Den seneste tids
debat om sangerinden Medinas deltagelse i tv-programmer om flygtninge, og verbale
overgreb mod mennesker forbundet med netværket Venligboerne, har ført til både
modreaktioner og debat om debatten: hvad stiller vi op med så personlige og
ondskabsfulde angreb på mennesker som forsøger at hjælpe andre?
Et bud som en del
debattører har forfægtet er, at man må møde angrebene med argumenter. Den ide
nærer jeg en kvalificeret skepsis overfor. I almindelighed er diskussion med et
andet menneske kun formålstjenstligt hvis den kan føre til at 1) du selv bliver
klogere, 2) din modpart bliver klogere, eller 3) evt. tilhørere bliver klogere.[i]
En overordentlig rimelig antagelse er, at man på forhånd kan udelukke 1) og 2)
når det drejer sig om diskussion med personer, som i ramme alvor bruger et udtryk
som "væmmeligboer". Ligesom i situationer med klimaskeptikere, vaccinationsmodstandere,
"Obama-er-født-i-Kenya"-konspiratorikere, og religiøse
fanatikere, så er det bedste man kan håbe på typisk, at man ved at diskutere
med dem i det mindste kan forhindre at andre mennesker ender med at tage en
skør ide seriøst (dvs. 3).
Derfor kan det
alligevel godt være interessant at analysere
på det, som sådanne personer siger. Både fordi man derved kan blive klogere på hvordan de er endt med at tænke som de gør,
men også fordi forståelsen af hvorfor
de tager fejl er en anden og dybere indsigt end alene det at de tager fejl, som kan hjælpe en med bedre at forstå hvorfor noget
andet er korrekt. Det kender jeg for eksempel fra min undervisning i logik og
argumentation, hvor vi bruger langt mere tid på at dissekere fejlslutninger end
på logisk gyldige argumenter, fordi det, at lære at identificere problemerne i
dårlige argumenter, er en fremragende måde at lære at konstruere gode
argumenter.
Så her er et
spørgsmål, som kun er blevet ganske overfladisk analyseret i medierne: Når
kritikere[ii]
siger om for eksempel Venligboere, Medina eller Lisbeth Zornig Andersen, at de
alene handler som de gør, for at imponere andre med deres godhed, eller om
nødhjælpsorganisationer at de er en del af ”godhedsindustrien”[iii],
hvad er så helt præcist problemet med kritikken?
Rune Lykkeberg
forsøger sig i Information med, at ”[g]ode handlinger er i den logik kun
tilladt for mennesker uden ego; det vil sige engle. Følgen af den holdning er,
at man bedre kan lide et dumt svin, som står ved sin kynisme, end en, der vil
realisere sig selv ved at gøre noget godt. Det er en latterlig kritik, hvis
konsekvens er, at enhver handling, som man selv får det godt af, er egoistisk.”
Det tror jeg er på rette spor, men ikke helt præcist.
For det første er
vi nødt til at skelne mellem to mulige tolkninger af kritikken. I den første er
det implicitte argument (sådan cirka), at de personer, som umiddelbart kunne se
ud som om de er moralsk rosværdige, i virkeligheden fortjener vores vrede eller
foragt, fordi de på engang handler af selviske grunde, og forsøger at narre os
til at tro noget andet. I den anden tolkning er argumentet, at det, som
umiddelbart kunne ligne en moralsk god handling (at hjælpe andre mennesker), i
virkeligheden slet ikke er det, fordi de mennesker som udfører den har selviske
grunde til at gøre det.
Det første er et
argument om hvorvidt personen der
handler er god eller dårlig, det andet et argument om hvorvidt handlingen er rigtig eller forkert. Kritikkere
kan naturligvis godt mene begge dele, men analytisk er det to forskellige
argumenter, som er sande eller falske uafhængigt af hinanden.
En første, fælles
udfordring for argumenterne er, at de hviler på en kontroversiel analyse af de
pågældende personers motiver. Det er nok relativt få som vil hævde, at ingen
mennesker nogensinde handler for at hjælpe andre – tænk for eksempel på
forældre, som normalt er villige til at gå meget langt for at hjælpe deres børn
– og der er da også solid moralpsykologisk forskning som peger på at mennesker
er i stand til at praktisere i hvert fald begrænset altruisme[iv]
(SEP giver et hurtigt overblik).
Bemærk i den
forbindelse at det næppe heller er tilstrækkeligt, selv hvis det var rigtigt, for
eksempel at Medina også handlede som
hun gjorde, fordi hun gerne ville fremstå som en god person i andres øjne. De
fleste af os handler formodentlig det meste af tiden på baggrund af relativt
komplicerede og sammensatte motiver, hvori der indgår selviske grunde. Hvis det
i sig selv var nok til at gøre os til slette mennesker, alene at selviske
grunde er en del af vores grundlag for at handle, så ville de fleste af os være
retmæssige mål for den samme type kritik det meste af tiden. Det mener kritikkerne helt oplagt ikke at vi
er; de mener at der er tale om en særlig situation, hvor nogle personer opfører
sig på en særligt kritisabel måde.
Kritikkerne er
altså nødt til at hævde et synspunkt, som er meget svært at forsvare: at selvom
der ikke er noget galt i også at have
selviske grunde til at handle, og selvom de personer de kritiserer ligesom alle
andre er i stand til at handle fordi
de ønsker at hjælpe andre, så handler de lige netop i disse situationer udelukkende
af selviske grunde. Det er vanskeligt at forsvare både fordi det er ekstremt
usandsynligt, og fordi beviser for det i princippet forudsætter at man kan se
ind i hovedet på de pågældende.
Den næste
udfordring for kritikken er at den møder et ubehageligt dilemma. På den første
tolkning af kritikken kan man rimeligvis spørge hvorfor den overhovedet er
specielt interessant? Selv hvis det lykkedes for kritikkerne at besvare den
første udfordring, og det var rigtigt at de personer som hjælper andre kun
gjorde det af selviske grunde, så ville det ifølge denne tolkning ikke påvirke
kvaliteten af deres handling. Især i den verserende diskussion, men også i mange
andre situationer, så er det netop kvaliteten af handlingen som er central. Er
det for eksempel rigtigt eller forkert at hjælpe flygtninge? Det siger den
første tolkning af argumentet ikke noget om, og for eksempel Lisbeth Zornig Andersen
kunne derfor i princippet sagtens handle korrekt, og hendes handling kunne være prisværdig, selv
hvis det var sandt at hun gjorde det af selviske grunde, og hun derfor som
person ikke fortjente ros. Kritikkernes fokus på personers motiver bliver i
denne tolkning i bedste fald en petitesse, og i værste fald irrelevant
udenomssnak.
Den anden
tolkning af argumentet har ikke dette problem. Den siger jo netop, at
personerne handler forkert, fordi de har selviske og fordækte motiver. Den har
til gengæld et andet og endnu større problem: at det ikke er klart hvorfor en
persons motiv til at handle skulle påvirke den moralske kvalitet af handlingen.
Det er et synspunkt som især nogle kantianere igennem tiden har forfægtet, men
som der i dag findes meget stærke argumenter imod i forskningen (især i Tim Scanlons arbejde).
Et eksempel kan
illustrere pointen: vi kan forestille os tre brandmænd – A, B, og C – som alle
løber ind i en brændende bygning for at redde en person. Umiddelbart virker det
som en moralsk rigtig og prisværdig handling. Vi forestiller os nu yderligere,
at én af de tre brandmænd gjorde dette alene for at hjælpe, at én af dem gjorde
det alene i håbet om at opnå berømmelse for sit mod, og at én af dem gjorde det
blot fordi hun passede sit arbejde.
Hvis det nu var rigtigt, at motiverne påvirker
hvorvidt en handling er rigtig eller forkert, så skulle de tre handlinger være
vidt forskellige. Ikke bare det, men vi ville slet ikke være i stand til at
sige, hvorvidt for eksempel brandmand A handlede rigtigt eller forkert, ved at
løbe ind i det brændende hus og redde et menneske, før vi fik slået fast,
hvilket af de tre motiver lige netop hun havde for at gøre det. Det vil nok
virke ret uplausibelt for mange.
Samlet set møder
kritikken uanset tolkning altså mindst to udfordringer: at den hviler på et
meget tvivlsomt portræt af de relevante personers psykologi, og at den enten
har et forfejlet fokus på deres person, eller en tvivlsom ide om at denne er
relevant for kvaliteten af deres handlinger.
Den indsigt er
det næppe sandsynligt at man vil kunne viderebringe til de som faktisk ytrer
kritikken. Men det kan ikke desto mindre være vigtigt for os andre at forstå
hvad det er som gør, at deres kritik er så mislykket som den er.
[i] Dermed naturligvis ikke sagt, at
der ikke kan være andre grunde til at tale med mennesker end det at blive
klogere, eller andre måder at tale sammen på end at diskutere. Min pointe er
begrænset til det at debattere uenighed om et givent emne.
[ii] Det er i mange sammenhænge upræcist
og alt for flatterende at benævne de pågældende personer med det sobre og
neutrale ”kritikere”, men for ikke at distrahere fra substansen holder jeg her
fast i denne diplomatiske formulering.
[iii] Det har altid forekommet mig, at
det alt andet lige må være bedre at være end del af godhedsindustrien end af
ondskabsindustrien, hvis man, som vendingen kunne forlede en til at tro, er
tvunget til at vælge. But I digress...
[iv] Bemærk at de mest prominente alternative
teorier ikke støtter den form for kritik af altruisme som her er på spil, fordi
de handler om hvad personers ultimative
psykologiske motivation er. For eksempel er en alternativ forklaring, at
personer hjælper andre, fordi de er sådan indrettet, at de får det dårligt af
at se eller tænke på andre menneskers lidelse. I den optik er den ultimative forklaring på hvorfor
personen handler, at vedkommende ønsker at reducere sit eget ubehag ved at
opleve andres lidelser. Men det er svært at forestille sig kritikkere i denne
sammenhæng hævde f.eks. at ”Medina gør det kun fordi hun føler så meget
medlidenhed med dem, at hun får utrolig dårlig samvittighed, hvis hun ikke
hjælper”, og vanskeligt at se hvordan det skulle kunne være en kritik hvis de
gjorde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar