Paludans ytringsfrihed 3: ressourcer og ytringsfrihedens grundlag

I de to seneste indlæg har jeg beklaget mig over en hel serie pointer, som jeg mener fylder for meget i diskussionen om Paludans ytringsfrihed (og en enkelt, som ikke er sagens kerne, men som alligevel fylder for lidt...), og diskuteret hvornår politiet legitimt kan begrænse ytringsfriheden af hensyn til personers sikkerhed. Jeg konkluderede tentativt, at det kan politiet, når hensynet til personers sikkerhed, som umiddelbart må forstås som den samlede risiko for velfærdstab, vejer tungere end hensynet til at lade en person ytre sig.

I dette (foreløbig...) sidste indlæg kigger jeg på spørgsmålet om ressourceforbrug, samt hvad det egentlig er for et hensyn, som taler for at sikre personers mulighed for at ytre sig.

Pragmatisme, ressourcer og alternativomkostninger
Det andet af de to spørgsmål, som jeg mener udgør sagens kerne, er hvornår politiet legitimt kan begrænse ytringsfriheden som en prioritering af politiets ressourcer. Som vi har set, så har blandt andet SF'eren Carsten Hønge og Politiforbundets talsmand Claus Oxfeldt fremført det synspunkt, at der bør være en grænse for, hvor mange ressourcer politiet afsætter til at beskytte Paludans ytringsfrihed. Omvendt har flere kritikere anført, at dette ville være en urimelig begrænsning, som på problematisk vis sætter pris på ytringsfriheden.

Et første argument for en begrænsning kunne være, at et system der ikke sætter grænser for de ressourcer enkeltpersoner kan lægge beslag på, er i overhængende fare for at bryde sammen af mangel på ressourcer. Det forekommer imidlertid tvivlsomt. Dansk politi og anklagemyndighed havde i 2018 budgetterede udgifter på DKK 11 milliarder, og der var ansat ca. 11.000 danske politibetjente. En dansk politibetjent tjener ca. DKK 35.000 om måneden (inkl. pension og tillæg). Hvis jeg besluttede mig for at holde tre demonstrationer om dagen, 365 dage om året, som i gennemsnit krævede 10 politifolks deltagelse i to timer hver, så kunne jeg lægge beslag på næsten 22.000 timers politiarbejde, eller godt 15 fuldtidsansatte betjente, til en værdi af ca. DKK 6,2 millioner. Selv med denne monomane protestaktivitet, som ville få Rasmus Paludan til at ligne et  apatisk sofadyr med et overbelastet Netflix-abonnement i sammenligning, ville politiet fortsat have 99.86% af deres betjente tilbage til det almindelige politiarbejde. Det er således ikke sandsynligt, at dansk politi bryder sammen som resultat af behovet for at beskytte overivrige demonstranter.

Et bedre argument er, at det er uhensigtsmæssigt, at lade enkeltindivider som ønsker at demonstrere diktere, at politiet skal afsætte ressourcer til netop det. Her synes en del deltagere i debatten at overse, at politiets brug af ressourcer har alternativomkostninger. En alternativomkostning er den værdi, som en agent går glip af ved at bruge ressourcerne på én måde, når der findes alternative måder at bruge ressourcerne på, som vil skabe mere værdi eller andre værdier. Et enkelt eksempel er forskellen på at investere i aktie A eller aktie B. Hvis A giver en forrentning på 5%/år, kan købet af den umiddelbart ligne en god forretning. Men hvis B giver en forrentning på 7%/år, så medfører købet af A et tab af 2% ekstra per år, hvilket over tid kan blive til en væsentlig omkostning.

I praksis vil det nogle gange være mest relevant at sammenligne med hvad ressourcerne ellers ville være blevet brugt til, snarere end for eksempel hvad de mest optimalt kunne være brugt til. Problemet i situationen med brug af ressourcer på sikring af Paludans ytringsfrihed er således ikke først og fremmest, at ressourcerne i sidste ende betales af skatteyderne - vi betaler for mange ting, en del af dem antageligt af meget ringe, ingen eller endda negativ værdi - for der er ikke nogen direkte sammenhæng mellem skatteniveauet og de enkelte udgifter. Det er for eksempel ikke tilfældet, at hvis vi forbyder Paludan at demonstrere, så fordeles de sparede ressourcer som skattereduktioner, så at hver af os får råd til en ekstra is i 2020 (eller, mere realistisk, et par gajoller...). Problemet er snarere at ressourcerne går fra de andre væsentlig ting, som vores skattebetalinger finansierer, i praksis fra politiets andre opgaver.

