Konklusionerne er desværre ligeså deprimerende som sidst jeg beskæftigede mig med emnet. Det er især bekymrende, fordi IPCCs konklusioner er underlagt massivt politisk pres for at være så vitaminfri og udramatiske som det er videnskabeligt forsvarligt (se f.eks. John Broomes fortælling om hvordan det var at deltage). Alligevel peger alle de realistiske emissionsscenarier på at det bliver noget nær umuligt at undgå en 2 graders temperaturstigning i løbet af det 21. århundrede, og der er en reel risiko for temperaturstigninger på over 4 grader, af en del forskere betegnet som et dommedagsscenarie.
Hvad siger etikken om den sag?
Det første og i forskningen fuldstændigt ukontroversielle princip for klimaetik er, at muligheden for at udlede drivhusgasser er en fælles ressource, som ingen person har mere ret til end andre. Givet at det også er en begrænset ressource, fordi vi kun kan udlede en begrænset mængde inden vi forårsager potentielt katastrofale klimaændringer, så er vi i udgangspunktet nødt til at dele den ligeligt mellem alle mennesker på jorden. Hvor meget giver det hver person mulighed for at udlede?
IPCCs femte rapport indeholdt for første gang diskussion af såkaldte "carbonbudgets": videnskabeligt funderede gæt på hvor meget CO2 som kan udledes globalt før bestemte temperaturstigninger indtræffer. Et realistisk bud er at jordens atmosfære maksimalt kan rumme 2900Gt CO2 over sit naturlige niveau, hvis vi skal have en rimelig (66%) chance for at holde temperaturstigningen under 2 grader (se udmærket infografik her).
De 2900Gt ville give hver person i det 21. århundrede 3,6t CO2 per år (2900Gt CO2 / 100 år / 8 milliarder mennesker[i]).
Problemet er at vi allerede har udledt langt det meste af de 2900Gt. IPCCs vurdering er, at der i 2011 kun var 1000Gt tilbage. Det giver i stedet hver person 1,4t CO2 per år (1000Gt CO2 / 90 år / 8 milliarder mennesker). Det er sådan cirka hvad man bruger på at flyve frem og tilbage til Barcelona. Én gang. Men det bliver værre endnu.
Det næste princip i klimaetik er at man er forpligtet af sine historiske udledninger. Det nytter ikke noget at man kan nulstille når man har lyst, og kun regne fremad, både fordi det ville medføre et perverst incitament til at udlede (”Vi regner først fra næste år…”), og fordi det ville betyde at vi ignorerer det historiske ansvar, og de mange fordele som udlederne har fået af at kunne udlede (industrialisering og opbygning af velstående velfærdssamfund). I grove træk betyder det, at de europæiske og engelsktalende lande har et endnu mindre klimabudget per person.
En potentiel indvending mod princippet om historisk ansvar er, at man ikke bør holdes ansvarlig for udledninger, som man ikke kunne vide ville være problematiske. Det er tvivlsomt om det er rigtigt – for eksempel synes det rimeligt at holde personer som er blevet gavnet af udledningen i hvert fald delvist ansvarlige, netop fordi de i kraft af den er blevet bedre i stand til at undvære fremtidige udledninger. Men hvis vi for argumentets skyld tager indvendingen alvorligt, så skal vi definere et år hvorfra ansvaret begynder.
Det gør man typisk fra 1992, fordi det var året hvor FN på Earth Summit i Rio de Janeiro for alvor slog fast at udledningen af drivhusgasser kunne føre til klimaændringer. Men lad os være endnu mere konservative, og sige at vi først regner bidrag fra år 2000 med (der havde IPCC udgivet to rapporter, og var begyndt at publicere resultaterne fra den tredje). Det er meget vanskeligt at hævde, at vi ikke havde tilstrækkelig viden om klimaændringer, til at træffe informerede valg på det tidspunkt.
Inspireret af David MacKays (meget læseværdige) "back-of-an-envelope"-beregninger i "Without the Hot Air" har jeg kigget jeg lidt på hvordan det danske klimabudget så ser ud.
Danmark udledte ifølge energistyrelsens energistatistik i perioden 2000-2014 751Mt CO2. Det er et meget lavt tal for hvor mange udledninger vi er ansvarlige for, fordi det ikke inkluderer f.eks. skibs- og flytrafik, eller andre drivhusgasser, hvor bl.a. dansk landbrug udleder langt mere end det globale gennemsnit, men lad os igen tage det, som det mest konservative skøn. Givet at 2015-16 formede sig mere eller mindre som 2014, så er de samlede danske udledninger for perioden 0,83Gt CO2.
De globale udledninger er ca. 40Gt per år, men er steget støt (med et kortvarigt dyk omkring 2008) de sidste 15 år. Hvis vi skal regne fra år 2000 i stedet for år 2011, så kan vi optimistisk lægge 400Gt til, for et samlet globalt budget på 1400Gt.
Det gør den danske del af det samlede klimabudget til 0,96Gt CO2 (5,5 millioner danskere / 8 milliarder personer x 1400Gt CO2). Fratrukket de 0,83Gt CO2 vi allerede har udledt har vi 0,13Gt CO2 tilbage. Det betyder at Danmark, selv med de meget optimistiske antagelser jeg har anvendt, kommer til at opbruge sin del af CO2-kvoten i begyndelsen af 2020, hvis ikke vi finder en måde at reducere vores udledninger dramatisk inden da. Og det betydet, at vi fra 2020 og frem vil bruge andre menneskers CO2-kvote, fordi vi allerede har brugt vores egen.
Ups…
Hvad gør vi så? Det første og mest deprimerende svar er: Ikke særlig meget, for det er allerede for sent. Vi skulle være begyndt at handle for helst tyve og mindst ti år siden, og de samme faktorer (kortsigtede politiske ambitioner, uvilje til at ville se kendsgerningerne i øjnene, grådighed, dovenskab, egoisme) som har holdt os fra at gøre noget seriøst ved problemet indtil nu, vil i store træk forhindre at vi gør noget ved det fremover.
Ovenikøbet, så er de fleste andre velstående lande i en lignende situation, og det er utopisk at forestille sig at for eksempel USA skulle vælge at tage så drastiske skridt som er nødvendige, hvis landet skulle leve op til sine forpligtelser (der er netop nu en reel risiko for at landet vælger Donald Trump som den næste præsident - gabet mellem seriøs politik og den politiske virkelighed synes aldrig at have været større). Danmarks andel af de globale udledninger er kun ca. 0,1%. I det lys er Danmarks gøren og laden ligegyldig - selv hvis vi fuldstændig ophørte med at udlede drivhusgasser i morgen ville vi højst forsinke tidspunktet hvor verden bliver to grader varmere med et par uger.
Det andet, og mere ambitiøse svar er: vi bør gøre alt hvad vi kan. Snarere end at betragte klimapolitik som en slags velgørenhed eller mulighed for økonomisk udvikling, så skal vi behandle det som den langsigtede eksistentielle trussel det er. Både ved at forsøge at begrænse vores overtræk på klimakontoen mest muligt, ved at kompensere de lande, hvis CO2-kvoter vi snart går i gang med at gøre indhug i for at vi bruger dem, og ved at inspirere andre lande til at tage langt mere radikalt fat end de hidtil har gjort. Hvis ikke et lille, velstående, demokratisk land som Danmark kan gå forrest, så er der ingen der kan.
Personligt er jeg
tilhænger af det andet svar. Men køligt betragtet er jeg meget bekymret for, at
vi ender med det første.
[i] 8 milliarder er et lavt gæt på den gennemsnitlige globale befolkning i det
21. århundrede; hvis befolkningen er større er hver persons portion af
klimabudgettet mindre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar