Hvad er fremtiden værd? Diskontering, velfærd og klima

Moralfilosoffer og økonomer har ofte et lidt anstrengt forhold. Det er mit indtryk at det er en relativt almindelig opfattelse blandt økonomer, at moralfilosoffer arbejder med videnskabeligt tvivlsomme, ikke-empiriske forhold, samt at de metodisk er skiftevis sjuskede og pernittent fokuserede på trivielle detaljer.

Omvendt er det en almindelig opfattelse blandt filosoffer at økonomer tit laver meget tvivlsomme filosofiske antagelser som grundlag for deres arbejde, uanset om de vil stå ved det eller ej, samt at de, selvom de officelt forsøger at arbejde rent deskriptivt, smugler moralen ind ad bagvejen.

Det anstrengte forhold er synd, for der er blevet lavet utroligt spændende arbejde der hvor de to discipliner mødes, illustreret f.eks. af John Harsanyi, Amartya Sen, og John Broome. Og min fornemmelser er, at der er ting, som forskere i de to discipliner gensidigt kan lære af hinanden. Nogle moralfilosoffer har med success adopteret den stringente måde at udvikle argumenter på, som moderne økonomer sværger til, især i aksiologien. Omvendt er der for eksempel overvældende stærke argumenter i moralfilosofien imod den præferenceteori om velfærd, som de fleste økonomer antager.

Et område som de seneste cirka 10 år har fået fornyet opmærksomhed i begge discipliner, er ideen om diskontering af fremtiden. Det er en standardantagelse i økonomiske modeller, at fremtidig værdi skal diskonteres, dvs. at værdien af noget gradvist bliver mindre, jo længere ude i fremtiden det optræder.  Den ide har store konsekvenser, når værdien af langsigtede investeringer skal beregnes - for eksempel en offentlig fornyelse af kloaksystemer, som skaber værdi for flere generationer - og der har også i en årrække været heftig debat om Finansministeriets diskontering af offentlige investeringer i en dansk kontekst.

Men der er særlig et område, hvor diskonteringsraten er helt afgørende: klimapolitik. Det skyldes det velkendte faktum, at vi som samfund netop nu har valget mellem at lave store ændringer i vores produktion og forbrug, med dertil hørende omkostninger nu og i de nærmeste år, og en fremtid med meget dramatiske klimaændringer, og de usikre men potentielt katastrofale konsekvenser deraf. De mest voldsomme effekter af vores nuværende udledning af drivhusgasser vil imidlertid først indtræde om 50-100 år, og over så lang en tidshorisont gør det en enorm forskel, hvor meget vi diskonterer år for år.

Det er i den forbindelse påfaldende, at årets "næsten-Nobelpris" (retteligt: den svenske rigsbanks pris til Alfred Nobels minde) i økonomi blandt andet går til William Nordhaus, der netop har arbejdet med klimaøkonomi, og i den forbindelse har været den måske mest prominente fortaler for en høj diskonteringsrate. I en berømt kontrovers med den britiske økonom Nicholas Stern viste det sig, at spørgsmålet om, hvorvidt vi bør gribe til omgående og drastisk handling, for at undgå fremtidige klimaændringer, i det store hele afhænger af, om man antager en lav diskonteringsrate som Stern (1,4%), eller en høj diskonteringsrate som Nordhaus (3-5%).

Det kan lyde som en lille forskel, men et eksempel kan illustrere hvor stor betydning den har:

Investering 1. Vi kan bruge 10.000kr på (A) at redde et menneskes liv i dag, ved at uddele myggenet i områder med malariamyg. Vi kan også (B) investere pengene i udviklingen af mere effektiv og billigere malariamedicin, som kan redde et større antal menneskeliv, men først om 50 år.

Spørgsmålet er nu, hvor mange menneskeliv skal investeringen redde om 50 år, for at det er bedst at vælge B? Svaret er, at hvis vi diskonterer med 1% så skal vi kun redde 2 liv; men med 5% diskontering skal vi redde 13(!) liv. På samme vis gør det en kæmpe forskel, for spørgsmålet om, hvilke indgreb vi bør sætte i gang, for at begrænse fremtidige klimaændringer, hvordan vi diskonterer fremtidige negative konsekvenser.

Når diskontering er så afgørende, så er det helt centralt, hvordan vi vælger den rigtige diskonteringsrate. Mere radikalt kan man også spørge, hvorfor vi overhovedet skal diskontere? For begge spørgsmål viser det sig at være helt afgørende, om vi fokuserer på diskontering af velfærd eller diskontering af økonomiske goder.

Økonomer antager fortsat ind imellem, at vi bør diskontere fremtidig velfærd, såkaldt ren-tids-diskontering af velfærd. Det er, som en efterhånden lang række kritikere har påpeget et synspunkt, som der er ualmindelig god grund til at være skeptisk overfor. Det mest almindelige argument for ideen er, at mennesker ofte synes at lave en sådan diskontering i deres personlige valg. De fleste mennesker sparer for eksempel mindre op, end de rationelt burde, hvis de slet ikke diskonterede fremtiden.

Det er imidlertid et dårligt argument af i hvert fald tre grunde. For det første, så er det ofte meget vanskeligt at skelne, om personer diskonterer deres fremtidige velfærd eller deres fremtidige goder. Det er altså empirisk tvivlsomt, om det virkelig er velfærd, som personer diskonterer i deres personlige valg. For det andet, så følger det ikke, at det er korrekt at diskontere velfærd, selv hvis det er det, som personer faktisk gør. Det kan være vi er systematisk irrationele på dette område, som på så mange andre. For det tredje, så er det svært at forsvare, at personers valg om at diskontere fremtiden efter deres egen død giver grundlag for en generel diskontering. Der er indlysende psykologiske årsager (oplagt: egoisme) til, at personer kan finde på at lægge mindre vægt på, hvad der sker efter deres død, end hvad der sker i deres eget liv, men det er ikke årsager som rimeligvis kan udgøre grunde for upartisk diskontering.

Oven i disse problemer for argumentet kommer, at der er meget stærke argumenter for, at fremtidig velfærd er præcis det samme værd som nutidig velfærd (dvs. en ren-tids-diskonteringsrate på 0%). Som blandt andet Derek Parfit har påpeget, så synes det intuitivt ikke at gøre nogen moralsk forskel, om jeg skader en person i dag eller næste år. Det virker for eksempel absurd at sige, at en terrorist, som placerer en bombe i en børnehave, handler mindre forkert, jo længere nedtælling bomben er udstyret med, hvis antallet af døde og sårede børn iøvrigt er det samme.

Der er imidlertid én grund til at vægte fremtidig velfærd mindre i vores beslutninger, som knytter sig til usikkerhed. Det er nemlig usikkert, hvorvidt fremtidig velfærd overhovedet kommer til at eksistere. Det betyder i klimasammenhænge i praksis risikoen for, at menneskeheden uddør eller samfundet bryder sammen af andre grunde end katastrofale klimaændringer. Hvis vi for eksempel starter en altødelæggende atomkrig om 10 år, eller rammes af en gigantisk meteor om 15 år, så er det lige meget, hvad der ville være sket med klimaet om 50 år.

Desværre er der al mulig grund til at tro, at der er en reel risiko for, at menneskeheden ikke klarer det 21. århundrede, selvom det er ualmindeligt svært, at sige præcist hvor stor den er. Men risikoen kan veksles mere eller mindre umiddelbart til en diskonteringsrate - hvis der er 0.1% chance per år for, at vi allesammen dør af andre grunde, så kan alle fremtidige værdier, for eksempel værdien af at undgå katastrofale klimaændringer, nedskrives med samme procentsats. Det er et argument, som Stern gjorde en del ud af, i den berømte 2007 rapport.

Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at dette kun i en teknisk forstand er diskontering af velfærd. Der er ikke tale om, at fremtidig velfærd reelt er mindre værd. Der er blot tale om at vi, når vi skal træffe beslutninger, hvor vi er usikre på hvad der kommer til at ske, kan vægte fremtidig velfærd forskelligt, afhængigt af hvor sandsynlig den er (i praksis er det en applikation af expected utility theory).

Hvad så med diskontering af økonomiske goder? Selv hvis man ikke bør diskontere velfærd, så kan økonomisk diskontering være vigtigt, givet at meget af debatten om klimaændringer handler om, hvad omkostningerne er for henholdsvis at handle og lade stå til.

Der er, så vidt jeg kan overskue litteraturen, to centrale argumenter for at diskontere fremtidige økonomiske goder. Det første er baseret på, at fremtidige mennesker kommer til at have flere goder end os. Det andet er baseret på, at den reele omkostning ved én måde at forbruge goder på afhænger af, hvad man ellers kunne have gjort.

Hvorfor fører det forhold, at fremtidige mennesker har flere goder end os, til diskontering? På grund af princippet om goders faldende marginale nytteværdi - jo mere man har af et gode, jo mindre er en ekstra enhed af det gode værd. Det gør en væsentlig forskel for ens liv, om man har for eksempel en bil, et sted at bo, eller et sæt pænt tøj. Hvis man får nummer to er det stadig (normalt) en forbedring, men det gør en langt mindre forskel, og forskellen bliver mindre og mindre hvis man også får nummer tre, og fire, etc. Hvis økonomien fortsætter med at vokse, og fremtidige personer derved er mere velstående end vi er, så er ekstra goder derfor mindre værd for dem end de er for os, og vi skaber mest mulig værdi ved at forbruge goderne nu og her. Hvis vi kender væksten i goder og funktionen for goders marginale værdi, så kan vi fastsætte diskonteringsraten derfra. 

Det andet og måske vigtigste argument for økonomisk diskontering er, at vi bør medregne alternativomkostninger. Denne ide er grundlaget for Nordhaus' kritik af Stern, og (så vidt jeg kan vurdere) for de fleste af de økonomer, som antager relativt høje (dvs. 3-5%) diskonteringsrater. Argumentet er, i en forenklet og uteknisk udgave, at vi bør reducere værdien af en bestemt måde at bruge ressourcer på, med den effekt det ville have haft, hvis ressourcerne bare var indgået i den almindelige økonomi.

Ideen er ikke intuitiv, så lad mig forsøge at illustrere med et nyt eksempel:

Investering 2. Vi kan lige nu (A) løse klimaproblemerne. Vi kan også (B) vente 50 år, og så løse dem til den tid. Antag at A koster 100 promille af globalt BNP ("PGB"). Antag også, at hvis vi ikke gør noget, så bliver klimaproblemerne gradvist dyrere og dyrere at løse (2% per år), og gør løbende skade indtil de bliver løst (2% per år). Den samlede omkostning ved B er derfor 442 PGB(!).

I eksemplet er den samlede omkostning ved at lade stå til 4,5 gange så høj, som omkostningen ved at handle nu. Det betyder at det umiddelbart ligner en rigtig god ide, at løse problemerne lige her og nu. Men hvad nu hvis vi kunne bruge de 100 PGB på en anden måde? Hvis vi for eksempel (C) kunne investere dem med en forrentning på 4%? I så fald ville vi om 50 år have 711 PGB, og kunne kompensere for skaderne, løse klimaproblemerne, og stikke de overskydende 269 PGB i lommen. De 269PGB, som vi går glip af ved at vælge B snarere end C, er en omkostning ved B sammenlignet med det alternativ som vi fravælger - en alternativomkostning.

En anden måde at formulere pointen på er, at ressourcer i dag er mere værd end ressourcer i morgen, hvis de kan investeres produktivt i den mellemliggende periode. Konkret er de netop så meget mere værd, som de kan forrentes med. Nordhaus og ligesindede påpeger så, at vi kan antage, at ressourcer alternativt ville blive investeret med en gennemsnitlig forrentning for det pågældende samfund. Denne forrentning kan uden videre omregnes til en diskonteringsrate, i praksis de 3-5% som Nordhaus peger på (det præcise tal afhænger af hvor optimistisk man er, om ressourcers generelle fremtidige mulighed for at generere et afkast).

Begge argumenter er imidlertid sårbare overfor alvorlige indvendinger. Argumentet fra faldende marginal nytteværdi møder den indvending, at det ikke er nok at kigge på den gennemsnitlige person. Hvis for eksempel fremtidige klimaændringer fortrinsvis har negative effekter for fattige mennesker i lavindkomstlande, så nytter det ikke noget at diskontere med henvisning til, at det globale BNP per person er steget, fordi middelklassen er vokset og de rigeste blevet endnu mere astronomisk velhavende. Af samme grund taler blandt andet Stern for ikke at diskontere på dette grundlag - selvom det i nogle situationer kan være en regneteknisk smutvej, så er det i virkeligheden udtryk for overvejelser om fordeling af goder mellem personer, og kan bedst behandles som sådan.

En anden indvending, som rammer begge argumenter er, at vi kun kan diskontere hvis fremtidige mennesker faktisk er mere velhavende end vi er. Hvis for eksempel katastrofale klimaændringer har undermineret al økonomisk vækst, eller endog ført til at den globale økonomi er skrumpet, så er der intet grundlag for diskonteringen, eller grundlag for en negativ diskonteringsrate.

En tredje indvending, som knytter sig til argumentet fra alternativomkostninger, er at det højst kan være et argument for at investere ressourcerne produktivt. Hvis det reele alternativ til at bruge ressourcerne på én bestemt måde ikke er at de investeres produktivt, men at de bruges på en endnu mindre gavnlig måde (A, ikke C, i stedet for B, i eksemplet), så er det i praksis irrelevant at det i princippet var muligt at investere dem produktivt. Mere jordnært formuleret: hvis det bedre kan betale sig at investere massivt i forskning og udvikling af den infrastruktur og produktive base, som skal bruges til at løse klimaproblemerne, end at løse dem lige nu, så er det dét som vi bør gøre. Men det betyder ikke at vi kan tillade os at bruge ressourcerne på charterferier og udendørs varmtvandspøle i stedet for.

Endelig, og måske vigtigst, så løber argumentet fra alternativomkostninger ind i alvorlige udfordringer, når vi skal vælge mellem alternativer, hvor det har afgørende effekt på den generelle økonomiske udvikling, hvilket alternativ vi vælger. Det betyder, at der ikke er en stabil diskonteringsrate, baseret på alternativomkostninger, på tværs af de alternativer vi vælger mellem. Og netop den situation synes klimaændringer at placere os i. Det er indlysende, at det vil have enorme konsekvenser for hvordan den globale økonomi udvikler sig, hvordan vi vælger at handle.

Hvis det var på grund af Nordhaus' argumenter for en høj og markedsbaseret diskonteringsrate, at den svenske rigsbank havde tildelt ham prisen, så ville det derfor være en pudsig og yderst kontroversiel beslutning. Men faktisk er det heller ikke, så vidt jeg forstår, det arbejde som Nordhaus belønnes for. Nordhaus væsentligste præstation er at han har udviklet modeller for at beregne de økonomiske konsekvenser af klimaændringer. Det arbejde er der tilsyneladende (jeg tør ikke påstå at jeg har en kvalificeret holdning) bred enighed om, har været banebrydende og vigtigt. Hvad diskontering af klimaet angår, havde Stern efter alt at dømme fat i den lange ende. Selv en nobelpristager kan tage fejl.