Helt konkret kan vi realistisk forvente, at hver gang en politibetjent skal bruge en dag på at sikre Paludans ytringsfrihed, så er der en dags politiarbejde mindre til at forhindre udsatte unge i at glide ind i bandemiljøet, til at forhindre overfald og slagsmål i nattetimerne i weekenden, til at besøge et hus som har haft indbrud og tale med familien, til at følge op på et spor om hvad der er blevet af en stjålet bil, til at afhøre et vidne som kan give et spor i sagen om et hjemmerøveri, til at køre en mindreårig butikstyv hjem til forældrene, og så videre og så videre. Dette er den faktuelle alternativomkostning ved at bruge politiets ressourcer på proaktivt at sikre Paludans ytringsfrihed.

Hvilken rolle bør sådanne alternativomkostninger spille? Forsvarere for ytringsfrihed hævder ind imellem, at vi ikke bør "sætte pris på ytringsfriheden", og i hvert fald en plausibel måde at forstå det udsagn på er, at det vil sige, at hensynet til alternativomkostninger aldrig kan legitimere en begrænsning af ytringsfriheden. Det ville imidlertid være en fejl at to grunde.

For det første fordi vi sagtens kan forestille os situationer, hvor det er indlysende at det bør de. Som vi så ovenfor er der ingen grund til at tro, at de reele omkostninger ved at garantere Paludans ytringsfrihed vil få systemet til at bryde sammen. Men vi kan sagtens forestille os en (ekstrem og urealistisk) situation hvor dette ville være tilfældet. Og hvis prisen for at sikre én persons ytringsfrihed faktisk var at politiet måtte opgive at sikre den personlige sikkerhed og den private ejendomsret i almindelighed, så er det nok de færreste som vil fastholde, at sådanne omkostninger ikke bør spille nogen rolle.

For det andet, så er det grundlæggende de samme hensyn som er på spil i denne type afvejning, som i spørgsmålet om sikkerhed og risici ovenfor. Grunden til at politiet i nogle tilfælde legitimt kan begrænse ytringsfriheden med henvisning til risici er at det er rimeligt, at hensynet til velfærd bør spille en rolle. Men alternativomkostningerne er også velfærdshensyn - de opgaver, som politiet må bruge færre ressourcer på, fordi de skal beskytte en demonstration, er også opgaver som i sidste ende har til formål at beskytte eller fremme menneskelig velfærd. Hvis man vil fastholde, at alternativomkostninger ikke bør spille nogen rolle, så må man altså forklare, hvorfor velfærdshensyn spiller en rolle i den ene situation, men ikke i den anden. Det forekommer mildt sagt vanskeligt at finde på en troværdig forklaring af denne type.

Hvis ikke der er en sådan forskel, så må udgangspunktet også være det samme: vi bør sikre ytringsfriheden, når de hensyn som taler for det vejer tungere end de omkostninger det har, og vi kan omvendt legitimt begrænse ytringsfriheden eller undlade at afsætte ressourcer til at sikre den, når omkostningerne ved at gøre det overstiger vægten af det hensyn som taler for. Derved er vi tilbage ved det måske mest grundlæggende spørgsmål i hele sagen: hvorfor egentlig ytringsfrihed?

Hvorfor ytringsfrihed? Hvorfor til Paludans provokationer?
Ytringsfrihed tages så ofte for givet, at det er overraskende svært at finde et reflekteret og detaljeret forsvar for den. Selv indenfor forskningen er det meste af diskussionen mest fokuseret på at overveje hvilke grænser ytringsfriheden har, snarere end på at definere et grundlag for den, for eksempel om pornografi eller hadtale skal undtages (SEP giver som altid et fornemt overblik). Og når den skal forsvares politisk eller i den offentlige debat, foregår det oftest på skåltale-niveau: "Ytringsfriheden er en central rettighed i et demokratisk samfund". Sådanne udsagn er gode til at skabe følelsesladet opbakning, men komplet utilstrækkelige som egentlige forklaringer.

Det skyldes at de er en særlig slags cirkelslutninger, det som på engelsk kaldes "begging the question". Det er jo meget muligt at ytringsfriheden er en central rettighed i et demokratisk samfund, men hvorfor er den det? Og hvorfor er det iøvrigt at noget, som er en central rettighed i et samfund af den type, er vigtigt? En udmærket øvelse i sådanne situationer er at spørge, om argumentet kan bestå Marsbo-testen: ville en lille, grøn Marsboer, som ikke deler vores værdier og forforståelser, forstå og acceptere argumentet? For langt de fleste almindelige slogan-forsvar for ytringsfrihed, er svaret et entydigt "nej". 

Et lidt mere substantielt og relativt almindeligt argument er noget i retning af (det formuleres sjældent præcist), at mennesker i almindelighed har ret til så meget frihed som muligt, at dette omfatter friheden til at ytre sig, og at staten er forpligtet til at beskytte individers rettigheder. Kald dette for frihedsargumentet. I forskellige former har den overordnede ide i argumentet været central i politisk liberalisme, fra John Locke til John Rawls, hvor det typisk præciseres, at retten til maksimal individuel frihed har netop den begrænsning, at denne frihed skal være forenelig med andre individers frihed. 

Uanset hvad man mener om politisk liberalisme iøvrigt (jeg tilstår at jeg ikke er en fan), så løber frihedsargumentet ind i mindst to alvorlige problemer. For det første kan den ikke forklare, at der skulle være en forskel på ytringsfrihed og andre friheder. En begrænsning af ytringsfriheden, eller en undladelse af at sikre den, er i denne optik hverken mere eller mindre problematisk end en begrænsning af friheden til, for eksempel, at bevæge sig omkring, klæde sig på og af, købe og sælge, osv. Men det er ikke sådan vi normalt forstår ytringsfrihed. Vi begrænser individers friheder i utallige henseender uden at det vækker nogen særlig bekymring. Begrænsninger af ytringsfriheden opfattes derimod som en særskilt vigtig begrænsning, som stiller højere krav til begrundelserne, end andre typer begrænsninger.

Det andet problem er, at der er meget stærke argumenter imod ideen om, at individer har en intrinsisk ret til den maksimale frihed, som er forenelig med andres. Det er vigtigt at skelne denne ide fra en nært beslægtet, og langt mere plausibel ide, som også er central i politisk liberalisme: at der er instrumentelle grunde til at sikre individers frihed. Den instrumentelle begrundelse vil i praksis ofte trække i samme retning, eller endda føre til samme konklusion, men har en helt anderledes karakter, og er ikke på spil i frihedsargumentet, som jeg her har formuleret det.

Argumenterne imod en intrinsisk ret til maksimal frihed kan overordnet deles i to. For det første de argumenter, som peger på at vi har brug for en forklaring på hvor denne ret kommer fra. Moralske rettigheder er ikke en slags tryllestøv, som drysser ned fra universet. Når fortalere ind imellem behandler dem sådan bliver de, med Jeremy Benthams udødelige ord, til "nonsens på stylter". På den anden side argumenter som påpeger, at det ville have meget besynderlige konsekvenser, hvis der virkelig var en sådan intrinsisk ret til frihed. Vi kan for eksempel forestille os en situation, hvor alle stilles væsentligt bedre og ingen stilles dårligere, ved en beskeden begrænsning i alles frihed. Givet at det for alle er bedst at få friheden begrænset, synes det umiddelbart at være en god ide. Men hvis der er en intrinsisk ret til frihed, så vil det alligevel være moralsk forkert at gøre det.

Et bedre argument for ytringsfrihed har den karakter som jeg pegede på ovenfor: det fremhæver den juridiske og reele ytringsfriheds instrumentelle værdi. Der er i hvert fald to vigtige argumenter for at ytringsfrihed har instrumentel værdi. Det første, klassisk formuleret af John Stuart Mill, hævder at ytringsfrihed generelt har værdi fordi det giver de bedst mulige betingelser for at øge et samfunds viden. Når alle ytringer er tilladte, har vi bedst mulige chancer for, at sandheden kommer for dagen. Selv falske ytringer har værdi, fordi de tvinger andre til at reflektere over og argumentere for sandheden.

Det andet, og mere kyniske argument, hævder, at ytringsfrihed beskytter især én gruppe ytringer, som dels er vigtige, og dels ellers hurtigt ville blive begrænset: kritik af magthaverne. Muligheden for at afsløre kontroversielle beslutninger, som magthaverne har truffet, for offentligt at argumentere imod deres beslutninger, og for at påvise usandheder, som de har fremsat, er vigtig, fordi den sætter magthaverne under pres for at handle i andres interesser, i stedet for kun i deres egne. Magtkritikken fremmer på denne måde bedre regeringsførelse.

Begge argumenter kan naturligvis diskuteres og udfordres, blandt andet ved at pege på, at der ikke er grund til at tro, at de faktorer de peger på, vil være til stede i alle situationer. Det vil sige, at de instrumentelle argumenter ikke kan forklare, at ytringsfrihed altid er vigtig. Spørgsmålet er så, om det er et problem?

Fra enkeltsituationer til gældende ret
Den sidste, og ret afgørende pointe, når vi taler om ytringsfrihed, er nemlig, at der kan være afgørende forskel på vores vurdering af en enkeltsituation, og vores vurdering af en praksis som også omfatter andre situationer.

Som vi tidligere har diskuteret, så afhænger spørgsmålet om, hvorvidt det i en enkeltsituation er rigtigt at sikre eller begrænse ytringsfriheden af en afvejning mellem på den ene side risici og alternativomkostninger, og på den anden siden de hensyn som taler for ytringsfrihed. I en enkeltsituation vil dette, hvis vi accepterer de instrumentelle begrundelser, som jeg har nævnt ovenfor, være den marginale værdi af ytringens bidrag til den demokratiske debat, enten som epistemisk katalysator, eller som incitament til god regereringsførelse.

Intuitivt kan dette svar virke utilfredsstillende, fordi det umiddelbart sætter tærsklen for legitime indgreb meget lavt. Antageligt er den marginale værdi af mange ytringer i et generelt frit og velinformeret samfund som det danske meget lav, så selv relativt små risici eller alternativomkostninger vil være tilstrækkelige til at legitimere en begrænsning af ytringen.

Imidlertid ser tingene meget anderledes ud, når vi diskuterer en praksis, for eksempel i form af et regelsæt, Det er der to grunde til. For det første, så er den gennemsnitlige værdi af de ytringer, som en bestemt praksis begrænser, typisk langt højere end den marginale værdi af den enkelte ytring. Det betyder at vi skal sætte tærsklen for begrænsninger af ytringsfriheden højere.

Den anden grund kan hentes i spilteorien, og knytter sig helt tilbage til den pointe jeg diskuterede i det første indlæg om Paludans ytringsfrihed, om hvilken rolle det bør spille, at personer reagerer voldeligt. Jeg nævnte der, at volden ikke legitimerer Paludans ytringer. Men hensynet til voldelige reaktioner kan påvirke tærsklen på en anden, lidt mere kompleks måde. Fordi vi nu ikke har at gøre med en begrænsning af en enkeltstående ytring, men med et praksis som skal anvendes for en lang række situationer, så bør vi overveje hvilket incitamenter forskellige tærskler skaber for de, som kunne fristes til at reagere voldeligt. Sætter vi tærsklen lavt, så skaber vi et perverst incitament til at forhindre ytringer man ikke bryder sig om, ved at skabe meget små risici knyttet til disse ytringer (det er, i parantes bemærket, dette, som jeg tror er den mest gavmilde tolkning af de ofte ret uklare påstande om, at vi ikke "må give efter for voldsmændene").

Begge disse hensyn taler altså for, at vi når vi skal etablere et regelsæt, som definerer begrænsninger af ytringsfriheden, sætter barren højere, end vi ville gøre, hvis vi blot afvejede hensynene til risici og alternativomkostninger mod hensynet til værdien af ytringer i den enkelte situation. En allersidste pointe er værd at understrege i denne sammenhæng, for man kan fristes til at spørge, om vi ikke blot kunne have en praksis med, at tage stilling fra gang til gang? 

Med det spørgsmål kommer vi endelig tilbage til hvorfor det er en central værdi, at staten ikke skelner mellem (især politiske) ytringer, når den skal administrere ytringsfriheden. Det skyldes ikke at alle ytringer er lige gode. Tværtimod - Paludans ytringer er dels latterlige og frastødende, men endnu vigtigere er de efter alt at dømme skadelige, fordi de stigmatiserer og polariserer uden grund eller synlig gevinst.

Det skyldes derimod det forhold, at risikoen ved at lade staten skelne mellem ytringer er langt større end den potentielle gevinst. Hvis først staten får mulighed for løbende at skelne mellem "gode" og "dårlige" politiske ytringer, så er der en overhængende fare for, at den til enhver tid siddende magthaver vil benytte muligheden til at undertrykke legitim kritik. I en stat regeret af engle ville der ikke være nogen grund, til at lade selviscenesættende fjolser udfolde latterlige og frastødende provokationer på en måde som stigmatiserer og polariserer, men i vores verden, hvor vi regereres af kun alt for fejlbarlige mennesker, så er disse provokationer den pris vi betaler, for at beskytte den værdifulde del af den demokratiske debat.