Juridisk pseudo-abort

Vi savner et ordentlig udtryk på dansk, for som en bekendt har påpeget, så er der den væsentlige forskel på egentlig og såkaldt "juridisk abort", at barnet overlever det andet men ikke det første...

Når det er sagt, så lad os for øjeblikket holde fast i udtrykket for at diskutere det mere væsentlige spørgsmål: bør vi tillade juridisk abort? Og i givet fald i hvilken form?

Som ved mange beslægtede emner har debatten i deprimerende grad bestået af ophidsede erklæringer, personlige kommentarer, og individuelle anekdoter (jeg kigger på jer, Politiken). De fleste synes, som Robert Nozick også beskrev situationen for Newcombs problem, at være enige om at der et helt indlysende rigtigt svar; de er bare lodret uenige om hvorvidt svaret er "ja" eller "nej".

Det er synd, for det er et vigtigt men også et kompliceret spørgsmål, som så vidt jeg kan vurdere kræver en del overvejelser og eftertanke at tage stilling til.

Overvej til at starte med følgende situation: Anne bryder ind på en fertilitetsklinik, og stjæler både et af Birthes æg, og en beholder med Claus' sæd. Anne befrugter ægget med sæden, og får det placeret i sin livmoder, hvor hun udruger fosteret, og derpå føder barnet. Først da det er sket kontakter hun Birthe og Claus, og fortæller dem at de er blevet forældre. Anne insisterer på at de tager ansvar for barnet, som minimum ved at betale børnepenge til hende mens hun opfostrer barnet.

Et problem med eksemplet er at det indeholder en forbrydelse, nemlig indbrud og tyveri på en fertilitetsklinik, som strengt ikke er relevant for diskussionen. Så lad os forsøge at ignorere den problematik - f.eks. ved at vi forestiller os at Anne melder sig selv til politiet, erklærer sig skyldig og udstår sin straf for forbrydelsen, eller at hun i stedet for at bryde ind falder over æg og sæd som er blevet kasseret, eller...

De relevante spørgsmål er nemlig for det første (1) hvad vi skal mene om den måde (udover indbruddet), som Anne har behandlet Birthe og Claus, og for det andet (2) hvilke krav vi bør tillade Anne at stille til dem? Har Anne handlet moralsk forkert overfor Birthe og Claus (på engelsk bruger man det lidt mere præcise "to wrong" på en måde som direkte henviser til et offer for handlingen, som i "has Anne wronged Birthe and Claus?")? Og er det rimeligt at hun for eksempel kan kræve børnepenge af dem?

De fleste vil nok intuitivt mene at svaret på det første spørgsmål er et klart ja - Anne har behandlet Birthe og Claus moralsk forkert, og på det andet at det er tvivlsomt om hun bør kunne kræve de rettigheder som forældre normalt nyder. Det kan der imidlertid være mange grunde til. Vi kan ikke slutte direkte fra intuitionen i dette eksempel til den mere generelle diskussion af juridisk abort. Lad os prøve at kigge på et par af de mest oplagte forskelle på historien og de mere almindelige situationer som juridisk abort typisk handler om.

En oplagt forskel er at Anne ikke biologisk er forælder til barnet, og måske slet ikke bør kunne gøre krav på at opfostre det. Men det er ikke indlysende at det bør spille en vigtig rolle. Hvis vi for eksempel forestiller os at Claus gerne vil være fader til barnet, men ikke have Anne som moder (sådan ville en del af os nok have det med en type som hende), og at en domstol giver ham forældremyndighed og frakender Anne den, hvad så med Birthe? Hvis hun, modsat Claus, ikke ønsker at have noget med barnet at gøre, eller at være forælder til det, skal hun så tvinges til det? Og skal domstolen for eksempel kræve at hun betaler børnepenge til Claus? Claus er jo, modsat Anne, biologisk forælder til barnet, men det synes ikke indlysende at have ændret på situationen. Problemet er ikke Annes (manglende) relation til barnet, som nu er ændret til Claus' relation, men at Birthes relation, som ikke er ændret, ikke synes at give grundlag for at rejse et sådant krav. Hun ønsker sig ikke barnet, og er ikke ansvarlig for at det findes.

Et andet forhold som kunne tænkes at spille en rolle er om de pågældende personer har haft sex, og derved pådraget sig en risiko for at få et barn. Men det er heller ikke helt oplagt, at det faktisk spiller en rolle, hvis vi tænker det ordentligt igennem. Ville det for eksempel ændre på noget, hvis det viste sig at Birthe og Claus har haft sex efter en fest for mange år siden?

Et bedre bud er, at personerne i en relevant forstand er ansvarlige for at barnet findes, for eksempel ved at de har haft sex som fører til skabelsen af netop dette barn. Men heller ikke en sådan kausal sammenhæng er nødvendigvis tilstrækkelig. Selv hvis det for eksempel var tilfældet, at Birthe og Claus havde sex og at det var netop den sæd som Claus ejakulerede i et kondom under denne sex, som Anne fik fingre i, så er det ikke klart at det skulle ændre på noget.

Det bedste bud er nok, at vi intuitivt mener, at der er en form for risiko-tærskel, hvor man bliver ansvarlig for konsekvenserne af sine handlinger. Hvis man velvidende har løbet en tilstrækkelig stor risiko, så er man også ansvarlig for konsekvenserne, hvis uheldet er ude. Det er en tankegang vi anerkender for eksempel i forbindelse med spritbilisme. Det forklarer også hvorfor vi kan tænke som vi gør i det oprindelige eksempel med Birthe og Claus: de har ikke løbet en relevant risiko - det eneste de har gjort er at opbevare æg og sæd på en fertilitetsklinik.

I moralfilosofi vil man typisk sige at en person kun er ansvarlig for en konsekvens på den relevante vis, i dette tilfælde konsekvensen at et barn fødes, hvis vedkommende både kunne udøve tilstrækkelig kontrol over om konsekvensen skete, og havde tilstrækkelig viden om at konsekvensen ville eller kunne ske som resultat af handlingen. Det peger på problemet med nogle af de virkelige eksempler: for nogle af de mænd som føler sig uretfærdigt behandlet er det antageligt tilfældet, at de ikke kunne udøve den relevante kontrol over om de blev fader til et barn, og selv hvis de kunne havde de ikke den fornødne viden om, at det ville eller kunne være konsekvensen af f.eks. at have sex med en kvinde. Og det kan virke indlysende urimeligt, at stille folk til ansvar for konsekvenser som de på denne måde faktisk ikke er ansvarlige for.

Det er imidlertid kun den ene halvdel af problematikken. Den anden halvdel handler om hvad konsekvenserne er ved at indrette lovgivningen på den ene eller den anden måde. Helt oplagt er der to problemer: For det første, hvordan påvirker en given form for lovgivning situationen for de to respektive forældre og for barnet, givet at de faktisk får barnet? For det andet, hvilken incitamentstruktur skaber lovgivningen, det vil sige i hvilken grad tilskynder den personer til at opføre sig på den ene eller den anden måde?

Vi kan for nemheds skyld forestille os at vi blot skal vælge mellem to meget enkle typer lovgivning: En lov (A) hvor enhver biologisk forælder er fuldt og helt ansvarlig for sine biologiske børn, og en anden lov (B) hvor en person udelukkende er ansvarlig for børn som vedkommende frivilligt påtager sig forældreskabet til ved fødslen.

Den første lov vil indlysende stille Birthe og Claus meget dårligt. De bliver pålagt et stort og omfattende ansvar mod deres vilje, på en måde som man godt kan forestille sig er en væsentlig forringelse af deres liv. Omvendt så kan det stille barnet bedre end at blive opfostret af Anne alene, og måske mere relevant, så vil der være en lang række mere realistiske tilfælde, hvor moderen og barnet er bedre stillet, ved at faderen tvinges til at bære sin del af ansvaret, end ved at han har mulighed for at fraskrive sig det. Selvom situationen ikke er så ulykkelig som i første halvdel af det 20. århundrede, hvor graviditet udenfor ægteskabet stadig var en økonomisk og social katastrofe for både kvinden og hendes potentielle barn, så er der næppe tvivl om at deres gevinst ved at tvinge faderen til for eksempel at støtte økonomisk meget ofte er langt større end faderens tab ved at blive tvunget dertil. Hvis vi realistisk forestiller os, at der er langt flere tilfælde hvor (typisk) mænd faktisk er ansvarlige for et barn, men ville fraskrive sig det hvis de kunne, end hvor det modsatte er tilfældet, så synes betragtningen om lovens konsekvenser for forældre og barn at anbefale A snarere end B.

Som den betragtning viser, så afhænger overvejelserne i vid udstrækning af ret komplicerede empiriske forhold: hvor mange sager er der af den ene og hvor mange af den anden type? Hvor meget gavner og skader den ene type lovgivning personerne i den ene type sag, og hvor meget i den anden? Det er med til at gøre det til et relativt vanskeligt spørgsmål at tage endeligt stilling til (og så har vi endda kun overvejet to tegneserieagtigt forenklede versioner af loven). Men den viser også, at selv hvis det, som jeg ovenfor skrev, kan virke urimeligt at holde folk ansvarlige for et barn som de reelt ikke er ansvarlige for, så kan der være hensyn som vejer tungere. Eller anderledes formuleret: vi kan have stærke grunde til at indføre lovgivning som lejlighedsvis behandler folk urimeligt.

Hvad så med den sidste betragtning, om hvilke incitamentstrukturer lovgivningen skaber? Det er desværre måske på engang det vigtigste og mest komplicerede spørgsmål. Det er indlysende at en lov som A, der stiller alle biologiske forældre til regnskab, betyder at alle voksne pludselig er nødt til at tage risikoen for at blive forælder langt mere alvorligt end i dag. Det vil være mere stressende og angstbetonet at have sex, og især mænd vil have stærke grunde til at tage endda meget omfattende forholdsregler imod en uønsket graviditet (kvinden har fortsat mulighed, forestiller vi os, for at abortere inden fødslen). Omvendt vil en lov som B stille især kvinder i en meget udsat situation. De vil have (endnu) stærk(ere) grunde til at undgå at blive gravide uden at være sikre på at deres partner er indstillet på at blive fader. Men begge parter vil have brug for at sikre sig meget grundigt at deres partner er indstillet på at løfte sin del af forældreskabet efter fødslen, for ikke at risikere pludselig at stå alene med opgaven.

Hvad skal vi så samlet set mene om juridisk abort? Umiddelbart er den eneste konklusion jeg er villig til at drage, at problemet er mere kompliceret end næsten alle involverede lægger op til. Det kan måske virke utilfredsstillende, at der efter så mange overvejelser ikke er et klart svar man kan have ret i. Men i det mindste kan man så sole sig i erkendelsen af, at næsten alle andre tager fejl.