Vaccine-skepsis og obligatoriske børnevaccinationer 3

Du får ikke lov til selv at bestemme, om du vil køre med tændte lygter på din bil om natten. Hvis du arbejder i fødevarebranchen, så får du heller ikke lov til selv at bestemme om du vil arbejde hygiejnisk eller ej. Og når du skal lave el-installationer, så er der strenge regler for hvordan de skal se ud.

De fleste af os mener ikke, at den type indgreb i vores personlige frihed er specielt problematiske. Det er der den helt banale grund til, at de sikrer at vi ikke er til fare for hverken os selv eller andre mennesker. Selv klassiske liberale og libertarianere (for eksempel John Stuart Mill og Robert Nozick) anerkender, at hensynet til personlig frihed har netop den grænse: det tillader ikke at én person er til risiko for eller påfører en anden person skade. 

Når det drejer sig om hvorvidt børn skal vaccineres, så er det imidlertid helt op til forældrene, og det til trods for, at beslutningen om ikke at vaccinere påfører både det enkelte barn og andre mennesker riskoen for potentielt alvorlige sygdomme. Hvorfor egentlig det?

De seneste måneder har jeg arbejdet på et projekt om vaccinationsetik betalt af GlaxoSmithKline. Jeg har fokuseret på problemet med, at alt for mange forældre vælger ikke at vaccinere deres børn mod de mest almindelige børnesygdomme.  I første indlæg fokuserede jeg på spørgsmålet om hvorfor faldende vaccinationsrater er et problem. I andet indlæg præsenterede jeg tre strategier for hvad man kan gøre ved problemet. I dette tredje og sidste indlæg kigger jeg på, om de tiltag man kunne gøre brug af, er etisk forsvarlige.

Etiske overvejelser: autonomi og forældre-rettigheder  
Det mest oplagte argument for vaccination er, at vacciner reducerer risikoen for alvorlige sygdomme og lidelse, både for den vaccinerede og for andre. Givet det ekstremt plausible synspunkt at vi har stærk grund til at formindske risikoen for alvorlige sygdomme og lidelse, så har vi altså stærk grund til at vaccinere, og til at forsøge at få forældre til at vaccinere (Nørdenote: nogle tænkere lægger også vægt på fairness/free-rider- og dydsetiske begrundelser; jeg er skeptisk overfor de baggrundsteorier de hviler på, så jeg diskuterer dem ikke her, men hvis de har fat i noget, så er der et endnu stærkere samlet argument for at vaccinere).

Alligevel vil mange nok mene at der kan være noget problematisk ved at forsøge at få vaccineskeptiske forældre til alligevel at vaccinere deres børn, enten ved at bruge manipulerende nudges, eller ved at lægge pres på dem. Det viser sig bare at være svært at give et godt argument for hvad præcist problemet skulle være.

En første indvending er, at sådanne indgreb er paternalistiske. Mange betragter det som et grundlæggende princip for liberale samfund at staten ikke bør gribe ind i individers frihed, undtagen når det er nødvendigt for at beskytte andre individer. Det anti-paternalistiske princip hævder således at det normalt er moralsk forkert, hvis staten forhindrer en myndig person i at gøre hvad vedkommende ønsker, for at beskytte personen selv. Grundlaget for princippet er forestillingen om at personers autonomi - deres evne til at træffe reflekterede, rationelle beslutninger om hvordan deres liv skal udfolde sig - er moralsk vigtig, og fortjener at blive beskyttet.

Nogle kritikere af vaccinationsfremmende politikker har fremført, at (i hvert fald nogle af) disse politikker krænker myndige personer på en måde som er omfattet af det anti-paternalistiske princip, og at de derfor er moralsk forkerte. Er det en god indvending?

Et første svar kunne være at pege på, at der er uenighed i forskningen om hvor bredt kvalifikationen "normalt" skal forstås. På den ene side mener mange, at små indgreb i personers frihed kan forsvares, som for eksempel lovkravet om at bruge sikkerhedssele, og på den anden side mener mange at indgreb kan forsvares hvis den beskyttelse staten giver er tilstrækkelig vigtig, for eksempel at forhindre personen i at begå selvmord. Det er således et åbent spørgsmål om netop vaccination er et tilstrækkeligt lille indgreb og tilstrækkeligt meget beskyttelse, til at det anti-paternalistiske princip må vige. Selvom jeg mener, at det er et oplagt svar, så er der som nævnt uenighed i faglitteraturen, så det kan være værd at overveje alternative svar.

Et andet svar kunne være at udfordre selve forestillingen om, at autonomi er moralsk vigtig. Der er stærke argumenter i forskningen for, at fortalere for autonomi i bedste fald overdriver dens betydning, og i værste fald er helt på vildspor. Dette svar har imidlertid samme ulempe som det første: det er teoretisk kontroversielt, og selvom jeg personligt hører til de som mener at autonomi kun har instrumentel moralsk relevans, så anerkender jeg at det er et spørgsmål hvorom der kan være begrundet uenighed.

Heldigvis findes der et tredje og bedre svar på indvendingen, som ikke er afhængigt af hvor stærkt det anti-paternalistiske princip er (enkelte anti-paternalister mener at det er absolut), eller om det er velbegrundet (det er der, som nævnt, kompliceret teoretisk uenighed om). Det er nemlig ikke korrekt, at de politikker der er tale om er paternalistiske.

