Videnskabsetik og videnskabelig habitus

For et par uger siden blev jeg kontaktet af en journalist fra Information, som var interesseret i de udfordringer det rejser, at lave et projekt om vaccinationsetik betalt af medicinalindustrien (se tidligere blogindlæg om projektet her, her, og her).

Under og efter at jeg talte med ham har jeg tænkt en del over det, og det forekommer mig, at der er to sæt af beslægtede men også forskellige udfordringer, som knytter sig til henholdsvis videnskabsetik og videnskabelig habitus.

Den første udfordring er den mest oplagte, men også i modsætning til hvad man måske kunne tro den nemmeste at håndtere. Dét, at lave et forskningsprojekt for en interessent, dvs. en person, institution eller virksomhed, som har stærke interesser i hvilke resultater projektet fører til, rejser potentielt en hel række problemer med at sikre at forskningen alligevel er objektiv og redelig, som især er velkendte og omdiskuterede netop i medicinsk forskning sponsoreret af medicinalvirksomheder (men som også optræder for eksempel når forskere laver rapporter for et ministerium, der ønsker sig et bestemt resultat, som nylige sager om forskning i landbrugets brug af gødning og antibiotika har illustreret).

Overordnet er der i hvert fald fem områder hvor det er nødvendigt at være påpasselig:

1) Et forskningsdesign kan prædeterminere et bestemt resultat (”som man spørger får man svar – og vi vil gerne have det her svar”). Hvis interessenten får lov til at bestemme forskningsdesignet, så risikerer man at forskningen skræddersyes til at levere en bestemt konklusion, hvorimod sober forskning tilstræber at spørge åbent, og forfølge argumentet derhen hvor det fører. Det er et problem vi også kender fra politisk nedsatte kommissioner, som ofte arbejder under så snævert et mandat, at svaret næsten er givet på forhånd. Løsningen er armslængde, således at interessenter kan være med til at bestemme hvad der skal undersøges, men ikke hvordan.

2) Forskere kan manipulere med empirien for at imødekomme interessentens ønsker, ved at plukke bestemte dele af den, eller ved decideret at forfalske den. Løsningen er at publicere alle relevante data, f.eks. forsøgsprotokoller og datasæt, samt at lade andre forskere efterprøve resultaterne ved at replicere. Netop det problem er man som filosof forskånet for, da etisk forskning nok trækker på empiri f.eks. i form af epidemiologers studier af fordele og ulemper ved vacciner, men ikke genererer selvstændige data.

3) Et mere relevant problem er, at fortolkninger kan drejes i en bestemt retning både pga. økonomiske interesser og sympati. Næsten al forskning involverer elementer af fortolkning, og det er solidt bevist i adfærdspsykologien, at incitamenter kan have stor effekt på hvordan vi tolker og vurderer, også (og måske især) ubevidst. I min forskning gør det sig for eksempel gældende når jeg skal vurdere hvilken empirisk forskning som er mest troværdig, når forskellige resultater peger i forskellige retninger. Løsningen er for det første at forsøge at minimere indflydelsen af stærkt forstyrrende incitamenter, for eksempel ved ikke at have nære økonomiske eller personlige relationer til interessenter, dernæst at forlade sig mest muligt på den data som der er konsensus om er den bedste, for eksempel Cochrane institutternes metastudier, og endelig at lade sine tolkninger vurdere af upartiske kritikere, for eksempel ifm. fagfællebedømmelse.

4) Forskere kan også argumentere på en måde som ikke er logisk valid, dvs. drage en konklusion som ikke følger af de præmisser der er etableret med udgangspunkt i data. Den slags fejl er ofte relativt lette at spotte for andre specialister, men sådanne fejlagtige ræsonnementer bliver ind imellem ikke opdaget fordi fagfællebedømmelse springes over eller udføres helt overfladisk gennem ”old-boys”-netværk. Derfor er det centralt at forskning publiceres i seriøse tidsskrifter, hvor der finder en ordentlig fagfællebedømmelse sted, og at hverken redaktører eller bedømmere har nære relationer til forfatteren eller interessenter.

5) Endelig er et overraskende almindeligt og undervurderet problem, at negative resultater ikke bliver publiceret. Det er et problem både systematisk, som den nylige repliceringskrise i psykologien har illustreret, men også, og især, når en interessent sponsorerer flere studier af det samme, og efterfølgende kan vælge f.eks. kun at publicere de studier som viste en statistisk signifikant effekt. En virksomhed, som har brug for at dokumentere at deres nye produkt virker bedre end konkurrentens eksisterende, kan finansiere 10 studier, og efterfølgende offentliggøre de 2 der viste en (lille) fordel, og 2 af de studier der viste ingen forskel, men begrave de 3 studier som viste at produktet virkede (lidt) dårligere, og de 3 andre som viste ingen forskel. Hvis alle studierne var publiceret ville den samlede konklusion være at præparatet virkede lige så godt eller en smule dårligere. Men ved at begrave de negative resultater kan det i stedet komme til at se ud som det virker bedre. Løsningen er at stille krav om at alle resultater når det overhovedet er muligt publiceres.

Herhjemme er disse problemer bl.a. blevet rejst af Peter Gøtzsche, men i international sammenhæng er Ben Goldacres ”Bad Pharma” nok den bedste kritiske introduktion , og en tekst som jeg havde meget i mente under projektet. Men det er vigtigt at understrege, at så alvorlige som disse problemer er, så er de også som forsker relativt lette at håndtere, netop fordi problemerne er velkendte, og der er etablerede praksisser for hvordan man som forsker skal undgå eller minimere dem.

Den anden udfordring er på sin vis sværere. Den handler om hvordan ens habitus, eller lidt mere jordnært formuleret troværdighed og autoritet som forsker, bliver påvirket af, at forskningen er betalt af en interessent. Konkret så kan det underminere min habitus som forsker i vaccinationsetik, at der overhovedet kan rejses en anklage om at jeg er "i lommen på medicinalindustrien", underforstået, at jeg er blevet betalt for mene noget bestemt, og formidle disse synspunkter som baseret på forskning. 

Det er at bemærke en passant noget nær det groveste man kan anklage en forsker for, men problemet her er ikke i første omgang at det er forkert, og derfor krænkende. Problemet er at det er relativt kompliceret at vise at det er forkert, fordi det kræver en grundig forklaring af hvilke problemer det kan medføre at blive betalt af interessenter, og hvorfor de ikke har præget den aktuelle forskning. I almindelighed er det sådan i den offentlige debat, at synspunkter som er lette og hurtige at forstå gør større indtryk end synspunkter som kræver mere tid og energi at begribe; forsvaret mod anklagen er alene af den grund vanskeligere stillet end anklagen.

Oven i købet er det sådan, at selv hvis man kan lokke et publikum til at følge med i en sådan redegørelse for hvorfor anklagen er grundløs, så kan den nogle gange have en følelsesmæssig effekt, selv hos de personer som accepterer at den er grundløs. Den umiddelbare negative affekt, som mistanken skaber, kan være vanskelig at ryste af sig igen, lidt på samme måde (omend nok mindre dramatisk...) som anklagen om pædofili uundgåeligt præger hovedpersonens relationer til venner og kollegaer, også efter at han er blevet renset, i Susanne Bier's film "Jagten".

Spørgsmålet er hvad man som forsker skal stille op, men fordi der her er tale om en slags PR-problem snarere end et egentlig problem med forskningen, så er der her langt færre etablerede praksisser og rutiner. 

Det bedste svar er nok at insistere på at forskning må vurderes som forskning, ikke som udsagn fra en bestemt afsender. Det er i praksis at afskrive sig sin habitus, og har derfor en høj pris, men til gengæld den fordel at fokus kan rettes hen hvor det retteligt hører hjemme: på argumenter og data. Givet at vi alt for ofte i den offentlige debat bliver bedt om at acceptere synspunkter alene fordi den person som fremsætter dem har en særlig status, som talsperson, politiker, eller ekspert, så forekommer det at være en strategi som der under alle omstændigheder er grund til at støtte.