Skitser til en dataetik 1: fordele og fejl

(Advarsel: *nørdet*. Dette indlæg er, selv efter denne blogs standard, ret abstrakt og teknisk.)

Dataetik har været et hedt emne de seneste par år, med bl.a. Gladsaxe-sagen, Cambridge Analytica skandalen, og nedsættelsen af en dataetisk ekspertgruppe, som anbefaler oprettelsen af et dataetisk råd. Men som det ofte er tilfældet med den type fænomener, så er der en del tvivl og forvirring ikke bare om hvilke svar dataetikken giver, men om hvilke spørgsmål den stiller, det vil sige hvad dataetik mere præcist er.

En af mine nye opgaver på IMR er at arbejde med dataetik, og i den forbindelse er jeg i gang med både at læse mig ind på emnet, og at tænke over hvad jeg egentlig mener om det (tænke mere over det, burde jeg måske skrive - jeg har tidligere tænkt og skrevet om brugen af algoritmer i politiet, såkaldt "predictive policing"). Selvom der er masser af usikkerheder, så er der en del pointer, som jeg allerede er relativt sikker på. I dette første afsnit handler det om dataetik som anvendt etik, samt om de fordele brugen af algoritmer har, og de fejltyper de kan involvere.

Dataetik er anvendt etik
For det første: dataetikken er en gren af anvendt etik, det vil sige, at den er den etiske analyse af et konkret område. I dette tilfælde groft sagt indsamlingen af store mængder data, især gennem internettet og samkøring af registre, analyse af disse data, og handlinger på baggrund af disse analyser. Indsamling, analyse og handling på baggrund af data er naturligvis ikke nyt. Det har analytikere, forskere og embedsmænd gjort i årtier.

Det, som gør dataetik til noget særligt, er at alle tre komponenter i stadigt større omfang udføres af algoritmer med begrænset menneskelig deltagelse. Det er disse tre typer handlinger (især når de optræder i kombination), og det særlige forhold at det fortrinsvis er algoritmer som udfører en eller flere af dem, som er dataetikkens genstandsfelt.

Den første komponent, indsamlingen af data, rejser en lang række udfordringer om privatlivsbeskyttelse. Mange af disse er imidlertid relativt velkendte fra tidligere diskussioner af overvågning og dataindsamling. Det samme gør sig ikke gældende for de etiske udfordringer som knytter sig algoritmers analyse og handlinger (eller handlinger på baggrund af en analyse eller anbefaling fra en algoritme), som i meget begrænset omfang er blevet studeret og diskuteret. Kald disse funktioner for "algoritmiske agenter".

Spørgsmålet er så hvilke særlige etiske forhold, som knytter sig til algoritmiske agenter. En detaljeret analyse bliver hurtigt kompleks, men jeg tror man relativt enkelt kan tegne følgende overordnede billede: Der er tre særlige fordele, som begrunder indsamling, analyse og handling på baggrund af data, nemlig effektivisering, minimering af menneskelige fejl, og ensartethed. Der er på den anden side også en hel række potentielle udfordringer. De handler overordnet om fejltyper, forskelsbehandling og fordelingseffekter, datakvalitet, transparens, reaktionseffekter, og værdier. En samlet dataetik foretager en grundig vurdering af hvordan algoritmiske agenter er stillet med hensyn til hver af disse faktorer. I dette, og de følgende indlæg, vil jeg lidt mere beskedent nøjes med at skitsere faktorerne.

Effektivisering
Den altoverskyggende fordel ved brugen af algoritmiske agenter er, at det (typisk) er langt billigere, at få en algoritmisk agent til at udføre en opgave, end det ville være at få et menneske til at udføre opgaven. En algoritme kan typisk udføre den samme rutine tusindvis af gange hurtigere end et menneske, og selvom der ofte er store opstartsomkostninger, så er der typisk forholdsvis beskedne udgifter til strøm, sikkerhed og vedligeholdelse, når først algoritmen er udviklet og hardwaren til at køre den er installeret.

De besparelser man kan opnå på denne måde er i første omgang økonomiske, men de bliver etisk relevante, for så vidt som de ressourcer, som effektiviseringen frigiver, kan bruges på etisk relevante måder. Det kan for eksempel være ved at tilføre dem til etisk betragtet gode opgaver, som har for få ressourcer, og hvor der ikke er samme mulighed for at bruge algoritmer. I en nøddeskal: brug algoritmer til at frigive ressourcer i forvaltningen, og ansæt flere pædagoger i vuggestuerne.

Maskine > menneske
Én ting er, at algoritmer, som ovenfor anført, kan løse nogle opgaver hurtigere og billigere end mennesker kan. En anden, og nok så væsentlige fordel er, at algoritmer i nogle sammenhænge kan løse opgaver bedre end mennesker ville kunne. Med et berømt eksempel, så er verdens uden sammenligning stærkeste skakspiller DeepMinds AlphaZero, hvilket blot er en anden måde at sige, at denne (ekstremt komplekse og meget hardware-krævende) algoritme løser opgaven - at vinde i skak - bedre end noget menneske kan.

Der er overordnet to grunde til, at algoritmer i nogle situationer kan løse opgaver bedre end mennesker: råstyrke og objektivitet. Råstyrke handler om det forhold, at sofistikerede algoritmer kan håndtere langt større mængder data end mennesker kan (indenfor det snævre udsnit af virkeligheden, som algoritmen er udviklet til). En algoritme kan således give korrekt vægt til mange flere faktorer i en vurdering, end mennesker normalt er i stand til.

Objektivitet handler om, at mennesker er udstyret med en lang række kognitive bias, og ofte også sociale eller kulturelle bias, som algoritmer kan undgå. I de situationer, hvor det er en god ting, at løse en opgave så godt som muligt, er det derfor en fordel ved algoritmer, når de kan løse den bedre, end mennesker kan.

Ensartethed
En sidste potentiel fordel, som følger umiddelbart af den foregående, men nok er noget svagere, er at algoritmiske agenter kan sikre ensartethed i behandlingen. Mange vil intuitivt mene, at det er en god ting, hvis lige sager behandles lige, for eksempel sådan at der ikke er dramatisk større chance for at blive tilkendt førtidspension, hvis man bor i en kommune, end hvis man bor i en anden.

Man kan diskutere hvorfor en sådan ensartethed er ønskelig - jeg læner mig imod at den primært er god, når den skaber gavnlige responseffekter, f.eks. tillid til systemet, og når den er udtryk for at sager behandles korrekt (hvis to ens sager behandles forskelligt, vil det normalt følge logisk, at mindst én af dem behandles forkert). Men for så vidt at den er en fordel, vil algoritmiske agenter i mange tilfælde kunne øge den, ganske enkelt fordi kompetencer og indflydelsen fra kognitive og socio-kulturelle bias varierer mellem mennesker.

Store, små, mange og få fejl
Det er imidlertid ikke så enkelt, som det måske kunne se ud, at vurdere hvor god en algoritmisk agent er til at løse en opgave. En central komplikation er, at det for en given type opgave vil være muligt at løse opgaven bedre eller dårligere, både ved at svare rigtigt eller forkert flere eller færre gange, men også ved at størrelsen af de fejl agenten laver er forskellige.

En algoritme som analyserer patient-scanninger for kræft kan således være god eller dårlig til at vurdere, om patienten har kræft, men den kan også lave større eller mindre alvorlige fejl, hvis den programmeres til at anbefale en bestemt type behandling. Nogle typer fejlbehandling kan være relativt uproblematiske, mens andre kan være livsfarlige, og det gør en forskel om de fejl algoritmen eventuelt laver er af den første eller den sidste karakter.

Når vi vurderer algoritmiske agenter skal vi således kigge både på antallet af fejl de laver, og på størrelsen af disse fejl, og finde en måde at afveje disse to forhold: er for eksempel en algoritme som laver flere men gennemsnitligt mindre fejl end et menneske bedre eller dårligere til at løse opgaven?

Type et og type to fejl
En faktor som medvirker til, at fejl kan være større eller mindre er, at agenter i almindelighed kan begå to forskellige typer fejl. De kan fejlagtigt kategorisere en ting som medlem af en gruppe, den ikke er medlem af (type 1, eller false positive-fejl), eller de kan fejlagtigt kategorisere en ting som ikke-medlem af en gruppe, som den faktisk er medlem af (type 2 eller false negative-fejl). Ofte vil det både være sådan, at vi er tvunget til at vælge mellem, om vi vil lave flest af den ene type fejl eller af den anden type fejl, og at de to typer fejl ikke er lige vigtige.

Et velkendt eksempel er det forhold, at en domstol kan begå fejl både ved at frikende en forbryder, og ved at straffe en uskyldig. Man kan forsøge at undgå den ene, den anden eller begge typer fejl på mange måder, men grundlæggende er man tvunget til at vælge mellem hvilken af de to man vil prioritere, fordi det helt afgørende forhold er hvor man sætter tærsklen for, at det betragtes som bevist, at en person er skyldig. Hvis det for eksempel kun skal være 85% sandsynligt, at en sigtet faktisk er skyldig, for at vedkommende kan dømmes, så vil forholdsvis få forbrydere gå fri, men en hel del uskyldige vil blive straffet. Hvis man omvendt sætter tærsklen ved 99.9%, så vil meget få uskyldige blive straffet, men en hel del forbrydere vil gå fri.

Som eksemplet også illustrerer, så vil det ofte være sådan, at vi intuitivt mener, at den ene type fejl er værre end den anden. I strafferetslig sammenhæng mener de fleste for eksempel, at det er langt vigtigere at sikre, at uskyldige ikke bliver straffet, end at sikre at forbrydere bliver det. Det er derfor helt afgørende, når vi skal vurdere kvaliteten af algoritmiske agenter, at se på hvor mange af henholdsvis den ene og den anden type fejl de laver, og at vurdere hvor meget vægt vi skal tillægge det, at undgå henholdsvis den ene og den anden type fejl.

Baseline: bedre end status quo versus bedre end alternativer

I den foreløbige diskussion af fordele og fejltyper har jeg konsekvent talt om, at algoritmer kan være værre eller bedre i forskellige henseender, for eksempel ved at begå flere eller færre af en bestemt type fejl. Et oplagt men ofte overset spørgsmål i den henseende er hvad vi skal sammenligne med, når vi vurderer dette spørgsmål. Det vil sige, hvad er det helt præcist, som algoritmen er værre eller bedre end?

Det nok mest indlysende svar er at sammenligne med menneskelige agenter. Algoritmen har fordele i de henseender hvor den løser opgaven bedre end mennesker, og ulemper i de henseender hvor den løser opgaven dårligere end mennesker. Det rejser dog umiddelbart et nyt spørgsmål, nemlig om hvilke personer vi skal sammenligne med? 

Det er, for at tage et enkelt eksempel, i dag ikke imponerende at konstruere et skak-program som spiller bedre end den gennemsnitlige skakspiller. Det store flertal af skakspillere er middelmådige, i den forstand at der er meget langt fra deres niveau til det absolut højeste niveau, som de bedste menneskelige spillere kan præstere. Et mere relevant sammenligningsgrundlag når vi vurderer skakprogrammers præstation er deres evne til at spille bedre end de allerbedste menneskelige skakspillere (omend det i stigende grad er mest relevant at sammenligne med de stærkeste skakprogrammer, idet disse for længst har overhalet mennesker).

Grundlæggende er der derfor to intuitivt relevante grupper mennesker, som en algoritmisk agent kan sammenlignes med: 1) den gruppe af mennesker, som indtil nu har udført algoritmens funktion, eller som ville udføre algoritmens funktion hvis mennesker skulle løse samme opgave; eller 2) den (muligvis hypotetiske) gruppe af mennesker, som med de begrænsninger menneskelige agenter er udstyret med, løser eller ville løse opgaven bedst muligt. Det er ikke givet at der findes en kontekstuafhængig grund til definitivt at foretrække den ene af disse grupper fremfor for den anden som sammenligningsgrundlag.

Der er imidlertid også en anden baseline, som kan være relevant, enten i stedet for eller som supplement til sammenligningen med menneskelige agenter, nemlig alternative algoritmiske agenter. Det er for eksempel indlysende, at en algoritme som begår en lang række alvorlige fejl, som let kunne rettes ved at justere algoritmen, ikke løser opgaven tilfredsstillende, selv hvis det alligevel skulle være tilfældet, at den samlet set klarer sig bedre end mennesker.

Den overordnede pointe er, at det er centralt i alle vurderinger af algoritmiske agenter, at man holder sig for øje hvilket sammenligningsgrundlag man anvender i sin vurdering. Blander man forskellige grundlag sammen, eller anlægger man et grundlag som ikke er relevant for den aktuelle vurdering, så risikerer man at fejlvurdere algoritmens styrker og svagheder.

Forslag eller beslutninger?
En sidste pointe knytter an til det mere overordnede forhold mellem algoritmiske og menneskelige agenters fejl. En ofte fremført påstand i litteraturen om algoritmiske agenter er, at der altid bør være en menneskelig agent som sidste led i beslutningskæden. Det vil sige, at algoritmer nok kan analysere og indstille en beslutning, men at der som minimum skal være et menneske, som vurderer og godkender beslutningen før den effektueres.

Ét argument for dette er, at mennesker kan tage højde for forhold, som algoritmen ikke kan tage i betragtning. Det vil sige, at man kan undgå visse fejl, som algoritmen ellers ville have lavet. Det andet væsentlige argument er, at der derved ikke kan opstå forvirring om, hvis ansvar beslutningen er. I den situation hvor en algoritme begår fejl er det ikke umiddelbart indlysende hvem, om nogen, som kan holdes ansvarlig for fejlen. Hvis det er en menneskelig agent, som er den endelige beslutningstager, så er det ukontroversielt denne person, som er ansvarlig.

En første indvending mod kravet om menneskelig kontrol peger på, at man derved underminerer de to fordele, som algoritmiske agenter har. Ved at indsætte en menneskelig agent reducerer man effektivitetsgevinsten ved at bruge algoritmiske agenter, og man giver disse menneskelige agenter mulighed for at lade deres varierende bias påvirke beslutningen.

En lignende indvending vil pege på, at det ikke i sig selv er en fordel, at have en agent, som kan gøres ansvarlig for en beslutning. Dette er fortrinsvis en fordel, når det for eksempel skaber et incitament til at træffe bedre beslutninger (fordi agenten kan gøres ansvarlig for eventuelle fejl), eller giver mulighed for at udbetale kompensation til de, som er blevet fejlagtigt ramt af en beslutning. I det lys er udfordringen blot at sikre, at de muligheder, som det giver at have en ansvarlig agent, indarbejdes i et system med en algoritmisk agent.

Samtidig så er der en del, som tyder på, at mennesker i denne situation let kommer til at være dårlige kontrollører, ganske enkelt fordi det er så fristende, at forlade sig på algoritmen, og køre på automatpilot. Med et lidt primitivt eksempel, så er flere af de ulykker, som selvkørende biler har været involveret i blandt andet forårsaget af, at chaufføren i modstrid med retningslinjerne, har overladt det fuldstændig til algoritmen at køre bilen, og rettet sin opmærksomhed mod noget andet (for eksempel at se en "Harry Potter"-film). I bedste fald betyder det blot at den menneskelige agents deltagelse er spild af ressourcer. Men det kan også føre til at der for eksempel ikke føres ordentligt opsyn med eller stilles tilstrækkelige krav til den algoritmiske agent, ud fra en ubegrundet forventning om, at den menneskelige agent vil fange de fejl, som algoritmen måtte slippe igennem.

I lyset af disse argumenter for og imod bør det nok bero på en vurdering fra situation til situation, om det samlet er en fordel eller en ulempe at have en menneskelig agent i sidste led af beslutningsprocessen.

Samme algoritme-tid, samme algoritme-kanal...
Som dette indlæg har skitseret, så er der to gode argumenter - effektivitet og objektivitet - for at bruge algoritmiske agenter, og en række potentielle fejltyper, som bør vurderes når vi skal evaluere deres anvendelse.

Der er imidlertid også andre udfordringer. I næste afsnit handler det om de problemer som knytter sig til, at algoritmiske agenter kan forskelsbehandle personer.

Kød, speciesisme, og moralske fremskridt

Dagens "Folk" i Information.

I december måned står kosten i Danmark i endnu højere grad end normalt på kød, kød og atter kød. Medierne benyttede lejligheden til at tage endnu en tur med debatten om, hvorvidt det er etisk problematisk at spise ikke-menneskelige dyr. Selvom debatten langt hen ad vejen kører i cirkler, så er min fornemmelse, at den tilbagevendende diskussion gradvist har en gavnlig effekt, i hvert fald på den måde, at flere og flere er blevet klar over, at det er et spørgsmål, som man bør tage stilling til.

Ikke desto mindre er der, for en moralfilosof, noget lidt forstemmende ved at se det niveau, som meget af debatten foregår på. Jeg er med på, at det kan være svært at give plads til egentlig forskning i massemedier, men der er i dette tilfælde ofte så langt mellem de forudsætninger som debatten antager, og de konklusioner som forskningen er nået frem til, at det bliver pinagtigt.

Lad os starte med den mest oplagte forskel: det er i den dyreetiske forskning ukontroversielt, at det industrielle landbrugs behandling af ikke-menneskelige dyr er en moralsk katastrofe. Spørgsmålet er alene hvor alvorlig katastrofen er.

Jeg vurderer selv, at det er det uden sammenligning mest alvorlige moralske problem i verden i dag (med henholdsvis klimaændringer og global fattigdom som relativt fjerne nummer tre og to). I samme dur bemærkede Michael Huemer på en konference sidste sommer en passant, og uden at nogen opfattede det som kontroversielt, at vores behandling af ikke-menneskelige dyr i det 20. århundrede nok er så katastrofal, at den mere end opvejer samtlige moralske fremskridt på andre fronter siden middelalderen.

Anderledes formuleret: verden ville samlet set være et moralsk bedre sted, hvis vi fortsat havde hekseafbrændinger, jødeprogrommer, slaveri, undertrykkelse af kvinders civile og politiske rettigheder, stændersamfund, korporlig afstraffelse af børn og tyende, osv., hvis vi blot samtidig kunne undgå den industrielle produktion af ikke-menneskelige dyr, som det moderne landbrug har taget i brug især siden omkring midten af det 20. århundrede.

Hvordan kan forskere mene, at det industrielle landbrug er så galt? Fordi der er tale om, at mindst 56 milliarder ikke-menneskelige dyr hvert år bliver udsat for lidelser så grufulde, at man næsten ikke kan forestille sig det (f.eks. kyllinger, køer, grise, og fisk), og derpå dræbt. Hvis det er moralsk forkert at udsætte ikke-menneskelige dyr for lidelse, eller slå dem ihjel, så er det industrielle landbrugs behandling af disse milliarder af ikke-menneskelige dyr forkert i en størrelsesorden som er vanskelig at fatte.

For de fleste mennesker virker det synspunkt imidlertid så absurd, at det kan være svært at tage seriøst. Det er nok den største udfordring for en kvalificering af debatten: den astronomiske afstand mellem almindelige forståelser af moral og den dyreetiske forsknings konklusioner, gør det svært for menigmand at forholde sig til forskningen.

En parallel (som mine kollegaer fra Fysik vil elske at skælde mig ud for...) kunne være forskellen mellem vores umiddelbare opfattelse af den fysiske virkelighed, og de konklusioner som kvantefysikken er nået frem til: det er de færreste af os, som til daglig tænker om vores omverden, at den består af energifelter der ikke eksisterer i en bestemt tilstand, men som sandsynligheder, muligvis fordi de rækker over et uendeligt antal parallele universer.

Debatten om kødspisning har oven i købet den ekstra udfordring, at det for mange mennesker kræver en markant ændring af både deres værdier og adfærd, at acceptere den dyreetiske forsknings konklusioner; det er alt andet lige lettere at acceptere kvantefysikken med et skuldertræk, fordi vi ikke er tvunget til at lave noget særligt om på vores liv, hvis vi accepterer det meget anderledes billede af virkeligheden, som den er nået frem til.

Hvorfor er der så stor afstand mellem dyreetisk forskning og almindelige forståelser? Den væsentligste faktor er nok, at forskningen afviser speciesisme.

Speciesisme er det synspunkt, at der er en fundamental moralsk forskel på mennesker og ikke-menneskelige dyr, også avancerede dyr som andre pattedyr, visse fugle og blæksprutter, således at handlinger, som ville være klart forkerte, hvis de var rettet mod et menneske, kan være moralsk uproblematiske, når de rettes mod et ikke-menneskeligt dyr. Sat på spidsen:

Speciesisme. Ikke-menneskelige dyr har lavere moralsk status end mennesker, ofte i en grad så de ingen moralsk status har.

Specisisme er intuitiv for de fleste mennesker i nogle situationer, men også ekstremt kontraintuitiv i mange. De fleste som holder husdyr mener for eksempel at det er indlysende, at deres kat, hund, hamster eller lignende har moralsk status, på en måde som gør at det ville være meget forkert at mishandle eller dræbe dyret.

Men når det gælder landbruget, så accepterer de fleste, i hvert fald når de ikke tænker efter, at det er i orden at opdrætte landbrugsdyr under kummerlige forhold, slå dem ihjel, og spise dem, og det hviler normalt på en forestilling om, at disse dyr ikke har nogen moralsk status - dvs. at vi ikke skylder dem hverken det ene eller det andet.

Den ide kan imidlertid let udfordres. For det første, så vil mange have en intuition om, at der trods alt er ting, som vi kan gøre ved landbrugsdyr, som er moralsk forkerte. Vi accepterer for eksempel at grise spændes fast på cementgulve i lukkede stalde, får skåret haler og tænder over, og dræbes så vi kan spise dem. Men mange vil mene, at det ville være indlysende forkert, hvis en landmand gav sig til at pine dem for sjovs skyld, og det er da også strafbart, at udsætte dyr for en lang række lidelser og overgreb. Det kan kun være forkert at gøre dette, hvis landbrugsdyrene faktisk har moralsk status.

For det andet, så er der overordentligt stærke argumenter for, at (de relevante) dyr har moralsk status. Det mest klassiske handler om, at det ganske enkelt er forkert at gøre skade:

Skadesprincippet. Det er alt andet lige moralsk forkert at handle på en måde, som gør skade på et andet væsen. Det er mere forkert, jo mere skade ens handling gør.

Skadesprincippet er noget nær den mest ukontroversielle ide, man kan finde i moralfilosofi, og intuitivt indlysende for de fleste. Spørgsmålet er så, hvorfor det ikke skulle gælde for ikke-menneskelige dyr?

Et første bud er nogle gange, at ikke-menneskelige dyr ikke har bevidsthed, og derfor, i modsætning til mennesker, ikke kan lide. Der findes naturligvis dyr, som næppe har bevidsthed, for eksempel muslinger, men for de relevante dyr løber argumentet durk ind i den udfordring, at al forskning peger på, at disse (og mange andre) dyr har tilstrækkelig bevidsthed, til at de kan opleve smerte og nydelse.

Et svar på denne udfordring, som ind imellem fremføres, er at forskningen godt nok kan pege på, at ikke-menneskelige dyr har den type adfærd som hos mennesker er tegn på smerte, og de neurologiske forudsætninger, som gør mennesker i stand til at lide, men at vi jo ikke kan vide, om de rent faktisk oplever det: "Hvem ved hvad der sker inde i hovedet på et ikke-menneskeligt dyr?"

Problemet med det svar er i første omgang, at det i så fald skulle gælde for alle dyr, også for familiens labrador. Lige netop når det gælder Trofast, er det imidlertid de færreste, som er villige til at lade den uløselige tvivl om hvorvidt ikke-menneskelige dyr har bevidsthed godkende mishandling og drab. For det andet, og endnu mere alvorligt, så er der blot tale om en variant af det fremmed-psykiske problem. Skulle vi tage tvivlen alvorligt, så kan vi hver især strengt taget heller ikke vide om andre mennesker har bevidsthed og oplevelser, men der er næppe nogen, som ved deres fulde fem vil påstå, at de derfor kan tillade sig at torture, myrde og spise andre mennesker.

