Effektiv altruisme og dens kritikere

Charles Gray levede et meget usædvanligt liv. Han blev født ind i en fattig arbejderklassefamilie i USA i 1925, og arbejdede som vicevært og på landbrug mens han kæmpede sig gennem først gymnasiet, og dernæst universitetet. Med en Ph.D. i sociologi blev han ansat på Colorado State University, og da hans daværende kone arvede en mindre formue så det ud til at han havde nået enden af en klassisk amerikansk "rags-to-riches"-historie. Men det tillod hans samvittighed ikke.

Gray havde altid været socialt engageret og aktiv i en række organisationer der arbejdede for blandt andet raceintegration, atomafvæbning, og fattigdomsbekæmpelse. Men midt i 1970'erne blev han mere og mere utilpas over at leve så luksuriøst, samtidig med at så mange mennesker verden over levede i ufortjent armod. I 1976 donerede han og hans kone $500.000 (ca. 12 millioner i 2016 DKK) til velgørenhed, men Gray ville noget mere. Kort efter donerede han næsten alt hvad han iøvrigt ejede, og de næste 18 år levede han på hvad han kaldte et "World Equity Budget", og donerede alt over et par hundrede dollars om måneden væk.

De fleste af os betragter umiddelbart en person som Gray som i en hvis forstand beundringsværdig, men også som mere end en smule skør. Det var han imidlertid ikke nødvendigvis hvis man spørger effektive altruister. Ifølge dem var han måske snarere på forkant med at håndtere de moralske udfordringer, som vi alle lever med. Hvis der er nogen, som der er noget galt med, så er det snarere de fleste af os andre.

Effektiv altruisme (EA) er en græsrodsbevægelse som har skabt stigende opmærksomhed og debat de sidste 10 år. Effektive altruister hævder, lidt forenklet, to ting: 1) De fleste mennesker i de velstillede dele af verden, for eksempel Danmark, har en stærk moralsk forpligtelse, til at bruge væsentlige dele af deres ressourcer (tid, kræfter, penge) på at hjælpe nødlidende mennesker (det har min kollega Thomas Søbirk Petersen skrevet en del om, for eksempel her). Og 2) Når vi bruger vores ressourcer på at hjælpe andre, så er vi moralsk forpligtede til at bruge dem, på den måde som gør bedst gavn (det har jeg selv skrevet om her).

Bevægelsen har rødder tilbage til Peter Singers berømte artikel "Famine, Affluence, and Morality" fra 1972, og Singer har selv været med til at revitalisere projektet med udgivelsen af sin bog "The Life You Can Save" i 2009. Men også Holden Karnofsky og Ellie Hassenfeld, som i 2007 stiftede GiveWell, Toby Ord, som stiftede Giving What We Can i 2009, og Will McAskill som har promoveret ideen, blandt andet med sin nylige bog, er fremtrædende figurer.

Typisk opfordrer effektive altruister personer til at donere en fast del af deres indtægt, for eksempel 5% eller 10%, til de mest effektive organisationer som arbejder med at hjælpe nødlidende mennesker (de mest ambitiøse donerer 25% til 50% af deres indtægt). En anden vigtig del af effektive altruisters fokus er at udvikle metoder til at vurdere hvor effektive organisationer er til at hjælpe, og at bruge dem til at udvælge de bedste organisationer i verden.


I takt med at bevægelsen er vokset i styrke og synlighed har den også tiltrukket sig kritik. Den frugtbare kritik har knyttet sig til hvordan man vurderer hvilke organisationer som er bedst til at hjælpe, og hvordan selve bevægelsen bedst kan forfølge sit mål om at få flest muligt til at acceptere budskabet (det har for eksempel været fremført at den fortrinsvis har orienteret sig imod unge, mandlige, hvide akademikere).

Imidlertid har EA også tiltrukket mindre gavmild kritik. Både i akademiske cirkler og i den offentlige debat har reaktionerne strukket sig fra vantro, over hån, og til forargelse (ind imellem alle tre på en gang...). I en nylig anmeldelse af McAskills bog kritiserer Oxford filosoffen Amia Srinivasan bevægelsen for i hvert fald tre forhold: 

1) At EA ikke beskæftiger sig med de strukturer som skaber den globale ulighed, og dermed de vilkår som fører til at så mange mennesker er nødlidende. "[EA] does not address the deep sources of global misery – international trade and finance, debt, nationalism, imperialism, racial and gender-based subordination, war, environmental degradation, corruption, exploitation of labour – or the forces that ensure its reproduction." Og lidt senere: "The tacit assumption is that the individual, not the community, class or state, is the proper object of moral theorising. [...] the philosopher is freed from the burden of trying to understand the mess we’re in, or of proposing an alternative vision of how things could be." Kald dette for "tunnelsyns-indvendingen".

2) At EA er enten rabiat eller triviel, fordi den enten stiller vanvittige krav, eller krav så banale at vi alle er klar over dem. "Either effective altruism, like utilitarianism, demands that we do the most good possible, or it asks merely that we try to make things better. The first thought is genuinely radical, requiring us to overhaul our daily lives in ways unimaginable to most. [...] The second thought – that we try to make things better – is shared by every plausible moral system and every decent person. [...] But in that case it’s also hard to see what it’s offering in the way of fresh moral insight." Kald dette for "tosset-eller-triviel-indvendingen".

3) At EA involverer et misforstået, upersonligt perspektiv på etik, som overser at jeg kan have grunde til at handle som er mine grunde, ikke grunde som også gælder for andre mennesker. "If you’re faced with the choice between spending a few hours consoling a bereaved friend, or earning some money to donate to an effective charity, the utilitarian calculus will tell you to do the latter. [...] If however [EAs] are merely committed to doing a lot of good, then they will say that you can stay with your friend so long as you’re doing sufficient good elsewhere. But even this more moderate view misconceives the situation. You should stay and console your friend not because you’ve already met your do-gooding quota, but because it’s your friend that is in distress." Kald dette for "agent-relativitets-indvendingen.

Lignende indvendinger rejses af den Frankfurt-baserede filosof Lisa Herzog, den pensionerede politiske filosof John Gray, samt en hel række økonomer og filantroper.  

Der er flere påfaldende ting ved kritikken. Først og fremmest, så er det slående hvem som er henholdsvis tilhængere af effektiv altruisme og modstandere. Peter Singer er ikke hvem som helst. Den australske Princeton filosof er ikke alene en af de mest berømte nulevende tænkere, han er også den uden sammenligning mest indflydelsesrige filosof de sidste 100 år (med Amartya Sen på en tæt andenplads). En anden vigtig fortaler, Derek Parfit, er professor emeritus ved Oxford, og den nok mest banebrydende moralfilosof i det 20. århundrede. En tredje, Jeff McMahan, er White's professor of Moral Philosophy ved Oxford, og en af de dygtigste praktiske filosoffer i verden på en række områder, inklusiv dyreetik, retfærdig krig og populationsetik. Og Thomas Pogge, og Peter Unger, og Julia Driver, og Richard Arneson, og... Faktisk har jeg stadig til gode at møde en egentlig kritiker blandt prominente moralfilosoffer - på videnskabelige konferencer er diskussionen i kaffepauserne hvor meget man bør give, ikke om.

Det forhold, at effektiv altruisme er ukontroversielt blandt specialister, har nogle af verdens dygtigste forskere som fortalere, mens kritikkerne fortrinsvis (omend ikke udelukkende) er mindre kendte tænkere som specialiserer sig i andre områder end etik og politisk filosofi, er ikke i sig selv et bevis for at effektiv altruisme har fat i den lange ende. Men det er dog et fingerpeg om, at det er værd at vurdere kritikken meget nøje. Og omvendt, at kritikkerne bør kunne fremsætte relativt stærke argumenter, for at forvente at deres kritik tages seriøst.

Den næste påfaldende ting, og problemets kerne er, at den opgave har kritikkerne mildt sagt ikke formået at løfte. Som McMahan påpeger i et nyligt essay er der tre alvorlige problemer med kritikken (se også Singers svar til kritikere her). For det første består den for en væsentlig del af retoriske trick, hvor alene en hånlig tone eller latterliggørelse af modstanderens synspunkt forventes at kunne begrunde at synspunktet afvises. For det andet er meget af kritikken uinformeret, i den forstand at den gentager ideer og argumenter som er blevet diskuteret og i nogle tilfælde afvist i den filosofiske litteratur. For det tredje bygger den substantielle kritik på (den gavmilde læsning) en misforståelse af det synspunkt som kritiseres, eller (den mindre gavmilde læsning) en bevidst fordrejning af synspunktet, som gør det nemmere at kritisere (dvs. en stråmand). Når man kigger nærmere efter, er der således ingen af de tre indvendinger som holder vand. Lad mig vise hvorfor.

