Kære Liberalister: reduktion af arveafgiften var og er en virkelig, virkelig dårlig ide

Edit: et uheld med Blogger førte til at den første udgave af dette indlæg blev slettet. Jeg har efter bedste evne (og efter en lang pause fyldt med bandeord og et truende højt blodtryk) genskabt teksten, og føler mig overbevist om at de væsentligste pointer er gengivet. Men læsere som nåede at opleve den første version vil nok bemærke forskelle.

En af fordelene ved at jeg er blevet færdig med mit seneste forskningsprojekt, er at jeg har fået overskud til at skrive denne blog igen (intet er så skidt etc...).

Et emne som jeg har haft lyst til at tage fat i, er regeringens gennemførte og foreslåede reduktioner af arveafgiften. Som bekendt reducerede regeringen sidste år arveafgiften for familievirksomheder fra 15% til 5%. Og i forbindelse med de igangværende finanslovsforhandlinger har både LA og Konservative arbejdet for en yderligere og bredere reduktion af arveafgiften. Det er ikke overraskende, når man tager i betragtning af netop disse to partier modtager væsentligt højere privat partistøtte per parlamentariker end andre partier, og at en meget væsentlig del af denne støtte kommer fra netop de familier, som en reduktion af arveafgiften for alvor tilgodeser. Det var da også en udbredt analyse, at den gennemførte reduktion af arveafgiften i vid udstrækning kunne forklares som en lobbysuccess for Danmarks rigeste familier.

Men pudsigt nok har regeringen valgt at besvare spørgsmålet om hvorfor de ønsker at reducere arveafgiften, ikke med det korte og præcise "fordi rige mennesker betaler os for at gøre det", men med forklaringer som nok bedre kan tænkes at appellere til den brede befolkning. Skatteminister Karsten Lauritzen satte trumf på, da han forklarede til Politiken at der var "et moralsk argument" for at reducere arveafgiften. Den slags får uvægerligt en moralfilosof til at spidse ører.

Der har allerede været udbredt kritik af reduktionen af arveafgiften (for eksempel Rune Lykkeberg, Mie Roesdahl, og Julius Gotthardt Møller). Men det meste kritik undervurderer, så vidt jeg kan se, hvor dårlig en sag fortalerne har. Dels fordi de argumenter, som de har fremført, ikke holder for mere end et helt overfladisk eftersyn. Og dels fordi der ihvertfald tre meget stærke argumenter, som taler ikke blot imod en reduktion af arveafgiften, men for en meget væsentlig forøgelse af den. Lad os begynde med fortalernes argumenter.

Det mest almindelige argument for at reducere arveafgiften er, at afgiften er en uretfærdig ekstra beskatning, af penge som, der allerede er betalt skat af én gang. Det er et elendigt argument, af i hvert fald tre grunde (denne kritik trækker på og findes i mere detaljeret og endnu mere ødelæggende form i både Richard Murphys "The Joy of Tax", og Thomas Nagel og Liam Murphys "The Myth of Ownership").

For det første, så er der masser af intuitivt uproblematiske skatter og afgifter, som involverer, at en person betaler skat af penge som på lignende vis allerede er blevet beskattet. Det gælder for eksempel moms, som i praksis er en skat personer betaler når de køber varer, med penge som normalt allerede er blevet pålagt indkomstskat. Hvis arveafgiften er et problem, fordi den involverer at en person betaler skat af én gang beskattede penge, så skulle sådanne tilsvarende typer beskatning være tilsvarende problematiske.

For det andet så er det uklart hvorfor arveafgiften skal forstås, som en skat der pålægges den afdøde, der allerede har betalt skat af pengene én gang, snarere end som en skat der pålægges arvingerne, der jo ikke har betalt skat af pengene endnu. Det er indlysende vigtigt, om der er tale om det ene eller det andet. Alle penge bliver i en vis abstrakt forstand beskattet mange gange. Det følger af, at penge cirkulerer i økonomien - én persons indtjening bliver beskattet, og det overskydende bruges til at betale andre personer, som igen betaler skat af denne indtægt inden de bruger det overskydende til at betale andre personer, etc.. Argumentet kan derfor ikke være at beskatning af de samme penge hos forskellige personer er problematisk. Men der er vanskeligt at se hvordan man principielt kunne argumentere for, at der ved arveafgift er tale om beskatning af den afdøde snarere end af arvingerne.

