Videnskabsetik og videnskabelig habitus

For et par uger siden blev jeg kontaktet af en journalist fra Information, som var interesseret i de udfordringer det rejser, at lave et projekt om vaccinationsetik betalt af medicinalindustrien (se tidligere blogindlæg om projektet her, her, og her).

Under og efter at jeg talte med ham har jeg tænkt en del over det, og det forekommer mig, at der er to sæt af beslægtede men også forskellige udfordringer, som knytter sig til henholdsvis videnskabsetik og videnskabelig habitus.

Den første udfordring er den mest oplagte, men også i modsætning til hvad man måske kunne tro den nemmeste at håndtere. Dét, at lave et forskningsprojekt for en interessent, dvs. en person, institution eller virksomhed, som har stærke interesser i hvilke resultater projektet fører til, rejser potentielt en hel række problemer med at sikre at forskningen alligevel er objektiv og redelig, som især er velkendte og omdiskuterede netop i medicinsk forskning sponsoreret af medicinalvirksomheder (men som også optræder for eksempel når forskere laver rapporter for et ministerium, der ønsker sig et bestemt resultat, som nylige sager om forskning i landbrugets brug af gødning og antibiotika har illustreret).

Overordnet er der i hvert fald fem områder hvor det er nødvendigt at være påpasselig:

1) Et forskningsdesign kan prædeterminere et bestemt resultat (”som man spørger får man svar – og vi vil gerne have det her svar”). Hvis interessenten får lov til at bestemme forskningsdesignet, så risikerer man at forskningen skræddersyes til at levere en bestemt konklusion, hvorimod sober forskning tilstræber at spørge åbent, og forfølge argumentet derhen hvor det fører. Det er et problem vi også kender fra politisk nedsatte kommissioner, som ofte arbejder under så snævert et mandat, at svaret næsten er givet på forhånd. Løsningen er armslængde, således at interessenter kan være med til at bestemme hvad der skal undersøges, men ikke hvordan.

2) Forskere kan manipulere med empirien for at imødekomme interessentens ønsker, ved at plukke bestemte dele af den, eller ved decideret at forfalske den. Løsningen er at publicere alle relevante data, f.eks. forsøgsprotokoller og datasæt, samt at lade andre forskere efterprøve resultaterne ved at replicere. Netop det problem er man som filosof forskånet for, da etisk forskning nok trækker på empiri f.eks. i form af epidemiologers studier af fordele og ulemper ved vacciner, men ikke genererer selvstændige data.

3) Et mere relevant problem er, at fortolkninger kan drejes i en bestemt retning både pga. økonomiske interesser og sympati. Næsten al forskning involverer elementer af fortolkning, og det er solidt bevist i adfærdspsykologien, at incitamenter kan have stor effekt på hvordan vi tolker og vurderer, også (og måske især) ubevidst. I min forskning gør det sig for eksempel gældende når jeg skal vurdere hvilken empirisk forskning som er mest troværdig, når forskellige resultater peger i forskellige retninger. Løsningen er for det første at forsøge at minimere indflydelsen af stærkt forstyrrende incitamenter, for eksempel ved ikke at have nære økonomiske eller personlige relationer til interessenter, dernæst at forlade sig mest muligt på den data som der er konsensus om er den bedste, for eksempel Cochrane institutternes metastudier, og endelig at lade sine tolkninger vurdere af upartiske kritikere, for eksempel ifm. fagfællebedømmelse.

4) Forskere kan også argumentere på en måde som ikke er logisk valid, dvs. drage en konklusion som ikke følger af de præmisser der er etableret med udgangspunkt i data. Den slags fejl er ofte relativt lette at spotte for andre specialister, men sådanne fejlagtige ræsonnementer bliver ind imellem ikke opdaget fordi fagfællebedømmelse springes over eller udføres helt overfladisk gennem ”old-boys”-netværk. Derfor er det centralt at forskning publiceres i seriøse tidsskrifter, hvor der finder en ordentlig fagfællebedømmelse sted, og at hverken redaktører eller bedømmere har nære relationer til forfatteren eller interessenter.

5) Endelig er et overraskende almindeligt og undervurderet problem, at negative resultater ikke bliver publiceret. Det er et problem både systematisk, som den nylige repliceringskrise i psykologien har illustreret, men også, og især, når en interessent sponsorerer flere studier af det samme, og efterfølgende kan vælge f.eks. kun at publicere de studier som viste en statistisk signifikant effekt. En virksomhed, som har brug for at dokumentere at deres nye produkt virker bedre end konkurrentens eksisterende, kan finansiere 10 studier, og efterfølgende offentliggøre de 2 der viste en (lille) fordel, og 2 af de studier der viste ingen forskel, men begrave de 3 studier som viste at produktet virkede (lidt) dårligere, og de 3 andre som viste ingen forskel. Hvis alle studierne var publiceret ville den samlede konklusion være at præparatet virkede lige så godt eller en smule dårligere. Men ved at begrave de negative resultater kan det i stedet komme til at se ud som det virker bedre. Løsningen er at stille krav om at alle resultater når det overhovedet er muligt publiceres.

Herhjemme er disse problemer bl.a. blevet rejst af Peter Gøtzsche, men i international sammenhæng er Ben Goldacres ”Bad Pharma” nok den bedste kritiske introduktion , og en tekst som jeg havde meget i mente under projektet. Men det er vigtigt at understrege, at så alvorlige som disse problemer er, så er de også som forsker relativt lette at håndtere, netop fordi problemerne er velkendte, og der er etablerede praksisser for hvordan man som forsker skal undgå eller minimere dem.

Den anden udfordring er på sin vis sværere. Den handler om hvordan ens habitus, eller lidt mere jordnært formuleret troværdighed og autoritet som forsker, bliver påvirket af, at forskningen er betalt af en interessent. Konkret så kan det underminere min habitus som forsker i vaccinationsetik, at der overhovedet kan rejses en anklage om at jeg er "i lommen på medicinalindustrien", underforstået, at jeg er blevet betalt for mene noget bestemt, og formidle disse synspunkter som baseret på forskning. 

Det er at bemærke en passant noget nær det groveste man kan anklage en forsker for, men problemet her er ikke i første omgang at det er forkert, og derfor krænkende. Problemet er at det er relativt kompliceret at vise at det er forkert, fordi det kræver en grundig forklaring af hvilke problemer det kan medføre at blive betalt af interessenter, og hvorfor de ikke har præget den aktuelle forskning. I almindelighed er det sådan i den offentlige debat, at synspunkter som er lette og hurtige at forstå gør større indtryk end synspunkter som kræver mere tid og energi at begribe; forsvaret mod anklagen er alene af den grund vanskeligere stillet end anklagen.

Oven i købet er det sådan, at selv hvis man kan lokke et publikum til at følge med i en sådan redegørelse for hvorfor anklagen er grundløs, så kan den nogle gange have en følelsesmæssig effekt, selv hos de personer som accepterer at den er grundløs. Den umiddelbare negative affekt, som mistanken skaber, kan være vanskelig at ryste af sig igen, lidt på samme måde (omend nok mindre dramatisk...) som anklagen om pædofili uundgåeligt præger hovedpersonens relationer til venner og kollegaer, også efter at han er blevet renset, i Susanne Bier's film "Jagten".

Spørgsmålet er hvad man som forsker skal stille op, men fordi der her er tale om en slags PR-problem snarere end et egentlig problem med forskningen, så er der her langt færre etablerede praksisser og rutiner. 

Det bedste svar er nok at insistere på at forskning må vurderes som forskning, ikke som udsagn fra en bestemt afsender. Det er i praksis at afskrive sig sin habitus, og har derfor en høj pris, men til gengæld den fordel at fokus kan rettes hen hvor det retteligt hører hjemme: på argumenter og data. Givet at vi alt for ofte i den offentlige debat bliver bedt om at acceptere synspunkter alene fordi den person som fremsætter dem har en særlig status, som talsperson, politiker, eller ekspert, så forekommer det at være en strategi som der under alle omstændigheder er grund til at støtte.

Dusører for at hjælpe politiet – godt eller skidt?

Jeg blev i sidste uge kontaktet af en journalist, som spurgte hvad jeg mente om, at politiet udlover dusører for hjælp med at opklare forbrydelser. Anledningen var, at der er udlovet en usædvanlig stor dusør for hjælp med at finde frem til den eller de personer, som i august smed en betonklods fra en motorvejsbro ned på en kørende bil, og derved dræbte en tysk kvinde.

Jeg var i udgangspunktet tøvende med at udtale mig, for det er ikke en problemstilling jeg tidligere har arbejdet med, men endte med at pege på et par ting som virkede relevante. Artiklen er blevet vinklet lidt mere dramatisk end jeg ville have foretrukket – jeg var og er faktisk ikke sikker på om jeg mener, at dusøren er etisk problematisk eller ej – men spørgsmålet er interessant, og jeg har efterfølgende tænkt en del over det.

Så vidt jeg umiddelbart kan se, så er der ingen der rigtig har behandlet emnet i faglitteraturen. Mine overvejelser er blandt andet derfor tentative, men jeg tror at der i en dansk kontekst, er i hvert fald fire forhold, som man bør have blik for, når man overvejer, om det er en god eller dårlig ide, at udlove en dusør: et om effektivitet, et om fairness, et om signaler og normer, og et om prævention.

For det første så er der en del som tyder på, at det vil være relativt sjældent, at dusøren har den effekt, at politiet får adgang til ny information, som de kan bruge til at opklare en forbrydelse. De fleste almindelige borgere i Danmark har en meget høj grad af tillid til myndighederne, samt et stærkt ønske om at bidrage til at opretholde samfundsordenen, og er derfor typisk villige til at hjælpe med opklaringen af forbrydelser uden at få penge for det. 

I de fleste sager hvor politiet mangler beviser, og hvor der faktisk findes personer som kunne hjælpe med opklaringen, er problemet antageligt enten 1) at disse personer ikke er opmærksomme på, at politiet mangler den viden de besidder, eller 2) at de har meget stærke grunde til ikke at ville hjælpe, for eksempel fordi de selv er gerningsmanden, eller står i en nær personlig relation til gerningsmanden.

For gruppen af uvidende men velvillige informanter kan en dusør være til nytte, hvis den betyder at sagen får fornyet opmærksomhed, og der derved er personer som opdager, at politiet mangler deres hjælp. Men i dette tilfælde kunne samme resultat ofte være opnået ved andre måder at skabe opmærksomhed på, for eksempel ved at politiet eksplicit bad om hjælp til opklaringen i medierne (hvilket jævnligt forekommer). Dusøren er i så fald overflødig.

For gruppen af uvillige informanter vil det i mange tilfælde være tvivlsomt om en dusør kan få folk til at ændre holdning. Forestil dig for eksempel at du er forælder til en 16-årig dreng, og opdager at han har smidt en sten fra en motorvejsbro, som har dræbt en person. Men forestil dig at du beslutter dig for ikke at melde ham til politiet, måske fordi han er tydeligt sønderknust af skam og anger, og du ikke kan bære tanken om, at han også skal straffes med fængsel. Vil fristelsen ved en stor dusør i den situation gøre nogen forskel for din beslutning? Det virker tvivlsomt – antageligt vil de fleste forældre i en sådan situation blive decideret fornærmede ved tanken om, at de af den grund skulle kunne finde på, at melde deres barn til politiet. Dusøren er i så fald virkningsløs.

Man kan her måske indvende, at en dusør jo kun udbetales når den faktisk fører til, at politiet får hjælp til at opklare en forbrydelse. Selv hvis det sker overordentlig sjældent, så koster det ikke noget særligt at udlove dusøren i alle de tilfælde, hvor ingen tager imod den.[1] Givet at det i hvert fald en sjælden gang imellem gør gavn, så kunne det derfor alligevel godt være en god ide, at udlove dusører.

Den konklusion undermineres imidlertid af de to næste pointer. Det andet forhold er nemlig det, at der er stærke grunde til at behandle alle sager lige i retsvæsenet. Det kan både skyldes en forestilling om at sådan formel lighed, eller fairness, har en betydning i sig selv, eller (mere plausibelt, mener jeg), at oplevet fairness er vigtig for borgeres tillid og vilje til at støtte retssystemet. I begge tilfælde kan det være et problem, hvis politiet udlover dusører i nogle sager, men ikke i andre. Derved øges chancen for at opklare disse sager (om end måske kun en meget beskeden smule), og eventuelle ofre får bedre mulighed for at få tilfredsstillet det behov for retfærdighed som de fleste ofre oplever. Problemet kunne løses hvis man udlovede dusører i alle sager, men det er næppe ønskeligt blandt andet fordi det ville være overordentlig dyrt at udbetale dusører i alle de sager, hvor borgere i dag og under alle omstændigheder bidrager med information. 

For det tredje, så risikerer udlovningen af dusører at sende et uheldigt signal til borgerne, om hvilke grunde staten forventer at borgerne vil reagere på, og lade sig overtale til at hjælpe politiet af. Sat på spidsen, så kan udlovningen af en dusør opleves som et udsagn om, at staten forventer, at borgerne ikke vil være villige til at hjælpe politiet, hvis ikke de får penge for det. For hvis de var villige til at hjælpe gratis, så ville udlovningen af en dusør jo være overflødig.

Det behøver ikke at være tilfældet at staten faktisk mener dette, og det behøver heller ikke engang være rigtigt, at det faktisk er rimeligt at tolke udlovningen af dusører på denne måde (en mere rimelig og barmhjertig tolkning er, at staten mener at der er en lille gruppe borgere, som kun er villige til at hjælpe, hvis de bliver betalt for det). Det er tilstrækkeligt at det af mange mennesker, for en overfladisk betragtning, kan se ud som om, at det er det staten mener.

Hvorfor er et sådan signal potentielt problematisk? Nogle ville rejse mere abstrakte indvendinger, men jeg tror det bedste svar er, at det risikerer at blive en selvopfyldende påstand, dvs. at uanset at det ikke var rigtigt, at de fleste borgere kun var villige til at hjælpe mod betaling inden staten sagde det, så bliver det sådan mange borgere tænker efter at staten har sagt det. Det er naturligvis næppe noget som sker ved at staten en enkelt gang og undtagelsesvis udlover en dusør. Der er snarere tale om at hver brug af dusører har en lille omkostning i form af, at sende et sådant negativt signal, og at det vil have en synlig effekt over tid, hvis staten udlover dusører tilstrækkeligt mange gange.

Teoretisk er der tale om, at staten underminerer en norm, ved implicit at udtrykke forventninger til hvordan andre vil agere. Det er et relativt velstuderet fænomen i adfærdsøkonomi og spilteori. Det klassiske eksempel er Titmuss' studie af hvordan det, at tilbyde bloddonorer betaling for blod, reducerer antallet af donorer, fordi man derved underminerer den altruistiske norm om at donere for at gavne andre, og erstatter den med et mindre effektivt økonomisk incitament.

Bør vi så droppe brugen af dusører? Et fjerde forhold taler for at vi måske alligevel bør bruge dem i nogle tilfælde. Udover de allerede diskuterede effekter, så kan udlovningen af en dusør nemlig også tænkes at virke præventivt i nogle tilfælde. I almindelighed er der grund til at være skeptisk overfor forestillingen om, at personer handler rationelt, når de beslutter at begå en forbrydelse. Det spiller for eksempel tilsyneladende ingen særlig rolle hvor strenge straffe man truer potentielle forbrydere med.[2] 

Men en ting som faktisk kan spille en rolle, er potentielle forbryderes oplevelse af risikoen for at blive fanget, og her kan man forestille sig, at udlovede dusører kan have en effekt. For eksempel kom der i kølvandet på sagen om den tyske kvinde som blev dræbt af en sten fra en motorvejsbro en hel række lignende sager, enten fordi gerningsmanden gentog forbrydelsen, eller fordi andre kopierede den. Det er ikke urimeligt at forestille sig, at det at medierne rapporterer, at der er udlovet en rekordhøj dusør for at fange den skyldige i nogle tilfælde kan afskrække potentielle gerningsmænd fra yderligere gentagelser.

Hvor stor sådan en effekt er vil i praksis være nærmest umuligt at afgøre, og som begrundelse for at bruge dusører afhænger styrken af argumentet helt af hvor stor effekten er. Ikke desto mindre så taler det trods alt til fordel for at udlove dusører i nogle situationer, hvor det er rimeligt at formode at det kan have en virkning.

Samlet set er det vanskeligt at tage afgørende stilling for eller imod brugen af dusører. Der er nogle forhold som taler for, og andre imod, og begge afhænger i meget høj grad af empiriske forhold som det er vanskeligt, at få grundig indsigt i. Givet at emnet er stort set uberørt i litteraturen bør det ikke overraske os. Som så ofte er den mest meningsfulde konklusion det meget lidt tilfredsstillende ”further research is needed”.

---

[1] Det koster noget, ikke ingenting, fordi der normalt vil være en ”opportunity-cost” ved at binde sine penge til udlovningen af en dusør i et bestemt tidsrum. Man kan gå glip af muligheder, som man ellers kunne have investeret pengene i, eller blive tvunget til at betale en højere pris for at løse et andet problem, som bliver værre over tid, og derfor er dyrere at håndtere, på det tidspunkt hvor man endelig annulerer dusøren og får pengene tilbage.

[2] Der er visse undtagelser, typisk dem hvor forbrydelsen udføres for egen vinding, kræver planlægning og sker i koldt blod, for eksempel økonomiske forbrydelser.

At være eller ikke være dansker

DF har formået endnu engang at tiltrække sig skandaløs opmærksomhed, ved at lade Martin Henriksen offentligt at udtrykke tvivl om en anden persons danskhed. Efterfølgende har en hel række personer i og omkring DF kludret i det med at forsøge at forklare hvad det egentlig vil sige at være dansk, og hvordan man kan vide, om en person er eller ikke er det. Det er ikke en ny problematik - den dukker op med et par års mellemrum - og de bud som optræder i debatten er ikke blevet bedre eller mere reflekterede siden sidst.

Som Nils Holtug har gjort opmærksom på er et af problemerne at flere forskellige spørgsmål blandes sammen i det tilsyneladende enkle spørgsmål: "Hvad vil det sige at være dansk?"

For det første er der flere forskellige betydninger af danskhed, som kan forveksles og rodes sammen.

For det andet indeholder spørgsmålet implicit også en normativ dimension. Der er ikke kun tale om hvem som er danske, men også om hvem som faktisk, og sådan helt rigtigt "er danske", hvilket vil sige hvem som bør være (og især ikke bør være) med i det fællesskab vi kalder "danskere", og hvordan vi skal behandle folk som henholdsvis er og ikke er med i fællesskabet.

For at tage den deskriptive betydning af danskhed først, så er det helt oplagt, at der er visse betydninger af dét, at være dansk, som er ukontroversielle, men også i denne sammenhæng irrelevante.

Man er for eksempel dansk i en juridisk forstand, hvis man har status som dansk statsborger, men det er ikke den form for danskhed, som er på spil, og det er i virkeligheden forståeligt at deltagere i debatten kan blive irriterede, hvis man blander den betydning af danskhed ind i det.

Der er også en betydning af danskhed som handler om selv-identifikation, fint opsummeret i Johanne Schmidt Nielsens slogan, at "man er dansk, hvis man føler sig dansk". Den betydning har mindst tre problemer.

Det første er det helt banale, at definitionen er cirkulær, fordi det at føle sig dansk optræder i definitionen på det, at være dansk. Vi kan kun vide hvad det vil sige at føle sig dansk, når vi har givet indhold til begrebet "dansk", og det er jo det, som det var meningen at definition skulle gøre.

For det andet så er det, ligesom ovenfor, typisk ikke den betydning som reelt er på spil, og kan derfor i bedste fald opleves som en måde at forplumre diskussionen på af de som har en anden betydning af danskhed i mente.

For det tredje (her foregriber vi den normative problematik) så vil mange af de, som mener at danskhed er vigtigt, opfatte udsagnet som en provokation, hvis det også skal forstås som et udsagn om hvem som bør være danske. Det er lodret forkert, vil nationalister typisk mene, at det er tilstrækkeligt at man selv føler at man er dansker (oven i købet måske i mere eller mindre den betydning man selv vælger at lægge i at føle sig dansk!), for at man skal have lov til at være medlem af det fællesskab, vi kalder "danskere".

Den betydning som reelt er på spil en en form for kulturdanskhed. Danskhed i denne kulturelle betydning er antageligt det, som Wittgenstein kaldte for et familielighedsbegreb. Det betyder at der ikke er én bestemt definition på kulturel danskhed, eller mere teknisk, et sæt af nødvendige og tilsammen tilstrækkelige betingelser for at være kulturdansk. Det er forklaringen på at det altid lyder fjollet når folk alligevel forsøger at nævne hvad det er for nogle kriterier som skal være opfyldt, for at man er kulturdansk. "Man skal spise flæskesteg" - nej, det skal man ikke, for der er masser af personer som vi alle er ukontroversielt enige om, er kulturdanske i den betydning også DF har i tankerne, som ikke spiser flæskesteg (f.eks. vegetarer som jeg selv, eller personer som ganske enkelt ikke er vilde med svinekød).

Et familielighedsbegreb har i stedet en slags løs tjekliste, hvor man skal opfylde ikke alle, men tilstrækkeligt mange betingelser, for at være kulturdansk. Det kunne med et klodset og let karikeret eksempel være
a) Man taler dansk på meget højt niveau.
b) Man er lys i huden.
c) Man interesserer sig for fodbold og håndbold.
d) Man drikker øl.
e) Man kender de fleste af og holder af i hvert fald nogle af de vigtigste dele af de sidste 50 års dansksprogede æstetiske kultur, f.eks. Gasolin, Shu-Bi-Dua, og Medinas musik, Olsen-Banden filmene, "Nattevagten", "Bænken" og "Pusher", og Ole Lund Kirkegaards børnebøger, Jussi Adler-Olsens krimier, og H.C. Andersens eventyr.
f) Man er kristen på den afslappede måde hvor man bliver konfirmeret mest for gaverne, gerne vil giftes i en kirke, og tror "på et eller andet".
g) Man er glad for traditionelle danske madretter, som frikadeller, stegt flæsk, karry-sild, flæskesteg, og risengrød, og/eller for nyt nordisk køkken á la Meyer og NOMA.
h) Man fejrer jul med juletræ, gaver og julekalender i fjernsynet, og Skt. Hans med bålafbrænding og midsommervise.
i) Man cykler, i hvert fald nogle gange.
j) Man sympatiserer med og støtter et eller flere af de politiske partier, som er repræsenteret i folketinget.
k) Man bor i Danmark.
l) Man følger med i danske nyheder i et eller flere af de store danske medier, enten via radio, tv, avis, eller internet.
m) Man har et navn fra en navnetradition som går mindst 50-100 år tilbage i Danmark.
o) Man går i jeans, har kort hår og er barberet hvis man er mand, og langt løst hår hvis man er kvinde.
p) etc.

Der behøvede i princippet ikke være en eneste person i Danmark, som levede op til hvert eneste sådant kriterie (selvom der nok er det), og man kan sagtens være kulturdansker, selvom man ikke kan sætte kryds ved flere af dem. Men der er en (vagt defineret, blød, omskiftelig) grænse for hvor mange man kan kikse, og hvis man overskrider den grænse er man ikke længere dansk i denne betydning.

Når DF'ere siger om personer som er danske i de to andre betydninger, dvs. at de har dansk statsborgerskab og identificerer sig som danske, at de ikke er danske, så er det denne grænse de har i tankerne, og udsagnet er noget i retning af "der er for mange kriterier du ikke lever op til".

Det fungerer især på den måde, at der er nogle bestemte kriterier som er meget vigtige, og nogle bestemte afvigelser fra de kriterier, som trækker meget langt ned. Sat på spidsen kan man måske godt få lov til at være kulturdansk selvom man ikke er kristen men ateist OG er mørk i huden, hvis man lever op til alle de andre kriterier. Men hvis man også har et navn fra en anden navnetradition, eller hvis man ikke er kristen men muslim(!), så er løbet kørt, uanset hvor højt man elsker fodbold, Carlsberg og Olsen-Banden.

Hvor denne grænse går kan man naturligvis være uenig i, og noget af den substantielle uenighed i debatten går på om DF har for krævende eller bare et forkert begreb om danskhed på denne måde. Forskellige personer kan nemlig have forskellige lister, eller lister hvor i hvert fald nogle punkter er forskellige, og der kan på den måde være uenighed om præcis hvad det vil sige at være kulturdansk, men der er typisk tilstrækkeligt overlap til at vi kan tale sammen om begrebet.