Tunnelsyns-indvendingen hævder som nævnt at EA fokuserer for snævert og på symptomer istedet for de egentlige udfordringer (globale ulighedsskabende strukturer). Der er to måder at forstå indvendingen på. Den første er, at den hævder at EA leverer svar på det forkerte spørgsmål. Det EA faktisk burde beskæftige sig med er noget andet og mere politisk end det den i praksis beskæftiger sig med. Den anden måde at forstå indvendingen er, at den hævder at EA leverer det forkerte svar på det spørgsmål den faktisk stiller. Ingen af udgaverne er særlig overbevisende.

Anklagen om at EA fokuserer på det forkerte spørgsmål er vildledende, fordi EA ikke behøver at hævde, og historisk ikke har hævdet, at der ikke findes andre problemer i etik og politisk filosofi, end spørgsmålet om hvorvidt velstående individer bør donere ressourcer til at hjælpe nødlidende mennesker. Det er heller ikke rimeligt at hævde, at EA også burde levere svar på disse andre problemer. Ligesom det ville være mærkeligt at kræve af en teori om hvordan det moralsk set bedste skattesystem indrettes, at den også skal gøre rede for hvilke særlige forpligtelser forældre har overfor deres børn, så er det besynderligt at kræve af EA, at den skal levere svar på hvordan vi iøvrigt skal handle, eller hvordan et retfærdigt samfund er indrettet.

Den anden udgave af indvendingen er overraskende, fordi effektive altruister faktisk gør en del ud af, at EA kan være agnostisk om hvordan man hjælper bedst, hvad Srinivasan da også bemærker: "Since effective altruism is committed to whatever would maximise the social good, it might for example turn out to support anti-capitalist revolution." Og "...there is no principled reason, as [McAskill] points out, why effective altruism couldn’t also plug values like justice, dignity or self-determination into its algorithms." Derfor vil EA uden videre anbefale, at man for eksempel bruger sin tid på at agitere for et nyt sæt WTO-regler for global handel, hvis der virkelig er gode grunde til at tro, at man vil gøre mere gavn ved dette, end ved at arbejde i et højtlønnet job og donere penge til Against Malaria Foundation.

Den næste indvending, "tosset-eller-triviel"-indvendingen, hævder at EA enten er så rabiat at den stiller urimelige krav, eller så blød at den stiller trivielle krav. Den første forestilling hviler implicit eller eksplicit på en meget udbredt misforståelse, som McMahan tager solidt fat i: at EA er utilitaristisk. Som McMahan pointerer, så er utilitarisme en mere kompleks og komplet teori, blandt andet fordi den indeholder den kontroversielle påstand, at de eneste grunde til at handle, som findes, er de som handler om at fremme velfærd. EA er snarere baseret på det ekstremt plausible synspunkt, at det at fremme det gode giver os i hvert fald ét sæt grund til at handle.

Det er korrekt at den stærkest formulerede udgave af argumentet for EA, som Singer diskuterede som en variant i sin artikel fra '72, antager at disse grunde er enten de eneste eller så stærke, at vi har grund til at hjælpe undtagen hvis vi derved gør mere skade på os selv, end vi gavner andre. Det er et upartisk synspunkt, hvor den moralske værdi af at gavne er uafhængig af hvem som gavnes, mig selv eller en anden. I modsætning til hvad indvendingen hævder, og som McMahan også pointerer, så er der imidlertid stærke argumenter i faglitteraturen for dette synspunkt, blandt andet formuleret af Peter Unger og Shelly Kagan.

Men selv hvis vi accepterer at personer bør have en hvis mulighed for at tilgodese sig selv eller deres egne interesser på bekostning af andre (altså partiskhed), så er der en lang række plausible udgaver af EA som stadig stiller langt større og stærkere krav til os, end vi normalt forestiller os, og Singer præsenterede selv et argument for en sådan moderat form allerede i samme artikel fra '72. En moderat form for EA vil sige, at vi bør hjælpe hvis den gavn vi gør er tilstrækkeligt meget større end det afsavn vi derved lider. Præcist hvordan "tilstrækkeligt" skal fortolkes kan der være uenighed om, men ingen troværdig udgave af princippet vil sige for eksempel, at mit afsavn ved at vælge en lidt billigere sommerferie er tilstrækkeligt stort, til at jeg kan undlade at redde et andet menneskes liv. En sådan moderat udgave af forpligtelsen til at hjælpe undgår anklagen om at være absurd krævende, men er langt fra triviel (Nørdenote: Arnesons klassiske artikel er nok stadig den bedste diskussion).

Endelig er der agent-relativitets-indvendingen, der hævder at EA overser de personlige grunde jeg kan have til at handle, som kan være vigtigere end de upersonlige grunde jeg har til at hjælpe. Der er to problemer her. Den første at udfordringen uden videre antager et synspunkt som har været kritisk diskuteret i faglitteraturen i mindst 30 år (agent-relativitet). Der er som ovenfor nævnt stærke argumenter for at synspunktet ganske enkelt er forkert, men muligvis også tilstrækkeligt stærke argumenter til fordel for det, til at det kan forsvares at mene, at moral indeholder agent-relative grunde. Uden videre at antage at synspunktet er korrekt, og at EA derved kan afvises uden yderligere diskussion, som Srinivasan og andre kritikere gør, er imidlertid tegn på enten uvidenhed om den historiske diskussion, eller en vilje til at ignorere den for at score retoriske point.

For det andet, så misforstår indvendingen den fordring som EA rejser. Selv hvis der er effektive altruister som ønsker eller har hævdet noget stærkere, så kan EA sagtens nøjes med at hævde de to påstande, som jeg indledningsvis beskrev som karakteristiske for effektiv altruisme, og disse påstande er forenelige med at anerkende agent-relative begrænsninger og muligheder. Sådanne muligheder og begrænsninger vil så påvirke hvad der samlet set er det rigtige at gøre, i de situationer hvor de optræder, men de betyder ikke, at grunde til at fremme det gode pludselig ikke spiller en rolle (det er også en rolle at blive vejet og fundet for let), eller at disse grunde ikke kan være afgørende i mange situationer. Det eneste synspunkt som ikke er foreneligt med de beskedne påstande som EA hævder, er en udgave hvor al moral i praksis defineres af agent-relative begrænsninger og muligheder, det vil sige at grunde til at fremme det gode aldrig spiller en rolle for hvordan vi bør handle. Det er imidlertid så uplausibelt, at det ikke uden meget solide argumenter kan danne grundlag for en indvending mod EA.

McMahan afholder sig, enten af høflighed eller af strategiske grunde, fra at spekulere i hvorfor kritikkerne anlægger så hånlig og afvisende en vinkel. Jeg er enten mindre høflig end McMahan eller en mindre strategisk debattør. Det virker således indlysende for mig, at årssagen til at kritikken tager den form er, at vi er psykologisk ekstremt stærkt motiverede for, at forsvare vores muligheder for at fortsætte vores eksisterende livsstil. Jeg ved det af personlig erfaring, for jeg brugte flere år på at undgå litteraturen om effektiv altruisme, baseret på den (skulle det vise sig, korrekte) bekymring, at jeg ikke ville kunne afvise argumenterne. Den motivation forklarer hvorfor kritikken bliver så følelsesladet: det er en helt almindelig dynamik, at jo mere truende vi oplever et synspunkt, for eksempel fordi det udfordrer vores værdier, identitet eller livsstil, og fordi vi mangler gode modargumenter, jo højere skruer vi op for den emotionelle (og sobert betraget useriøse og irrelevante) volumen på vores retorik.

Selvom den strategi kan være retorisk effektiv og psykologisk tilfredsstillende, så er den filosofisk set utilstrækkelig. Vores forpligtelser forsvinder ikke fordi vi dukker nakken, og vi bliver ikke klogere af at nægte at se sobert på argumenterne. I debatten mellem effektiv altruisme og dens kritikere er det foreløbig de første, som har vist mod og vilje til at forfølge logikken der hvor den fører os hen.