Kan hjernen fortjene at blive straffet?

I grove træk var ovenstående temaet for min første post doc, hvorfra jeg om kort tid publicerer den første artikel i Utilitas.

I en nøddeskal er problemet at vi ofte antager to ting på samme tid:
1) Det er uretfærdigt at straffe uskyldige personer, og
2) Menneskelige handlinger er forårsaget af de kemiske processer i hjernen.

Den første antagelse er et centralt princip i de dominerende deontologiske teorier om straffeetik, og den anden er en ukontroversiel konklusion i moderne hjerneforskning. Umiddelbart kan de to godt forenes, men problemet viser sig så snart vi går igang med at overveje præcist hvornår personer er henholdsvis skyldige og uskyldige.

En person er således helt oplagt uskyldig, hvis hun slet ikke har begået den pågældende forbrydelse (det var butleren der var morderen!). Men en person kan også være uskyldig, hvis hun ikke på den relevante vis er ansvarlig for at have begået forbrydelsen. Hvis for eksempel butleren har narret hende til at putte giften i kaffen, ved at bytte rundt på sukker og arsenik, eller hvis han hypnotiserer hende, putter en pistol i hendes hånd, og beordrer hende til at trykke på aftrækkeren, så har hun i en vis forstand begået forbrydelsen, men intuitivt er hun fortsat uskyldig. Med en almindelig distinktion er hun kausalt ansvarlig for forbrydelsen, men ikke moralsk ansvarlig for forbrydelsen.

For at være moralsk ansvarlig for en handling, og for de forudsigelige resultater af handlingen, så kræves det normalt både at man vidste eller burde kunne vide hvad man gjorde og hvad der ville ske, og at man havde kontrol over handlingen. I eksemplet med arsenik vidste hun ikke at det ikke var sukker hun puttede i gæstens kaffe, og der er ingen oplagt grund til at sige at hun burde kunne vide det. Og i eksemplet med hypnose kan vi forestille os at hun udmærket vidste hvad der foregik, men var ude af stand til at styre sin krop (det er vist nok ikke sådan hypnose virker, men vi kan godt forestille os at det var sådan det virkede).

Hvad skal der så til, for at have kontrol over sine handlinger? Et fremtrædende forslag til en betingelse er, at man skal have muligheden for at handle anderledes. Ifølge dette "principle of alternate possibilities" (PAP), så havde man ikke kontrol over en handling, hvis det slet ikke var muligt for én, at gøre noget andet end det man faktisk gjorde. Hvis jeg så at sige bare kørte ned af et sæt skinner, og hverken kunne dreje til højre eller til venstre, så var det ikke op til mig hvilken handling jeg udførte.

Ideen, som mest præcist blev formuleret af Peter van Inwagen i 1983, er blevet udfordret af kompatibilitister især ved hjælp af såkaldte Frankfurt-cases. Men selvom der er fortsat er debat i faglitteraturen, så er princippet så intuitivt stærkt (og alternativerne løber selv ind i så alvorlige udfordringer), at der er grund til at tage det seriøst. Men gør vi det, så har vi balladen, for kunne en person, hvis handling er resultatet af en kemisk process i hendes hjerne, have handlet anderledes end hun gjorde?

Umiddelbart kan det være svært at se, hvordan det skulle kunne være tilfældet. Selv hvis de kemiske processer i hjernen i en eller anden udstrækning er tilfældige, for eksempel fordi kvantemekaniske tilfældigheder påvirker dem, så er det ikke indlysende at det betyder, at personen kunne have handlet anderledes. Dét, at jeg går ud og tager en kop the, fordi de kemiske processer i min hjerne forløber på en bestemt måde, men ville have taget en kop kakao, hvis bestemte tilfældigheder havde fået processerne til at forløbe på en lidt anderledes måde, betyder ikke, at det var op til mig, om jeg ville drikke the eller kakao. Det er stadig en kemisk process der dikterer, om jeg gør det ene eller det andet, og det hjælper ikke (måske snarere tværtimod), at det var et rent tilfælde, at processen blev som den blev.

Vi kan opsummere disse betragtninger som en tredje antagelse, nemlig at:
3) En person, hvis handlinger er forårsaget af de kemiske processer i hjernen, kunne ikke have handlet anderledes end hun gjorde, og er derfor ikke moralsk ansvarlig for sine handlinger, og derfor uskyldig.

Sammen med de to første antagelser fører det til en meget overraskende konklusion:
K) Det er altid uretfærdigt, at straffe personer.

Vil vi undgå konklusionen er vi nødt til at afvise et af de tre præmisser. Man kan udfordre 3) (jeg har brugt en del kræfter på at undersøge forskellige alternativer), men mit bud ville være 1). Det betyder ikke, at vi ikke bør indrette straffesystemet således, at det forsøger kun at straffe personer som er kausalt ansvarlige, og som havde bestemte typer mentale tilstande i tilknytning til forbrydelsen - det kan der være andre grunde til. Men måske er det på tide, at vi accepterer, at der ikke gives så firkantede restriktioner på hvordan straffesystemet bør udformes, som deontologer traditionelt har antaget.