Liberal Alliance har netop fremsat et beslutningsforslag i folketinget, om at indskrive de såkaldte "Chicago-principper" i universitetsloven.
Forslaget rejser i hvert fald tre spørgsmål: Er LA de rette til at stille et sådant forslag? Er det faktisk Chicago-principperne, som LA foreslår indført? Og sidst, men absolut vigtigst, er det en god ide, at indskrive Chicago-principperne (i en eller anden form) i universitetsloven?
Hvorfor LA..?
Hvad det første spørgsmål angår, må svaret være et klart og utvetydigt nej. Ved at føre en aldeles useriøs og substansløs kampagne mod fingeret pseudovidenskab har LA i almindelighed, og ordføreren Henrik Dahl i særdeleshed, effektivt diskvalificeret sig selv fra at blive taget alvorligt i forskningspolitikken (for en god ordens skyld: der er masser af ting, man kan kritisere i dansk forskning, og jeg er meget kritisk overfor meget af den forskning, som foregår i visse forskningsmiljøer, problemet var at Dahls kritik var tyndt belagt, forvridende og fejlbehæftet).
Lidt groft sagt, så kan LA komme tilbage, når de trukket beskyldningerne i land, undskyldt, og taget den uundgåelige konsekvens ved at skille sig af med Dahl. Indtil da kan de ikke forvente, at blive taget seriøst (hvilket realistisk set betyder, at vi aldrig kommer til at kunne tage LAs forskningspolitik seriøst - det tab må vi se, om vi kan finde styrke til at leve med...).
Det, at mange vil bedømme forslaget på grund af afsenderen generer imidlertid næppe LA, ligesom det formodentlig udgør en decideret fordel i den nuværende situation. Forslaget har nemlig en karakter, der gør det sandsynligt, at det først og fremmest er tænkt som et middel til at skabe opmærksomhed.
Hvis forskere og politikkere provokeres af, at netop LA stiller forslaget, og deraf foranlediges til at skrive om det, tjener det således antageligt LAs formål med forslaget. Jo mere larm og ballade, jo bedre for det lille parti, som flirter med spærregrænsen. I den henseende er indlæg som dette (desværre) vand på LAs mediemølle.
Chicago eller ej
Når det alligevel er værd at diskutere skyldes det, at den mere principielle diskussion er relevant og interessant. Men er det så faktisk Chicago-principperne, som vi snakker om? Som Thomas Brudholm har påpeget, er svaret også her nej. Først og fremmest fordi Chicago-principperne er et dokument i klartekst, ikke en række principper.
Den forskel kan naturligvis forsvares, hvis de principper, som LA foreslår, optræder i teksten, så de alene er fremsat i punktform. Men det er heller ikke tilfældet. LA foreslår følgende principper (her nummereret, for at gøre det lettere at henvise til dem):
1) "Universitetet bygger på et grundlæggende princip om fuldstændig ytringsfrihed på alle områder."
1) er ikke et princip, som forfægtes i dokumentet, men en let omskrivning af et citat fra en tale fra 1902 af den daværende præsident for universitetet, William Rainey Harper, som anføres som inspiration for udviklingen af principperne.
2) "Uddannelse er ikke beregnet til at gøre folk komfortable."
3) "Uddannelse er beregnet til at få folk til at tænke."
2) og 3) er ligesom 1) lette omskrivninger af et nyere citat af universitetets præsident Hanna Holborn Gray, der også optræder som inspiration snarere end som principper.
4) "Det er ikke universitetets opgave at forsøge at beskytte enkeltpersoner mod ideer og meninger, som de finder uvelkomne, er uenige med eller endda finder dybt stødende."
4) er en oversættelse af "[I]t is not the proper role of the University to attempt to shield individuals from ideas and opinions they find unwelcome, disagreeable or even deeply offensive."Denne oversættelse er, så vidt jeg kan vurdere, loyal.
5) "Universitetet bærer et stort ansvar ikke kun for at fremme en livlig og frygtløs fri debat, men også for at beskytte denne frihed, når andre forsøger at begrænse den."
5) er en oversættelse af "[T]he University has a solemn responsibility not only to promote a lively and fearless freedom of debate and deliberation, but also to protect that freedom when others attempt to restrict it." Her er det påfaldende, at friheden til at tænke/overveje ("deliberation") udelades.
6) “Universitetet, og de personer som er tilknyttet det, deler ansvaret for at opretholde et klima med gensidig respekt. Dog kan ønsket om gensidig respekt aldrig bruges som en begrundelse for at begrænse den frie samtale, uanset hvor stødende eller uenige resten af samfundet måtte være i det sagte.”
6) er en oversættelse af "Although the University greatly values civility, and although all members of the University community share in the responsibility for maintaining a climate of mutual respect, concerns about civility and mutual respect can never be used as a justification for closing off discussion of ideas, however offensive or disagreeable those ideas may be to some members of our community." Her er det især påfaldende, at den oprindelige tekst henviser til, at man ikke bør begrænse muligheden for at diskutere ideer, selv når disse ideer er kontroversielle, mens oversættelsen udvider princippet til at gælde "den frie samtale" som hele, og "det sagte". Der er væsentlig forskel på at beskytte muligheden for at diskutere kontroversielle ideer, og på at beskytte muligheden for at sige hvad man vil.
7) “Universitetet modarbejder dårlige ideer gennem åben diskussion frem for gennem censur.”
8) “Universitetets grundlæggende forpligtelse er at opretholde princippet om fri debat, og denne debat må ikke undertrykkes. Selv hvis de idéer, der fremsættes og debatteres, af nogle – eller selv af de fleste på universitetet – anses for at være stødende, ukloge, umoralske eller uetiske.”
7) og 8) er oversættelser og omskrivninger af "[T]he University’s fundamental commitment is to the principle that debate or deliberation may not be suppressed because the ideas put forth are thought by some or even by most members of the University community to be offensive, unwise, immoral, or wrong-headed. It is for the individual members of the University community, not for the University as an institution, to make those judgments for themselves, and to act on those judgments not by seeking to suppress speech, but by openly and vigorously contesting the ideas that they oppose." Oversættelsen er i 8) klodset, men nogenlunde tro. Til gengæld ændrer 7) indholdet radikalt, ved at pålægge universitetet en pligt, hvor den oprindelige tekst taler om, at de enkelte medlemmer af universitetsmiljøet skal danne deres egen mening, og handle på baggrund af denne ved at opponere mod ideer de er uenige med.
9) “Universitetet kan begrænse ytringer, der er i modstrid med loven, groft bagvasker et bestemt individ, eller indeholder trusler samt chikane, som mærkbart skader den enkeltes privatliv.”
9) er en selektiv oversættelse af "The University may restrict expression that violates the law, that falsely defames a specific individual, that constitutes a genuine threat or harassment, that unjustifiably invades substantial privacy or confidentiality interests, or that is otherwise directly incompatible with the functioning of the University." Her er det især interessant, at den sidste klausul udelades, da den jo giver mulighed for ikke nærmere specificerede begrænsninger.
Overordnet er der altså tale om et forslag, som på væsentlige måder er inspireret af, men absolut ikke identisk med de egentlige Chicago-principper. Det behøver naturligvis ikke være en ulempe – LAs forslag kunne være bedre end Chicago-principperne (det kigger vi på i næste afsnit, men jeg kan godt afsløre konklusionen: det er de ikke). Til gengæld er det falsk varebetegnelse, at sælge dem som Chicago-principperne.
Nok så interessant er der væsentlige dele af den oprindelige tekst, som er udeladt. Det gælder eksempelvis den indledende formulering, at "[b]ecause the University is committed to free and open inquiry in all matters, it guarantees all members of the University community the broadest possible latitude to speak, write, listen, challenge, and learn." Denne pointe er vigtig, fordi den blandt andet kan tolkes således, at eksempelvis forskere bør have mulighed for at tænke og ytre sig, herunder skrive forskningsartikler, uden at blive udsat for trusler eller pres fra politikere.
En anden pointe, som ikke er nået med er, at "fostering the ability of members of the University community to engage in such debate and deliberation in an effective and responsible manner is an essential part of the University’s educational mission." Den er også vigtig, fordi den peger på i hvert fald én central begrundelse for ytringsfrihed. Derved understreges også den ofte oversete pointe, at ytringsfrihed ikke er en rettighed mejslet i en stentavle, indført ved guddommeligt dekret.
Ytringsfrihed er en konkret rettighed, som har fordele og ulemper. Afvejningen af disse fordele og ulemper er afgørende, når vi skal definere de præcise grænser for ytringsfrihed. Lejlighedsliberalister i den danske debat har en tendens til at forsimple og forfladige diskussionen ved at afvise eller ignorere dette forhold.
Skal ytringsfrihed ind i universitetsloven?
Det sidste, og absolut vigtigste spørgsmål, er hvad vi skal mene om LAs forslag. Skal ytringsfrihed, i en eller anden form, ind i universitetsloven? I givet fald hvilken form, og hvorfor?
Et første spørgsmål i den henseende, som er værd at tænke over, er følgende: hvis en lovændring er løsningen, hvad er så problemet? Det vil sige, hvad er det konkret, som vi kunne ønske os anderledes, og som en lovændring skal forsøge at lave om på?
Spørgsmålet er relevant, fordi den almindelige ytringsfrihed naturligvis også gælder for universitetsansatte. Forskere har endda en særlig udvidet ytringsfrihed, fordi de forventes at beskæftige sig med vanskelige og ofte også kontroversielle emner, og forventes at formidle deres forskningsresultater til resten af samfundet. Dette hensyn blev blandt andet fremhævet i den nylige injuriesag mellem landbrugslobbyen Bæredygtigt Landbrug og Professor Stiig Markager. Hvis et lovforslag skal være relevant skal det tilføre noget til den eksisterende lovgivning, ved enten at udvide eller indskrænke ytringsfriheden.
I praksis er motivationen for lovforslaget nok de sager der har været - mest på universiteter i det store udland - om ændring af pensum og aflysning af kontroversielle gæsters oplæg, såkaldt "no-platforming". Hvordan ser forslaget ud i den optik?
Det første princip (1), som hævder "fuldstændig ytringsfrihed på alle områder" er indlysende forkert. Det illustreres da også af, at forslaget netop anerkender de almindelige grænser for ytringsfriheden (f.eks. injurier og trusler). 9) og 3) er til gengæld trivielle, 9) idet det alene anerkender disse grænser, og 3) fordi påstanden er ukontroversiel ("Uddannelse er beregnet til at få folk til at tænke"), og ikke berører ytringsfrihed.
Principperne 2) og 4) fremsætter nært beslægtede påstande om, at universitet ikke bør tage hensyn til, om nogen (læs: studerende) bliver stødt af ideer, som de præsenteres for. Det er en overfladisk tiltalende, men ved nærmere eftertanke besynderlig ide.
Et sobert synspunkt er, at det sjældent vil være tilstrækkeligt, at nogle bliver stødt af at få en ide præsenteret, til at universitetet (dvs. undervisere) bør afstå fra at præsentere ideen. Det skyldes ganske enkelt, at der normalt er stærke forhold der taler for, at præsentere de ideer, som bringes i spil på universiteterne (f.eks. at de er sande og relevante). Hvis det f.eks. i en bestemt kontekst er en væsentlig pointe, at der er statistiske forskelle på de to klassiske køn, så er det værd at fremføre, selv hvis pointen støder nogen.
