Da jeg for en del år siden arbejdede som studievejleder var en af mine opgaver at formidle information om RUCs uddannelser til potentielle studerende. Et af de bærende idealer for vores vejledning var, at vi havde til formål at hjælpe den enkelte ansøger med at finde det, som var bedst for netop hende; ikke med at overtale til noget bestemt, for eksempel at søge ind på det universitet jeg selv var ansat af. Det betød at jeg efter bedste evne informerede om både styrker og svagheder ved uddannelserne på RUC, og foreslog alternativer der var værd at undersøge på andre uddannelsessteder.
Tilgangen havde i hvert fald to væsentlige begrundelser. For det første, at den var et udtryk for respekt overfor de personer vi vejledte. I den potentielle konflikt mellem hvad der ville være bedst for dem og hvad der ville være bedst for min arbejdsgiver, RUC, ville det være et indlysende svigt af disse personer og den tillid de viste os som vejledere at vælge side til fordel arbejdsgiveren.
For det andet var min arbejdsgiver kun i en vis forstand RUC. Som offentligt ansat var jeg lønnet af staten, og i en vis forstand forpligtet på at varetage hele det danske samfunds interesser. Og det er klart at det samlet set er en fordel, at så mange potentielle studerende som muligt finder den uddannelse der passer bedst for den enkelte, snarere end at de overtales til at vælge uddannelser som passer dem mindre godt, fordi dette skaber indtægt for de pågældende uddannelser.
Med universitetsreformen i 2003 ændrede denne tilgang sig relativt hurtigt. Ikke så meget for studievejledningerne, som i ret vidt omfang holdt fast i det tidligere ideal, men for universiteternes kommunikation i bredere forstand. Kommunikationen var før reformen i ret vidt omfang et fælles projekt mellem uddannelsesinstitutionerne og statsligt forankrede uddannelsesvejledningscentre, og tilstræbte at give relativt nøgtern information og overblik til potentielle studerende. Efter reformen blev kommunikationen i stigende grad individualiseret, så hvert uddannelsessted lancerede sin egen, produceret af professionelle bureauer, og fik form af reklame.
Sådanne reklamer kan have visse fordele. Københavns universitet har i flere år kørt en fremragende kampagne, der både giver et jordnært og underholdende indblik i dagligdagen på forskellige studier, og er så charmerende at man må forvente at det trækker personer til som ellers ikke ville have taget en uddannelse.
Men de har også en væsentlig ulempe: de skaber først og fremmest positionelle goder. Et gode er positionelt hvis det kun er godt for en person såfremt andre personer har mere eller mindre af samme gode. Omvendt er et gode intrinsisk, og ikke-positionelt, hvis det er godt for en person uafhængigt af om andre personer har mere eller mindre af det samme gode. At være høj er for eksempel ikke et intrinsisk gode - der er ikke noget særligt godt eller skidt ved at have en bestemt højde - men det kan i mange sammenhænge være et positionelt gode. Det er en fordel for en basketballspiller at være højere end sine modspillere, dvs. ikke at have en bestemt højde, men simpelthen at have mere af godet "højde" end konkurrenterne.
Reklamer skaber først og fremmest positionelle goder. Det gælder også for reklamer for uddannelsesinstitutioner. Det er ikke en fordel for et universitet at der bliver reklameret for det uafhængigt af hvordan andre universiteter bliver reklameret for - det er kun en fordel at være et universitet med flere eller bedre reklamer, fordi man derved trækker flere studerende til (det er, hvis nogen skulle være i tvivl, i meget vidt omfang antallet af studerende som afgør hvor mange penge et universitet tjener).
Positionelle goder af denne art skaber ofte et væsentligt problem. De kan nemlig føre til et våbenkapløb, hvor alle skal bruge stadigt flere penge blot for at stå stille. Hver gang ét universitet opgraderer sit reklamebudget, så er de andre nødt til at følge med for ikke at miste studerende. Det er en variant af Tragedy of the Commons, hvor hver deltager i en konkurrence er tvunget til at bruge langt flere ressourcer på et formål end det ville være optimalt både samlet og individuelt, simpelthen fordi de enkelte deltagere i konkurrencen hele tiden er tvunget til at opgradere for ikke at tabe terræn.
Problematikken er imidlertid ikke unik for universitetsverdenen. Da jeg efter mine studier stiftede personligt bekendtskab med dagpengesystemet, på godt og (mest) ondt, slog det mig næsten øjeblikkeligt, at bag ved alle de små menneskelige katastrofer som systemet var fuldt af, så var der en langt mere væsentlig systemisk katastrofe. Hele systemet er nemlig i altovervejende omfang indrettet på at give de ledige positionelle goder.
Det væsentligste substantielle indhold i det moderne system er nemlig at give den enkelte redskaber til at skrive bedre ansøgninger og gøre et bedre indtryk til en jobsamtale. For den enkelte jobsøgende er sådanne redskaber vigtige - de kan gøre forskellen på at få arbejde eller ej (også selvom deres værdi typisk overdrives så voldsomt at det er ufrivilligt komisk). Men "bedre" betyder i denne sammenhæng kun "bedre end konkurrenterne". For hver jobsøger som får jobbet fordi hun har opgraderet sin ansøgning er der en anden jobsøger som derfor ikke får arbejde. Og da netop evnen til at søge job er en af de få kompetencer der groft sagt aldrig er brug for på en arbejdsplads, så får arbejdsgiverne ikke dygtigere medarbejdere af den grund.
Den store indsats som jobsøgere og store dele af dagpengesystemet gør for at give alle positionelle goder (på samme tid!) er således samlet set et enormt spild af ressourcer - hvis alle bliver flyttet lige meget af at arbejde med at forbedre deres jobsøgning, så ville intet gå tabt og ingen stå anderledes hvis ingen fik opgraderet deres jobsøgningsevner (for en mere realistisk betragtning er det ikke alle der bliver flyttet lige meget, men det er ikke klart at det gør en forskel for hvorvidt ressourcerne bliver spildt).
Sådanne ulemper ved konkurrencesystemer er velkendte og velbeskrevne i økonomisk teori, og der kan i nogle situationer være fordele der opvejer dem for konkurrence på det private marked. Men for statslige aktører er der i udgangspunktet kun grund til at investere i at skabe positionelle goder hvis 1) det kun er en begrænset gruppe der udstyres med det positionelle gode (hvis alle får det, så er vi lige vidt), og 2) der er en grund til at netop denne gruppe skal stilles bedre end andre. Det kunne for eksempel være, som såkaldte "luck-egalitarians" hævder, at vi bør hjælpe de, som er stillet dårligt uden selv at være skyld i det, med at blive stillet lige så godt som os andre. Det kunne for eksempel være børn fra bogligt svage hjem, som har en ufortjent ulempe i konkurrence med børn fra bogligt stærke hjem.
For de ovenstående eksempler (og utvivlsomt mange andre), er de betingelser ikke opfyldt. Givet at det er vores fælles ressourcer som spildes, og at vi næsten dagligt mindes om at de fælles ressourcer skal prioriteres særdeles hårdt, så er dette grundlæggende uforsvarligt. Hvis man vil finde et smertefrit sted at skære på offentlige udgifter, så er ressourcer som bruges til at skabe positionelle goder det oplagte sted at starte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar