Det var ellers ikke fordi filosofisk informeret refleksion ikke var påkrævet. Spørgsmålet om hvornår en befolkningsgruppe legitimt kan løsrive et område fra en eksisterende stat, for at danne en ny, er et af de mest komplekse og kontroversielle i politisk filosofi. Samtidig led det meste af det som blev skrevet i den offentlige debat og reportage af mindst et og ofte begge af to problemer: 1) Enten forholdt det sig så konkret og deskriptivt til begivenhederne, at det ikke gav ikke gav noget grundlag for at tage stilling til det principielle spørgsmål, eller 2) det tog implicit eller eksplicit parti for en af parterne på et grundlag, som selv for en helt overfladisk filosofisk refleksion var uholdbart.
En kronik af Peer Bundgaard illustrerer på fin vis begge problemer. Bundgaard anfører en del empirisk tvivlsomme (for nu at sige det pænt) påstande, f.eks. at den spanske centralregering ikke forbød valghandlingen, og at uafhængighedsbevægelsen ikke førte valgkamp. Men det er nok så problematisk, at han nævner og derpå ignorerer det principielle spørgsmål: bør katalanere have ret til at erklære sig selvstændige? I stedet fokuserer han på tre kritikpunkter - (1) at uafhængighedspartierne gjorde uafhængighed til det forudgående regionalvalgs hovedtema, og indgik valgforbund alene på dette tema, (2) at beslutningen om en folkeafstemning om uafhængighed blev hastet gennem det regionale parlament, og den tvivlsomme påstand, (3) at vælgerne ikke blev informeret om afstemningen, fordi der ikke blev ført valgkamp.
Bundgaard synes at antage, at vi kan besvare det principielle spørgsmål alene på baggrund af disse kritikpunkter. Det er indlysende forkert. Selv hvis hvert af de tre kritikpunkter var individuelt overbevisende, så ville vi ikke deraf kunne konkludere, om katalenere bør kunne erklære sig selvstændige eller ej, og i den forbindelse, hvilken status vi bør tilskrive afstemningen om uafhængighed. Bundgaards indlæg hører endda til i den mere sobre og reflekterede afdeling - for filosofisk set decideret pinagtige indlæg kan man læse Finn Janning (igen, og igen...) - men jeg anbefaler at lade være.
Hvorfor er det principielle spørgsmål så vanskeligt at svare på? En del af forklaringen er historisk. Det internationale, liberale system som Europæiske stormagter sammen med USA stod i spidsen for at indføre omkring og efter Anden verdenskrig tager for givet at de relevante aktører er på forhånd definerede stater og disse staters borgere. Hvornår noget bør være en stat, og under hvilke omstændigheder stater bør opstå, ændres eller ophøre med at eksistere, er problemer som falder i en slags liberal-international blind vinkel.
Den blindhed viser sig igen og igen, når vi skal tage stilling til disse spørgsmål. Bør Kurdere i Tyrkiet, Irak og Syrien for eksempel have lov til at danne en (eller flere) selvstændige stater? Hvorfor/hvorfor ikke? Var det legitimt da Tjekkoslovakiet splittedes i de nuværende Tjekiet og Slovakiet? Det mener de fleste, men hvorfor egentlig? Og hvad med Skotland, Irland, og Grønland?
I forhold til den konkrete debat om Kataloniens selvstændighed viste vanskelighederne sig i forbindelse med de nok tre mest almindelige argumenter for og imod selvstændighed: det nationale argument, det økonomiske argument, og det demokratiske argument. Vi kigger på dem et ad gangen.
Det nationale argument
Det nationale argument, som især benyttes af national-konservative tænkere, forsøger at besvare det principielle spørgsmål, ved at henvise til en forud for staten givet nation, som har politisk krav på suverænitet. Når spanske nationalkonservative fremfører argumentet, giver dette krav på suverænitet ret til at ignorere regioners ønske om selvstændighed, fordi de retteligt er en del af den spanske nation. Når katalanske nationalkonservative fremfører det, så giver kravet ret til selvstændighed, fordi den katalanske nation ikke kan være suveræn, hvis den er underlagt centralstyret i Madrid. I begge varianter møder argumentet imidlertid én af to udfordringer.
Den første udfordring opstår, hvis man postulerer, at nationer er noget som findes uafhængigt af hvad personer, inklusiv de personer som skulle være medlem af nationen, tænker og føler. Det er en forestilling, som mange lidt ureflekteret vil abonnere på i en eller anden grad, men som ikke holder for et nærmere eftersyn. Det store opgør i 90'ernes kulturteori med kulturessentialismen havde som en af sine hovedpointer, at kultur først og sidst er en mental konstruktion - den eksisterer i kraft af personers identitet, overbevisninger, og værdier. Den findes ikke før personers tanker og følelser eller uafhængigt af disse (for de nysgerrige: Benedict Andersons banebrydende bog fra 1991 (egentlig 1983, men den version alle læser er den reviderede udgave) er nok fortsat den bedste introduktion).
Den anden og umiddelbart mere lovende mulighed er at anerkende dette synspunkt (det kan national-konservative i princippet godt, selvom de ofte nægter at gøre det i praksis), og acceptere at nationer kan opstå, ændres og forsvinde som et resultat af hvad personer tænker og føler. Men i så fald får det national-konservative synspunkt let meget radikale implikationer. Hvis enhver gruppering af mennesker, som identificerer sig som nation, også er en nation, og deraf har krav på selvstændighed, så er det ikke kun katalanere som har ret til at løsrive sig, det har for eksempel bornholmere og fynboer også, i samme øjeblik de kollektivt identificerer sig om en selvstændig nation.
En måde at forsøge at løse dette problem, er ved at stille betingelser som skal være indfriet, for at noget tæller som en nation. Et oplagt eksempel kan være at en nation skal tale et selvstændigt sprog. Det er, i den optik, derfor der er en dansk nation, en svensk nation, og en norsk nation, men ikke en skandinavisk nation, og heller ikke en fynsk nation, en jysk nation og en sjællandsk nation.
Den strategi løber imidlertid også durk ind i problemer. For det første et problem med at identificere de karakteristika, som skal fungere som betingelser. Sprog, for at blive ved det eksempel, dur nemlig ikke. Ikke alene ville vi i så fald være tvunget til at konkludere at der ikke var en Svejtsisk nation, en Belgisk nation eller en Spansk nation, fordi der i alle disse stater tales mere end et sprog, men vi ville også være tvunget til at sige om alle engelsksprogede lande at de enten er én stor nation, eller slet ikke nationer. Lignende problemer rammer andre oplagte karakteristika som kunne fungere som betingelser.
Oven i er det ikke nok blot at pege på et karakteristika og sige at det er en betingelse for at noget er en nation. Man er også nødt til at kunne forklare hvorfor dette er en betingelse, dvs. hvorfor vi skal skelne mellem de grupper, der identificerer sig som kulturelt sammenhængende enheder, som indfrier betingelsen, og de som ikke gør, og hvorfor det kun er de første som fortjener at blive kaldt nationer. Det er mildt sagt ikke en nem opgave, at levere et overbevisende argument af den type.
Det økonomiske argument
Det andet argument er økonomisk. Katalonien er en af Spaniens rigeste og mest produktive regioner. Hvis regionen bliver en selvstændig nation, vil den spanske stat miste enorme indtægter, og de fattigere regioner i Spanien vil miste adgang til massive overførsler, som i dag finansierer blandt andet udvikling af disse regioner. Selvstændighed risikerer også at ramme den katalanske økonomi hårdt, især hvis Spanien blokerer for et selvstændigt Kataloniens EU-medlemsskab (Spanien ville ikke have noget at vinde ved at blokere for dette, men den efterladte part i en skilsmisse tænker sjældent rationelt), men argumentet er typisk, at det økonomiske tab, som Spaniens fattige regioner ville lide, taler imod katalansk selvstændighed.
Det er på overfladen et tiltalende argument, men hviler for et nærmere eftersyn på et princip, som de færreste ville være villige til at universalisere. Det er tiltalende, fordi der er en direkte sammenhæng mellem fattige menneskers adgang til økonomiske ressourcer og deres velfærd, og menneskelig velfærd er vigtig. Det er derfor korrekt, at dét at en politik medfører at fattige mennesker har færre ressourcer end de ellers ville have, alt andet lige taler imod denne politik.
Men hvis det økonomiske argument skal være afgørende for, om Katalonien bør være selvstændigt, så må det påkalde sig et stærkere princip, end blot at øget velfærd taler imod denne. Hvad kunne et sådant princip være? Antageligt noget i retning af følgende:
Økonomisk-progressiv statsdannelse. Hvis geografisk-kulturelt område A er rigere end geografisk-kulturelt område B, og det vil stille de fattige i B bedre, hvis A og B er forenede i én stat, så bør A og B (normalt) være forenede i en stat.Jeg har indsat en "normalt" klausul, fordi fortalerne formodentlig vil medgive, at der kan være exceptionelle omstændigheder, hvor princippet ikke gælder ("Rumvæsener springer Jorden i luften hvis vi følger princippet!"). Men selv med denne kattelem, er der næppe nogle af de, som fremfører argumentet, som ville være villige til at anvende princippet i andre sammenhænge. Overvej for eksempel, at Danmark uden tvivl er rigere end vores Østeuropæiske naboer, og at det forekommer altovervejende sandsynligt, at for eksempel fattige polakker ville blive bedre stillet, hvis Danmark blev en region i Polen. Jeg kan selvfølgelig tage fejl, men jeg forestiller mig, at der er meget få, som vil mene, at dette er en god, endsige tilstrækkelig begrundelse for, at Danmark bør indlemmes i en Polsk stat.
Det oplagte modargument er at påpege, at der i mit eksempel er tale om at gøre en uafhængig stat til del af en større stat, mens der i det katalanske tilfælde er tale om det modsatte: at en region i en eksisterende stat gøres uafhængig. Men det er ikke klart hvorfor denne forskel i retning - hen mod eller væk fra uafhængighed - skulle gøre nogen forskel for det økonomiske argument. Argumentet hviler på de økonomiske fordele, som statslig forening giver. Det, at gøre retningen af bevægelsen til en afgørende forskel, er et uberettiget konservativt priviligium, hvis appel, for så vidt som det har nogen, nok kan forklares som udtryk for status quo bias.
Det demokratiske argument
Det sidste argument baserer sig på demokratiske beslutningers værdi. Det er umiddelbart et lovende argument, fordi mange mener, at det er etisk centralt, at individer har mulighed for at øve demokratisk indflydelse på de samfund, som de skal leve i, og deraf, at de demokratiske beslutninger som individer træffer, med visse undtagelser, bør afgøre hvordan deres samfund indrettes. Det demokratiske argument findes imidlertid, ligesom det nationale argument, både i en udgave, hvor Katalonien bør have lov til at løsrive sig, fordi den katalanske befolkning demokratisk besluttede det, og i en udgave, hvor det ikke bør have lov til at løsrive sig, fordi det ville stride mod den spanske grundlov.
Den version, som er imod løsrivelse kan læses rent juridisk, det vil sige, at det er alene det forhold, at grundloven forbyder løsrivelse, som betyder at Katalonien ikke bør løsrives, men i så fald slår det øjeblikkeligt fejl: det kunne jo være at grundloven var indrettet på en måde som burde ændres. Hvis for eksempel Katalonien har ret til at løsrive sig, men grundloven forbyder det, så er det loven som bør laves om, ikke Katalonien som bør nægtes retten til at løsrive sig.
En bedre version anerkender, at grundloven ikke har selvstændig værdi, men fremhæver at den er udtryk for en demokratisk beslutning, om ikke andet, så det samlede Spaniens implicitte beslutning om ikke at lave grundloven om, så den rummer mulighed for løsrivelse.
Anskuet på den måde handler uenigheden mellem de to version af det demokratiske argument om den demokratiske grænsedragning. Problemet om demokratisk grænsedragning er hvordan vi skal bestemme, hvem som skal have lov til at være med, til demokratisk at bestemme et givent spørgsmål. Denne beslutning kan ikke træffes demokratisk, for en demokratiske beslutning forudsætter jo netop et svar på spørgsmålet. Med Sir Ivor Jennings klassiske formulering:
"On the surface it seemed reasonable: let the people decide. It was in fact ridiculous because the people cannot decide until someone decides who are the people."Den spanske regerings insisteren på, at afstemningen om selvstændighed var ulovlig, er i det lys udtryk for, at den spanske regering forudsætter et bestemt svar på det demokratiske grænsedragningsproblem: at beslutningen om katalansk selvstændighed skal tages af alle borgere i Spanien (men kun borgere i Spanien). Omvendt forudsætter den katalanske regering at beslutningen skal tages af alle borgere i Katalonien (men kun borgere i Katalonien).
Kynisk betragtet er begge svar motiveret mere af hensynet til en demokratisk beslutning, som vil levere det svar, som den pågældende part ønsker sig, end af en principiel holdning til hvordan problemet med demokratisk grænsedragning bør løses. Dermed reduceres politiske uenigheder om løsrivelse og statsdannelse i sidste ende til principløs magtkamp. Det er spørgsmålene for vigtige til.
Hvordan ser et plausibelt, principielt svar på problemet om demokratisk grænsedragning så ud? Der findes ikke (mig bekendt - demokratiteori er en hobby, ikke mit fokus som forsker) konsensus om en løsning, men en ide som har tiltrukket sig meget opmærksomhed er det vægtede princip om alle som påvirkes (det er en ide, som blandt andet Gustav Arrhenius har forfægtet). Ideen er her meget enkelt, at de som bør inkluderes i en demokratisk beslutning, er de som påvirkes af beslutningens udfald, og at deres stemme bør vægtes afhængigt af hvor meget de påvirkes. Det er en intuitivt meget tiltalende ide, som trækker direkte på de idealer om individers ret til politisk indflydelse jeg ovenfor nævnte som et centralt grundlag for demokrati. Den er imidlertid meget vanskelig at føre ud i praksis.
Hvad ville den betyde i den verserende konflikt? På den ene side, at Katalonien ikke kan tage stilling alene. Resten af Spanien berøres af en katalansk løsrivelse, centralt i form af tab af en velstående og økonomisk dynamisk region, som er med til at finansiere investeringer i de fattigere dele af Spanien.
Men omvendt også, og i modsætning til hvad Spaniens regering insisterer på, at det bør være muligt at tage en demokratisk beslutning om at løsrive sig, og at hver katalaners stemme bør vægtes langt tungere end hver spaniers, givet hvor afgørende spørgsmålet er for borgere i Katalonien.
Endelig, og måske mest provokerende, at også personer udenfor Spanien bør have indflydelse på beslutningen, når og hvis den i en eller anden grad påvirker dem. Det kan for eksempel være tilfældet for handelspartnere, EU, og for andre regioner i Europa som ønsker større autonomi eller endog selvstændighed. Vægten af deres stemme bør naturligvis justeres efter hvor lidt de påvirkes af beslutningen, men principielt set bør de have indflydelse på den.
I praksis er det ikke realistisk at gennemføre en demokratisk beslutning der på denne måde giver vægtede stemmer til alle som påvirkes. Men et realiserbart alternativ er forhandlinger mellem repræsentanter for i hvert fald nogle af de påvirkede, hvor alle parter anerkender at der bør gives mere vægt til de stemmer som repræsenterer de mest påvirkede. Det vil formodentlig kræve at f.eks. EU griber ind, at få de to parter til at indgå i en sådan løsning, især fordi den Spanske regering hidtil har anlagt en konfrontatorisk kurs, og næppe uden pres udefra vil opgive, at benytte sig af den fordel den har i kraft af sin overlegne fysiske magt.
Auden skrev om den spanske borgerkrig:
"The stars are dead. The animals will not look.Den spanske republik tabte i grove træk borgerkrigen fordi de demokratiske, liberale stater i Europa valgte at se til uden at hjælpe. Deres forsigtige sympatierklæringer kunne republikanerne hverken væbne eller beskytte sig med. Den nuværende spanske regering i Madrid er ikke fascistisk (selvom det nyligt afsatte Partido Popular gør hvad det kan for at ligne Ungarns Fidesz og Polens PiS), og undertrykkelsen af den katalanske bevægelse for selvstændighed er ikke en gentagelse af Francos folkemord.
We are left alone with our day, and the time is short, and
History to the defeated
May say Alas but cannot help nor pardon."
Ikke desto mindre har den spanske regering de sidste år tyet til en række bekymrende illiberale tiltag. Katalanske politikere og ledere af civilsamfundsorganisationer er fængslede, uden udsigt til løsladelse. Ytringsfriheden er voldsomt indskrænket på en række områder - musikere retsforfølges for kritiske tekster, og det er forbudt at bære bannere, symboler og endda gule tørklæder, som kunne signalere sympati for uafhængighedsbevægelsen. Det ville være en lille bod for fortidens synder, hvis europæiske stater ikke igen overlader det til historien at sige ak til de besejrede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar