Professor Brinkmanns fornemmelse for velfærd

Professor i Psykologi Svend Brinkmann har for nylig formuleret en ny version af sin kritik af den måde, som vores samfund i dag former tilværelsen for mange mennesker. Brinkmanns anke er groft sagt, at vi især igennem arbejdslivet bliver presset til at lave for mange ting, og til fokusere på de forkerte ting. Lidt mere teoretisk formuleret: at vi internaliserer en bestemt rationalitet, som instrumentaliserer vores forhold til en række centrale elementer i tilværelsen, på en måde så de mister deres egentlige værdi for os.

Overordnet er min vurdering at Brinkmann gør os alle en tjeneste ved at rette opmærksomheden mod nogle problemer som er både vigtige, og som ofte bliver enten overset eller italesat på en uheldig måde. Ikke desto mindre så er der stadig et par ting der stikker mig i øjnene som moralfilosof. Brinkmann udtaler sig nemlig også rask væk om forhold som ret beset er etiske, og det slipper han ikke altid heldigt afsted med. Det er synd, for det rod i argumentationen, som det medfører, kommer til at skygge for de ellers relativt plausible og sympatiske konklusioner, som Brinkmann drager. 

Brinkmanns ideer har allerede skabt debat, både blandt kritikere som Rune Lykkeberg, og forsvarere som Esben Schjørring, og der er således en vis risiko for, at jeg er kommet for sent til festen. Oveni den udfordring er jeg nødt til at tage to vigtige forbehold. Det første er at jeg ikke har læst "Ståsteder" (og desværre næppe får tid til det foreløbig). Min analyse af Brinkmanns ideer er udelukkende baseret på den måde han har formidlet dem i offentligheden.

Det andet forbehold knytter sig til Brinkmanns socialpsykologiske teser. Det er lidt uklart hvilket grundlag Brinkmann udtaler sig på, og man kan som læser godt få en fornemmelse af, at i hvert fald dele af analysen er mere lommesociologi end forskningsbaseret. Jeg er især skeptisk overfor de dele af analysen som hævder at fænomenet er nyt eller stigende, alene af den grund at lignende diagnoser er blevet fremsat regelmæssigt i hvert fald siden Webers klage over "rationalitetens jernbur" (i 1905...). Hvad hele denne side af sagen angår er jeg imidlertid villig til at lade tvivlen komme Brinkmann til gode af tre grunde. 1) Fordi jeg i modsætning til Brinkmann ikke er psykolog. 2) Fordi jeg overordnet tror at Brinkmann har fat i noget. Hans kritik af den måde neoliberale politikere og ledere har forsøgt at negligere substantiel kritik af offentlige reformer ved at skyde på kritikkerne ("I skal tage Ja-hatten på!" er et implicit ad hominem) er eksempelvis fuldt berettiget. 3) Fordi Brinkmanns projekt med at italesætte et problem, som øjensynligt hviler på dybfølt bekymring for hans medmenneskers ve og vel, grundlæggende er sympatisk.

Når de forbehold er taget, så er der på det generelle niveau i hvert fald tre principielle distinktioner fra moralfilosofien, som Brinkmann på forskellige måder overser eller får rodet sammen:
1) Aksiologi og normativitet
2) instrumentel og intrinsisk værdi
3) egoistiske og altruistiske grunde

Forskellen på aksiologi og normativitet er at det første handler om hvad der er værdifuldt, mens det andet handler om hvilke grunde vi har (især grunde til at handle, men evt. også for eksempel grunde til at tro at noget er tilfældet). Spidsformuleret handler det om forskellen på det gode og det rigtige, men de to ting hænger sammen, fordi en central grund til at handle, er den grund vi har til at fremme det gode. Alt andet lige har vi grund til at handle på en måde, som gør verden til et bedre sted, dvs. skaber mere værdi.

Forskellen på instrumentelle og intrinsiske værdier er at de første kun har værdi, fordi de hjælper os med at opnå noget andet, mens det intrinsisk værdifulde er godt i sig selv. Spidsformuleret er noget intrinsisk værdifuldt hvis (og kun hvis) det alt andet lige altid er bedre, at der findes mere snarere end mindre af det. Nogle filosoffer har argumenteret for at der findes upersonlige intrinsiske værdier, for eksempel skønhed, således at verden skulle være et bedre sted, jo mere skønhed som findes, selv hvis der ikke var levende væsener til at observere og nyde skønheden. Den mest ukontroversielle værdi er imidlertid personlig, nemlig velfærd. Det er kort sagt den værdi, som et godt liv har, for den person som lever det.

Det er også ret ukontroversielt at vi har egoistiske grunde til at fremme vores egen velfærd. Det ville være meget mærkeligt at hævde, at det vil være det bedste for mig at gøre X, men at jeg ikke har nogen grund til at gøre X. Det betyder selvfølgelig ikke at jeg samlet set bør gøre X; der kan være konkurrerende grunde som trækker i en anden retning. For eksempel kunne det måske på kort sigt være det bedste for mig, at lægge mig på sofaen og slappe af hele dagen, men knap så godt på lang sigt ikke at passe mit arbejde. Selvom det er mere kontroversielt er der også stærke argumenter i forskningen for, at vores egoistiske grunde kan være i konflikt med såkaldt altruistiske grunde, dvs. de grunde vi har til at fremme andre menneskers velfærd.

Med de tre distinktioner i mente kan det være værd at kigge nærmere på Brinkmanns ideer. Han skriver blandt andet: "Vi har svært ved at forstå, at viden har en værdi i sig selv helt uafhængigt af, om det bidrager til statens bnp, at børnene lærer dette eller hint. Eller se på det at have en krop og glæden ved at bevæge sig og udvikle kropslige færdigheder. Vi taler ikke om det som en værdi i sig selv - vi taler om det som noget, der hjælper barnet til at læse bedre eller blive dygtigere til matematik."

Og tilsvarende: "Hvis man går ind for støtte til kunst og kultur, må det da være, fordi man mener, at kunst og kultur har en værdi i sig selv, og ikke bare fordi det skal gøres relativt til, hvad man får ud af det.

Der er to problemer her. Det første er at det er meget tvivlsomt, om for eksempel viden har værdi i sig selv. Taget for pålydende ville det betyde at verden blev et bedre sted, jo mere viden der fandtes, helt uagtet om denne viden var til gavn for nogen eller ej. Det skulle for eksempel betyde at jeg kunne gøre verden til et bedre sted alene ved at notere mig komplet trivielle detaljer, som antallet af knaster i stuens trægulv, den præcise højde på min skos hæl, eller hvor lang tid det tager for toilettets cisterne at blive fyldt efter at der er trukket ud. Det er ikke videre troværdigt.

Det andet problem er at Brinkmanns implicitte argument indeholder et falsk dilemma: enten er viden (og motion, og kunst, og...) instrumentelt værdifuldt fordi det bidrager til BNP, eller også er det intrinsisk værdifuldt ("i sig selv"). Men der findes et oplagt tredje alternativ: at viden (og motion, og kunst, og...) er instrumentelt værdifuldt når det bidrager til at mennesker har gode liv (velfærd), uanset om det sker ved at øge BNP eller på anden vis. Faktisk kan Brinkmanns centrale pointe derved styrkes: det er forfejlet at fokusere ensidigt på BNP, netop fordi det i sidste ende er velfærd vi bør bekymre os om, og en stigning i BNP i bedste fald kun er en måde at øge vores velfærd, og i værste fald sker en stigning i BNP på bekostning af vores velfærd.

Brinkmann forsøger faktisk senere at argumentere for at der findes værdier, som ikke kan eller bør tænkes som en del af at fremme menneskelig velfærd: "[J]eg forsøger at dekonstruere ideen om, at ting kun har værdi, hvis de har nytte. [...] Selve den stræben - måske også mod lykken - kan sommetider ofte afskære os fra at blive lykkelige. I ræset efter at opnå noget afskærer vi måske os selv fra det. Det er et paradoks. Så prøver jeg at vende det om: Det, der er mest nyttigt i relation til at leve meningsfuldt, er det unyttige. [...] Vi er tilbøjelige til at affeje det og sige: Det kan vi ikke bruge til noget, det er ikke nyttigt, men det er måske lige præcis det, der er nyttigt, bare i en anden forstand."

Her ender Brinkmann i det modsatte af et falsk dilemma, og sætter sig mellem to stole. Man kan godt have det synspunkt, at der er ting som vi er forpligtede til uanset om de gør nytte (dvs. fremmer velfærd) eller ej - det mente for eksempel Immanuel Kant som Brinkmann også refererer til - selvom man bør holde sig for øje hvor seriøse teoretiske udfordringer sådanne teorier har. Men i så fald er det for det første irrelevant om instrumentalisering og jagten på lykke står i vejen for lykken, og for det andet ikke et udsagn om at noget har værdi (aksiologi), men om hvad vi bør gøre uanset værdier (normativitet). 

Et i mine øjne mere oplagt alternativ er anerkende, at vi har stærke grunde til at fremme menneskelig velfærd, fordi den er værdifuld, herunder acceptere at ting kun har værdi hvis de gør nytte, men holde fast i at en central komponent i, at have et værdifuldt liv er, at man kan finde mening i sit liv. De ting som Brinkmann fokuserer på er vigtige netop fordi de er essentielle for at give mennesker gode liv, og den rationalisering af vores forhold til dem, som Brinkmann anfægter, kan være skadelig netop fordi den forhindrer dem i at spille denne rolle. I formuleringen af sin kritik ender Brinkmann i stedet med at smide velfærdsbarnet ud med instrumentaliseringsbadevandet.


Noget lignende er på spil i Brinkmanns diskussion af problemerne med instrumentalisering og nyttetænkning (som i parentes bemærket er en implicit kritik af utilitarisme). Her medgiver Brinkmann at: "[M]an kan aldrig slippe af med instrumentalisering, det er en helt legitim tilgang til verden... [...] Når man køber ind, har man et instrumentelt forhold til kasseassistenten; når man køber hjælp fra håndværkere, har man et instrumentelt forhold til dem. Fint nok. Men man må aldrig, som Kant siger, alene behandle andre mennesker som instrument for det, man ønsker at opnå, men altid også som et mål i sig selv. Skrækscenariet er, at vi kun kommer til at behandle hinanden som ressourcer, for så har mennesker pludselig kun værdi, hvis de præsterer noget - hvis vi får noget ud af dem. Det er jo ikke, fordi vi ønsker at være egoister alle sammen, det er, fordi vi ikke har nogen tænkning, der rækker ud over egoismen."

Brinkmanns påstand er først og fremmest sociologisk: den instrumentalisering som præger samfundet gør os til egoister, der behandler andre mennesker som ressourcer for vores individuelle projekt med at optimere vores egen velfærd. Men der forekommer også at være en etisk pointe: at vi, hvis vi vil have et alternativ til egoisme, er nødt til at droppe instrumentalisering til fordel for at "behandle mennesker som mål i sig selv". Her mener Brinkmann muligvis "mål i sig selv" i Kants forstand, hvor mennesker ikke er værdifulde, og deres velfærd heller ikke er det, men hvor vi ikke desto mindre har fornuftsgivne etiske pligter overfor dem, fordi de også er fornuftsvæsener. I så fald er det imidlertid ikke instrumentaliseringen som er problemet, men det overhovedet at basere etik på, at noget har værdi; det rimer dårligt på resten af Brinkmanns forsvar for det værdifulde.

Alternativt mener Brinkmann at vi skal huske, at andre menneskers velfærd også er værdifuld - de utilitarister som udsagnet ligner en kritik af ville sige at andre menneskers velfærd er lige så værdifuld som min egen - men i så fald er det ikke instrumentalisering der er problemet; det er derimod manglende altruisme.

Alle problemerne dukker op og flettes sammen når Brinkmann sætter trumf på: "Det er en provokerende tanke i en moderne tid, hvor vi netop tænker subjektivistisk om værdier - jeg kan da kun have pligt over for noget, jeg selv mener har værdi. Jeg forsøger i min bog at vende dette på hovedet og sige: Nej, du har pligt til at passe på det, der har egenværdi«. Hvad kunne det være? »Det er eksempelvis et begreb som ' sandhed'. Hvorfor skal man tale sandt? Jamen, det skal man, fordi det har værdi i sig selv at tale sandt. Hvad nu, hvis man gør sandheden relativ til, hvad jeg får ud af den? Jamen, så skal man kun tale sandt, hvis man får noget ud af det. Men det går jo ud over andre mennesker, hvis vi lyver for dem."

Helt umiddelbart kan man her bide mærke i at spørgsmålet om "subjektivistiske værdier" er et helt andet end de spørgsmål der iøvrigt er på spil, som snarere hører til i metaetikken. Brinkmann har ret i at lejlighedsrelativisme er relativt udbredt, men man kan ikke slutte fra det metaetiske synspunkt at der findes objektive værdier og grunde, til hvilken karakter de har. Dernæst, og mere substantielt, så kludrer Brinkmann i det når han på en gang siger at vi skal tale sandt fordi vi har pligt til det og fordi det har værdi. De to ting er ikke det samme - det første er en normativ, det andet en aksiologisk påstand - og antageligt mener han det første, ikke det andet. For det tredje er sandheden ikke intrinsisk værdifuld, hvis grunden til at vi skal tale sandt i sidste ende er, at det går ud over andre, hvis vi lyver. Tværtimod - så er grunden, at sandheden (ofte) er instrumentelt værdifuld for (andre) menneskers velfærd, og at vi har (altruistiske) grunde til at fremme denne velfærd.

Uanset hvor mange gode pointer der findes i Brinkmanns kritik, så ville den have stået stærkere hvis den havde haft bedre greb om de moralfilosofiske ideer den jonglerer med. Det er synd, både for Brinkmann men også og især for de mange mennesker for hvem hans grundlæggende budskab giver genlyd.