Et umulighedsteorem for retfærdig krig?

Moderne teorier om retfærdig krig er i almindelighed et domæne for utrolig nørdet og sofistikeret deontologisk teori, og som utilitarist ikke et område som jeg beskæftiger mig noget særligt med. Men Kieran Oberman skrev for et års tid siden en rigtig god artikel, som jeg efterfølgende har tænkt en del over. Artiklens pointe er at mulighedsomkostninger ved krig gør det meget vanskeligt, at retfærdiggøre krigsførelse. I praksis tror jeg, at det vil være så godt som umuligt for et vestligt, velstående land, at føre retfærdig krig. Det er en konklusion, som de fleste nok vil finde ret overraskende.

Hvorfor egentlig det? Traditionelle retfærdiggørelser af krig hviler på princippet om selvforsvar. En nation kan legitimt bruge væbnet magt for at forsvare sine borgere mod angreb fra en anden nation. Den ide er overordentlig plausibel, men meget sjældent relevant for vestlige, velstående lande. Det er forsvindende sjældent, at disse lande bliver angrebet, af to grunde.

For det første, så fører disse lande ikke krig med hinanden. Tætte politiske, økonomiske og kulturelle relationer, kombineret med bevidstheden om hvor ødelæggende en krig mellem moderne nationer ville være, gør en gentagelse af de konflikter mellem vestlige lande som prægede første halvdel af det 20. århundrede nærmest utænkelig i dag. Man skal naturligvis aldrig sige aldrig, men indtil videre holder Thomas Friedmans slogan, om at to lande der begge har en McDonalds ikke går i krig med hinanden, overraskende godt.

Den anden grund er, at det er militært selvmord for andre nationer, at gå i krig med et vestligt, velstående land. Store lande, som USA, UK eller Frankrig, er atommagter med ekstremt veluddannede, veludrustede kampstyrker, som hver for sig uden videre kunne knuse næsten enhver trussel. Og små lande, som Danmark, Holland eller Sverige, nyder beskyttelse fra hinanden og de større lande gennem militære alliancer.

Selvom det i princippet er legitimt for et vestligt, velstående land at føre krig for at forsvare sig selv, så sker det således så godt som aldrig. Og det er da heller ikke denne type krig, som der har været fokus på at retfærdiggøre de sidste ca. 30 år.

Meget moderne krig hviler i stedet på ideen om, at det er legitimt at føre væbnet kamp for at forsvare andre landes borgere mod angreb fra en tredje stat, det såkaldte "responsibility to protect". Og i den mest ekstreme form på ideen om at det er legitimt at føre væbnet kamp for at forsvare et andet lands borgere mod angreb fra deres egen stat.

Ideen om at det kan være legitimt at føre krig for at beskytte andre er ikke uplausibel. Men den er kun overbevisende når den påhæftes visse betingelser, og det er disse som giver balladen. En central betingelse er:

Bred proportionalitet. Et militært angreb A er kun legitimt hvis A er bedre for de mennesker, som angrebet har til hensigt at beskytte, end 1) ikke at angribe, 2) andre angreb (B, C, D...), og 3) andre tilgængelige metoder til at beskytte disse personer (f.eks. forhandlet våbenhvile).

Bred proportionalitet er en ekstremt troværdig betingelse. Det er for eksempel indlysende umuligt, at retfærdiggøre et angreb med at det skal beskytte en gruppe personer, hvis angrebet vil være værre for disse personer, end den trussel som de er udsat for. Overvej:

Paddehat. Offerland er under angreb af Bølleland. For at beskytte Offerland affyrer Allieret en serie atomraketter, som forvandler begge lande til et landskab bestående af sort glas, grillkul og radioaktivt sand.

Det er også ret klart, at et bestemt angreb ikke er legitimt, hvis der findes bedre metoder til at beskytte personerne, enten andre angreb eller noget helt tredje. Overvej:

Stædig. Offerland er under angreb af Bølleland. For at beskytte Offerland overvejer Allieret en storstilet landkrig, som kan trænge Bølleland tilbage, men vil lægge meget af Offerland i ruiner. Allierets militære rådgivere påpeger, at præcisionsbombning af Bøllelands militære ledelse, eller blokering af Bøllelands adgang til de internationale våbenmarkeder, vil være lige så effektive, og skåne Offerland. Allierets ledelse holder alligevel fast i planen om en landkrig.

Det er antageligt de færreste, som vil være i tvivl om, at Allieret handler forkert, ved uden grund at udsætte uskyldige i Offerland for de lidelser som landkrigen vil medføre.

Men her opstår så problemet, for det er ikke klart hvorfor hensynet til menneskelig lidelse og velfærd skulle være begrænset til de personer, som er under en konkret militær trussel. Overvej:

Naboer. Offerland er under angreb af Bølleland. For at beskytte Offerland overvejer Allieret en militær aktion. Ved angreb A slås Bølleland tilbage med moderate skader på Offerland. Ved angreb B slås Bølleland tilbage med små skader på Offerland. B forårsager imidlertid voldsomme skader på Naboland.

Det er forhåbentlig klart for de fleste, at Allieret bør vælge A - borgerne i Naboland er lige så uskyldige som personerne i Offerland, og den samlede skade på uskyldige er derfor langt højere ved B end ved A. Vi kan kalde denne betingelse for:

Upartiskhed. En handlings konsekvenser skal vurderes ved at sammenligne med alternative handlingers konsekvenser for alle berørte parter, ikke blot de personer som bliver berørt af den oprindelige handling.

Når vi kombinerer kravet om bred proportionalitet med upartiskhed får vi imidlertid en meget overraskende konklusion, nemlig at en militær aktion kun er legitim, hvis der ikke er en alternativ handling, militær eller ikke-militær, som bedre beskytter uskyldige, hvad enten disse uskyldige er eller ikke er en del af den militære konflikt.
 
De betingelser er i praksis aldrig opfyldt for vestlige, velstående lande, som overvejer at intervenere militært i et andet land for at beskytte befolkningen der. Det skyldes det simple forhold, at militære angreb er en ekstremt ineffektiv måde at hjælpe andre på. 

Tag som eksempel invasionerne af Afghanistan og Irak. Selv hvis vi antager, at invasionerne af Afghanistan og Irak iøvrigt var legitime, fordi de var motiverede af intentionen om at beskytte de to landes befolkninger, og faktisk gjorde mere gavn end skade (begge antagelser, som der mildt sagt er god grund til at være skeptisk overfor), så er det således meget tvivlsomt om de var retfærdige, simpelthen fordi de var så ekstremt ineffektive måder at hjælpe personer med akut behov for beskyttelse.

Den samlede regning for krigene er således flere billioner dollar. En pålidelig vurdering af alene USAs udgift til oversøiske krige siden 2001 (som inkluderer de mindre interventioner i Syrien og Lybien) er 5.933.000.000.000$. Det er så astronomisk et beløb, at det kan være svært at overskue, men lad os overveje, hvad man ellers kunne have gjort med en sådan investering.

Én oplagt mulighed ville have været, at sørge for indfrielsen af FNs Millenium Mål. Programmet blev afsluttet i 2015 med den nedslående konklusion, at det ikke var lykkedes at nå målene, fordi rige donorlande til trods for deres løfter ikke havde været villige til at give programmet tilstrækkelige midler. Det lykkedes godt nok at nå visse delmål, primært på grund af økonomisk vækst og nationale projekter i enkelte store lande (Kina, Indien, Brasilien).

Målene inkluderede blandt andet en halvering af global ekstrem fattigdom og hungersnød, universel adgang til grundskole, 66% reduktion af børnedødelighed og 75% reduktion i mødres dødelighed i forbindelse med fødsel, stop for spredning af blandt andet HIV og malaria, og halvering af antallet af personer uden adgang til rent vand. For de knap 6 billioner dollar som USA har brugt på krig kunne samtlige mål have været indfriet. 7 gange.

Vi kan også forestille os, at vi donerede pengene til de mest effektive nødhjælpsorganisationer. Når der er tale om så store beløb kan det være svært at anslå effekten, men et almindeligt kvalificeret gæt er, at man kan redde et statistisk liv for ca. 2000$ (med en rimelig margin på 900-7000$). Det betyder at pengene kunne have reddet 200 millioner statistiske liv. Hvert år. Det kan naturligvis ikke lade sig gøre, fordi der kun dør ca. 50 millioner mennesker om året af årsager som vi kan forhindre, og de fleste af disse vil være langt dyrere at forhindre, men selv hvis vi kun kunne redde 20 eller 30 millioner mennesker ville det stadig være en svimlende bedrift - som at forhindre Holocaust flere gange, hvert år. 

Uanset hvad man iøvrigt mener, om den skade og gavn invasionerne af Afghanistan og Irak har gjort, så forekommer det indlysende at de ikke er i nærheden af at gøre gavn på dette niveau. Og det er overordentlig tvivlsomt om militære aktioner nogensinde kunne komme i nærheden. Givet at der kan være undtagelser, og at argumentet afhænger af vekslende empiriske forhold er dette ikke et decideret umulighedsteorem, for retfærdig krig. Men i praksis er det så tæt på, at det næppe gør nogen forskel. For vestlige, velstående lande vil det indenfor den relevante fremtid aldrig være mere end et dårligt alternativ, at bruge ressourcer på bomber i stedet for på nødhjælp.