Lad være med at blive forsker...

(Advarsel: følgende er i ret begrænset omfang filosofisk, og i et vist omfang selvinteresseret klynk - bloggen vender tilbage til sit sædvanlige fokus i næste indlæg)

Et af de karakteristiske træk ved det moderne universitet er, at det i stigende grad benytter sig af løstansatte forskere og undervisere. Den struktur man fandt på universitetet for en generation siden, hvor ansatte i udgangspunktet var fastansatte, med en lille håndfuld eksterne lektorer til at dække huller i bemandingen i forbindelse med for eksempel barsel, sygdom, eller et pludselige udsving i antallet af studerende, er forsvundet.

I dag er det typisk mindst halvdelen af en afdelings personale som er eksterne lektorer, Ph.D.-stipendiater, Post. Doc.'ere, eller adjunkter. Det har en lang række ulemper for både forskningen og uddannelserne, men det skaber også en mere strukturel og individuel ulempe: det er nemlig med til at gøre karrieren som forsker langt mindre attraktiv end den kunne og nok også burde være.

Hvis du vil gøre karriere som forsker er her, i korte træk, hvad du skal indstille dig på:
1) Du skal være blandt de allerdygtigste studerende på dit studie, og arbejde usædvanligt hårdt under studierne.

2) Du skal satse på at få en Ph.D., og acceptere at det kan tage et års tid, eller endda to hvis du er uheldig, efter at du er færdig med din kandidatgrad. I den mellemliggende periode skal du holde tilknytning til forskningsinstitutionerne, og derfor helst tage arbejde der, for eksempel som deltidsansat undervisningsassistent. Hvis du tager et fast fuldtidsarbejde udenfor forskningssektoren, så daler dine chancer, og de er små nok i forvejen.

3) Du skal acceptere, at der er en ret stor sandsynlighed for, at du ikke får en Ph.D., selvom du er dygtig, satser på det, og fastholder tilknytningen til forskningsinstitutionen. Før eller siden kan du riskere at måtte indse, at det ikke kan betale sig at blive ved at forsøge, og droppe forskerkarrieren. Den tid du har brugt på forsøget er et karrieremæssigt tab, du må leve med.

4) Hvis du får en Ph.D. skal du indstille dig på nogle af de hårdeste år af dit liv. Du skal regne med at arbejdet er lavtlønnet (din uddannelse taget i betragtning), typisk 15-25% under hvad du ellers ville kunne tjene. Du skal regne med at det er ensomt og ekstremt krævende, i en grad så usædvanlig mange Ph.D.'ere går ned med stress. Du skal regne med at arbejde langt mere end 37-timer om ugen; 50+ er ikke ualmindeligt, og i spidsbelastningsperioder, f.eks. i månederne op til du skal indlevere din afhandling, der skal du regne med at arbejde 16 timer om dagen, 7 dage om ugen.... Endelig skal du regne med at din arbejdsplads, universitetet, er kaotisk på grund af konstante reformer og sparerunder, og så fattigt at personalegoder groft sagt består i gratis kuglepenne, og en julefrokost du selv skal arrangere og betale.

5) Du skal regne med at der er en stor chance for, at du ikke bliver færdig med din Ph.D. på de tre år du har fået til det, og at du vil være nødt til at tage noget deltidsarbejde, for eksempel som ekstern lektor eller undervisningsassistent, i den periode hvor du gør den færdig. Du skal også være indstillet på at der er en reel risiko for, at du simpelthen ikke bliver færdig. Den periode hvor du både forsøger at blive færdig, og arbejder ved siden af, er hårdere og mere stressfuld end Ph.D.'en iøvrigt. Og hvis du ikke kommer igennem er det meget begrænset hvad du kan bruge de (typisk) tre til seks år du har investeret i forsøget på at blive forsker til. De er i vid udstrækning et karrieremæssigt tab.

6) Når du bliver færdig skal du være indstillet på at, at dit livs største bedrift sandsynligvis er komplet uforståelig for alle andre end dig selv og et par af dine kollegaer. Hvis du er uheldig kan dine kollegaer godt forstå den, men ikke mønstre mere end høflig interesse. Din familie og dine venner vil synes at det er blæret, fejre dig, og ønske dig helhjertet tillykke, men med mindre de tilfældigvis selv forsker i samme felt, så vil de ikke have en kinamands chance for at følge med i, hvad det faktisk er du har lavet.

7) Hvis du har været heldig nok til både at få en Ph.D., og gennemføre en Ph.D., så skal du søge en Post.Doc. Processen minder ganske meget om den du har været igennem for at få en Ph.D. (se pkt. 2 og 3), bortset fra at du er ældre, med stor sandsynlighed har stiftet eller overvejer at stifte familie, og er længere væk fra det almindelige arbejdsmarked end du var dengang.

8) Du skal ikke regne med at du nødvendigvis kan fortsætte din forskning fra din Ph.D. - du vil være nødt til at tage det første Post.Doc. projekt du kan få fingrene i, og hvad det handler om dikteres i ret vid udstrækning af tilfældigheder og forskningsmodeluner. Det betyder at du kan risikere at starte på noget helt nyt, og derfor være nødt til at arbejde endnu hårdere (men hvem har også brug for fritid?).

9) Hvis du er heldig nok til at få en Post.Doc, så gentager du i grove træk processen fra dine år som Ph.D. (pkt.4), bortset fra at det kun tager to år, at du ikke afslutter med en afhandling og et forsvar, og at du ikke bliver fejret. Post.Doc'er slutter med et klynk, ikke med et brag.

10) I løbet af din Post.Doc, eller umiddelbart efter, skal du se om du kan blive adjunkt. Det indebærer at du skal undervise en masse, og tage noget uddannelse i at undervise. Det tager typisk et års tid ekstra. Før du får kvalificeret dig som adjunkt kan du ikke gøre dig forhåbninger om overhovedet at søge faste stillinger.

11) Du har nu været på arbejdsmarkedet i mindst seks, og realistisk set snarere otte til ti år. Du har været en fremragende kandidatstuderende, du har gennemført en Ph.D. og en adjunktuddannelse, og du har arbejdet usædvanligt hårdt under meget svingende og usikre ansættelsesforhold, til lavere løn end dine gamle studiekammerater. Din belønning burde da være lige om hjørnet? Desværre ikke - du kan ikke søge en fast stilling hvis ikke der findes faste stillinger at søge, og der kan gå årevis før du er så heldig at et lektorat slås op. I de mellemliggende år kan du arbejde som ekstern lektor eller søge flere Post.Doc.'er. Det første er et deltidsjob, det andet lige så svært eller endda endnu sværere at få, som da du søgte første gang.

12) Når der endelig kommer en fast stilling skal du være indstillet på at konkurrere med mange ansøgere fra både Danmark og udlandet som er mindst lige så kvalificerede som du selv er. Får du ikke stillingen kan der igen gå flere år før der dukker en ny op.

13) Blandt andet fordi der er så få stillinger, og så hård konkurrence om dem, så skal du være indstillet på, at efter din Ph.D. har du ikke fri. Nogensinde. Du har ikke et 9-16 job, hvor du når hvad du når. Der er heller ikke en på forhånd defineret mængde opgaver, som du får fri når du er færdig med. Du skal i stedet hele tiden lave så meget som du overhovedet kan, især skrive og publicere videnskabelige artikler, for det er dét, som du skal konkurrere med de andre ansøgere om, når der dukker en stilling op. Det betyder at du hver dag skal overveje, hvor meget tid du synes du kan tillade dig, at ofre på noget andet end dit arbejde. Kan du se en serie med kæresten, eller burde du skrive et par sider mere på artiklen? Kan du gå i biografen med en ven, eller burde du se at få læst den bog færdig? I princippet kan du tage en masse fri, men så skal du ikke regne med nogensinde at vinde konkurrencen om en stilling. Du skal derfor være indstillet på at arbejde når andre holder weekend, ferie og helligdage, og på at formelle rettigheder som forældreomsorgsdage er værdiløse for dig. Fri er ikke noget du har, det er noget du tager. Og grundlæggende bør du lade være med at tage det.

14) Du skal være indstillet på at din karriere er underkastet politiske tilfældigheder. Kommer der en ny regering, som beslutter sig for endnu en runde nedskæringer på forskning, så kan universiteterne lave ansættelsesstop i årevis, eller i værste fald helt nedlægge den afdeling, som du er tilknyttet. I sidste fald står du groft sagt på bar bund.

15) På et tidspunkt sker der én af tre ting: a) Du får et lektorat, b) du forlader forskningen, og starter med stor sandsynlighed mere eller mindre forfra indenfor en anden branche, mange års anciennitet bagefter dine gamle studiekammerater, eller c) du bliver for gammel til lektorater og Post.Doc.'er, men får mere eller mindre fast deltidsarbejde som ekstern lektor. Bemærk at a) i ret vidt omfang er en teoretisk snarere end en praktisk mulighed (jvf. 12 og 13 ovenfor).

16) Alting ser meget anderledes ud hvis du er villig til at flytte til et hvilket som helst sted i resten af verden med kort varsel. Hvis du tager en række midlertidige stillinger i forskellige andre lande (to år i Skotland, et år i Taiwan, to år i Mexico...), så har du relativt gode chancer for før eller siden at få en fast stilling et eller andet sted (Canada, Indien, New Zealand, Belgien, hvem ved?). Det kan umiddelbart lyde eksotisk, men det er for det første ikke de store, prestigefulde universiteter, som ligger i hovedstæderne, du får job på (det er de steder man slutter en karriere, ikke begynder den). Det er snarere provinsuniversitet i en mellemstor by på landet, hvor kulturlivet består af to biografer og en Starbucks, og bussen kører hver halve time. For det andet, så er ideen med at flytte fra land til land med et par års mellemrum fortrinsvis en mulighed hvis du ikke forestiller dig at skulle have hverken kæreste eller børn. Under alle omstændigheder skal du ikke være for nært knyttet til familie og venner i Danmark, og det danske samfund skal ikke se frem til at høste gevinsten af de mange års uddannelse det har investeret i dig.

Det vil nok være indlysende for de fleste, at en karriere som ovenstående er så risikofyldt, og har så mange ulemper, at der er meget der taler for at lave noget andet. Ikke fordi en forskningskarriere ikke har væsentlige fordele, for det har den. Ganske vist er løn og ansættelsesforhold ikke prangende, når man tager kvalifikationer og anciennitet i betragtning, og arbejdet er fortsat hårdt og stressfuldt, især fordi man som fastansat forsker skal stå for en overraskende og uhensigtsmæssig stor mængde administrativt arbejde. Men jobbet giver for eksempel muligheden for at fordybe sig i nogle af de mest spændende akademiske udfordringer som findes, fantastiske, begavede kollegaer, og en høj grad af frihed til at tilrettelægge sit arbejde. For en nøgtern afvejning vil det nok alligevel for mange være uklart, at sådanne fordele opvejer de ulemper den samlede karriere har.

Og det er baggrunden for både det individuelle og det strukturelle problem: Mange vælger karrieren uden at være afklarede om de ulemper den har, og ender med at være stillet dårligere end de burde være, og anderledes end de ville have været, hvis de havde truffet et oplyst valg (fordi de så ville have valgt en anden karriere). Omvendt er det et strukturelt problem, at forskning ikke er en mere attraktiv karrierevej. Det har kortsigtede økonomiske fordele at skabe et akademisk prækariat, med korte og usikre ansættelser, men det betyder antageligt at mange af de bedste potentielle forskere før eller siden vil gennemskue hvor store ulemperne er, og vælge noget andet at gøre karriere med. Det er et langsigtet tab, hvis vi tillader os den tilforladelige antagelse, at vi ville vinde som samfund ved at få de bedste potentielle forskere, til at vælge at blive forskere.

I udlandet har man for længst anerkendt det problem, og for eksempel i USA af samme grund lavet såkaldte "tenure-track"-forløb. Det betyder lidt forenklet, at man kan starte sin forskningskarriere i en juniorforskerstilling, med garanti for at der efterfølgende vil være plads på det næste trin af karrierestigen, såfremt man lever op til de krav stillingen indebærer. Hvis Danmark faktisk skal ernære sig af en vidensøkonomi i fremtiden, så var det måske værd at overveje, om ikke lignende tiltag skulle indføres herhjemme.