Det er de for det første ikke, fordi de ikke presser forældre til at vaccinere sig selv, men derimod til at lade deres børn vaccinere. Det er altså ikke en myndig person selv, som politikken gør noget ved, men derimod en umyndig person (barnet), som netop fordi det er umyndigt ikke er omfattet af det anti-paternalistiske princip. For det andet er sådanne politikker ikke (udelukkende) motiveret af hensynet til at beskytte det pågældende barn. De er også motiveret af hensynet til de andre personer, som bliver beskyttet gennem flok-immunitet. 

Det betyder, kort sagt, at det anti-paternalistiske princip er irrelevant, og at det ikke kan bruges som grundlag for en indvending mod vaccinationsfremmende politikker.

En anden, og mere relevant indvending, er at pege på forældres særlige rolle i forhold til deres børn, og de rettigheder vi plejer at tilskrive forældre i den henseende. Vi mener i mange sammenhænge, at det er forældres ansvar og ret at bestemme hvad der skal ske med deres børn, og opfatter det som et indgreb i forældrenes autonomi, hvis staten blander sig. De fleste ville for eksempel nok protestere hvis staten forbød forældre at servere vingummier eller pommes fritter for deres børn, fordi sådan mad er usund, for slet ikke at snakke om hvis staten stillede krav til hvor meget fjernsyn de måtte se, hvilke hobbyer de skulle dyrke, eller hvilke bøger de skulle læse som godnathistorie.

Der er to gode argumenter for sådanne forældrerettigheder. Det ene er det teleologiske argument, at forældre i de fleste situationer er dem som bedst ved hvad deres børn har brug for, og er mest motiverede for at give dem det. Derfor er det i almindelighed det bedste for børnene, og dermed en god ide, at vi overlader ansvaret til forældrene.

Det andet er det liberale argument, at der findes flere forskellige forestillinger om hvad det gode liv er. Med lidt primitive og stereotype eksempler kan det for nogle være det at arbejde med et håndværk og være fodboldfan, for andre at arbejde akademisk og spille musik, og for nogle tredje at arbejde kreativt og rejse i hele verden. Fordi der findes sådanne forskellige forestillinger, og fordi de er centrale for menneskers identitet og relationer, så har forældrene ret til at forsøge at give deres egen forestilling om det gode liv videre (kun til "at forsøge", for børn har også ret til at vælge en anden ide om det gode liv end deres forældres).

Indvendingen er mere relevant end den forrige indvending, fordi det indlysende er et indgreb i forældres ret til at bestemme hvad der skal ske med deres børn, hvis man lægger pres på dem for at vaccinere. Alligevel er den ikke overbevisende, af to grunde.

For det første, så er det klart at der er væsentlige grænser for hvilke beslutninger, som forældre kan tillade sig at træffe om deres børn. Groft sagt tillader vi ikke at forældre træffer beslutninger, som indlysende skader børnene. Det kan vi let forklare, for netop i sådanne situationer støtter de to argumenter for forældrerettigheder ikke længere rettigheden. Hvis en beslutning skader barnet, så har vi at gøre med en situation, hvor forældrene enten tager fejl om hvad deres børn har mest brug for eller ikke er motiverede for at give dem det. Og hvis en beslutning skader barnet, så begrænser den (i en eller anden grad) barnets muligheder for at forfølge forskellige livsbaner, inklusive nogle andre end den som forældrene foretrækker. Givetvis er der en form for bagatelgrænse hvor skaden er for lille, til at det for samfundet er værd, at afsætte ressourcer, til at gribe ind i forældrenes ret til at bestemme (det er faktisk sundere at spise gulerødder end vingummier...). Men når det drejer sig om så alvorlige risici som dem der følger af børnesygdomme, så er vi langt over en sådan grænse.

For det andet, så er det endnu mindre oplagt at forældrenes ret til at bestemme over deres børn kan retfærdiggøre at skade andre, end at deres ret til at bestemme over sig selv kan. Og beslutningen om ikke at vaccinere barnet udsætter stadig andre personer for risici, selvom den nu begrundes med forældrerettigheder. Tilsvarende ville det være absurd, at forsvare sit barns ret til at slå andre børn i hovedet med en skovl, med at man som forælder har besluttet at ens børn gerne må slå (sig selv, hinanden, andre...), og at man har ret til at bestemme over sit barn. Retten til at bestemme over sit barn strækker sig ikke til at legitimere, at barnet skader andre eller udsætter dem for uønskede risici for skade, heller ikke når det er risikoen for børnesygdomme vi taler om.

Samlet set er det altså svært at forklare, hvorfor det skulle være moralsk problematisk at bruge vaccinationsfremmende tiltag, også de tiltag som lægger pres på forældrene. Utvivlsomt vil mange forældre opleve et sådant pres som ubehageligt og illegitimt, og deres frustrationer tæller imod at bruge tiltagene. Men de skal vejes imod den risiko som vi udsætter uskyldige mennesker for ved at lade være. Og når vi skal vælge mellem frustrationer på den ene side, og sygdom, lidelse og død på den anden, så bør det ikke være svært at se, hvad som vejer tungest.