De fleste andre bud er varianter over ideen, at mennesker og ikke-menneskelige dyr har forskellige moralsk status fordi de første er mennesker, og de andre er ikke-menneskelige dyr. De løber alle ind i det samme problem, at det ikke er klart hvorfor dette i sig selv skulle gøre en forskel. Overvej til sammenligning en person, som hævder, at mænd (eller hvide, eller kristne, eller heteroseksuelle, eller...) har højere moralsk status end kvinder, simpelthen fordi de er mænd, og kvinder er kvinder. Det er ubetvivleligt rigtigt, at mænd og kvinder er forskellige, men ikke klart hvorfor forskellen imellem dem skulle gøre en forskel for deres moralske status.

Betyder det så, at mennesker og ikke-menneskelige dyr er moralsk lige? Og skal vi holde helt op med at opdrætte dyr? Ikke nødvendigvis.

Man kan sagtens argumentere for, at der er moralsk relevante forskelle på mennesker og ikke-menneskelige dyr, som gør at de første har højere moralsk status, for eksempel den evne som mennesker har til at lægge avancerede planer for fremtiden. Det er utroværdigt, at menneskers status er så meget højere, at den kan legitimere at mishandle og dræbe dyr for den beskedne nydelse ved at spise dem, men ikke utroværdigt, at vi for eksempel kan tillade os at redde mennesker ud af en brændende bygning før vi forsøger at redde dyrene.

Tilsvarende, så er der en interessant og relevant diskussion at tage, om hvorvidt vi for eksempel kan spise dyr, som har haft gode liv, og som ikke ville have eksisteret, hvis ikke de var blevet opdrættet for at blive spist (for eksempel Peter Sandøe her).

Vi accepterer i almindelighed, at vores erkendelse er ufuldkommen, og at fremtiden vil vide mere end vi gør. Men lige når det gælder etik er der en tendens til, at hver generation forestiller sig, at netop de har gjort de erkendelser, som kan gøres. Det gjaldt for 1700-tallets slaveejere, som brystede sig af deres religiøse tolerance, 1800-tallets misogynister, som var stolte af deres modstand mod slaver, og det 20. århundredes speciesister, som hyldede menneskerettigheder.

Dyreetikken er ikke et løst problem. Men i forhold til disse egentlige spørgsmål befinder meget af den offentlige debat om kødspisning sig stadig på kravlestadiet. Må 2019 blive året, hvor den lærer at gå.

Hvad er der galt med designerbørn?

Et af de problemer, som dukker op igen og igen i mediemoralfilosofi i Danmark, er spørgsmålet om, hvorvidt det er etisk forsvarligt, at modificere menneskelige fostres gener. Det blev aktuelt igen for nylig, da den kinesiske forsker He Jiankui offentliggjorde, at hans forskergruppe for første gang nogensinde havde gjort netop det.

Der er indlysende gode grunde til at være forsigtig med at anvende teknologier som CRISPR, til at modificere menneskelige gener. Den mest oplagte er, at man risikerer at gøre mere skade end gavn, hvis behandlingen har uforudsete side-effekter. Det taler for at gå relativt langsomt frem, for at sikre os at teknologien kun tages i brug der hvor vi har god indsigt i de forventede effekter, og for at følge op på de faktiske effekter med grundige studier.  

Der er også rimelige bekymringer, omend de knytter sig til den noget fjernere fremtid, omkring de måder, teknologien kan anvendes af personer med slette formål, og omkring den ulighed, som gavnlige behandlinger kan forstærke, hvis det kun er de mest velstående, som har adgang til dem.

Det et imidlertid sjældent disse rimelige bekymringer, som er i centrum i den danske debat. Den dominerende bekymring her er langt oftere, om det overhovedet er etisk tilladeligt, at ændre på menneskers gener. Det citerer medier gerne en del personer, som svarer nej til. Informations artikel ovenfor citerer for eksempel Professor Uffe Birk Jensen for det synspunkt, at "Etisk er der generel enighed om, at man ikke ændrer på arvemassen hos mennesker". De henviser også til Etisk Råds udtalelse fra 2016, som overordnet svarer det samme. Og He Jiankui selv citeres i artiklen for, at "[g]enindgreb bør kun bruges til at helbrede og ikke til at øge IQ eller udvælge hår- eller øjenfarve – den slags bør forbydes".

I mange sammenhænge er det altså en prominent position i den danske debat, at selv hvis vi kan ændre på personers gener på en måde som er sikker, ligeligt tilgængelig og anvendes velmenende, så er det moralsk forkert at gøre det, måske undtagen hvis vi derved forhindrer alvorlige sygdomme. Kald dette synspunkt for:

Biokonservatisme: Det er i almindelighed moralsk forkert, at ændre på menneskers gener.

Som så ofte viser det sig imidlertid, at det er et overordentlig vanskeligt synspunkt at give en god begrundelse for synspunktet, når man tænker blot en smule efter. Lad os kigge på de tre nok mest almindelige begrundelser:

1. Et første almindeligt argument er, at børn har ret til en åben fremtid, og at vi, hvis vi ændrer ved deres gener for at give dem særlige træk, skubber dem i en bestemt retning.
2. Et andet almindeligt argument er, at vi ved at ændre på børns gener, griber ind i en naturlig orden.
3. Et tredje almindeligt argument er, at genetisk ændringer vil skabe en ensretning i samfundet, og derved gøre det vanskeligere at være anderledes.[i]

Det overordnede problem for alle tre begrundelser er, at det synes ret indlysende, at vi gør en hel masse ting, som vi alle finder komplet uproblematiske, som har samme type effekter.

De fleste af os vælger for eksempel partner baseret blandt andet på, om vi mener at vedkommende vil være den rette person at få børn med. Ikke dermed sagt, at vi sætter os ned rationelt og lister attraktive og uattraktive genetiske træk ved potentielle partnere, men bevidst og ubevidst spiller arvelige forhold som eksempelvis højde, vægt, symmetri, sundhed, hud-, hår- og øjenfarve en meget væsentlig rolle, når vi vælger partnere. I valget af partner træffer vi indlysende valg, som på helt afgørende vis påvirker, hvilke gener vores fremtidige børn vil få. Og selvom vi godt kunne føle en vis antipati overfor en person, som fuldstændig afviser potentielle partnere som ikke har en vis højde, med den begrundelse, at hun gerne vil have høje børn, så er det nok de færreste som vil mene, at hun ikke har ret til at foretage et sådant valg.

De fleste af os gør os også enddog meget store anstrengelser, for at tilrettelægge tilværelsen for vores børn således, at de udvikler sig i en bestemt retning. Det er naturligvis almindeligt blandt forældre at konstatere, at børn ikke udvikler sig på helt den måde man planlagde (og ind imellem anderledes end man havde håbet...), men det ændrer ikke ved det forhold, at forældre på fuldstændig afgørende vis præger deres børn gennem opdragelsen.

Det samme er iøvrigt tilfældet med en lang række af de institutioner, vi som samfund ofte hylder, for eksempel folkeskolen.

Endelig, så sker der i kraft af en lang række idealer, som det store flertal af os deler, derved en meget kraftig ensretning. Vi foretrækker sundhed frem for sygdom, venlighed frem for fjendtlighed, viden frem for uvidenhed, etc., og alle de måder hvorpå vi skaber bestemte vilkår for fremtidige børn afspejler dette.

Udfordringen for de, som forsvarer biokonservatisme, er derfor at pege på en moralsk relevant forskel mellem de utallige måder, hvorpå vi præger børns fremtid, griber ind i "naturens orden", og skaber ensretning, som vi alle er enige om er moralsk uproblematiske, og så ændring af gener. Det er en udfordring, som de mildt sagt har haft svært ved at løfte. Typisk kommer man ikke nærmere et argument, end den form for cirkelslutninger, som Etisk Råd forfalder til: 

"Design af kommende mennesker overskrider en grænse, mennesker ikke bør overskride. At gøre det vil være at blande sig i den menneskelige natur på et mere detaljeret og mere præcist niveau, end man hidtil har været i stand til. Det udtrykker en holdning til naturen og det naturlige, som grundlæggende er forkert."

Bemærk at den første påstand skal fungere som begrundelse, men reelt blot er en gentagelse, af det synspunkt som biokonservatismen forfægter. 

Den anden påstand er empirisk tvivlsom, og under alle omstændigheder irrelevant, fordi spørgsmålet ikke er, om vi gør noget mere detaljeret og præcist, men hvorfor dette i givet fald er forkert. 

Og den tredje påstand forudsætter igen konklusionen: antageligt er det ikke forkert, at udtrykke den holdning til naturen, som ændring af gener udtrykker (hvad det så end er for en...), hvis denne indstilling til naturen er den rigtige. Det er kun hvis der grund til ikke at have denne holdning, fordi der er moralsk en relevant forskel på ændring af gener og andre indgreb i "naturens orden" (hvordan det end skal forstås...), at det første kan udtrykke en anderledes og forkert holdning.

I tillæg til de øvrige argumenter mod biokonservatisme, så forekommer det mig, at muligheden for en fremtid hvor den gennemsnitlige person bliver så analytisk begavet, at vi slipper for den slags moralfilosofisk sludder, er et særdeles godt argument for designerbørn.

---

[i] Det er i den forbindelse påfaldende at læse Etisk Råds udtalelse. Redegørelsen rejser de tre argumenter, og skitserer kortfattet meget overbevisende indvendinger mod dem. Umiddelbart efter fastholder Rådet biokonservatisme, tilsyneladende uden at lade sig anfægte synderligt af problemerne ved argumenterne. Rådets redegørelser udarbejdes af sekretariatet, som typisk er professionelle etikere. Rådets konklusioner sammenfatter holdningen hos de politisk udpegede lægpersoner.

Et umulighedsteorem for retfærdig krig?

Moderne teorier om retfærdig krig er i almindelighed et domæne for utrolig nørdet og sofistikeret deontologisk teori, og som utilitarist ikke et område som jeg beskæftiger mig noget særligt med. Men Kieran Oberman skrev for et års tid siden en rigtig god artikel, som jeg efterfølgende har tænkt en del over. Artiklens pointe er at mulighedsomkostninger ved krig gør det meget vanskeligt, at retfærdiggøre krigsførelse. I praksis tror jeg, at det vil være så godt som umuligt for et vestligt, velstående land, at føre retfærdig krig. Det er en konklusion, som de fleste nok vil finde ret overraskende.

Hvorfor egentlig det? Traditionelle retfærdiggørelser af krig hviler på princippet om selvforsvar. En nation kan legitimt bruge væbnet magt for at forsvare sine borgere mod angreb fra en anden nation. Den ide er overordentlig plausibel, men meget sjældent relevant for vestlige, velstående lande. Det er forsvindende sjældent, at disse lande bliver angrebet, af to grunde.

For det første, så fører disse lande ikke krig med hinanden. Tætte politiske, økonomiske og kulturelle relationer, kombineret med bevidstheden om hvor ødelæggende en krig mellem moderne nationer ville være, gør en gentagelse af de konflikter mellem vestlige lande som prægede første halvdel af det 20. århundrede nærmest utænkelig i dag. Man skal naturligvis aldrig sige aldrig, men indtil videre holder Thomas Friedmans slogan, om at to lande der begge har en McDonalds ikke går i krig med hinanden, overraskende godt.

Den anden grund er, at det er militært selvmord for andre nationer, at gå i krig med et vestligt, velstående land. Store lande, som USA, UK eller Frankrig, er atommagter med ekstremt veluddannede, veludrustede kampstyrker, som hver for sig uden videre kunne knuse næsten enhver trussel. Og små lande, som Danmark, Holland eller Sverige, nyder beskyttelse fra hinanden og de større lande gennem militære alliancer.

Selvom det i princippet er legitimt for et vestligt, velstående land at føre krig for at forsvare sig selv, så sker det således så godt som aldrig. Og det er da heller ikke denne type krig, som der har været fokus på at retfærdiggøre de sidste ca. 30 år.

Meget moderne krig hviler i stedet på ideen om, at det er legitimt at føre væbnet kamp for at forsvare andre landes borgere mod angreb fra en tredje stat, det såkaldte "responsibility to protect". Og i den mest ekstreme form på ideen om at det er legitimt at føre væbnet kamp for at forsvare et andet lands borgere mod angreb fra deres egen stat.

Ideen om at det kan være legitimt at føre krig for at beskytte andre er ikke uplausibel. Men den er kun overbevisende når den påhæftes visse betingelser, og det er disse som giver balladen. En central betingelse er:

Bred proportionalitet. Et militært angreb A er kun legitimt hvis A er bedre for de mennesker, som angrebet har til hensigt at beskytte, end 1) ikke at angribe, 2) andre angreb (B, C, D...), og 3) andre tilgængelige metoder til at beskytte disse personer (f.eks. forhandlet våbenhvile).

Bred proportionalitet er en ekstremt troværdig betingelse. Det er for eksempel indlysende umuligt, at retfærdiggøre et angreb med at det skal beskytte en gruppe personer, hvis angrebet vil være værre for disse personer, end den trussel som de er udsat for. Overvej:

Paddehat. Offerland er under angreb af Bølleland. For at beskytte Offerland affyrer Allieret en serie atomraketter, som forvandler begge lande til et landskab bestående af sort glas, grillkul og radioaktivt sand.

Det er også ret klart, at et bestemt angreb ikke er legitimt, hvis der findes bedre metoder til at beskytte personerne, enten andre angreb eller noget helt tredje. Overvej:

Stædig. Offerland er under angreb af Bølleland. For at beskytte Offerland overvejer Allieret en storstilet landkrig, som kan trænge Bølleland tilbage, men vil lægge meget af Offerland i ruiner. Allierets militære rådgivere påpeger, at præcisionsbombning af Bøllelands militære ledelse, eller blokering af Bøllelands adgang til de internationale våbenmarkeder, vil være lige så effektive, og skåne Offerland. Allierets ledelse holder alligevel fast i planen om en landkrig.

Det er antageligt de færreste, som vil være i tvivl om, at Allieret handler forkert, ved uden grund at udsætte uskyldige i Offerland for de lidelser som landkrigen vil medføre.

Men her opstår så problemet, for det er ikke klart hvorfor hensynet til menneskelig lidelse og velfærd skulle være begrænset til de personer, som er under en konkret militær trussel. Overvej:

Naboer. Offerland er under angreb af Bølleland. For at beskytte Offerland overvejer Allieret en militær aktion. Ved angreb A slås Bølleland tilbage med moderate skader på Offerland. Ved angreb B slås Bølleland tilbage med små skader på Offerland. B forårsager imidlertid voldsomme skader på Naboland.

Det er forhåbentlig klart for de fleste, at Allieret bør vælge A - borgerne i Naboland er lige så uskyldige som personerne i Offerland, og den samlede skade på uskyldige er derfor langt højere ved B end ved A. Vi kan kalde denne betingelse for:

Upartiskhed. En handlings konsekvenser skal vurderes ved at sammenligne med alternative handlingers konsekvenser for alle berørte parter, ikke blot de personer som bliver berørt af den oprindelige handling.

Når vi kombinerer kravet om bred proportionalitet med upartiskhed får vi imidlertid en meget overraskende konklusion, nemlig at en militær aktion kun er legitim, hvis der ikke er en alternativ handling, militær eller ikke-militær, som bedre beskytter uskyldige, hvad enten disse uskyldige er eller ikke er en del af den militære konflikt.
 
De betingelser er i praksis aldrig opfyldt for vestlige, velstående lande, som overvejer at intervenere militært i et andet land for at beskytte befolkningen der. Det skyldes det simple forhold, at militære angreb er en ekstremt ineffektiv måde at hjælpe andre på. 

Tag som eksempel invasionerne af Afghanistan og Irak. Selv hvis vi antager, at invasionerne af Afghanistan og Irak iøvrigt var legitime, fordi de var motiverede af intentionen om at beskytte de to landes befolkninger, og faktisk gjorde mere gavn end skade (begge antagelser, som der mildt sagt er god grund til at være skeptisk overfor), så er det således meget tvivlsomt om de var retfærdige, simpelthen fordi de var så ekstremt ineffektive måder at hjælpe personer med akut behov for beskyttelse.

Den samlede regning for krigene er således flere billioner dollar. En pålidelig vurdering af alene USAs udgift til oversøiske krige siden 2001 (som inkluderer de mindre interventioner i Syrien og Lybien) er 5.933.000.000.000$. Det er så astronomisk et beløb, at det kan være svært at overskue, men lad os overveje, hvad man ellers kunne have gjort med en sådan investering.

Én oplagt mulighed ville have været, at sørge for indfrielsen af FNs Millenium Mål. Programmet blev afsluttet i 2015 med den nedslående konklusion, at det ikke var lykkedes at nå målene, fordi rige donorlande til trods for deres løfter ikke havde været villige til at give programmet tilstrækkelige midler. Det lykkedes godt nok at nå visse delmål, primært på grund af økonomisk vækst og nationale projekter i enkelte store lande (Kina, Indien, Brasilien).

Målene inkluderede blandt andet en halvering af global ekstrem fattigdom og hungersnød, universel adgang til grundskole, 66% reduktion af børnedødelighed og 75% reduktion i mødres dødelighed i forbindelse med fødsel, stop for spredning af blandt andet HIV og malaria, og halvering af antallet af personer uden adgang til rent vand. For de knap 6 billioner dollar som USA har brugt på krig kunne samtlige mål have været indfriet. 7 gange.

Vi kan også forestille os, at vi donerede pengene til de mest effektive nødhjælpsorganisationer. Når der er tale om så store beløb kan det være svært at anslå effekten, men et almindeligt kvalificeret gæt er, at man kan redde et statistisk liv for ca. 2000$ (med en rimelig margin på 900-7000$). Det betyder at pengene kunne have reddet 200 millioner statistiske liv. Hvert år. Det kan naturligvis ikke lade sig gøre, fordi der kun dør ca. 50 millioner mennesker om året af årsager som vi kan forhindre, og de fleste af disse vil være langt dyrere at forhindre, men selv hvis vi kun kunne redde 20 eller 30 millioner mennesker ville det stadig være en svimlende bedrift - som at forhindre Holocaust flere gange, hvert år. 

Uanset hvad man iøvrigt mener, om den skade og gavn invasionerne af Afghanistan og Irak har gjort, så forekommer det indlysende at de ikke er i nærheden af at gøre gavn på dette niveau. Og det er overordentlig tvivlsomt om militære aktioner nogensinde kunne komme i nærheden. Givet at der kan være undtagelser, og at argumentet afhænger af vekslende empiriske forhold er dette ikke et decideret umulighedsteorem, for retfærdig krig. Men i praksis er det så tæt på, at det næppe gør nogen forskel. For vestlige, velstående lande vil det indenfor den relevante fremtid aldrig være mere end et dårligt alternativ, at bruge ressourcer på bomber i stedet for på nødhjælp.

Er det moralsk rigtigt at smide integrerede flygtninge ud af Danmark?

Et af lavpunkterne i statsminister Lars Løkke Rasmussens tale til Venstres landsmøde i sidste weekend, må have været hans påstand om, at det er "moralsk rigtigt", at kræve af flygtninge, at de rejser til deres oprindelsesland, hvis situationen der er blevet tilstrækkeligt sikker (jeg har ikke hørt hele talen, men det er et kvalificeret gæt).

Det er værd at præcisere, hvad det er Løkke siger. Løkke formulerer det godt nok diplomatisk, som at vi skal "bede dem om at vende hjem". Og der er da noget ufrivilligt morsomt ved at tage den ordlyd bogstaveligt, og forestille sig Inger Støjberg forsigtigt spørge: "Vil I måske være søde at rejse hjem? Nej? Nå men så beklager jeg ulejligheden. Fortsat god dag". Men i virkeligheden er der naturligvis tale om den alt andet end morsomme ide, at tvinge flygtninge til at forlade Danmark.

Det er også værd at bemærk den egentlige betydning af, at det er "moralsk rigtigt" at gøre. I lomme-moralfilosofi kan det betyde to forskellige ting: enten 1) at det er tilladt at smide flygtninge ud, det vil sige, at ikke er forkert at gøre det, eller 2) at vi er forpligtede til at smide dem ud, det vil sige, at det er forkert ikke at smide dem ud. Det er to meget forskellige påstande. Den første er nemmere at forsvare - ikke nem, men nemmere - men det er den anden påstand, som Løkke forlader sig på. Hvis det kun var moralsk tilladt at smide flygtninge ud, så ville det også være moralsk tilladt at lade dem blive, og så kunne vi jo lige så godt gøre det. Det er altså det stærke synspunkt, som er på spil, at vi skal smide dem ud, fordi det vil være moralsk forkert, ikke at gøre det.

Hvorfor mener Løkke det? Som så ofte med den type udtalelser fra politikere, får vi ikke noget som minder om et egentlig argument. Det nærmeste vi kommer er det abstrakte synspunkt, at "vi skal passe på Danmark, så vi kan genkende vores land". Men man kan forsøge at rekonstruere hvordan et argument i den genre kunne se ud. Og resultatet er, kan jeg godt afsløre, nedslående.

Et første spørgsmål, som er relevant når vi skal rekonstruere argumentet, er hvilke flygtninge statsministeren har i tankerne? Formuleringen er i princippet så bred, at den synes at skulle gælde alle flygtninge, også f.eks. ungarere som flygtede i forbindelse med Sovietunionens undertrykkelse af opstanden i 1956, chilenere som flygtede fra Pinochet-juntaens militærkup i 1973, og personer fra det tidligere Jugoslavien, som flygtede fra borgerkrigen i årene 1991-2001.

Det er naturligvis ikke disse grupper, som Løkke, og de vælgere han forsøger at appelere til, har i tankerne. Selvom regeringen har en uheldig historie med utilsigtet at ramme andre grupper, når den prøver at gøre livet surt for den gruppe, som det hele handler om, så vil eventuelle tiltag fokusere på nylige flygtninge, især fra Afrika og Mellemøsten, og især (i den udstrækning det kan lade sig gøre) selvfølgelig muslimer.

Men hvorfor og hvordan egentlig det? Med stor sandsynlighed vil regeringen, i hvert fald i udgangspunktet, ikke rette tiltag mod flygtninge som har opnået en form for civilstatus med yderligere rettigheder, for eksempel statsborgerskab, og derved i vid udstrækning undgå at ramme ungarere, chilenere, etc. Og man kan forestille sig, at regeringen ville bruge det som begrundelse: vi skal tvinge (for eksempel) personer som ikke er danske statsborgere, til at rejse, fordi Danmark er for danske borgere. Kald dette den juridiske begrundelse.

Den første udfordring for den juridiske begrundelse er at give et godt argument for det synspunkt, at vi kun bør tillade danske statsborgere, at bo i Danmark. Det kan man godt argumentere for, men det er ikke så let, og vi gør i praksis masser af ukontroversielle undtagelser (for eksempel for højtkvalificeret arbejdskraft). Det andet og (endnu) mere alvorlige problem for den juridiske begrundelse er, at det ikke kan pege på Løkkes tilsigtede initiativer alene. Hvis det virkelig var tilfældet, at vi skal skelne mellem statsborgere og ikke-statsborgere, fordi det kun er de første, som skal være i Danmark, så ville det jo i princippet være lige så godt, at give alle flygtninge statsborgerskab og lade dem blive, som at smide dem ud. Det er helt klart ikke det, Løkke mener.

Det rigtige argument er nok nærmere beslægtet med statsministerens udtalelse om, at vi skal passe på Danmark. Ideen synes her at være, at hvis integrerede flygtninge får lov til at blive i Danmark, så vil det danske samfund gradvist ændre sig. Kald dette den kulturelle begrundelse. Det er en empirisk påstand, som man godt kan være kritisk overfor, men der er større problemer med andre dele af argumentet.

Løkke kunne mene, at det i sig selv er tilstrækkelig grund, at det danske samfund vil ændre sig hvis flygtninge bliver i Danmark, til at vi kan smide dem ud. Men det ville være så absurd en form for konservatisme, at det er urimeligt at tilskrive ham. Det danske samfund ændrer sig hele tiden, på alle mulige måder, og det betragter vi i almindelighed som uproblematisk.

Det er mere gavmildt, at tolke statsministeren sådan, at det danske samfund vil ændre sig på en bestemt måde, og at netop en ændring af denne type er noget, som er så vigtigt at undgå, at vi skal smide flygtninge ud, hvis det vil forhindre ændringen. De to centrale præmisser i dette argument er altså en mere avanceret empirisk præmis - at Danmark vil ændre sig på en bestemt, uønsket måde, hvis flygtninge får lov til at blive i Danmark - og et normativt præmis - at vi er moralsk forpligtede til at smide personer ud, hvis deres tilstedeværelse i landet vil medføre en ændring af denne karakter. Hvad skal vi mene om dem?

Det første præmis har været omdrejningspunkt for meget af de seneste tyve års debat om flygtninge og indvandrere. Det forekommer mig indlysende, at den politiske højrefløj i grotesk grad overdramatiserer de negative konsekvenser ved indvandring, men fronterne er på dette punkt så fastlåste, at der næppe er nogen grund til at repetere argumenterne her.

Et mere interessant spørgsmål er om vi bør acceptere det andet præmis. En almindelig måde at teste sådanne præmisser, er at undersøge om vi ville være villige til at universalisere dem. I den forbindelse forekommer det mig tvivlsomt, for nu at sige det mildt, om Løkke og ligesindede ville være villige til at anvende princippet i andre sammenhænge. Vi kan forestille os følgende eksempel:

Berufsverbot 1. En voksende gruppe højtuddannede indvandrere fra Europæiske og Engelsktalende lande viser sig at være langt mere liberalistiske, end den danske befolkning i gennemsnit. For at bevare og beskytte det danske, social-demokratiske velfærdssamfund mod en gradvis ændring i liberal retning, vedtager en social-demokratisk ledet regering at udvise herboende personer fra disse lande.

Jeg antager, at de fleste, inklusive Løkke og ligesindede, ville mene at regeringens handlinger i Berufsverbot 1 er meget problematiske. Én mulig forklaring på hvorfor ville naturligvis være at sige, at regeringen handler forkert, fordi Danmark bør være mere liberalt, og udvisningerne derfor er kontraproduktive. Den type indvending er jeg egentligt sympatisk indstillet overfor, men for Løkke og ligesindede vil det være et vanskeligt argument at bruge i denne sammenhæng, for i så fald må man også være villig til at forsvare regeringen i:

Berufsverbot 2. En voksende gruppe højtuddannede indvandrere fra Europæiske og Engelsktalende lande viser sig at være langt mere socialistiske, end den danske befolkning i gennemsnit. For at bevare og beskytte det danske, liberale markedssamfund mod en gradvis ændring i socialistisk retning, vedtager en Venstre-ledet regering at udvise herboende personer fra disse lande.

Jeg kan naturligvis tage fejl, men jeg forestiller mig, at Løkke og ligesindede vil være meget tøvende, med at acceptere denne konsekvens, og forsvare regeringen i Berufsverbot 2. Det er langt mere sandsynligt, at de vil stå fast på, at der skal være plads til politisk uenighed, og at personers muligheder for at bo i Danmark ikke skal afhænge af deres politiske overbevisninger.

Det underliggende problem er, at vi ikke har været præcise nok om hvad "uønsket" betyder i det andet præmis, det vil sige, i hvilken forstand en ændring skal være uønsket, for at kunne retfærdiggøre så drastisk et tiltage, som at smide personer ud af landet.

Et første bud kunne være, at der skal være tale om en ændring, som nogen ikke ønsker. Den mulighed er der, som eksemplerne ovenfor viser, næppe nogen som for alvor vil forsvare.

Et andet bud som råder bod på dette kunne være, at der skal være enighed om at ændringen er uønsket, det vil sige, at det skal være en ændring som ingen ønsker. Problemet med den version er, at det er meget tvivlsomt om der findes sådanne ændringer.

Et tredje bud er, at ændringen skal være objektiv uønskelig. Det møder to udfordringer. På den ene side det, som Berufsverbot 2 ovenfor viste, at det er tvivlsomt om for eksempel politisk overbevisning kan bruges som objektivt kriterium. Ikke fordi der ikke findes rigtige og forkerte politiske synspunkter, men fordi et af de synspunkter som langt de fleste er enige om, er det (liberale) princip, om at personers politiske overbevisninger ikke må udelukke dem fra at være en del af samfundet.

På den anden side møder dette bud den udfordring, at de fleste af de alternative, objektive kriterier ikke korrellerer særlig godt med den gruppe, som Løkke sigter på at ramme. Der er jo netop tale om integrerede flygtninge, hvoraf en meget stor gruppe vil være lovlydige, produktive medborgere, der som individer er mere eller mindre til samme gavn og last for det danske samfund, som den gennemsnitlige borger.

Endelig så møder en hvilken som helst udgave et meget vanskeligt problem: selv hvis vi kan definere i hvilken forstand, den relevante gruppes indflydelse på samfundet er uønsket, så er det næste spørgsmål "hvor meget"? Det giver sig selv, at ikke enhver gruppe, som i en eller anden forstand ligger samfundet til last, har tilstrækkelig negativ indflydelse, til at vi kan tillade os at smide dem ud af landet. Det er for eksempel de færreste som mener, at vi burde udvise handicappede, hvis de over et liv samlet set vil være en belastning for det danske samfund. Men hvis der er en tærskel, som en gruppe skal overskride, for at udgøre så negativ en indflydelse, at det kan retfærdiggøres at smide dem ud af landet, så skal vi vide hvor denne tærskel befinder sig. Det forekommer mig, at være et meget vanskeligt spørgsmål, at give noget der minder om et fornuftigt og præcist svar på.

Det, at blive smidt ud af et land, hvor man har bosat sig, er et af de mest voldsomme indgreb, som den pågældende stat kan udsætte mennesker for. I et liberalt samfund (den principielle, ikke dansk-politiske betydning af liberal) bør staten være ekstremt forsigtig med at gribe til dette tiltag.

Det er naturligvis muligt, at der ligger omhyggelige overvejelser til grund for Løkkes forslag. Det kan være, at regeringen internt har udarbejdet grundige, saglige analyser af argumenterne, og sikret sig, at der virkelig er tilstrækkeligt grundlag for, at tage så drastiske midler i brug. Det kan også være, at der er gode grunde til at den ikke har gjort sig den ulejlighed at dele disse overvejelser med befolkningen. Det er ikke givet, at der kun er tale om et PR-stunt, som ofrer svage mennesker for at skabe en valgstrategisk fordel op til det nært forestående valg.

Men hvis man tror på det, så har jeg en bro til salg - til en helt særlig Black Friday pris.

Trump, socialisme, og fordelingsretfærdighed for (absolut) begyndere

Det hvide hus publicerede for nylig en rapport om socialisme. Det er i sig selv påfaldende, og lignede et udtryk for en vis desperation i Trump-administrationen op til de dengang forestående midtvejsvalg, at den amerikanske regering vurderede, at det var nødvendigt at bruge tid og kræfter på at kritisere socialisme.

Det mest iøjnefaldende ved rapporten er imidlertid hvor gennemført elendig den er. Krugman har allerede været ude med riven, ligesom vores hjemlige Dan Jørgensen har forsøgt at gentage successen med en video, der forklarer amerikanerne, at det ikke står så skidt til i Danmark endda. Fra tonen, som bedst kan beskrives som "selvsikker libertariansk førsteårsstuderende", over definitionsproblemer, for eksempel i den manglende skelnen mellem statsligt ejerskab af produktionsmidlerne (for eksempel sovjetkommunisme) og arbejder-ejerskab af produktionsmidlerne (for eksempel Mondragon-socialisme), til banale fejlslutninger, som at levestandard kan vurderes ud fra gennemsnitligt BNP/person snarere end median BNP/person, er rapporten et skoleeksempel på hvordan man ikke kan eller bør analysere velfærd og økonomisk fordeling.

Mest alvorligt, og et punkt som ret få kritikere har påtalt, så antager rapporten uden videre, at enhver af de forskelle mellem lande, som den fremhæver, skyldes forskelle på landenes grad af "socialisme". Det viser sig godt nok at skabe visse problemer, når rapporten vil sammenligne med Norge, så netop der må de forsøge at tage højde for, at landet er enormt rigt blandt andet på grund af sine naturlige ressourcer (olie). Men bortset fra denne undtagelse, så ignorerer rapporten fuldstændig den indflydelse som for eksempel historie, geografi (herunder naturlige ressourcer), international magt, valuta, handelsforhold, demografi og størrelse kunne have på landenes velstand.

Udover disse problemer med den rendyrkede økonomiske analyse er der også moralfilosofiske problemer. Hvis man virkelig vil vurdere, om det på visse områder mere libertarianske USA er bedre for sine indbyggere end det på visse områder mere social-demokratiske Danmark (de to lande er reelt, som rapporten lejlighedsvis nævner, repræsentanter for relativt små variationer over hvordan man kan indrette et samfund), så kan man ikke nøjes med den primitive sammenligning af økonomiske forhold, som rapporten forsøger sig med. Lad os kigge på hvorfor.

Den utilitaristiske analyse
Rapporten anlægger implicit et utilitaristisk perspektiv på politik, hvor kvaliteten af en samfundsmodel vurderes på de velfærdskonsekvenser den har for borgerne i samfundet. Det er jeg naturligvis principielt tilhænger af. Desværre har den en blind vinkel, som ofte findes i (neoliberal/højrefløjs) økonomisk tænkning, idet den (implicit) identificerer velfærd med en lineær funktion for forbrug.  Men den forestilling om sammenhængen mellem velfærd og økonomi er komplet utroværdig. Med en parafrase på rapportens titel, så overser den velfærdsomkostningerne ved økonomisk ulighed.

Et af de centrale karakteristika ved de skandinaviske samfund er, at de økonomisk svageste grupper i samfundet har det signifikant bedre rent økonomisk, end i mere liberale samfund som USA. Som Krugman påpeger (baseret på mere solide data end rapportens), så har den fattigste tredjedel af danskere højere indtægt end den fattigste tredjedel af amerikanere.

Men, som Krugman også understreger, så undervurderer selv denne sammenligning signifikant hvor velstillede danskere faktisk er i sammenligning med amerikanere, fordi den ikke inkluderer de goder, som danskere får "gratis" (dvs. betaler for i fællesskab gennem progressiv beskatning, i stedet for at betale for individuelt når de skal forbruges). De inkluderer for eksempel 1) (medfinansieret) børnepasning, 2) uddannelse, og 3) sundhed. Alene offentlige udgifter til sundhedsvæsenet udgør i DK 8,8% af BNP (USAs notorisk ineffektive, privatiserede sundhedsvæsen udgør til sammenligning svimlende 16.4% af BNP!). Udgifter til gratis videregående uddannelser er ca. 1.4% af BNP mere.  Regner man værdien af disse goder med er det en langt større gruppe af danskere, som reelt er økonomisk mere velstillede end amerikanere.
 
Endelig så arbejder danskere mindre end amerikanere, fordi vi har mere fritid i hverdagen og holder mere ferie. Vores 37-timers arbejdsuge og fem ugers ferie er politisk forhandlede rettigheder, og modsvares naturligvis af lavere løn. Mere fritid er således et forbrugsgode, med en økonomisk værdi som kan anslås til den indtægt, en person derved går glip af. Krugman anslår at det danske BNP ville være ca. 20% højere, hvis danskere arbejdede i stedet for at holde ferie. Inkluderer man også dette gode er det antageligt langt mere end den fattigste halvdel af danskere, som er mere velstående end den fattigste halvdel af amerikanere.

Rige amerikanere er imidlertid stadig rigere end de rigeste danskere. Og ganske meget rigere. Kan det så ikke gå lige op alligevel? For utilitarister er det jo netop ikke en pointe i sig selv, om velfærden er lige eller ulige fordelt. Svaret er nej, når vi ikke gentager rapportens forveksling af økonomisk forbrug og velfærd. Selv hvis man er skeptisk overfor den moralske værdi af lighed i velfærd, er der nemlig masser af grunde til at være tilhænger af økonomisk lighed, baseret på den måde økonomisk forbrug veksles til velfærd (det har jeg i sin tid skrevet om i Politiken).

To vigtige grunde til at de skandinaviske velfærdssamfund, med deres kombination af økonomisk lighed og sikkerhed, fremmer velfærd er, at de skaber tryghed og begrænser mindreværd. Det kan lyde som om der vil være tale om relativt begrænsede effekter, men faktisk er der forskning som tyder på, at de kan gøre en stor forskel. Det mest berømte er nok Wilkinson og Picketts studier af sammenhængen mellem økonomisk lighed og en lang række velfærdsparametre, præsenteret i "The Spirit Level". Det gælder for eksempel børns velfærd, fængselsrater, fysisk sundhed, og voldelig kriminalitet.

En tredje, og nok så vigtig grund, er at økonomiske goder har faldende marginal velfærdsværdi. Det vil sige, at et gode skaber mindre velfærd, jo mere man allerede har af dette gode. Præcis hvor meget mindre er vanskeligt at afgøre, men et godt bud er en elasticitet for velfærdsfunktionen på mindst 1.4. Mere konkret betyder det, at en økonomisk fordel til personer med en indtægt på for eksempel 150.000DKK vejer syv gange tungere, end den samme fordel givet til personer med en indtægt på 600.000DKK. Det er derfor, utilitaristisk betragtet, langt, langt vigtigere, at de fattigste i Danmark er bedre stillet end de fattigste i USA, end at de rigeste i Danmark er dårligere stillet end de rigeste i USA, fordi de fattigste får langt mere velfærd ud af deres bedre position, end de rigeste mister på deres dårligere position.

Den mulighedsligheds-baserede analyse
En anden mulighed er at protestere mod rapportens utilitaristiske perspektiv. Jeg er ikke selv overbevist, men hvis nogle af mine mange dygtige kollegaer, som er fortalere for mulighedslighed, skulle vise sig at have ret, så er der endnu stærkere argumenter imod rapportens konklusioner.

Mulighedslighed er, lidt forenklet, den ide, at det er grundlæggende uretfærdigt, hvis personer i et samfund har forskellige vilkår, alene på grund af hvor heldige eller uheldige de har været. Forskelle i for eksempel velfærd og adgang til sociale og økonomiske goder, bør afspejle den indsats en person har gjort, ikke tilfældigheder, som vedkommende ikke har nogen kontrol over.

Princippet om mulighedslighed forsvares ofte med henvisning til fairness, blandt andet fordi det var denne udgave som John Rawls først populariserede, men er intuitivt appellerende for mange, uanset hvilken dybere begrundelse man giver det.

Hvis vi bør begrænse mulighedsulighed, fordi den er grundlæggende uretfærdig, så har vi endnu stærkere grunde, til at foretrække den skandinaviske model. Formodentlig ville disse grunde i sig selv være tilstrækkelige, til at afvise, at den libertarianske model er at foretrække, selv hvis den økonomiske og utilitaristiske analyse var overbevisende (hvilket de jo mildt sagt ikke er). Det skyldes det forhold, at personer ikke er ansvarlige for, hvilken familie de fødes i, og hvilke talenter de får i kraft af deres gener og opvækst. Alle de fordele og ulemper, som en person har i kraft af sin familie baggrund, sine medfødte talenter, det sociale netværk som etableres igennem familien, de evner vedkommende lærer igennem den situation familien tilbyder, etc. er derfor fordele og ulemper, som er grundlæggende uretfærdige, og som vi bør forsøge at begrænse mest muligt, og kompensere for, der hvor vi ikke kan eliminere dem.

Adgang til gratis (igen: "free at the point of use") uddannelse og sundhed kan ses som en måde at udjævne nogle af de tilfældigheder, som livet ellers byder personer, og en stærk redistributiv skatte og socialpolitik som en måde at kompensere for, at vi derved langt fra har elimineret tilfældigheders betydning for hvordan personers sociale og økonomiske liv udvikler sig.

Samlet set er det, som så ofte med den nuværende amerikanske administration, svært at vide om man skal grine eller græde. På den ene side er rapporten ufrivilligt morsom, i al sin dilettantiske påståelighed. På den anden side er det nedslående, at det øverste rådgivende økonomiske organ, i verdens største og mest magtfulde demokratiske stat, kan producere rapporter, som begår så elementære fejl, som der her er tale om. Mediemoralfilosofi er flyttet helt ind i det Hvide hus. Det må gerne snart flytte ud igen.