Denne uenighed overskygger imidlertid ofte en anden og vigtigere uenighed, nemlig den normative. En måde at illustrere det på er at pege på, at det helt oplagte svar til et udsagn om at man "ikke er dansk" er "og hvad så?" I udgangspunktet kunne det vel være fløjtende ligegyldigt, om man var eller ikke var kulturdansk, på den måde at man lever op til tilstrækkeligt mange kriterier på en anden persons tjekliste? Hvad hvis man hellere vil være på en anden måde? Frie samfund som det danske er jo netop kendetegnet ved, at vi forsøger at give plads til at folk kan indrette deres liv på mange forskellige måder? Problemet her er, at når DF'ere siger om en anden person, at vedkommende ikke er dansk, så lurer der lige neden under det faktuelle udsagn (at personen ikke er kulturdansk) et implicit normativt udsagn: "og derfor bør du heller ikke være en del af det danske fællesskab".

Bemærk at "det danske fællesskab" her betyder, og er nødt til at betyde, noget andet end bare "gruppen af personer som er kulturdanske". Det betyder, ironisk nok, snarere noget i retning af den juridiske definition af danskhed, forstået på den måde, at det er et udsagn om at man ikke bør have dansk statsborgerskab, opholdstilladelse, etc. Men jeg tror der ligger endnu et niveau bagved.

Det definerende træk ved nationalister er, at de mener at vi har særlige moralske forpligtelser overfor de personer, som er en del af vores nationale fællesskab. I modsætning til alle mulige mennesker i resten af verden, så har vi overfor lige netop disse mennesker en pligt til at tage os af, passe på, og hjælpe hinanden.

I sidste ende betyder udsagnet "du er ikke dansker" derfor noget i retning af "du lever ikke op til tilstrækkeligt mange af de kriterier, som jeg mener der skal til, for at man er kulturdansker, og derfor bør vi heller ikke hjælpe dig, passe på dig, og tage os af dig, på den måde som vi ellers skal overfor kulturdanskere." Det er indrømmet noget mindre mundret, så jeg kan godt forstå at man kan foretrække den korte udgave, men den indbyggede kompleksitet som derved skjules, er også en del af forklaringen på, at debatten så let kan blive rodet.

Er det så et rimeligt synspunkt? Bør vi ekskludere personer fra et moralsk fællesskab, hvis de ikke klarer tjeklisten for et kulturelt?

Nej, naturligvis ikke. For det første fordi der ikke er nogen objektiv definition af kulturdanskhed - det vil sige, der er ikke nogen tjekliste, som vi alle bør rette os efter - så vi kan være uenige om hvilke kriterier som skal optræde, uden at der findes en løsning, ganske enkelt fordi der ikke er nogen tjekliste som er bedre end de andre. Det er den helt centrale pointe i opgøret med kulturessentialisme, som var en vigtig erkendelse i midten af 1980'erne, og som antropologer og politiske filosoffer er blevet udmattede af at gentage til bevidstløshed lige siden.

For det andet fordi, selv hvis vi på en eller anden måde blev enige om en tjekliste, så ville synspunktet, at vi har særlige moralske forpligtelser overfor de mennesker som ligesom os selv lever op til tilstrækkeligt mange kriterier på listen, være komplet utroværdigt. Der er mig bekendt ingen seriøse tænkere som har forsvaret noget der bare mindede om et sådant synspunkt, og de nærmest beslægtede, f.eks. David Millers forsvar for liberal nationalisme, møder så stærke indvendinger i faglitteraturen at de må betragtes som overordentligt tvivlsomme.

Der kan naturligvis være instrumentelle forklaringer på hvorfor vi skal behandle visse personer anderledes - det kan for eksempel være bedst for alle parter, at indrette et system hvor små lokale fællesskaber samarbejder, men i udgangspunktet er ansvarlige for og bruger flere kræfter på medlemmerne af deres eget fællesskab. Det er en model vi for eksempel kender fra de danske kommuner. Men de sidste 20 års forskning har vist, at det er overordentlig vanskeligt at begrunde afvigelser fra det kosmopolitiske princip, at alle mennesker i udgangspunktet er moralsk lige.

Det er den manglende forståelse for det princip, som er den egentlige fejl i DF'eres anklage om manglende danskhed.