Imidlertid er det svært at se, hvorfor det slet ikke skulle spille nogen rolle, at personer stødes af en ide. I almindelighed mener vi jo, at det er en dårlig ting at støde andre mennesker, og tager af samme grund en lang række hensyn til dem, når vi beslutter hvad vi siger. Det er ikke oplagt, at det skulle være anderledes på universitetet. Hvis for eksempel forestiller os en situation, hvor en underviser udelukkende har mulighed for at præsentere én af to ideer, og ideerne i alle andre sammenhænge er lige gode, men den første vil være voldsomt stødende, mens den anden ikke vil støde nogen, så synes det oplagt, at det er bedst at præsentere den sidste (undtagen hvis vi forestiller os for eksempel, at det i sig selv er med til at danne studerende, at møde stødende ideer, men så er ideerne ikke længere lige i alle andre sammenhænge).
Principperne 5) og 8) fremsætter også beslægtede påstande om, at universitet er forpligtet til at beskytte "den fri debat" mod de, som måtte søge at "undertrykke" eller "begrænse" den. Med så brede formuleringer kan de læses på flere måder. Det er et problem, for i en svag fortolkning er principperne trivielle, og i en stærk fortolkning er de uplausible.
En svag fortolkning er, at universiteterne er forpligtede til at respektere og (i den udstrækning de har mulighed for det) håndhæve de almindelige bestemmelser om ytringsfrihed. De bør for eksempel ikke tillade, at nogen fysisk forhindrer en person i at fremsætte lovlige ytringer. Men givet at disse forpligtelser allerede findes, bliver principperne trivielle.
En stærkere fortolkning er følgende: universiteterne skal sikre, at kontroversielle og stødende synspunkter optræder på universiteterne, eksempelvis ved at give gæster adgang til at fremsætte dem ved oplæg og lignende. Det er et langt stærkere synspunkt.
Overvej eksempelvis hvad vi skal mene, om et dansk universitet, som vælger ikke at invitere en kontroversiel taler - lad os sige den canadiske professor i Psykologi Jordan Peterson - til at holde en gæsteforelæsning. Enten ved ganske enkelt ikke at invitere Peterson, eller ved først at invitere ham, og derpå aflyse invitationen efter at studerende protesterer.
Under den svage fortolkning har universitetet ikke forbrudt sig mod principperne. De gældende bestemmelser om ytringsfrihed er overholdt.
Under den stærke fortolkning har universitet imidlertid krænket principperne. Alene ved at vælge ikke at give plads til at bestemte synspunkter kan fremsættes, har det krænket ytringsfriheden. Er det plausibelt?
Der findes tilsyneladende en del personer, som mener det, men det forekommer nu ved eftertanke, at være svært at forsvare den stærke tolkning. Bemærk først og fremmest, at der findes et næsten uendeligt antal synspunkter, som kan gives plads på universiteterne. Givet begrænset tid og ressourcer kan universiteterne ikke inkludere dem alle. I mange situationer kan fravalg af at præsentere eller give plads til (næsten alle) synspunkter således forklares med, at universitetet fokuserer på at give plads til de vigtigste og mest berigende ideer.
Der er naturligvis en levende diskussion af, præcis hvilke synspunkter som er de vigtigste og mest berigende, herunder hvor meget det i sig selv er berigende at møde en bred vifte af forskellige synspunkter. Ikke desto mindre er det indlysende, at universitets hensyn til ytringsfrihed ikke kan fordre, at alle synspunkter gives lige meget plads. Det er en simpel konsekvens af en begrænset opmærksomhedsøkonomi og dramatiske forskelle i kvaliteten af ideer. Universitetet krænker ikke Petersons ytringsfrihed, hvis det ikke inviterer ham, fordi det vurderer, at hans ideer er langt mindre interessante, end de ideer man i stedet ønsker at give plads til.
Hvad så i den hypotetiske situation, hvor der er hul i kalenderen? Det vil sige, hvor man kunne præsentere netop et bestemt synspunkt, uden at miste noget andet, men vælger ikke at gøre det? Selv i sådanne situationer, kan der være hensyn som taler for ikke at præsentere visse ideer. Som vi ovenfor så, bør dét, at et synspunkt er stødende give i hvert fald én grund til ikke at præsentere det, omend måske en relativt svag grund.
En anden og stærkere begrundelse er, at universitetet som platform uundgåeligt giver ideer og synspunkter som præsenteres der en epistemisk status, som det i nogle sammenhænge er dårligt, at disse ideer eller synspunkter har. Det er et fænomen som vi også kender fra udfordringen med falsk ækvivalens i den offentlige debat: Når journalister inviterer en klimaforsker til at debattere med en klimaskeptiker, kommer de to synspunkter uforvarende til at virke mere epistemisk ligebyrdige, end de reelt er (det første er videnskab, det anden nonsens).
Tilsvarende kan ideer som er både forkerte og farlige låne epistemisk status, og få større gennemslagskraft, ved at få plads i debatten på prestigefyldte institutioner som universiteter. Hvis der ikke var grund til at tage synspunktet alvorligt, så ville det jo næppe have fået plads i debatten på en sådan institution (qua pointen om en begrænset opmærksomhedsøkonomi ovenfor). Det er en pointe, som er blevet fremragende forsvaret af den australske filosof Neil Levy.
Hvad med det sidste princip (6), om at hensynet til gensidig respekt ikke kan være en begrundelse for "at begrænse den frie samtale"? I den danske version er formuleringen uklar, i en grad så det bliver muligt at ikke blot indholdet (ideen), men også formen er disrespektfuld. Det er naturligvis problematisk. Universiteter håndhæver med god grund respektfulde måder at diskutere ideer på, også og måske især når ideerne selv er kontroversielle. Hvis en deltager i en debat nægter at behandle de andre deltagere med respekt, for eksempel ved at afbryde dem, angribe deres personlighed, eller råbe ad dem, så ikke blot kan men bør universitetet som institution gribe ind.
Men er det så i det mindste korrekt, at respekt aldrig kan udgøre en begrundelse for at begrænse den respektfulde præsentation af en kontroversiel ide? Også dette synspunkt er tvivlsomt. Nogle ideer er disrespektfulde i sig selv. Selv den formmæssigt mest respektfulde præsentation af det synspunkt, at jøder er undermennesker, der bør udryddes som skadedyr, er disrespektfuld på en måde, som giver os stærke grunde til at begrænse muligheden for at fremsætte synspunktet (for eksempel ved at insistere på, at de tåber som måtte forsøge at fremsætte det, holder deres mund).
Den relevante pointe er snarere, at der i nogle tilfælde - især i det store udland - har været grupper som hævdede, at visse ideer på lignende vis var disrespektfulde i sig selv, og derfor burde begrænses, og at dette har været forkert. Det giver sig selv, at hvis det ikke er korrekt, at en ide i sig selv er disrespektfuld, så er det heller ikke korrekt, at vi derfor bør begrænse mulighederne for at fremsætte den. Men det er et konkret spørgsmål hvornår dette er og ikke er tilfældet, som ikke kan begrunde et princip af den type, som LA ønsker indskrevet i loven.
Upræcist, trivelt og uplausibelt. Der er desværre ikke meget godt at sige om det aktuelle forslag. Det betyder ikke, at man ikke kunne fremsætte et bedre forslag. De sidste ti år har der været en lang række eksempler på danske forskere, som er blevet angrebet af arbejdsgivere (dvs. universitetet), myndigheder og interesseorganisationer for deres ytringer. En stærkere beskyttelse mod denne type begrænsninger ville være et væsentlig fremskridt. Til gengæld ville det næppe tjene til at høste mange stemmer. Af samme grund tror jeg ikke man skal holde vejret, mens man venter på at LA fremsætter det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar