Jeg var i udgangspunktet tøvende med at udtale mig, for det
er ikke en problemstilling jeg tidligere har arbejdet med, men endte med at
pege på et par ting som virkede relevante. Artiklen er blevet vinklet lidt mere dramatisk end jeg ville
have foretrukket – jeg var og er faktisk ikke sikker på om jeg mener, at
dusøren er etisk problematisk eller ej – men spørgsmålet er interessant, og
jeg har efterfølgende tænkt en del over det.
Så vidt jeg umiddelbart kan se, så er der ingen der rigtig har
behandlet emnet i faglitteraturen. Mine overvejelser er blandt andet derfor tentative,
men jeg tror at der i en dansk kontekst, er i hvert fald fire forhold, som man
bør have blik for, når man overvejer, om det er en god eller dårlig ide, at
udlove en dusør: et om effektivitet, et om fairness, et om signaler og normer,
og et om prævention.
For det første så er der en del som tyder på, at det vil
være relativt sjældent, at dusøren har den effekt, at politiet får adgang til
ny information, som de kan bruge til at opklare en forbrydelse. De fleste
almindelige borgere i Danmark har en meget høj grad af tillid til
myndighederne, samt et stærkt ønske om at bidrage til at opretholde
samfundsordenen, og er derfor typisk villige til at hjælpe med opklaringen af
forbrydelser uden at få penge for det.
I de fleste sager hvor politiet mangler
beviser, og hvor der faktisk findes personer som kunne hjælpe med opklaringen, er
problemet antageligt enten 1) at disse personer ikke er opmærksomme på, at
politiet mangler den viden de besidder, eller 2) at de har meget stærke grunde
til ikke at ville hjælpe, for eksempel fordi de selv er gerningsmanden, eller
står i en nær personlig relation til gerningsmanden.
For gruppen af uvidende men velvillige informanter kan en
dusør være til nytte, hvis den betyder at sagen får fornyet opmærksomhed, og
der derved er personer som opdager, at politiet mangler deres hjælp. Men i
dette tilfælde kunne samme resultat ofte være opnået ved andre måder at skabe
opmærksomhed på, for eksempel ved at politiet eksplicit bad om hjælp til
opklaringen i medierne (hvilket jævnligt forekommer). Dusøren er i så fald overflødig.
For gruppen af uvillige informanter vil det i mange tilfælde
være tvivlsomt om en dusør kan få folk til at ændre holdning. Forestil dig for
eksempel at du er forælder til en 16-årig dreng, og opdager at han har smidt en
sten fra en motorvejsbro, som har dræbt en person. Men forestil dig at du beslutter
dig for ikke at melde ham til
politiet, måske fordi han er tydeligt sønderknust af skam og anger, og du ikke
kan bære tanken om, at han også skal straffes med fængsel. Vil fristelsen ved
en stor dusør i den situation gøre nogen forskel for din beslutning? Det virker
tvivlsomt – antageligt vil de fleste forældre i en sådan situation blive decideret
fornærmede ved tanken om, at de af den
grund skulle kunne finde på, at melde deres barn til politiet. Dusøren er i så
fald virkningsløs.
Man kan her måske indvende, at en dusør jo kun udbetales når
den faktisk fører til, at politiet får hjælp til at opklare en forbrydelse.
Selv hvis det sker overordentlig sjældent, så koster det ikke noget særligt at
udlove dusøren i alle de tilfælde, hvor ingen tager imod den.[1]
Givet at det i hvert fald en sjælden gang imellem gør gavn, så kunne det derfor
alligevel godt være en god ide, at udlove dusører.
Den konklusion undermineres imidlertid af de to næste
pointer. Det andet forhold er nemlig det, at der er stærke grunde til at behandle alle
sager lige i retsvæsenet. Det kan både skyldes en forestilling om at sådan
formel lighed, eller fairness, har en betydning i sig selv, eller (mere
plausibelt, mener jeg), at oplevet fairness er vigtig for borgeres tillid og
vilje til at støtte retssystemet. I begge tilfælde kan det være et problem,
hvis politiet udlover dusører i nogle sager, men ikke i andre. Derved øges
chancen for at opklare disse sager (om end måske kun en meget beskeden smule), og eventuelle
ofre får bedre mulighed for at få tilfredsstillet det behov for retfærdighed
som de fleste ofre oplever. Problemet kunne løses hvis man udlovede
dusører i alle sager, men det er
næppe ønskeligt blandt andet fordi det ville være overordentlig dyrt at udbetale dusører
i alle de sager, hvor borgere i dag og under alle omstændigheder bidrager med
information.
For det tredje, så risikerer udlovningen af dusører at sende
et uheldigt signal til borgerne, om hvilke grunde staten forventer at borgerne
vil reagere på, og lade sig overtale til at hjælpe politiet af. Sat på spidsen,
så kan udlovningen af en dusør opleves som et udsagn om, at staten forventer,
at borgerne ikke vil være villige til at hjælpe politiet, hvis ikke de får
penge for det. For hvis de var villige til at hjælpe gratis, så ville
udlovningen af en dusør jo være overflødig.
Det behøver ikke at være tilfældet at staten faktisk mener
dette, og det behøver heller ikke engang være rigtigt, at det faktisk er
rimeligt at tolke udlovningen af dusører på denne måde (en mere rimelig og
barmhjertig tolkning er, at staten mener at der er en lille gruppe borgere, som
kun er villige til at hjælpe, hvis de bliver betalt for det). Det er
tilstrækkeligt at det af mange mennesker, for en overfladisk betragtning, kan se
ud som om, at det er det staten mener.
Hvorfor er et sådan signal potentielt problematisk? Nogle
ville rejse mere abstrakte indvendinger, men jeg tror det bedste svar er, at
det risikerer at blive en selvopfyldende påstand, dvs. at uanset at det ikke
var rigtigt, at de fleste borgere kun var villige til at hjælpe mod betaling inden staten sagde det, så bliver det
sådan mange borgere tænker efter at
staten har sagt det. Det er naturligvis næppe noget som sker ved at staten en
enkelt gang og undtagelsesvis udlover en dusør. Der er snarere tale om at hver
brug af dusører har en lille omkostning i form af, at sende et sådant negativt
signal, og at det vil have en synlig effekt over tid, hvis staten udlover
dusører tilstrækkeligt mange gange.
Teoretisk er der tale om, at staten underminerer en norm,
ved implicit at udtrykke forventninger til hvordan andre vil agere. Det er et
relativt velstuderet fænomen i adfærdsøkonomi og spilteori. Det klassiske
eksempel er Titmuss' studie af hvordan det, at tilbyde bloddonorer betaling for
blod, reducerer antallet af donorer,
fordi man derved underminerer den altruistiske norm om at donere for at gavne
andre, og erstatter den med et mindre effektivt økonomisk incitament.
Bør vi så droppe brugen af dusører? Et fjerde forhold taler
for at vi måske alligevel bør bruge dem i nogle tilfælde. Udover de allerede
diskuterede effekter, så kan udlovningen af en dusør nemlig også tænkes at
virke præventivt i nogle tilfælde. I
almindelighed er der grund til at være skeptisk overfor forestillingen om, at
personer handler rationelt, når de beslutter at begå en forbrydelse. Det
spiller for eksempel tilsyneladende ingen særlig rolle hvor strenge straffe man
truer potentielle forbrydere med.[2]
Men en ting som faktisk kan spille en rolle, er potentielle forbryderes
oplevelse af risikoen for at blive fanget, og her kan man forestille sig, at udlovede
dusører kan have en effekt. For eksempel kom der i kølvandet på sagen om den
tyske kvinde som blev dræbt af en sten fra en motorvejsbro en hel række
lignende sager, enten fordi gerningsmanden gentog forbrydelsen, eller fordi
andre kopierede den. Det er ikke urimeligt at forestille sig, at det at
medierne rapporterer, at der er udlovet en rekordhøj dusør for at fange den skyldige
i nogle tilfælde kan afskrække potentielle gerningsmænd fra yderligere
gentagelser.
Hvor stor sådan en effekt er vil i praksis være nærmest
umuligt at afgøre, og som begrundelse for at bruge dusører afhænger styrken af
argumentet helt af hvor stor effekten er. Ikke desto mindre så taler det trods
alt til fordel for at udlove dusører i nogle situationer, hvor det er rimeligt
at formode at det kan have en virkning.
Samlet set er det vanskeligt at tage afgørende stilling for
eller imod brugen af dusører. Der er nogle forhold som taler for, og andre
imod, og begge afhænger i meget høj grad af empiriske forhold som det er
vanskeligt, at få grundig indsigt i. Givet at emnet er stort set uberørt i
litteraturen bør det ikke overraske os. Som så ofte er den mest meningsfulde
konklusion det meget lidt tilfredsstillende ”further research is needed”.
[1] Det
koster noget, ikke ingenting, fordi der normalt vil være en
”opportunity-cost” ved at binde sine penge til udlovningen af en dusør i et
bestemt tidsrum. Man kan gå glip af muligheder, som man ellers kunne have
investeret pengene i, eller blive tvunget til at betale en højere pris for at
løse et andet problem, som bliver værre over tid, og derfor er dyrere at
håndtere, på det tidspunkt hvor man endelig annulerer dusøren og får pengene
tilbage.
[2] Der er
visse undtagelser, typisk dem hvor forbrydelsen udføres for egen vinding, kræver
planlægning og sker i koldt blod, for eksempel økonomiske forbrydelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar