Paludans ytringsfrihed 2: Sikkerhed, risici og ansvar

Diskussionen om Paludans ytringsfrihed fortsætter, om end på en anelse lavere blus end da Nørrebro stod i flammer. Men der er fortsat for meget fokus på pointer som kun i begrænset forstand er relevante, og meget lidt diskussion af hvad jeg mener er sagens kerne: Hvornår kan politiet legitimt indskrænke Paludans ytringsfrihed af hensyn til hans og andre personers sikkerhed? Og hvornår kan politiet legitimt indskrænke Paludans ytringsfrihed af hensyn til prioritering af politiets ressourcer?

Det første spørgsmål har især været diskuteret, fordi det konkret er denne begrundelse, som Københavns politi har brugt, til at forbyde Paludans demonstrationer. Så prominent en fortaler for ytringsfrihed som Jakob Mchangama har i den forbindelse understreget at dette er lovligt, anerkendt at det er rimeligt, og begrædt at det er nødvendigt.

Det andet spørgsmål har været diskuteret efter at blandt andet SF'eren Carsten Hønge og Politiforbundets talsmand Claus Oxfeldt har hævdet, at det er et problem, at bruge så mange ressourcer på at beskytte Paludan, som tilfældet er.

Begge spørgsmål er relativt vanskelige at besvare, fordi de rummer en række komplikationer (hvilket, i parantes bemærket, måske er en af grundene til at de ikke har fået den opmærksomhed de fortjener - mediemoralfilosofi hader nuancer og kompleksitet). Derfor behandler dette indlæg kun det første af de to spørgsmål. Det andet vender jeg tilbage til i næste indlæg.

Juridisk og reel ytringsfrihed

En enkelt indledende pointe er værd at understrege: I vurderingen af begge spørgsmål bør vi skelne mellem den juridiske ytringsfrihed og den reele ytringsfrihed, og mellem en proaktiv og en reaktiv begrænsning eller beskyttelse af ytringsfriheden. Paludan nyder juridisk ytringsfrihed så længe han ikke retsligt kan straffes for sine ytringer, eller lovligt forhindres af ordensmagten i at ytre sig. Det første er en reaktiv begrænsning, for eksempel racismeparagraffen; det andet er en proaktiv begrænsning, for eksempel politiets forbud mod en demonstration (og den trussel om at opløse forsøg på alligevel at afholde demonstrationen, som følger deraf).

På samme vis kan Paludans reele ytringsfrihed - hans mulighed for at ytre sig uden at risikere eller lide overlast på anden vis end gennem retslige sanktioner - sikres proaktivt eller reaktivt. Selv hvis politiet ikke var til stede ved hans demonstrationer, så ville han stadig nyde godt af den almindelige reaktive beskyttelse, som består i at politiet kan arrestere og retsforfølge personer, som angriber ham.

Mange personer i Paludans situation vil imidlertid nok føle, at en sådan reaktiv beskyttelse er utilstrækkelig, al den stund at den kun giver ham den beskyttelse, som følger af den generelle kriminalpræventive afskrækkelse. En proaktiv beskyttelse fordrer at der står politibetjente klar til fysisk at stoppe voldsmændene, før de kan gennemføre et angreb. Det er en væsentlig forskel, fordi vi allesammen nyder en udstrakt reel ytringsfrihed, men kun ved reaktiv beskyttelse.

Det er relativt sjældent, at vi nyder godt af proaktiv beskyttelse - typisk kun hvis der foreligger en umiddelbar og identificerbar trussel. Jeg kan for eksempel ikke ringe til politiet, og bede dem komme og beskytte mig, blot fordi jeg er på vej ind på en bar, hvor der er mange aggressive mænd. Men jeg kan godt ringe, hvis jeg har bevæget mig ind på baren, er blevet uvenner med én af dem, og han nu venter på mig udenfor baren iført knojern og tandbeskytter, efter at have luftet sin intention om at "slå dig til plukfisk".

Mere overordnet er forskellene vigtige fordi politiet, ved at forbyde Paludans demonstrationer, har taget to skridt, som logisk er forskellige. Dels har politiet besluttet ikke at afsætte ressourcer til proaktivt at sikre Paludans reele ytringsfrihed. Dels har de begrænset hans juridiske ytringsfrihed, idet de har givet sig selv mulighed for at opløse evt. demonstrationer, som Paludan måtte forsøge at gennemføre alligevel. I teorien kunne disse skridt adskilles, for eksempel således at politiet sagde: "Du må gerne demonstrere, men så er det på egen risiko."

Sikkerhed, risici og ansvar 
Det første af de to kernespørgsmål, om hvornår Paludans ytringsfrihed legitimt kan indskrænkes med henvisning til, at hans demonstration vil medføre risici for uskyldige, er i lyset af ovenstående reelt et spørgsmål om, hvorvidt politiet proaktivt kan indskrænke Paludans juridiske ytringsfrihed. Hvis det relevante hensyn er at beskytte uskyldige mod at lide overlast, så er det ikke tilstrækkeligt at lade Paludan gennemføre demonstrationen "på egen risiko".

Det forekommer endvidere helt indlysende, at der kan være situationer, hvor det er moralsk tilladeligt, at forhindre personer i at ytre sig, fordi deres ytringer vil medføre alvorlige risici for dem selv eller andre. Overvej et lidt fantasifuldt eksempel:

Lavine. Fr. Henriette Øytråbenne insisterer på at holde tale på torvet i landsbyen nedenfor bjerget, umiddelbart efter et kæmpe snefald. Holder hun talen, vil snemasserne med stor sandsynlighed begrave hele landsbyen under tusinder af tons af sne.

Det er nok de færreste, som vil protestere, hvis politiet forhindrer Fr. Ø. i at holde talen.

Der er imidlertid to komplikationer. For det første er det naturligvis ikke alle risici, som kan legitimere et indgreb i ytringsfriheden. Derfor er vi nødt til at vide hvornår risikoen ved en ytring er alvorlig nok, til at politiet legitimt kan forhindre ytringen. For det andet vil nogle mene, at det bør spille en rolle, at risikoen i Paludans eksempel følger af andre menneskers handlinger, og ikke som i eksemplet ovenfor af en naturkatastrofe. Vi bør derfor vurdere hvilken forskel det gør, at risici i Paludans tilfælde skyldes andres handlinger.

Hvilke risici?
Den første komplikation er teoretisk enkel, men i praksis meget vanskelig at afklare med nogen særlig præcision. Man kan forsøge at løse den ved at referere til gældende ret, som i grove træk siger at der skal være tale om en alvorlig, aktuel og reel fare, for at politiet kan forbyde en demonstration, især når faren udgår fra andre personers reaktion på demonstrationen, snarere end fra demonstrationen selv. Det løser imidlertid ikke noget. For det første fordi den juridiske definition er relativt uklar - hvordan, helt præcist, vurderer vi om faren er alvorlig, aktuel og reel nok? - og for det andet fordi vi fortsat er interesserede i det moralske spørgsmål om hvornår vi bør forbyde demonstrationer, ikke det juridiske spørgsmål om hvornår vi lovligt kan. Man kunne naturligvis antage, at den juridiske definition er kalibreret sådan, at den rammer netop rigtigt, men det er vanskeligt at se, hvorfor vi skulle tro at det var tilfældet. Og selv hvis juraen tilfældigvis ramte helt rigtigt, så ville vi stadig mangle en forklaring på hvorfor netop dette niveau af risici var det relevante.

Et andet og nok mere troværdigt bud er, at vi bør afveje de risici, som demonstrationen medfører, mod de hensyn som taler til fordel for dens gennemførsel. Det er i princippet enkelt, hvis vi antager at det i sidste ende er de samme værdier som er på spil på begge sider, f.eks. menneskelig velfærd. Er det tilfældet, så kan vi modellere den forventelige skade på den ene side (som et sandsynlighedsvægtet udfaldsrum), og afveje dette mod de velfærdsinstrumentelle gevinster som taler for at lade ytringen fremføres på den anden.*

Selvom det principielt er enkelt at fastslå risikoens vægt, så vil det i praksis ofte være meget vanskeligt. Hvordan skal vi for eksempel konkret fastslå hvad risikoen er, ved at lade Paludan gennemføre en bestemt demonstration? Det er ikke umuligt - der er metoder i velfærdsøkonomi og risikoanalyse til at komme med kvalificerede bud - men alt andet end enkelt, og givet begrænsninger på den tid og de ressourcer som vi kan afsætte til analysen, vil vi ofte være nødt til at nøjes med mere løse og intuitive vurderinger.

For en samlet vurdering er vi også nødt til at kunne sige hvor stærke de hensyn, som taler for ytringsfrihed er, og hvilken rolle det spiller om der er tale om en enkeltstående afvejning, eller et princip som skal anvendes ved alle sådanne situationer, for eksempel fordi det stadfæstes som lov. Det gemmer jeg imidlertid til et andet indlæg.

Ansvar
Den anden komplikation er på overfladen mere kringlet, men i virkeligheden lettere at håndtere. Mange deltagere i debatten har givet udtryk for varianter af det synspunkt, at vi ikke bør holde Paludan ansvarlig for de risici hans provokationer medfører, og derfor heller ikke bør begrænse hans ytringsfrihed med udgangspunkt i at ytringerne medfører risici, fordi disse risici skyldes de personer, som griber til vold som reaktion. En lidt svagere variant af synspunktet vil hævde, at han kun bør holdes delvist ansvarlig, og at vi derfor bør diskontere de pågældende risici.

Ideen kan finde teoretisk støtte i en klassisk kritik af konsekventialisme, mest prominent formuleret af Bernard Williams, som insisterer på, at de skader som en person selv påfører andre har en særlig moralsk betydning, som er anderledes og vigtigere, end de skader som opstår fordi andre personer reagerer på hvad en person gør. Williams benytter følgende eksempel til at støtte synspunktet:

Jim og indianerne. Turisten Jim er på gennemrejse i en lille landsby. Soldater har fanget 20 af de lokale indianere, som havde formastet sig til at protestere mod El Jefes politik og soldaternes regelmæssige overgreb. Kaptajnen fortæller Jim, at alle 20 vil blive henrettet. Men, for at beære gæsten giver han Jim et tilbud: hvis Jim selv skyder en valgfri indianer, så vil kaptajnen undtagelsesvis slippe de andre 19 fri. 

I én optik er det oplagt, at Jim bør skyde en indianer: derved overlever 19 indianere, som ellers ville dø, og den indianer Jim skyder, vil dø uanset hvad han gør. Men Williams finder det intuitivt indlysende, at Jim ikke er forpligtet til at skyde nogen, og at han ikke handler forkert, hvis han blot ser til, mens kaptajnen henretter de 20 indianere. Jim er, hævder Williams, i sidste ende kun ansvarlig for sine egne handlinger, ikke for kaptajnens. Jims valg er derfor reelt kun valget mellem at dræbe eller ikke dræbe en uskyldig. Det er kaptajnen, som er ansvarlig for hvad der iøvrigt sker.

Dette er imidlertid et synspunkt, som uanset dets filosofiske stamtavle, altid har forekommet mig indlysende forkert, grænsende til det absurde. Det første problem er, at de eksempler, som intuitivt skal underbygge synspunktet, fremkalder den stik modsatte intuition hos mig selv og mange andre. Jeg finder det lige så indlysende, at det ville være hårrejsende horribelt, og moralsk dybt forkasteligt at se stoisk til, som Williams finder det indlysende, at det er moralsk tilladt for Jim at gøre det. Jeg kan til nøds forstå, at der vil være personer som har så stærk en psykologisk vægring mod at slå et andet menneske ihjel, at de ikke kan skyde et menneske (det kunne jeg forestille mig, at jeg selv ville have endda overordentlig svært ved), uanset at det er det rigtige at gøre. Men det er en undskyldning, ikke et argument for, at de ikke burde have gjort det (hvis de havde kunnet).

Det andet problem er, at det er uklart hvorfor det skulle gøre en forskel, at det er kaptajnen, og ikke en lavine eller en anden naturkatastrofe, som er den kausale årsag til at et valg vil føre til død og ødelæggelse. En forklaring kan være, at vi betragter menneskelige handlinger som principielt udeterminerede på en anden måde end naturkatastrofer. Vi accepterer, at den samme højlydte tale nedenfor bjerget altid vil føre til den samme lavine. Bjerget kan ikke vælge at lade være. Men vi forestiller os, at kaptajnen netop har et valg, og at Jim derfor principielt ikke kan vide, hvad konsekvensen af hans valg vil være.

Den forklaring møder to udfordringer. For det første, at vi sagtens kan forestille os udeterminerede naturkatastrofer. Vi kan således forestille os, at der i Lavine er præcis 50% chance for et sneskred, hvis der bliver holdt tale, og i Jim og indianerne præcis 50% chance for at kaptajnen vil skåne de andre indianere, hvis Jim myrder en enkelt. I så fald kan en forskel i sandsynligheder ikke forklare, at de to situationer skulle være forskellige. For det andet, er det overordentlig tvivlsomt, om menneskelige agenter er mere eller mindre determinerede end naturkatastrofer. Dette er alene tilfældet, hvis såkaldt begivenhedskausal libertarianisme er sand, og selvom der ikke er noget der minder om konsensus i den filosofiske forskning om fri vilje, så er det ikke for meget sagt, at netop den teori må betragtes som mildt sagt tvivlsom.

Williams' egen forklaring synes i sidste ende at være et normativt argument: hvis ikke vi har et særligt ansvar for vores egne handlinger, så reduceres vores liv til et tredjepersons perspektiv uden personlig integritet og ejerskab af vores beslutninger. Selvom dette argument er umiddelbart tiltalende for mange, så er der i al stilfærdighed to ting at bemærke. For det første lider det, som alle argumenter ad consequentiam, af det problem, at det ikke følger logisk af, at noget ville være kedeligt for mig, at det må være falsk. Selv hvis Williams havde ret, og det ville være forfærdeligt, at vi er lige ansvarlige for alle de konsekvenser, som følger af vores handlinger, så kunne det sagtens være, at vi bare er så uheldige, at vores liv er forfærdelige på denne vis. Universet har i almindelighed ikke en tendens, til at indrette sig på en måde der tilgodeser menneskelig bekvemmelighed. For det andet, så forekommer det mig overordentlig tvivlsomt, at vi ikke skulle kunne tage ejerskab for vores handlinger eller bevare personlig integritet, også i de situationer, hvor vi udfører dem med tanke på hvordan andre vil reagere. Hvis Jim skyder en indianer, for at forhindre kaptajnen i at myrde de andre, så er det hans handling, og et væsentligt udtryk for hans personlige integritet, at han gør noget ekstraordinært vanskeligt for at beskytte uskyldige.

Ideen om at det i sig selv skulle gøre en forskel, hvor risici stammer fra, forekommer mig samlet set så tvivlsom, at den bør forkastes. Det betyder at vi i udgangspunktet kan nøjes med det teoretisk mere enkle, men som vi bemærkede i praksis ret vanskelige spørgsmål om, hvor store risici er, og hvordan de skal afvejes mod konkurrerende grunde.

Ansvar, lovgivning og gentagne spil
Betyder dette, at vi bør ændre på lovgivningen, som i dag skelner mellem de risici, som følger af voldelige reaktioner på en ytring, og de risici som ytringen i mere direkte forstand skaber? Ikke nødvendigvis. Denne forskel kan ikke forsvares med henvisning til personers reducerede ansvar, men der kan være andre grunde til at skelne. En væsentlig sådan grund er, at vi med lovgivning ikke har at gøre med en enkeltstående situatione, men gennem lovgivningen skaber en incitamentstruktur for en hel serie af handlinger. Det kigger jeg nærmere på i næste indlæg, når jeg diskuterer spørgsmålet om hvilken rolle brugen af ressourcer bør spille for Paludans ytringsfrihed.

-----------------------------
* Situationen er en anelse mere kompleks, hvis der er tale om inkommensurable værdier, eller der er deontiske grunde som taler for eller imod. men også i denne situation må vi i sidste ende afveje grunde for og imod. For nemheds skyld holder jeg mig til at diskutere velfærdsgevinster.