Paludans ytringsfrihed 1: Seks ting som debatten egentlig ikke handler om

Jeg kommer sent til festen, for de sidste par uger har man nærmest ikke kunnet åbne en avis, uden at støde på et indlæg i debatten om Rasmus Paludans provokationer, de voldelige reaktioner, og politiets foreløbige forbud mod yderligere demonstrationer. Desværre, så gentager meget af det skrevne og sagte blot de synspunkter (og misforståelser), som går igen og igen, hver gang ytringsfrihed rejses som debat i medierne. Det skyldes ikke alene deltagerne, men også det mere generelle fænomen "mediemoralfilosofi", hvor journalister og medier prioriterer overfladiske og ekstreme synspunkter, alt for ofte formuleret af levebrødsprovokatører (aka "kommentatorer", "debattører", "bloggere"), fremfor sober analyse af nuancerne formidlet af eksperter.

Fordelen ved at være sent på den er dels at det værste støv fra debattens hede allerede har lagt sig, og dels at jeg har haft tid til tænke problematikkerne lidt igennem. Overordnet set er min vurdering, at der er en række pointer som har fyldt meget i debatten, men som ikke er det debatten egentlig handler om (eller burde handle om), enten fordi de er trivielle, eller fordi de ganske enkelt er misforståelser. Samtidig er debattens kerne - spørgsmålet om hvornår politiet legitimt kan begrænse personers ytringsfrihed - mere kompleks end de fleste deltagere i debatten synes at anerkende. I dette indlæg præsenterer jeg seks ting, som jeg mener, debatten egentlig ikke handler om. Sagens kerne, og de komplikationer som præger den, vender jeg tilbage til i næste indlæg.

Fem ting, som burde fylde mindre i debatten, og en som burde fylde mere
Rigtig meget af debatten har fokuseret på at gentage en lang række i nogen grad relevante, men ikke centrale pointer. Der er i hvert fald fem pointer, som har fået mere opmærksomhed, end de fortjener. Til gengæld er der også en enkelt pointe, som burde gives mere opmærksomhed, selvom den strengt taget heller ikke er det, som debatten handler om.

1: Juraen
Den første pointe, som har fået (for) meget plads, er spørgsmålet om, hvorvidt de restriktioner, som politiet har gennemført, eksempelvis ved at forbyde Paludan at demonstrere, er lovlige. Det er de helt ukontroversielt (som blandt andet nogle af mine gode kollegaer har slået fast), og alene af den grund er spørgsmålet ikke så interessant. Men hvad endnu vigtigere er, så bør vi skelne skarpt mellem det juridiske spørgsmål om, hvordan ytringsfriheden faktisk er beskyttet, og det etiske spørgsmål om hvordan ytringsfriheden bør beskyttes. De to forhold forveksles ofte, og blandes ind imellem sammen, men det er næsten altid og også i dette tilfælde det etiske spørgsmål, som er sagens kerne.

2: Paludan
Den anden pointe er vurderingen af Paludans karakter og ytringer. Paludan er efter alt at dømme et selvoptaget fjols, hvis vigtigste ambition er at tiltrække sig mest mulig opmærksomhed. Paludans middel til at få opmærksomhed, det at provokere mest muligt ved bevidst stødende handlinger og fremsættelse af skiftevis latterlige og frastødende politiske udsagn, er netop det: latterlig og frastødende. Heldigvis har denne vurdering været ukontroversiel undtagen i de mest islamofobiske dele af den danske offentlighed. Men dels fordi vurderingen er relativt ukontroversiel, og dels fordi den ikke spiller nogen rolle for sagens kerne, så er pointen triviel.

3: Ytringernes karakter og juraen
Den tredje pointe er nemlig, og her nærmer vi os substansen, at karakteren af Paludans person og ytringer ikke bør spille en rolle for Paludans juridiske og reele ytringsfrihed. Det er en cental værdi i et moderne samfund, at staten ikke skelner mellem forskellige typer ytringer, når den skal vurdere hvordan den etablerede ytringsfrihed skal beskyttes. Der findes naturligvis en række alment accepterede begrænsninger af ytringsfriheden, for eksempel forbud mod injurier, falsk markedsføring, videregivelse af fortrolige oplysninger, og i denne forbindelse især den begrænsning som racismeparagraffen udgør. Der kan også være grund til lejlighedsvis at overveje, om der er andre typer ytringer, som vi bør forbyde, for eksempel vildledende og skadelig vaccineskepsis. Men dels er disse begrænsninger reaktive. Racismeparagraffen giver ikke grundlag for at begrænse Paludans mulighed for at ytre sig, uanset at han efterfølgende kan straffes hvis han faktisk ytrer sig racistisk. Dels er mange af Paludans ytringer ikke strafbare efter racismeparagraffen, og hvad angår disse ytringer, bør politiet ikke skelne. Denne pointe rejser naturligvis umiddelbart spørgsmålet om hvorfor det er en central værdi, at staten antager denne type neutralitet i forhold til ytringers karakter. Dette spørgsmål er væsentligt, og ofte lidt overset i debatten, men også et som jeg først vender tilbage til i et kommende indlæg.

4: Ytringernes karakter og moral
Den fjerde pointe, som debatten egentlig ikke handler om, er at den juridiske ytringsfrihed ikke bør spille en rolle for vores vurdering af Paludans ytringers moralske status. Dette er primært værd at nævne, for at minde om, at der netop ikke findes nogen moralsk ytringsfrihed. Vi har ikke en moralsk ret til at sige hvad vi har lyst til - tværtimod er ytringer handlinger, som etisk må vurderes på samme vis som vi vurderer alle mulige andre handlinger. Det betyder at kvaliteten af Paludans ytringer spiller en rolle for om han handler rigtigt eller forkert ved at ytre sig som han gør. Givet kvaliteten af hans ytringer burde det være trivielt, at det er forkert af ham, at sige som han gør, samt at han afslører sig selv som et dårligt menneske, når han gør det. Der er imidlertid masser af moralsk forkerte handlinger, som vi ikke bør kriminalisere. Et almindeligt eksempel er utroskab i parforhold, som de færreste nok betvivler er forkert, men som det alligevel er de færreste, som mener at staten skal kunne straffe. Dels fordi det burde være trivielt at Paludan handler forkert, og dels fordi der ikke er nogen snæver forbindelse mellem Paludans handlingers moralske karakter og det egentlige spørgsmål - om hvornår vi som samfund bør begrænse muligheden for at ytre sig - så er det heller ikke denne pointe, som debatten egentlig burde handle om.

5: Volden
Den femte pointe er den moralske karakter, af de voldelige reaktioner, som Paludans provokationer er blevet mødt med. Her er det lige så trivielt at slå fast, at Paludans ytringers underlødige moralske karakter ikke legitimerer, at andre angriber ham, vandaliserer en bydel, eller i almindelighed gør skade på andre. Der er situationer hvor man legitimt kan gøre skade på andre, for eksempel i selvforsvar, men der er ikke nogen sobre argumenter for, at dette skulle være en af dem. Omvendt legitimerer den voldelige reaktion heller ikke Paludans handlinger. De ytringer, som i udgangspunktet er moralsk forkerte, bliver ikke pludselig uskyldige, fordi de bliver mødt med vold (det er meget tvivlsomt om det i almindelighed kan lade sig gøre, at ændre en handlings moralske status med tilbagevirkende kraft). Som (desværre...) så ofte kan man med rette i denne sag anlægge det misantropiske perspektiv, at begge de centrale parter i konflikten handler forkasteligt, hvilket selvsagt er foreneligt med, at vurdere, at det er langt værre at gribe til vold end at provokere.

6: Lejlighedsliberalisme
Endelig er det værd at nævne en pointe, som jeg mener har fået alt for lidt opmærksomhed i debatten, selvom den ret beset heller ikke handler om sagens kerne. Den danske debat om ytringsfrihed har nemlig en påfaldende og bekymrende slagside. Væsentlige udfordringer for ytringsfriheden, for eksempel afsløringen af, at forskere på danske universiteter rutinemæssigt undlader at udtale sig, også om deres forskning, af bekymring for de konsekvenser det kan have for deres karriere, forbigåes alt for ofte med knusende ligegyldighed. Samtidig får enkeltsager som Paludans, der for en rimelig betragtning er af langt ringere betydning, en lang række erklærede forsvarere af ytringsfriheden til at galoppere ind i debatten for fuld udblæsning. Mange (omend selvsagt ikke alle) af de især borgerlige kommentatorer som for tiden går i brechen for ytringsfrihed, synes i udpræget grad at være lejlighedsliberalister, som fortrinsvis interesserer sig for ytringsfrihed, når den udfordres i forbindelse med stigmatisering og forhånelse af en bestemt religiøs minoritet. Det klæder dem ikke.

Sagens kerne
Snarere end alle de ovenstående pointer, så mener jeg sagens kerne er følgende to spørgsmål: Hvornår kan politiet legitimt indskrænke Paludans ytringsfrihed af hensyn til hans og andre personers sikkerhed? Og hvornår kan politiet legitimt indskrænke Paludans ytringsfrihed af hensyn til prioritering af politiets ressourcer? Disse spørgsmål, og de komplikationer, som de giver anledning til, kigger jeg på i de næste indlæg (her og her).