.

Metoden til at undersøge sådanne spørgsmål er begrebsanalyse, der groft sagt går ud på at formulere en definition - dvs. et sæt af nødvendige og tilsammen tilstrækkelige betingelser for, at noget er et eksempel på det som defineres - teste den mod mulige modeksempler, og så revidere den indtil den synes at ramme rigtigt. Ofte støder man ind i mindst et og typisk flere af følgende problemer: a) begrebet er vagt, hvilket vil sige at der er situationer hvor der er irreducibel usikkerhed om hvorvidt noget er eller ikke er et eksempel på f.eks. overvågning; b) vores dagligdagsbrug af begrebet er uhensigtsmæssig, f.eks. fordi den skærer på tværs af en vigtig distinktion; og c) vi bruger to (eller flere) nært beslægtede begreber, som vi ikke skelner mellem sprogligt og ofte heller ikke i vores tænkning, men som faktisk er forskellige.

Den type begrebsanalyse er der ikke lavet så meget af for begrebet om overvågning, og et vigtigt første skridt for mit projekt har derfor været at lave den selv. Omvendt er der for begrebet om privatliv ("privacy" på engelsk) en rig og kompleks litteratur, som strækker sig ca. 50 år tilbage.  I den litteratur findes et sted mellem 3 og ca.10 forskellige teorier om hvad privatliv er (afhængigt af hvor forskellige man mener at de skal være, for at tælle som en ny definition), der alle gensidigt udelukker hinanden (dvs. kun én af dem kan være rigtig...). I den situation er opgaven ikke at udvikle fra bunden, men at tage kritisk stilling til de argumenter som allerede er formuleret for forskellige definitioner. Ideelt set er der i sådan en situation argumenter for én af definitionerne, som er så overbevisende, at man kan adoptere den og ignorere de andre, men i praksis er det sjældent tilfældet. I mit arbejde med begrebet privatliv kombinerer jeg derfor begrebsanalyse med kritisk analyse af de eksisterende teorier for at producere en revideret og (forhåbentlig) forbedret definition.

Begrebsanalyse kan virke som et stykke nørdet pillearbejde, der ligger langt fra de mere presserende spørgsmål om overvågningens etiske udfordringer. Min erfaring er at den er nødvendig som fundament, for hvis man bygger etiske analyser på uklare begreber, så bliver det metaforisk formuleret et højhus konstrueret på sand. Det er imidlertid også klart, at det i sidste ende handler om at besvare de konkrete etiske spørgsmål. Det næste skridt er derfor at undersøge hvad der i almindelighed kan være etisk problematisk ved overvågning.

Et vigtigt første skridt i den forbindelse er at skelne mellem de ting som kan være galt i konkrete situationer hvor nogen bliver overvåget, men som strengt taget ikke har noget med overvågningen at gøre, og så de ting som faktisk knytter sig til selve overvågningen. Hvis man, for at tage et lidt banalt eksempel, hyrer et tvivlsomt firma af lejesoldater til at overvåge en gruppe personer, og dermed økonomisk støtter et foretagende som i mange andre henseender handler moralsk forkert, så er der indlysende et etisk problem, men ikke et som skyldes overvågningen som sådan (det er, i parantes bemærket, en af grundene til, at det er vigtigt at vide hvad det er, som er karakteristisk for overvågning som sådan).

Med den præcisering i mente, så minder opgaven her til en hvis grad om den jeg beskrev ovenfor i forbindelse med privatliv: der findes en række teorier om hvad der er eller kan være moralsk galt med overvågning, så det første skridt er at kigge dem efter i sømmene. En påstand om at noget er moralsk forkert må altid understøttes af argumenter, og argumenter kan og bør vurderes kritisk. Følger konklusionen virkelig af præmisserne? Og er præmisserne plausible? Hvis man f.eks. påstår at overvågning er moralsk problematisk fordi den reducerer personers privatliv, og det er intrinsisk forkert at reducere personers privatliv, så bør vi overveje, om dette virkelig er rigtigt. Er der ikke situationer, hvor det virker intuitivt uproblematisk at reducere personers privatliv? Og er der i givet fald en anden forklaring på hvad der er galt med situationer, hvor vi kan være tilbøjelige til at tro, at det er dårligt at reducere privatliv?

Udover at kritisk vurdere og falsificere teorier som ikke holder vand, så er det naturligvis afgørende at vise hvad der faktisk er galt med overvågning. Min arbejdshypotese er den meget simple at overvågning kun er instrumentelt forkert, og kun når det gør skade. Det kan det ret indlysende gøre på en lang række måder, for eksempel ved at ydmyge de personer som overvåges, når pinlige detaljer fra deres liv afsløres for andre, eller når de lægger bånd på sig selv for at undgå netop den form for ydmygelse. Selvom teorien kan virke umiddelbart indlysende og enkel, så involverer det en række mere komplicerede skridt at beskrive præcist hvad det vil sige at overvågning gør skade, og at demonstrere at den kan redegøre for de relevante situationer, hvor vi intuitivt mener at overvågning er problematisk.

Det sidste skridt i arbejdet er på sin vis det mest enkle: med de teoretiske redskaber på plads kan man analysere konkrete situationer, for at vurdere et eller begge af følgende spørgsmål: er overvågning i denne situation moralsk problematisk? Og er det i givet fald problematisk på en måde, som giver grund til at forbyde den?

Tag to eksempler som min forskning kigger på (eller, mere præcist, vil kigge på i den sidste del af projektet): Bør dansk politi bære kropskameraer, som filmer politiets gøren og laden, inklusiv deres interaktion med borgere? En række lande har indført teknologien, og det første grundige studie fra Californien viste at det på en række parametre har gavnlige konsekvenser. Kritikere har fremført at det udsætter borgere for endnu mere overvågning, rummer muligheder for misbrug, og, i dansk sammenhæng, at den overvågning af politiet som det også er, er udtryk for en urimelig mistillid. Hvad skal vi mene om sådanne indvendinger? Selv hvis de ikke er tilstrækkelige til at vise, at vi ikke bør bruge kropskameraer, så kan de måske vise hvilke rammer vi bør sætte for hvordan og hvornår kameraerne skal filme, hvem som skal have adgang til data efterfølgende, hvor længe filmene skal gemmes, osv.

Et andet og nært beslægtet spørgsmål er om borgere bør have mulighed for at filme politiet, for eksempel med deres mobiltelefon? I visse amerikanske stater har dette (i nogle perioder) været formelt forbudt og strafbart. I Danmark har borgere formelt lov til at filme politiet, undtagen hvis de derved kommer til at forhindre politiets arbejde. I praksis er det politiet som i den pågældende situation vurderer om en person er til hinder for deres arbejde ved at filme. Sat på spidsen betyder det, at personer kan vurderes at "være til hinder" hvis politiet ikke ønsker at blive filmet. Kan sådanne formelle eller uformelle begrænsninger af borgernes mulighed for at overvåge politiet forsvares? Og bør vi omvendt ikke sætte grænser for borgernes muligheder for at overvåge politiet i nogle sammenhænge, f.eks. for at undgå at organiserede kriminelle kan bruge overvågning til at chikanere betjente eller undgå politiets patruljer, eller for at fartbøller kan dele informationer om hvor politiets fotovogne står placeret?

Analyser af sådanne konkrete spørgsmål er altid komplekse fordi de afhænger af specifikke forhold. Det teoretiske forarbejde giver mulighed for at fokusere på netop de forhold som faktisk kan gøre en forskel for om noget er moralsk forkert eller bør være forbudt, men selv med det fokus vil der næsten altid være faktorer som trækker i hver sin retning, og den endelige vurdering vil typisk være en vanskelig balancering af sådanne faktorer mod hinanden. Det er en indbygget usikkerhed i filosofiske analyser. Imidlertid er alternativet at træffe beslutninger om vigtige etiske spørgsmål baseret blot på mavefornemmelser. I det lys er filosofiske analyser det bedste svar vi kan give på spørgsmålene.

Som John Maynard Keynes så fantastisk formulerede det, så er det bedre at have nogenlunde ret, end at tage præcist fejl.