For det tredje, og mest alvorligt, så er det meget tvivlsomt, om det faktisk er moralsk problematisk, at beskatte de samme penge flere gange hos den samme person. Det er for eksempel ikke indlysende, at der er nogen moralsk forskel på at betale en flad 36% skat, og på at betale to på hinanden følgende skatter af 20% (hint: en person har samme beløb til rådighed efter skat i de to situationer...). Det mest oplagte argument for, at der skulle være en forskel, er at en person, som én gang har betalt den skat, som vedkommende bør betale, og efterfølgende pålægges en yderligere skat, bliver behandlet uretfærdigt. Problemet med det argument er, at det jo netop er spørgsmålet om, hvorvidt arveafgift er eller ikke er en del af den skat, som personer bør betale, som er stridens kerne. Som begrundelse for en forskel er der derfor tale om en cirkelslutning.

Det bliver ikke bedre når vi kigger på Karsten Lauritzens "moralske argument:

"Når man har skabt en virksomhed i familieejet regi, har jeg svært ved ikke at skabe gode muligheder for, at den virksomhedsejer kan give virksomheden videre til næste generation."

Det er muligt, at Lauritzen er blevet ubarmhjertigt citeret af journalisten. Det kan også være at der er noget jeg overser. Men jeg kan ikke, selv for den mest gavmilde tolkning, få ovenstående til at udgøre et argument. Det er, som mine amerikanske kollegaer ville formulere det, "not even wrong".

Så meget for svaghederne ved argumenter for at reducere arveafgiften. Lad os i stedet kigge på de tre argumenter for, at den snarere bør øges væsentligt. De hviler på henholdsvis nytte, lighed og fortjeneste.

Det første argument er utilitaristisk, og hviler på de to meget enkle præmisser, at en arveafgift er fordelingspolitisk progressiv, mens reduktioner af den tilsvarende er regressive, samt at penge ligesom andre goder har faldende marginal nytteværdi. Det første betyder kort og godt, at en arveafgift (på sigt) medfører en omfordeling fra rige til fattige, mens reduktioner af arveafgiften, eller en decideret afskaffelse, omvendt fører til koncentrationer af rigdom hos de rige. Det andet betyder at penge gør mere gavn, når de fordeles til en person som er fattig, end når de fordeles til en person som er rig.

Begge dele er naturligvis alt andet lige synspunkter, og der kan sagtens tænkes situationer hvor en politik, som isoleret betragtet er regressiv, samlet set forøger velfærden, måske oven i købet også for de fattigste, for eksempel fordi den fører til økonomisk vækst, som mere end kompenserer for den regressive effekt. Den type effekter er der imidlertid, som danske økonomer har været hurtige til at påpege, ingen grund til forvente af reduktioner i arveafgiften. En reduktion må meget enkelt forventes at have den konkrete effekt, at der skabes et hul i statskassen, som skal dækkes enten ved andre, typisk mere generelle skatter, eller reduceret offentlig velfærd.

Sat på spidsen, så er spørgsmålet om arveafgiften derfor valget mellem at give de rigeste danskere mulighed for øget forbrug af luksusgoder, og, for eksempel, at tilføre det offentlige sundhedsvæsen hårdt tiltrængte ressourcer. Det er både teoretisk og intuitivt ukontroversielt, at vi samlet set skaber mere velfærd ved det sidste, end ved det første.

Det andet argument vil især appellere til liberale (i den principielle betydning qua for eksempel John Rawls), som kan påpege at muligheden for at arve skaber meget ulige livsmuligheder. Det er et meget intuivt princip - omend jeg personligt ikke er overbevist - at det er grundlæggende uretfærdigt, at personer tildeles meget forskellige livsmuligheder, af grunde som de ikke har indflydelse på. De fleste mener for eksempel at det er moralsk meget problematisk, hvis man systematisk har ringere chancer i livet, alene fordi man var uheldig nok til at blive født som kvinde eller sort.

Det er forhåbentligt indlysende, at det stiller personer meget forskelligt, om de arver eller ikke arver væsentlige summer penge. Det er antageligt også indlysende, at det er et rent lotteri, om man fødes ind i en velhavende familie eller i en fattig. Hvis man tager princippet om mulighedslighed alvorligt, så følger derved umiddelbart, at det er moralsk problematisk at personer har mulighed for at arve, især mulighed for at arve store formuer, som skaber meget ulige livsvilkår.

Det tredje argument er det, som bider hårdest, for det hviler på netop det princip om fortjeneste, som liberalister i andre sammenhænge forfægter. Ideen er her, at det er grundlæggende uretfærdigt, hvis samfundet belønner personer som ikke har gjort sig fortjent til det, for eksempel ved at yde en indsats. Dette princip om fortjeneste er den bagvedliggende ide i det notoriske slogan at "det skal kunne betale sig at arbejde". Men ideen om fortjeneste har også spillet en rolle når liberalister, måske mest i forrige århundrede, forsvarede individers retssikkerhed mod statslige indgreb, i den variant at uskyldige ikke fortjente at blive overvåget, tvunget eller endog straffet.

Det er vigtigt at understrege, at jeg ikke selv mener, at fortjeneste er en relevant moralsk faktor. Jeg har fortsat til gode at se overbevisende argumenter både for at der findes moralsk fortjeneste, og for at almindelige mennesker besidder de egenskaber, som er nødvendige for at kunne fortjene noget. Pointen er imidlertid den meget enkle, at netop fordi liberalister mener, at fortjeneste spiller en afgørende rolle for hvordan vi bør indrette samfundet, så er en reduktion af arveafgiften nødt til at være forenelig med princippet om fortjeneste, for at de kan være tilhængere af den.

Og her er problemet at det er det en reduktion af arveafgiften ret tydeligt ikke. Personer som arver har i almindelighed ikke gjort noget som gør dem fortjent til at arve (det er muligt at der findes undtagelser, men jeg kan ikke komme i tanke om hvad det skulle være). De har ganske enkelt været så heldige, at de blev født i en familie, hvor andre medlemmer havde mulighed for efter døden at overlade en arv til dem. Argumentet her kan minde en del om argumentet ovenfor, som er baseret på mulighedslighed, så det er værd at understrege, at de to er forskellige. Et eksempel kan illustrere - overvej:

Megalotteriet. Staten afholder hvert år et lotteri, hvor der trækkes lod blandt alle borgere undtagen de som tidligere har vundet. Vinderen tildeles et årligt, skattefinansieret stipendium på 20 millioner kroner for resten af livet.

De i dag mest sofistikerede versioner af princippet om mulighedslighed vil afvise, at megalotteriet er retfærdigt, fordi det stiller personer meget forskelligt på baggrund af ufrivilligt held. Men mere snusfornuftige versioner vil hævde, at lotteriet er foreneligt med mulighedslighed - alle har jo i udgangspunktet samme mulighed for at vinde, og ingens livsmuligheder er derfor anderledes eller ringere end andres på grund af lotteriet. Fortjenesteprincippet vil imidlertid utvetydigt fordømme lotteriet; de personer som modtager præmien har jo på ingen måde gjort sig fortjent til den. Men fuldstændig det samme gør sig gældende for personer som arver.

Snarere end at reducere arveafgiften er der meget der taler for en dramatisk forøgelse. Alle de tre argumenter ovenfor peger i den retning. Der vil være begrænset gevinst ved, og det vil i praksis nok være for besværligt at beskatte meget små arve, ligesom der kan være grund til at gøre undtagelser for genstande med lav økonomisk værdi men høj affektionsværdi. Det taler for at indføre en bagatelgrænse, omend det er et åbent spørgsmål, om den bør sættes så højt som de 300.000 DKK som er grænsen i dag.

Uanset hvor grænsen går, så er det over denne grænse overordentligt vanskeligt at forsvare, at personer overhovedet skal have mulighed for at arve, og i særdeleshed at de skal have mulighed for at arve enorme formuer næsten uden afgift. De mest almindelige argumenter for det synspunkt er komplet utilstrækkelige, og principper som både liberale og liberalister anerkender fører til den modsatte konklusion: at den mulighed er fundamentalt uretfærdig. Endvidere vil selv relativt små forøgelser af arveafgiften indbringe relativt store summer til statskassen, som efter behov kan bruges på for eksempel andre, mere generelle reduktioner af skatten eller offentlig velfærd. 

Et af de grundlæggende principper for moralfilosofi er, ligesom for andre videnskaber, at det ikke er nogen skam at tage fejl. Men hvis man ikke er villig til at indrømme og korrigere sine fejl, selv i lyset af overvældende evidens, så er man ophørt med at tænke videnskabeligt. Omvendt er det, som Upton Sinclair berømt fremførte, overordentligt vanskeligt, at få en person til at indse, at et synspunkt er forkert, hvis vedkommendes karriere afhænger af, at de mener synspunktet er korrekt. Liberalister er med hensyn til arveafgifter i den penible situation, at de er tvunget til at vælge mellem sobert at følge argumenterne til en uønsket konklusion, og levebrødspolitik. Jeg er indtil videre hverken overrasket over eller imponeret af deres valg.