Det hvide hus publicerede for nylig en rapport om socialisme. Det er i sig selv påfaldende, og lignede et udtryk for en vis desperation i Trump-administrationen op til de dengang forestående midtvejsvalg, at den amerikanske regering vurderede, at det var nødvendigt at bruge tid og kræfter på at kritisere socialisme.
Det mest iøjnefaldende ved rapporten er imidlertid hvor gennemført elendig den er. Krugman har allerede været ude med riven, ligesom vores hjemlige Dan Jørgensen har forsøgt at gentage successen med en video, der forklarer amerikanerne, at det ikke står så skidt til i Danmark endda. Fra tonen, som bedst kan beskrives som "selvsikker libertariansk førsteårsstuderende", over definitionsproblemer, for eksempel i den manglende skelnen mellem statsligt ejerskab af produktionsmidlerne (for eksempel sovjetkommunisme) og arbejder-ejerskab af produktionsmidlerne (for eksempel Mondragon-socialisme), til banale fejlslutninger, som at levestandard kan vurderes ud fra gennemsnitligt BNP/person snarere end median BNP/person, er rapporten et skoleeksempel på hvordan man ikke kan eller bør analysere velfærd og økonomisk fordeling.
Mest alvorligt, og et punkt som ret få kritikere har påtalt, så antager rapporten uden videre, at enhver af de forskelle mellem lande, som den fremhæver, skyldes forskelle på landenes grad af "socialisme". Det viser sig godt nok at skabe visse problemer, når rapporten vil sammenligne med Norge, så netop der må de forsøge at tage højde for, at landet er enormt rigt blandt andet på grund af sine naturlige ressourcer (olie). Men bortset fra denne undtagelse, så ignorerer rapporten fuldstændig den indflydelse som for eksempel historie, geografi (herunder naturlige ressourcer), international magt, valuta, handelsforhold, demografi og størrelse kunne have på landenes velstand.
Udover disse problemer med den rendyrkede økonomiske analyse er der også moralfilosofiske problemer. Hvis man virkelig vil vurdere, om det på visse områder mere libertarianske USA er bedre for sine indbyggere end det på visse områder mere social-demokratiske Danmark (de to lande er reelt, som rapporten lejlighedsvis nævner, repræsentanter for relativt små variationer over hvordan man kan indrette et samfund), så kan man ikke nøjes med den primitive sammenligning af økonomiske forhold, som rapporten forsøger sig med. Lad os kigge på hvorfor.
Den utilitaristiske analyse
Rapporten anlægger implicit et utilitaristisk perspektiv på politik, hvor kvaliteten af en samfundsmodel vurderes på de velfærdskonsekvenser den har for borgerne i samfundet. Det er jeg naturligvis principielt tilhænger af. Desværre har den en blind vinkel, som ofte findes i (neoliberal/højrefløjs) økonomisk tænkning, idet den (implicit) identificerer velfærd med en lineær funktion for forbrug. Men den forestilling om sammenhængen mellem velfærd og økonomi er komplet utroværdig. Med en parafrase på rapportens titel, så overser den velfærdsomkostningerne ved økonomisk ulighed.
Et af de centrale karakteristika ved de skandinaviske samfund er, at de økonomisk svageste grupper i samfundet har det signifikant bedre rent økonomisk, end i mere liberale samfund som USA. Som Krugman påpeger (baseret på mere solide data end rapportens), så har den fattigste tredjedel af danskere højere indtægt end den fattigste tredjedel af amerikanere.
Men, som Krugman også understreger, så undervurderer selv denne sammenligning signifikant hvor velstillede danskere faktisk er i sammenligning med amerikanere, fordi den ikke inkluderer de goder, som danskere får "gratis" (dvs. betaler for i fællesskab gennem progressiv beskatning, i stedet for at betale for individuelt når de skal forbruges). De inkluderer for eksempel 1) (medfinansieret) børnepasning, 2) uddannelse, og 3) sundhed. Alene offentlige udgifter til sundhedsvæsenet udgør i DK 8,8% af BNP (USAs notorisk ineffektive, privatiserede sundhedsvæsen udgør til sammenligning svimlende 16.4% af BNP!). Udgifter til gratis videregående uddannelser er ca. 1.4% af BNP mere. Regner man værdien af disse goder med er det en langt større gruppe af danskere, som reelt er økonomisk mere velstillede end amerikanere.
Endelig så arbejder danskere mindre end amerikanere, fordi vi har mere fritid i hverdagen og holder mere ferie. Vores 37-timers arbejdsuge og fem ugers ferie er politisk forhandlede rettigheder, og modsvares naturligvis af lavere løn. Mere fritid er således et forbrugsgode, med en økonomisk værdi som kan anslås til den indtægt, en person derved går glip af. Krugman anslår at det danske BNP ville være ca. 20% højere, hvis danskere arbejdede i stedet for at holde ferie. Inkluderer man også dette gode er det antageligt langt mere end den fattigste halvdel af danskere, som er mere velstående end den fattigste halvdel af amerikanere.
Rige amerikanere er imidlertid stadig rigere end de rigeste danskere. Og ganske meget rigere. Kan det så ikke gå lige op alligevel? For utilitarister er det jo netop ikke en pointe i sig selv, om velfærden er lige eller ulige fordelt. Svaret er nej, når vi ikke gentager rapportens forveksling af økonomisk forbrug og velfærd. Selv hvis man er skeptisk overfor den moralske værdi af lighed i velfærd, er der nemlig masser af grunde til at være tilhænger af økonomisk lighed, baseret på den måde økonomisk forbrug veksles til velfærd (det har jeg i sin tid skrevet om i Politiken).
To vigtige grunde til at de skandinaviske velfærdssamfund, med deres kombination af økonomisk lighed og sikkerhed, fremmer velfærd er, at de skaber tryghed og begrænser mindreværd. Det kan lyde som om der vil være tale om relativt begrænsede effekter, men faktisk er der forskning som tyder på, at de kan gøre en stor forskel. Det mest berømte er nok Wilkinson og Picketts studier af sammenhængen mellem økonomisk lighed og en lang række velfærdsparametre, præsenteret i "The Spirit Level". Det gælder for eksempel børns velfærd, fængselsrater, fysisk sundhed, og voldelig kriminalitet.
En tredje, og nok så vigtig grund, er at økonomiske goder har faldende marginal velfærdsværdi. Det vil sige, at et gode skaber mindre velfærd, jo mere man allerede har af dette gode. Præcis hvor meget mindre er vanskeligt at afgøre, men et godt bud er en elasticitet for velfærdsfunktionen på mindst 1.4. Mere konkret betyder det, at en økonomisk fordel til personer med en indtægt på for eksempel 150.000DKK vejer syv gange tungere, end den samme fordel givet til personer med en indtægt på 600.000DKK. Det er derfor, utilitaristisk betragtet, langt, langt vigtigere, at de fattigste i Danmark er bedre stillet end de fattigste i USA, end at de rigeste i Danmark er dårligere stillet end de rigeste i USA, fordi de fattigste får langt mere velfærd ud af deres bedre position, end de rigeste mister på deres dårligere position.
Den mulighedsligheds-baserede analyse
En anden mulighed er at protestere mod rapportens utilitaristiske perspektiv. Jeg er ikke selv overbevist, men hvis nogle af mine mange dygtige kollegaer, som er fortalere for mulighedslighed, skulle vise sig at have ret, så er der endnu stærkere argumenter imod rapportens konklusioner.
Mulighedslighed er, lidt forenklet, den ide, at det er grundlæggende uretfærdigt, hvis personer i et samfund har forskellige vilkår, alene på grund af hvor heldige eller uheldige de har været. Forskelle i for eksempel velfærd og adgang til sociale og økonomiske goder, bør afspejle den indsats en person har gjort, ikke tilfældigheder, som vedkommende ikke har nogen kontrol over.
Princippet om mulighedslighed forsvares ofte med henvisning til fairness, blandt andet fordi det var denne udgave som John Rawls først populariserede, men er intuitivt appellerende for mange, uanset hvilken dybere begrundelse man giver det.
Hvis vi bør begrænse mulighedsulighed, fordi den er grundlæggende uretfærdig, så har vi endnu stærkere grunde, til at foretrække den skandinaviske model. Formodentlig ville disse grunde i sig selv være tilstrækkelige, til at afvise, at den libertarianske model er at foretrække, selv hvis den økonomiske og utilitaristiske analyse var overbevisende (hvilket de jo mildt sagt ikke er). Det skyldes det forhold, at personer ikke er ansvarlige for, hvilken familie de fødes i, og hvilke talenter de får i kraft af deres gener og opvækst. Alle de fordele og ulemper, som en person har i kraft af sin familie baggrund, sine medfødte talenter, det sociale netværk som etableres igennem familien, de evner vedkommende lærer igennem den situation familien tilbyder, etc. er derfor fordele og ulemper, som er grundlæggende uretfærdige, og som vi bør forsøge at begrænse mest muligt, og kompensere for, der hvor vi ikke kan eliminere dem.
Adgang til gratis (igen: "free at the point of use") uddannelse og sundhed kan ses som en måde at udjævne nogle af de tilfældigheder, som livet ellers byder personer, og en stærk redistributiv skatte og socialpolitik som en måde at kompensere for, at vi derved langt fra har elimineret tilfældigheders betydning for hvordan personers sociale og økonomiske liv udvikler sig.
Samlet set er det, som så ofte med den nuværende amerikanske administration, svært at vide om man skal grine eller græde. På den ene side er rapporten ufrivilligt morsom, i al sin dilettantiske påståelighed. På den anden side er det nedslående, at det øverste rådgivende økonomiske organ, i verdens største og mest magtfulde demokratiske stat, kan producere rapporter, som begår så elementære fejl, som der her er tale om. Mediemoralfilosofi er flyttet helt ind i det Hvide hus. Det må gerne snart flytte ud igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar